Regeringen og fagbevægelserne kunne med en meget simpel og smertefri manøvre forbedre dansk løn-konkurrenceevne med 10% eller mere, hvis de ville...
Her er opskriften:
Man sænker alle fagforeningsoverenskomster med 3000 kr/md - og giver lovmæssigt virksomhedsejere ret til at gøre det samme for andre, ikke overenskomstansatte også, hvis de vil.
Til gengæld hæver man bundfradraget med et tilsvarende beløb, således at rådighedsbeløbet for den enkelte forbliver stort set uændret.
Overførselsindkomster reguleres tilsvarende, så købekraften bibeholdes nogenlunde.
Dermed vil udbetalinger fra det offentlige forblive de samme (skat ind-ud regulerer - det er udelukkende de private lønninger der ændres reelt).
Af den million ansatte der er ansat her, vil man som stat tabe 1500 kr/person/måned = 20 milliarder kroner i skatteindtægter (rundt regnet). Til gengæld vil der skabes øget overskud i virksomhederne (dermed føres mindst 5 milliarder tilbage) - og/eller der skabes en række nye job i form af produktioner der hidtil har været urentable. Disse vil ligeledes bidrage med statsindtægter. Kan man nå ca. 20-30.000 nye jobs går ligningen nogenlunde op, vil jeg tro.
Hvis vi antager, at kun de ca 500.000 priate overenskomstansatte for sænket lønnen, er tabet kun 10 milliarder, og målet lettere nået. I praksis vil vi ligge et sted midt imellem.
Som financiering, dropper staten aktiveringsindsatsen (eller halverer den i det mindste) - det vil give 8-16 milliarder den anden vej.
Problemet er så: Vil fagbevægelsen og regeringen tillade et tiltag der reelt vil gøre virksomhedsejere rigere - og derved øge uligheden i DK?
Og hvis ikke - er der så reelt en vej ud af krisen?
PS: Reelt er mine tal sjussede og grove tilmærmelser, men princippet er sundt nok - og den eneste mulighed for at skabe forbedret konkurrrenceevne uden at de ansatte må vise kraftig løntilbageholdenhed, hvorved de helt sikkert mister købekraft.
