Kronik bragt i Jyllandsposten 12.10.2011
Løftebrud og hykleri er sammen med venstrefløjens tavshed en gave til Danmark og danskerne. Lavere skat vil som bekendt styrke den spirende vækst - og i verdens hårdest beskattede land er lavere skat kun fair. Det ser Helle Thorning-Schmidt ud til at mene og leve efter, og når Helle siger det, holder venstrefløjen mund. Dejligt.
Af Inger Schroll-Fleischer, ba.scient.pol. og blogger på Damefrokosten.com
Under valgkampen kunne man som sædvanligt høre Danmarks nyeste mediedarling, den Mærsk- og Lego-hadende leder af Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen, betegne den økonomiske ulighed som et af Danmarks største problemer. Ikke overraskende, for selvom flere medier også under valgkampen viste, at Danmark er verdens mest lige land, har venstrefløjen i mange år arbejdet for at gøre os endnu mere lige. Vi skal helst være helt, helt lige.
Derfor mener de derude, at økonomisk ulighed er noget, man helst ikke skal være for stor tilhænger af, uanset hvilken politisk fløj man ellers tilhører. Og opfatter man ikke økonomisk ulighed som et problem i sig selv, skal man helst ikke sige det højt, for så kommer de efter dig!
Husker du for eksempel, hvilken dansk politiker, der kom galt af sted med disse ord: »De rige må meget gerne blive rigere. Jeg har ikke et problem med, at de rige bliver rigere, men jeg har et problem med, at vi i dag har for mange, der er fattige?«
Husker du, hvem der stod bag denne helligbrøde: »Jeg har ikke noget imod, at folk tjener penge - og at nogle tjener mere end andre. Men det vigtige er, at vi ikke fratager folk muligheder, og det gør man, når man kaster mennesker ud i fattigdom?«
Hvis du ikke husker de to første udtalelser, husker du måske denne: »Uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst stillede til gode?«
De tre udtalelser kommer fra tre forskellige politikere fra tre forskellige partier, men deres pointe er den samme: Så længe de svagest stillede ikke får det dårligere, må de rige gerne blive rigere. Den økonomiske ulighed må gerne vokse, og den udgør i sig selv ikke et problem.
Det sidste og ældste af de tre udsagn er det mest kendte. Det tilhører forhenværende socialminister Eva Kjer Hansen og blev bragt i Jyllands-Posten for seks år siden. Dengang var Danmark også det mest lige land i verden. Det var ikke første gang, Eva Kjer Hansen gav udtryk for det, der burde være almindelig sund fornuft, men denne gang blev hendes holdning vendt og brugt mod hende af en ualmindeligt hidsig venstrefløj. Villy Søvndal truede med at stille mistillidsvotum, og i over 600 avisartikler, læserbreve og radio- og tv-udsendelser blev Eva Kjer Hansens udtalelse kritiseret - alene i den følgende uge. Forsvindende få gange blev den støttet eller rost af hendes meningsfæller. Og da statsminister Anders Fogh Rasmussen lod sin socialminister forstå, at hun kunne vælge mellem at trække sig og trække sine udtalelser, var det slut med at diskutere ulighed i Danmark. Uligheden måtte fra den dag ikke vokse, og man måtte ikke synes, at ulighed var okay. Sådan var det bare.
Derfor kom det også som en overraskelse for nogle, at Ole Sohn i Information i februar i år gav udtryk for det samme, nemlig at stigende ulighed kan være udtryk for vækst og dynamik i samfundet, og udtalte: »Jeg har ikke noget imod, at folk tjener penge - og at nogle tjener mere end andre.« Ole Sohn er repræsentant for et parti, der påstår at arbejde for såkaldt social retfærdighed og for at bekæmpe ulighed, og man skulle tro, at kritikken nu ville ramme ham lige så hårdt, som den ramte Eva Kjer Hansen. Her var trods alt tale om en mand, der pludselig forsvarede det, han ellers påstod at bekæmpe. Men kritikken udeblev. Med undtagelse af enkelte sarkastiske kommentarer i Ekstra Bladet, Børsen og Berlingske gik Ole Sohns kommentar nærmest ubemærket hen.
