Engang så jeg en vittighedstegning, der handlede om forskellen i trafikkultur mellem Skandinavien og Sydeuropa. Den ene tegning viste to italienere, der var stødt sammen og straks – med passende store armbevægelser – begyndte at skyde skylden på hinanden. Den anden tegning viste to skandinaver, der ligeledes var stødt sammen, men her var begge i stedet tilsvarende ivrige for at påtage sig skylden. Meget morsomt, men det er egentlig tankevækkende, hvor ivrige mange af os er for at tage skylden – det er nærmest blevet et adelsmærke at kunne tage noget på sine skuldre, også selvom man egentlig hverken bærer nogen egentlig direkte skyld eller har noget at skamme sig over.
For lige at få begreberne på plads, er skyld følelsen, der opstår, når man krænker en norm, regel eller en moralsk standard. Skylden i sig selv er uafhængig af, om hvorvidt omverdenen er klar over denne krænkelse eller ej. Skylden kan derfor sagtens være noget, som man bærer i sig selv. Skammen er derimod skyldens lidt lumre følgesvend – der snarere er baseret på omverdenens reaktion på/fordømmelse af selvsamme krænkelse af en regel, norm eller moralsk standard. Ifølge kulturantropologien er skyld-kulturen et samfund, hvor skyld og skam er de primære elementer til at kontrollere holdninger og opretholde en eller anden form for orden baseret på den medfølgende trussel om fremmedgørelse og eksklusion, hvis man træder ved siden af. Naturligvis er skyldsfølelse og skam – i kombination med lovgivning/frygten for straf – med til at kontrollere os som individer. Uden disse ville det hele jo hurtigt falde fra hinanden i anarki, vold, selvtægt og anden uhensigtsmæssig adfærd. Men når man som meningsdanner begynder at strække denne moral ud over individets ret til at besidde og udtrykke sig egen holdning ved derigennem systematisk at ekskludere anderledes tænkende, bliver det for alvor problematisk og hvis ikke i juridisk, så i moralsk konflikt med samfundets demokratiske spilleregler.
For tiden er det især det primært borgerlige ønske om at værne om en vis form nationalkulturel identitet og udtrykte bekymring over konsekvenserne af indvandringen, der mødes med beskyldninger om højreekstremisme, racisme, xenofobi sågar decideret ondskab. At beskylde et andet menneske for ondskab, hvis dette menneske ikke deler ens egen holdning, er pænt ekstremt i min optik… Derimod synes det at være helt legalt og nærmest heltemodigt på venstrefløjen, der ironisk nok konstant plæderer for tolerance og frisind uden selv at udvise skyggen deraf overfor anderledes tænkende. "Intolerance will NOT be tolerated"
Den fashionable “se-hvor-god-jeg-er-skam”
Det er blevet så moderne at skamme sig på andres vegne for derigennem at tage afstand til den pågældendes holdninger og handlinger – måske er det blot en bekvem måde at fremstille sig selv i et indirekte positivt lys på: ”Hvis X efter min mening opfører sig som et røvhul og jeg viser verden, at jeg skammer mig over X, vil jeg samtidig give mig selv en indirekte kompliment, der stiller mig i et bedre og mere anerkendende lys overfor omgivelserne.” Hvis man eksempelvis definerer sig selv som værende humanist og knytter begrebet til en politisk ideologi, vil man så ikke samtidig – indirekte – definere alle andre politiske holdninger som værende ikke-humanistiske? Det er også blevet så moderne at skamme sig over sit land – at tage afstand fra noget er også nemmere end at analysere på årsagerne… Først skammede vi os over den nedsatte flygtningeydelse (der stadig er højere end Tysklands og Sveriges), så skammede vi os over annoncerne, der gjorde opmærksom på den – uagtet, at vores ultra-humaniske brodernation Norge har gjort nøjagtig det samme og Tyskland var hurtige til at følge trop, da man også fornemmede, at menneskesmuglerne tegnede et rosenrødt billede af Europa for at kunne retfærdiggøre at kræve mange tusinde euro for at facilitere flugten hertil. Men hvor var følelsen af ”skam og skyld” og den offentlige afstandstagen, da den tidligere SR-regering gjorde familiesammenføringsreglerne langt strammere? Det var kun enkelte stemmer fra den alleryderste venstrefløj, der pippede op mens parnasset mest forholdt sig pinligt tavse, da det jo var deres ”egne”, der stod bag… Man (mis-)bruger således skammen som politisk værktøj, når det tjener ens eget formål og propper en sok i munden på sandheden, når det ikke gør det.
