Dengang jeg forsøgte at blive sygeplejerske, oplevede jeg ofte, at patienter spurgte mig om, hvorfor de ikke kunne få et ordentligt og præcist svar af lægen.
For eksempel kneb det som regel at få en klar diagnose. Og patienterne undrede sig også over, hvorfor der så ofte blev ændret i deres medicin, uden at de kunne få anden forklaring end at den nye medicin ”nok ville have en bedre effekt”.
Og denne forundrede spørgen fra patienternes side ramte lige lukt ind i en erkendelse, jeg selv var i færd med at gøre.
Før jeg startede på sygeplejeskeuddannelsen havde jeg nemlig altid troet, at læger og sygeplejersker handlede på videnskabeligt belæg. I det ligner jeg nok de fleste andre danskere.
Men i årene før jeg startede på studiet, og i særdeleshed efter jeg var startet, gik det op for mig at mange behandlinger var helt uden videnskabeligt belæg.
Ovenikøbet kunne jeg se, at diagnoser skiftede som vinden blæste. Og at patienter som oftest befandt sig ”imellem diagnoser” – dvs. befandt sig i en slags ingenmandsland, hvor lægerne prøvede sig frem efter de forhåndenværende søms princip: ”hvilken af de diagnoser vi har på lager, og som vi tilfældigvis lige kan behandle på vores hospital, passer på patientens tilstand”.
En dag var jeg nået så langt i denne erkendelse, at da en patient spurgte hvordan det kunne være der hele tiden blev ændret i hans medicin, og hvorfor han ikke kunne få et præcist svar, svarede ud fra denne nye erkendelse.
Jeg svarede, at hvis han havde det som de fleste danskere, så troede han på at lægerne handlede ud fra videnskabelige begrundelser, men at denne antagelse var forkert, at forestillingen om at der fandtes en lægevidenskab netop ikke var andet end en forestilling – en illusion.
Og jeg fortalte at lægerne i 75 % af tilfældene prøvede sig frem, både hvad angår diagnose og behandling. ”Lad os prøve det her middel; hvis det virker, er det nok den eller den diagnose”.
Egentlig er der jo ikke noget galt med trial-and-error-metoden. Vi bruger den allesammen hver dag, til at løse opgaver og problemer og komme videre.
Så ingen kritik for dette.
Men man bør i den grad kritisere at lægestanden, sygeplejerskerne og resten af sundhedsvæsenet alle bidrager til konstant at genskabe og opretholde illusionen om at sundhedsvæsenet handler baseret på videnskab.
Målrettet at skabe og opretholde en sådan illusion i et demokratisk samfund, samtidigt med at man underspiller hvor ofte der handles på lykke og fromme, og oven i købet underspiller sin egen faggruppes store økonomiske og magtmæssige interesser i at opretholde samme illusion er dybt kritisabel.
Nærmest kriminel.
Derfor stillede jeg også i min artikel LIBERAL DEFINITION af CIVILSAMFUND (04/11-2010) krav om at det offentlige skal defineres positivt.
Og som et eksempel på en positiv definition af det offentliges opgaver, nævner jeg netop at læger kun skal kunne handle ud fra solid videnskabelig evidens.
Jeg tror rigtigt mange danskere oplever at det er svært at få en klar diagnose, og at ændringer i medicin ofte bliver beskrevet med vage uforpligtende forklaringer - ligesom foreslået behandling beskrives henholdende, med eftertryk på håb, i stedet for på videnskabelig evidens.
Og mennesker i nød er jo ikke de bedste til at kritisere.
Ikke mange har - når de er bange og syge - styrke til at anfægte påstande fra mennesker om at de kan hjælpe. Især ikke hvis samfundet giver samme mennesker både autoritet, handleret og anseelse.
Men det er på høje tid at nogen kritiserer.
Det er på høje tid at lægernes autoritet anfægtes for alvor.
Det er jo ikke småting som læger har udsat mennesker for i tidens løb.
Nu er jeg ikke typen, der vil beskylde læger og sygeplejersker for ikke at nære omsorg for deres patienter.
Så selvom jeg er overbevist om at nogle, vælger at læse til læge netop for den faste ansættelse, for magten og for anseelsen, så er jeg også overbevist om at langt de fleste gør det for at hjælpe.
Det samme gælder sygeplejersker.
Men jeg tror at det for mange af de studerende er sådan, at efterhånden som standens offentligt vedligeholdte illusioner går op for den studerende, så kommer det gustne overlæg – ganske af sig selv, og på en måde som er skjult for sundhedspersonen selv - til at spille en større og større rolle.
