Skizofreni: Benægter økonomiske incitamenter, når de strider mod SF’s politik, men anerkender dem, når de fremmer SF’s politiske mål
Økonomi handler om incitamenter – om hvordan relative priser og lønninger påvirker den enkeltes valg, og hvordan der sker en koordination på markedet af alle individers og virksomheders handlinger.
Mange SF’ere har problemer med incitamenter. Man hører dem ofte benægte eksistensen af økonomiske incitamenter, men måske har de blot svært ved at forstå, hvordan en markedsøkonomi fungerer?
Prismekanismen
Så her er et lille lynkursus i prisernes tre funktioner i en markedsøkonomi:
- De relative priser og lønninger bestemmer indkomster og indkomstfordelingen i samfundet.
- Relative priser giver incitamenter til at økonomisere med pengene. Virksomheder søger at minimere produktionsomkostningerne, forbrugere søger at købe deres dagligvarer billigst muligt, boligejere går efter lån med den laveste rente, og lønmodtageren søger job, der alt andet lige giver den højeste løn.
- Priserne transmitterer information om forbrugernes ønsker, om tilgængeligheden af ressourcer, om lønmodtageres villighed til at tage et job osv., og renten sender et signal om forbrugernes ønske om at forbruge i dag i forhold til at spare op i dag og forbruge på et senere tidspunkt, om risiko, forventet inflation og likviditet.
De tre funktioner hænger sammen: Hvis priser ikke påvirker indkomster, så der ikke er nogen sammenhæng mellem indsats og resultat, så giver de heller ikke noget incitament til at yde en større indsats eller gøre sit bedste, og der vil ikke være nogen grund til at bekymre sig om den information, som priserne sender.
SF’ernes skizofrene forhold til incitamenter
Det er næppe forkert at karakterisere de fleste SF-politikeres forhold til incitamenter for skizofrent: SF’ere benægter, at økonomiske incitamenter virker positivt på arbejdsudbud, uddannelsesvalg, brugerbetaling, dagpengeperiodens længde, starthjælp og kontanthjælpsloft, men de anerkender, at økonomiske incitamenter virker, når det drejer sig om at adfærdsregulere befolkningen med skatter og afgifter, som når det drejer sig om fedtskat, tobaksafgifter, miljøskatter, finansskat, trængselsring, tilskud til vindenergi, og særlige økonomiske tilskud til kvindelige professorer.
Der tegner sig et tydeligt mønster:
- SF’ere vil helst benægte betydningen af økonomiske incitamenter, når de fører til resultater, som ikke stemmer overens med SF’s politik.
- De anerkender økonomiske incitamenter, når de fremmer SF’s politiske mål.
Betydningen af økonomiske incitamenter er heldigvis ikke helt så fjernt for den røde regering, hvilket nok må tilskrives et embedsapparat, der holder fast i en vis faglighed uanset regeringens farve.
Det har nu tvunget SF’s nye formand Annette Vilhelmsen til at trække i land mht., om økonomiske incitamenter motiverer ledige til at komme i arbejde. Også den nye skatteminister, Holger K. Nielsen, har måttet trække sine udtalelser i land om, at sammenhængen mellem lavere skat og øget arbejdsudbud er ”ren voodoo”. Det er selvfølgelig glædeligt, når de røde ministre er både lærenemme og lærevillige, så de allerede efter få timer i ministerkontorerne er blevet voldsomt meget klogere på, hvordan en markedsøkonomi fungerer. Selv om der stadig er lang vej endnu.
Det er selvfølgelig ikke kun SF’ere, der vælger at anerkende betydningen af økonomiske incitamenter, når det passer i deres kram og benægter dem, når de går imod deres politik. Det gælder i større eller mindre udstrækning hele venstrefløjen. Lykketoft – som man ellers skulle tro, vidste bedre – har i årevis benægtet, at lavere skat øger arbejdsudbuddet, ligesom Bjarne Corydon som nytiltrådt finansminister måtte indrømme, at S-SF’s ”Fair løsning” var underfinansieret med 22 mia. kr., når den regnes igennem med traditionelle metoder.
Incitamenter og dynamiske effekter
Der er et enkelt punkt, hvor desværre også borgerlige politikere synes at underkende betydningen af incitamenter, og det er, når det drejer sig om at medregne de dynamiske effekter af skattelettelser i provenuberegningerne, som beskrevet nærmere her.
Det fører til en bias i retning af et højere skattetryk ved hver skattereform, men de dynamiske effekter af skattenedsættelser er jo ikke andet end effekten af incitamenter på en ændring af adfærden. Her er det igen besynderligt, at det er blevet tabu i dansk politik at medregne dynamiske effekter af skattelettelser, hvorimod al trafikpolitik, energipolitik, miljøpolitik, grænsehandelsanalyser osv. medregner dynamiske effekter.
Her skyder de borgerlige politikere sig selv i fødderne, når de ikke medregner de dynamiske effekter ved finansieringen af skattelettelser. Undskyldningen er, at de vil regne ”konservativt”, men det betyder i denne sammenhæng at beskytte statens indtægter mod at blive mindre end forventet, men det er ikke en naturgiven ting, at det er staten og ikke borgerne, der skal beskyttes mod at betale for meget i skat. Det er et politisk valg. ”Konservatismen” kunne være vendt om, så den i stedet beskyttede borgerne mod at betale mere i skat end tilsigtet, og således at de offentlige finanser må løbe risikoen for regnefejl og tage tilpasningen. Alt andet lige skulle den offentlige sektor have lettere ved at tilpasse sit 1.000 mia. kr. store budget end alle Danmarks kassedamer.
Er der en indre konsistens?
For enhver mainstreamøkonom rejser der sig spørgsmålet om, hvordan venstrefløjspolitikere og ditto -økonomer kan opretholde en sådan skizofreni i klar modstrid med økonomisk teori, at de kun anerkender incitamenters betydning, når det passer ind i deres politiske kram, men benægter dem, når de går dem imod politisk?
Hvilken økonomiopfattelse (om nogen) ligger bag?
Er venstrefløjen slet ikke opmærksom på deres egen skizofrene forhold til incitamenter, eller betragter de blot spørgsmålet om incitamenter som et sprogligt slag i en politisk kamp, hvor det gælder om at bruge de argumenter, der støtter deres egne politiske mål, og benægte dem, der strider mod dem?
Men i sidste ende må de vel tro på det, de siger, når de nægter incitamenternes betydning, for ellers må de vel erkende, at deres socialisme ikke hænger sammen økonomisk?
Eller er det for meget forlangt, at der skal en indre konsistens i venstrefløjspolitik?