Den 9. september 2011 - mindre end en uge før folketingsvalget - var det så Helle Thorning-Schmidts tur. I et interview med Clement Kjærsgaard på DR sagde hun: »De rige må meget gerne blive rigere. Jeg har ikke et problem med, at de rige bliver rigere, men jeg har et problem med, at vi i dag har for mange, der er fattige.« Her talte landets kommende statsminister - oven i købet en socialdemokrat - for at lade uligheden stige. Hun udtrykte en holdning, der få år forinden havde fået en samlet venstrefløj op i det røde felt og nær havde kostet en socialminister jobbet. En liberal socialminister vel at mærke, der gav udtryk for liberale holdninger, mens Helle Thorning-Schmidts udtalelse ikke kan siges at være i tråd med den socialdemokratiske holdning til ulighed - eller med socialdemokraternes valgoplæg, Fair Løsning 2020, der kalder til kamp mod uligheden. Men heller ikke denne gang skete der noget. Ingen sarkastiske kommentarer i landets aviser, intet chokeret bagland, ingen Mette Frederiksen. Intet ramaskrig. Ingenting.
I ugen efter Helle Thorning-Schmidts interview blev Eva Kjer Hansen rent faktisk nævnt oftere i forbindelse med ulighed i landets aviser, end Helle Thorning-Schmidt selv gjorde (henholdsvis fem og nul gange).
Det giver selvfølgelig mening, at den danske højrefløj ikke har kritiseret Ole Sohn og Helle Thorning-Schmidt for deres nye, fornuftige holdning til ulighed, men man kunne have håbet, at bare en enkelt kommentator havde taget ordet ”hykler” i sin mund om Helle Thorning-Schmidt, og at flere end Ekstra Bladet, Børsen og Berlingske havde gjort det om Ole Sohn. Mere overraskende er det, at der ikke har været nogen kritik fra den venstrefløj, der i 2005 overfaldt Eva Kjer Hansen og krævede hendes afgang, fordi hun sagde det unævnelige om ulighed.
Er den samlede venstrefløjs holdning til økonomisk ulighed forandret siden 2005? Næppe. Dens partiprogrammer er fyldt med forældede paroler om mere omfordeling og endnu større lighed, og venstrefløjens hetz mod folk, der tjener deres egne penge, har vel aldrig været værre end i den seneste valgkamp.Har venstrefløjen over set Ole Sohns og Helle Thorning-Schmidts udtalelser? Næppe. De blev trods alt bragt i Information og på DR.
Er venstrefløjen mon så bange for at udstille intern uenighed, at de vælger at holde mund? Sandsynligvis. Men der er flere mulige forklaringer.
Hvad Helle siger, er altid det rigtige
Rune Slothuus, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet, offentliggjorde i 2010 en undersøgelse, hvor han konkluderede, at afsenderen af et politisk budskab har større betydning for, hvordan budskabet modtages, end selve budskabets indhold. Socialdemokratiske vælgere er tilbøjelige til at acceptere liberale argumenter, hvis de kommer fra en socialdemokrat - og omvendt. I tilfældene Ole Sohn og Helle Thorning-Schmidt betyder det, at den ellers ulighedsforskrækkede venstrefløj måske har forholdt sig mindre (eller slet ikke) kritisk til udtalelserne om ulighed, netop fordi de kom fra Sohn og Thorning-Schmidt.
Helle Thorning-Schmidt talte under valgkampen til de ringeste danskeres misundelse og lovede at straffe Danmarks få millionærer med en ekstra skat, som sammen med de mytiske 12 minutter skulle løse alle problemer. Nu ser det ud til, at hverken strafskatten eller de 12 minutter bliver til noget.
Tværtimod siger de nyeste meldinger, at Helle Thorning-Schmidt kommer til at sænke skatten. Nu havde hun ellers lovet skattestigninger! Men går det, som det gik med Helles ulighedsudtalelser, vil også disse brud med Socialdemokraternes egne holdninger og løfter blive mødt med tavshed fra venstrefløjen.
Helle Thorning-Schmidts løftebrud og hykleri er sammen med venstrefløjens tavshed en gave til Danmark og danskerne. Lavere skat vil som bekendt styrke den spirende vækst - og i verdens hårdest beskattede land er lavere skat kun fair. Det ser Helle Thorning-Schmidt ud til at mene og leve efter, og når Helle siger det, holder venstrefløjen mund. Dejligt.
Og hvis Helle Thorning-Schmidt også fremover kan tillade sig at sige, at ulighed ikke er et problem, uden at hun af den grund møder kritik fra venstrefløjen, er der håb om, at ulighed ikke længere skal være tabu og at vi igen kan diskutere, om det er en fordel i sig selv at være verdens mest lige land.
Så gør os alle sammen en tjeneste, Helle: Sig det igen - og igen!