Vi har således taget skammen på os uden egentlig at stille os selv det relativt enkle spørgsmål: har vi noget at skamme os over? Hvis man kan skrue op for noget, hvorfor kan man så ikke også skrue ned? Betragter vi England, Grækenland, Japan og Australien som uciviliserede lande, der burde slås i hartkorn med 30’ernes og 40’ernes Tyskland? Næppe – men hvorfor skal vores eget land så sammenlignes dermed, når vi gør langt mere for både flygtningesituationen og den internationale udvikling end disse eksempler? Ivrigheden for at påtage sig skyld og skam blev i sin mest ekstreme form eksemplificeret ved, at Carsten Jensen frikendte gerningsmanden til februars terrorangreb mod Krudtønden og synagogen, for i stedet at skyde skylden på ”tonen i debatten” og ”samfundets behandling af muslimer”. Er jeg den eneste, der kan se det groteske og forkrampede i dette forsøg på at skyde skylden på samfundet og gøre en pistolmand til et større offer end de mennesker, hvis liv hans kugler slukkede? Selvfølgelig er det da vores skyld, at en gal mand føler sig religiøst krænket nok til at slå en filminstruktør ihjel og så lige tager en tilfældig jøde med på vejen… nåja, det er sgu da klart…ligesom kvinder, der går “udfordrende” klædt også selv er ude om det, hvis de bliver voldtaget... Selvsamme forfatter karakteriserede engang DFs vælgerskare som ”skimlede kældermennesker”, så er man virkelig oppe på den høje hest - klar til at modtage folkets hyldest.
Handlingslammelsen og de ufrie ord…
Hvor skyld kan føre til forandring, fører skam oftest til handlingslammelse baseret på frygten (mennesket er trods alt stadig flokdyr) for eksklusion af ”det gode selskab”. ”Det gode selskab” skal her forstås som dem, der på forhånd har defineret, hvilke holdninger, der er de rigtige at have (også kaldet politisk korrekthed). Mennesker som Carsten Jensen… Hvor venstrefløjen anklager højrefløjen for kynisme, mangel på empati/menneskesyn/hjerterum – går trafikken i den modsatte retning mere i retning af at være følelsesstyret og derfor uden rationelt fundament for sine holdninger. Ingen fløj er således værre eller bedre til at klistre stereotyper på den anden. Men hvad er værst – at være ond eller enfoldig? At være Dart Vader eller Forrest Gump?
Vi har ganske vidst juridisk ytringsfrihed (i det mindste lidt endnu), men samfundets selvudnævnte moralister har for længst undertrykt det frie ord. Vi står efterhånden i en situation, hvor især venstrefløjens magthavere, presse, politikerne og meningsdannerne m.fl. – bifalder og nærmest tilskynder en helt ny form for politisk forfølgelse, hvor mennesker – på baggrund af helt legitime,demokratiske politiske holdninger – risikerer at miste job, karriere, muligheder, poster i foreninger/klubber/bestyrelser og må finde sig i social udstødelse. Og er vi først nået dertil, hvor der ikke længere værnes om den uplettede og ærlige demokratiske debat, har vi som samfund et pænt alvorligt problem og en afsporet tendens, der trænger til at blive sat tilbage på den gode opdragelses blanke skinner. Så hvis vi som samfund skal kunne diskutere de udfordringer, som vi står overfor, må vi derfor kunne gøre det frit uden risiko for eksklusion, fordømmelse og andre repressalier (som eksempelvis den franske meteorolog, der blev fyret for at stille spørgsmålstegn ved den globale opvarmning).
Hvis vi ikke åbner op for posen, låser skammen og angsten for at træde uden for den politiske korrektheds smalle sti os alle fast i en snæver sort/hvid og absolut nuanceløs og stillestående ligegyldighed. Så nu er det på tide, at vi alle gør vores for at sætte ordene og tankerne fri igen – med alle deres nuancer, farver, gråtoner, mellemregninger og til tider ubehagelige og politisk ukorrekte sandheder...