Egeninteresser som høj løn og social anseelse, bliver så at sige syet ind i lægens og sygeplejerskens identitet under uddannelsen, og pumpes op efterhånden som fagpersonen tvinges til i det daglige at afveje egeninteresse overfor idealer, og stort set altid vælger at følge sin faggruppens egne – mere materielle og knap så etiske - interesser.
Den måde vi handler på former jo – rituelt – vore forestillinger.
Netop derfor er det så vigtigt for fagforeningerne at have magt over uddannelserne og over praksisfællesskaberne. Og fagforeningerne hár rigtig megen magt over både uddannelserne og over den faglige praksis. Ingen kan blive læge eller sygeplejerske, eller fungere som læge eller sygeplejerske, uden dagligt at blive dannet af disse interesser.
I denne weekend tager WEEKENDAVISEN så – i en stort opsat forsideartikel af Lone Frank – hul på debatten om det man kalder lægernes off-label brug af medicin, dvs. lægernes brug af medicin udenfor det medicinen har videnskabelig evidens for at virke overfor.
Som eksempel på off-label brug kan nævnes brugen af Ritalin til børn.
Det er rigtigt godt gået af weekendavisen, og jeg kan anbefale alle at læse artiklen.
Jeg vil dog anfægte artiklens konklusion.
Så vidt jeg kan se er konklusionen, at off-label brug skyldes de erfaringer der findes i praksis. At lægerne altså bruger medicinen udenfor indikationsområdet, fordi kolleger siger det virker.
Lidt ligesom når din veninde eller kollega råder dig til at bruge den ene eller den anden fugtighedscreme fordi ”den er så god”.
Artiklen begrunder videre denne handlemåde med, at det offentlige ikke har råd til at skabe videnskabelig evidens for at udgåede produkter virker, og at medicinalvirksomhederne er mere interesserede i at skabe evidens for deres nyudviklede produkter.
Og da artiklen ikke tydeligt tager afstand fra denne handlemåde, må jeg formode at det skyldes at forfatteren synes handlemåden er i orden?
Og det en konklusion som bekymrer mig, fordi artiklen så måske støtter op om en ny form for belæg der ikke er videnskabelig, men social.
Dengang jeg læste til sygeplejerske, havde jeg indtryk af at de fagforeningsdominerede faglige fællesskaber arbejdede målrettet for, at subjektive vurderinger fra den faglige praksis skulle ligestilles med videnskabelig evidens, på den måde at en sådan subjektiv og social bedømmelse skulle være nok til at begrunde og legitimere brugen af både medicin og behandlinger.
Hvis jeg har ret i, at det er denne konklusion som artiklen lægger op til, så er det som er på spil, vores opfattelse af hvad der er legitim viden.
Hvis man ligestiller faglige ”vi synes”-udsagn med ægte videnskabelig evidens, er der efter min mening tale om en autoritær udvikling af vores vidensforståelse, som ikke er i orden i et åbent og frit demokrati.
Jeg mener vi skal den anden vej, og tværtimod højne kravene til videnskabelig evidens.
Kun på den måde kan vi kvalitetsudvikle de behandlinger som det offentlige tilbyder.
Hvis de ansatte så mener at visse behandlinger og lægemidler har effekter som der bør skabes videnskabelig evidens for, så må vi sørge for kroner til den slags forskning. Eller eventuelt stille krav til medicinalvirksomhederne om yderligere videnskabelig evidens.
At acceptere brugen af midler og behandlinger alene på bestemte faggruppers autoritet er efter min mening en glidning i retning af det autoritære u-oplyste samfund.
Og en sådan udvikling vil undergrave patienternes retsstilling, fordi den kan gøre det rigtigt svært for borgenre at ”få ret” over sundhedsvæsenet, i de tilfælde hvor borgerens liv er blevet ødelagt som følge af behandlingen.
Dertil vil en sådan udvikling ”forurene” vores sprog med endnu flere pseudovidenskabelige, men politisk korrekte ”sandheder”.
Autoritære subjektive begrundelser vedtaget af de faglige fællesskaber, bør ikke have samme sandhedsværdi som ægte videnskab.
Det danske demokrati trænger i den grad, til et opgør med illusionen om de offentligt ansattes altruistiske motiver og med alle de andre illusioner der omgiver det offentlige sektors virksomhed.
For den enkeltes, for demokratiets og for frihedens skyld.
Mvh
Ane K Due
