LEDER: I Skat kan man ikke se, at den film, man har brugt 2 mio. skattekroner på at producere til fremvisning for medarbejderne, skulle have noget politisk budskab. Det siger en hel del mere om Skat end om videoen, for alle, der ikke abonnerer på idéen om, at dygtig meget skatteopkrævning er en lykke for samfundet, kan se det. Når Skat ikke kan, så skyldes det et velkendt fænomen, nemlig at det, der er aldeles subjektivt, som regel fremstår objektivt for dem, der er enige.
Således kan vi altså konkludere, at man i Skat er enig i, at det er bedre med et højt dansk skattetryk end med et noget lavere amerikansk skattetryk, for det fortæller filmen. Man er også enig i, at de velstående roligt kan betale store marginalskatter, fordi penge ikke betyder meget for dem, der har mange. Og man er enig i, at skatteopkrævning er sammenligneligt med medlemskontingentet til fælleskassen i en madklub eller en sportsklub eller et andet sted, hvor man indbetaler til et fælles formål. Endelig er man enig i, at de bedste til at forklare Skats værdier er arbejderklasseromantikeren Erik Clausen og den gemytlige ultrasocialist Niels Hausgaard.
Ikke desto mindre viser reaktionerne på filmen, at der trods alt er en hel del, som ikke luner sig ved tanken om at have været med til at finansiere den ideologiske skoling af Skats medarbejdere med 2 mio. kr. Også fordi man sådan set foretrækker, at Skats medarbejdere har bare en lille smule dårlig samvittighed, når de f.eks. skal træffe beslutning om, at en mand skal sættes på gaden, fordi han skylder i skat. Eller som CEPOS-direktør Martin Ågerup så rigtigt formulerer det:
"Der er tale om en film, som er klinisk renset for enhver anerkendelse af, at skat i sidste ende er baseret på tvang - sågar voldsanvendelse. Det kræver pli. Og denne pli får man ikke, hvis man bilder sig ind, at man er et ´serviceorgan´, som borgerne skal være taknemmelige for eksisterer."
Således kan vi altså konkludere, at man i Skat er enig i, at det er bedre med et højt dansk skattetryk end med et noget lavere amerikansk skattetryk, for det fortæller filmen. Man er også enig i, at de velstående roligt kan betale store marginalskatter, fordi penge ikke betyder meget for dem, der har mange. Og man er enig i, at skatteopkrævning er sammenligneligt med medlemskontingentet til fælleskassen i en madklub eller en sportsklub eller et andet sted, hvor man indbetaler til et fælles formål. Endelig er man enig i, at de bedste til at forklare Skats værdier er arbejderklasseromantikeren Erik Clausen og den gemytlige ultrasocialist Niels Hausgaard.
Ikke desto mindre viser reaktionerne på filmen, at der trods alt er en hel del, som ikke luner sig ved tanken om at have været med til at finansiere den ideologiske skoling af Skats medarbejdere med 2 mio. kr. Også fordi man sådan set foretrækker, at Skats medarbejdere har bare en lille smule dårlig samvittighed, når de f.eks. skal træffe beslutning om, at en mand skal sættes på gaden, fordi han skylder i skat. Eller som CEPOS-direktør Martin Ågerup så rigtigt formulerer det:
"Der er tale om en film, som er klinisk renset for enhver anerkendelse af, at skat i sidste ende er baseret på tvang - sågar voldsanvendelse. Det kræver pli. Og denne pli får man ikke, hvis man bilder sig ind, at man er et ´serviceorgan´, som borgerne skal være taknemmelige for eksisterer."
