SF er i dag imploderet med en hast som ingen kunne forudse. Men at det ville gå den vej har længe stået klart.
For det er en proces som på mange måder ligner udviklingen hos de konservative, lige bortset fra at den sker med langt større hast og nærmest målrettet. Man kan i den sammenhæng ligefrem beskrive SF som neo-konservative.
Der kan der være grund til lige at resumere lighederne. Selv om det idag kræver nogen hukommelse, så var der en gang, hvor konservativ regeringsdeltagelse var næsten lige så sjældent et fænomen, som SFs. Lige indtil Schlüter rent faktisk begik kunststykket, ville alle politiske analytikere have forsvoret, at de konservative kunne levere en levedygtig regeringschef. Og for at få den regering til at holde måtte de konservative for alvor give køb på deres politik – navnlig blev begrebet "privatisering" udrenset. Det var, så KU-erne, der var partiets ideologiske smeltedigel, skreg af pinsel. Var de den tids Özlem Zekic?
SF har ved de seneste valg ligget temmelig pænt over deres historiske niveau - og gør det egentlig stadig. Det samme gjorde de konservative i 80-erne og 90-erne, hvor de opnåede deres bedste resultater nogensinde. Så stort blev Det konservative Folkeparti, at man endog flirtede med tanken om at bortkaste ordet konservative og blot optræde som "Folkepartiet". I politik er erindringen dog kort, så man vænner sig hurtigt til det nye niveau. SF havde forud for sidste valg perioder med opinionstal, der spåede det en endnu mere gylden fremtid. Det ser ud, som om begge partier har haft svært ved at tåle skuffelsen ved at nå ringere resultater end forventet.
Årsagen til folkesocialisternes tilbagegang er ikke svær at finde, nemlig at partiet havde forladt sit eget politiske grundlag til fordel for en lang march mod midten. Når man – knebent - vandt regeringsmagten, så var det, fordi rød blok fremstod som et alternativ til Løkke, men de har beholdt den ved at ligne Venstre. Man spørger sig selv, om de er så socialistiske, at det rent faktisk gør en forskel.
Jo bredere et partis politik favner, desto flere vælgere bør det i princippet kunne samle, men omvendt ønsker vælgerne også at stemme på et parti, som har et nogenlunde veldefineret og sammenhængende projekt. Hvis man efterfølgende under begivenhedernes pres må forlade den politik, så er i hvert fald kernevælgernes evne til at tilgive imidlertid ufatteligt stor.
Men der går en grænse, når partiet siger et, og helt åbenlyst stemmer for det modsatte i salen. Løfterne om at søge støtte til venstre og så i stedet søge den hos Venstre, skulle selvsagt give problemer. Og som reaktion søger man sammen om at forsvare sine handlinger, i stedet for at være i regering og opposition på samme tid.
Reaktionerne har vist sig med skræmmende tydelighed. SFs lokalforeninger har længe rapporteret om udmeldinger af selv mangeårige medlemmer i foruroligende antal. Den udvikling har de konservative aldrig fået stoppet. Og opinionsmålinger viser, at man har mistet grebet om de unge vælgere. SF er på vej til at miste endnu en generation, ligesom deres folketingsgruppe i dag er opdelt i gamle og unge, fordi Schlüter stjal nogle årgange.
Hertil kommer, at man i de generelle opinionsmålinger har mistet så mange vælgere til den yderste venstrefløj at størstedelen af folketingsgruppenlænge har følt termitterne æde i deres taburetter. Det giver altid sådan en god stemning ved gruppemøderne. I et parti, der som SF regelmæssigt bruger partiliste ved opstilling af kandidater, har trangen til at gøre oprør dog været usædvanligt behersket.
Vejen tilbage er trang. Det vigtigste element i SFs vej til magten har nemlig ikke været en ideologisk anderledes politik, men derimod i vid udstrækning en kombination af klassiske overbud for så vidt angår enhver tænkelig post på finanslove og kommunale budgetter og en accept af centrale dele af den borgerlige politik. Det var selvsagt en oplagt mulighed som led i kampen om de midtervælgere, som de borgerlige leflede for med konstant stigende offentlige udgifter.
Tilbage til rødderne?
Men den taktik holder jo ikke, når man udad skal vinde, det indad tabte. Det var - såvidt jeg kan skønne - den mest gammeldags fløj, som kom til fadet sammen med Vilhelmsen. Når de så forlader ledelsen, så kommer den midtsøgende fraktion formentlig igen til magten, men med et medlemskab, der klart forventer, at de vil føre partiet tilbage mod de socialistiske rødder. Det lyder helt selvmodsigende. Og mon ikke en del af de midtsøgende folkevalgte vil have lyst til at prøve lykken hos liste A.
For så vidt angår politikken er der dog en voldsom forskel mellem de 2 fløje. Ægte liberal borgerlig økonomisk politik har rent faktisk har en dokumenterbar gavnlig effekt på samfundet, og for de konservative var den oplagte vej frem derfor bare at fremføre deres egne klassiske synspunkter. Det har de så bare aldrig fundet ud af.
I modsætning dertil så må der efterhånden være en hel del tvivl om, hvorvidt klassisk socialisme med højere skatter, statslig prioritering af investeringer og allehånde regulering af erhvervslivet – ofte ud fra et miljømæssigt "forsigtighedsprincip" – kan føre til andet, end at vi sakker yderligere agterud i vækst og levestandard. Den tvivl om marxismens holdbarhed er helt åbenlyst vanskelig at sælge til de sørgelige rester af medlemskaren.
Og endnu værre er det, at Enhedslisten fører gammelkommunistisk politik uden at skamme sig over det. Selv et mere venstredrejet SF kan ikke konkurrere med det.Og på den anden side er socialdemokraterne trods alt er bedre til at føre socialdemokratisk politik.
Liberal Alliance havde - da det stod værst til - den ene fordel, at intet andet parti var lige så liberale, så det partis genopstandelse fra de døde kan man ikke sammenligne med. Det er faktisk lidt svært at se en fremtid for SF.
Men heldigvis er det hele blot et udtryk for, at demokratiet virker, og at vælgerne er klogere end vi tror.
