Skulle Pernille Rosenkrantz-Theil have været reddet fra sin skæbne med et forbud?

LEDER: DR2's debatudsendelse - Debatten - bød i aftes på heftig diskussion om en normalisering af prostitutionserhvervet, og endnu engang blev det...

Ole Birk Olesen,

18/02/2010

LEDER: DR2's debatudsendelse - Debatten - bød i aftes på heftig diskussion om en normalisering af prostitutionserhvervet, og endnu engang blev det klargjort, at de tilkaldte venstrefløjspolitikere, som vil have yderligere forbud på området, bare ikke mener, at kvinder er i stand til at tage vare på sig selv. Politikere må gribe ind mod disse kvinder, for ellers skader de sig ved at sælge seksuelle ydelser, argumenterede SF's Pernille Vigsø Bagge og Socialdemokraternes Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det er utvivlsomt rigtigt, at nogle kvinder tager skade af at være i prostitutionserhvervet. Ligesom det er mindst lige så rigtigt, at alle mulige andre aktiviteter i dette samfund, som mennesker frivilligt vælger at deltage i, er potentielt skadelige. Man hører om skuespillere, der går psykisk ned, fordi de indlever sig for meget i en belastende rolle, boksere som resten af deres liv må døje med hjerneskader, kassedamer som får dårlige skuldre, tidligere selvstændige som slæber rundt på en stor gæld efter et mislykket forsøg på at opstarte egen virksomhed, journalister der bliver alkoholikere o.s.v. - listen er nærmest uendelig.

Listen rummer såmænd også en lovende ung politiker på den idealistiske venstrefløj, som gik ned med stress p.g.a. sit politiske engagement, herefter måtte lide den tort at skulle arbejde for fagforeningen FOA og nu søger opstilling for et af Folketingets store Gallup-partier, Socialdemokraterne. Var det måske en skæbne, hun ønskede for sig selv, dengang drømmene endnu var intakte, og der blev kastet med dværghøns i Folketingssalen? Skulle nogen have forbudt hende at gå den vej, mens det endnu var muligt at redde hende?

Livet er ikke altid en dans på roser, men vi skal alligevel have lov til at danse, som det passer os bedst. Grundlæggende ser det ud til at være en forståelse, som man ikke har på venstrefløjen, hvor man hellere vil fortælle folk, hvordan de skal leve deres liv. Man ved jo bedre. Eller gør man? Hvordan kan man egentlig vide, hvad der foregår i et andet menneskes hoved, og hvilket liv der for ham eller hende er bedst? Og selvom man måtte være helt overbevist om, at man ved bedre, hvordan kan man så bilde sig ind, at det giver ret til at bestemme, hvad andre skal gøre med deres liv, når de siger, at de hellere vil have frihed til at gøre, som det passer dem? Er denne trang til at dominere sine medmennesker måske i sig selv udtryk for, at man et eller andet sted i sit liv har taget uopretteligt skade, og at man derfor bør forbydes at udleve sin trang - naturligvis for ens eget bedste?

Kilde: