En studenterhue er et ganske bestemt symbol, ikke fordi, at der i dag er megen prestige i at blive student. Det bliver jo stort set enhver. Men fordi, der ligger flere generationers veneration for nogle ritualer gemt i huen. Næppe i hovedet.
Men bevares, huen kan måske gøre livet lidt lettere for at imødegå nogle bestemte krav.
Apropos: Uddannelse, det er noget, de fleste skal igennem, hvis man bare tilnærmelsesvis vil smage sødmens frugter i en verden, hvor man ellers møder utak. Livet træder først i karakter, når man har taget en uddannelse. På godt og ondt. Skuffelserne og frustrationerne er lige om hjørnet. Den ene overraskelse fører den anden med sig. For hvad vil det egentlig sige at kvalificere sig til livet? Gør de færreste sig egentlig tanker om, hvad de kan blive præsenteret for? Mentalt? Med hensyn til kvalifikationer? Omstillingsevne? Og ikke mindst: Skuffelser?
Hvad hjælper mine gode karakterer, hvis jeg alligevel ikke får et job? Er verden til for min skyld? Eller omvendt?
Hvem bestemmer?
Og hvorfor nu det?
Stemme og sangen.
Den århusianske hjerneforsker Kjeld Fredens fortalte under et foredrag, hvor svært det er at tage den rigtige beslutning om, hvem der nu skulle have den stilling eller ej. Han talte af egen erfaring, og om hvor tit han havde dummet sig med hensyn til at vælge den rigtige kandidat til den respektive stilling.
Eksamenspapirer kan man ikke sætte sig op imod. De ligner hinanden. For slet ikke at tale om anbefalingerne. De er så fine, at selv Vorherre kommer til kort. Og personen? Han eller hun taler for sin syge moster, så selv Johannes Møllehave er selvskrevet til et talekursus. Den gensidige kemi er i orden. Og alligevel viser det sig, at man har taget fejl. Et eller andet har manglet.
Som en provokation, havde Fredens gjort op med sig selv for at undgå fremtidige fejltagelser, at han som forsker fremover vil plædere for, at ansøgeren kunne synge en sang rent i en ansættelsessamtale.
Stor latter.
Men hvorfor ikke?
For hvad betyder sangen egentlig for vores opfattelse af os selv og næsten?
Sangen er indbegrebet af noget oprindeligt. Stemmen er det første instrument, som vi forsøger at beherske. Meget kunne være undgået i Københavns kommune, hvis Overborgmesteren ikke havde glemt sin sangstemme.
Skal man fortsat kunne udvikle sine kompetencer, er det nødvendigt at søge tilbage. Det gælder om at synge rent.
Stemmen kan udtrykke personlig integritet. Auditiv og spatiel begavelse: Hukommelse. Fraseringsteknik. Omstilling. Følelser. Nuancer.
Har man nogensinde hørt om en syngende journalist? Eller en syngende politiker? Erhardt Jacobsen og Søren Pind har såvidt jeg ved forsøgt sig med sangen. Hvad kom der ud af det? Nedskæringer på sangundervisningen.
Stemmen udfordrer mangfoldigheden i enheden. Stemmen indebærer abstraktionsevne. Stemmen kan udtrykke billeder. Men den er også sårbar. Den røber alt.
Intet kan sige mere om en person, hvis vedkommende kan synge rent. Prøv at teste Klaus Rifbjerg i diskanten. Ville der ikke være en smule interferens? Især i hans samfundsdebat. Og hvad med Lene Espersen i bassen. Trækker hun ikke på nogle overtoner som slet ikke er tilstede i skalaen? Hvad med med Bertel Haarder i mellemlejet? Skurrer det ikke ind imellem? For slet ikke at tale om Lars Løkke, der bruger sin stemme, som om den er underlagt et jernbaneorkester?
Eksemplerne er legio.
DSB, en stemme?
Kan Djøfferne synge?
Jeg har engang hørt en enkelt forsøge sig med det. Det kostede mig en uges sygeorlov.
Brixtofte var sandsynligvis en glimrende improvisator med sin stemme. Men han manglede periodefornemmelse i sit udtryk. Han sluttede aldrig samtidigt med de andre. Klaus Riskær improviserede halsløs, som om han havde fået noget galt i halsen. Den ene toneart blev forvekslet med den anden.
Stein Bagger havde aldrig lært at synge efter noder. Don Ø lavede triller med tungen, så den slog knuder, teknikken manglede. Litteraten Ole Wivel, hvis storhed stod for fald, fordi han manglede det nødvendige gehør for sit eftermæle.
Når Kjeld Fredens kunne skabe latter omkring sin tese om stemmens og sangens betydning for at granske den enkelte i en ansættelsessamtale, var det blot fordi, at latter skaber eftertanke til et alvorligt emne. Og hvorfor ikke et emne, som man kunne synge til?
Men bevares, huen kan måske gøre livet lidt lettere for at imødegå nogle bestemte krav.
Apropos: Uddannelse, det er noget, de fleste skal igennem, hvis man bare tilnærmelsesvis vil smage sødmens frugter i en verden, hvor man ellers møder utak. Livet træder først i karakter, når man har taget en uddannelse. På godt og ondt. Skuffelserne og frustrationerne er lige om hjørnet. Den ene overraskelse fører den anden med sig. For hvad vil det egentlig sige at kvalificere sig til livet? Gør de færreste sig egentlig tanker om, hvad de kan blive præsenteret for? Mentalt? Med hensyn til kvalifikationer? Omstillingsevne? Og ikke mindst: Skuffelser?
Hvad hjælper mine gode karakterer, hvis jeg alligevel ikke får et job? Er verden til for min skyld? Eller omvendt?
Hvem bestemmer?
Og hvorfor nu det?
Stemme og sangen.
Den århusianske hjerneforsker Kjeld Fredens fortalte under et foredrag, hvor svært det er at tage den rigtige beslutning om, hvem der nu skulle have den stilling eller ej. Han talte af egen erfaring, og om hvor tit han havde dummet sig med hensyn til at vælge den rigtige kandidat til den respektive stilling.
Eksamenspapirer kan man ikke sætte sig op imod. De ligner hinanden. For slet ikke at tale om anbefalingerne. De er så fine, at selv Vorherre kommer til kort. Og personen? Han eller hun taler for sin syge moster, så selv Johannes Møllehave er selvskrevet til et talekursus. Den gensidige kemi er i orden. Og alligevel viser det sig, at man har taget fejl. Et eller andet har manglet.
Som en provokation, havde Fredens gjort op med sig selv for at undgå fremtidige fejltagelser, at han som forsker fremover vil plædere for, at ansøgeren kunne synge en sang rent i en ansættelsessamtale.
Stor latter.
Men hvorfor ikke?
For hvad betyder sangen egentlig for vores opfattelse af os selv og næsten?
Sangen er indbegrebet af noget oprindeligt. Stemmen er det første instrument, som vi forsøger at beherske. Meget kunne være undgået i Københavns kommune, hvis Overborgmesteren ikke havde glemt sin sangstemme.
Skal man fortsat kunne udvikle sine kompetencer, er det nødvendigt at søge tilbage. Det gælder om at synge rent.
Stemmen kan udtrykke personlig integritet. Auditiv og spatiel begavelse: Hukommelse. Fraseringsteknik. Omstilling. Følelser. Nuancer.
Har man nogensinde hørt om en syngende journalist? Eller en syngende politiker? Erhardt Jacobsen og Søren Pind har såvidt jeg ved forsøgt sig med sangen. Hvad kom der ud af det? Nedskæringer på sangundervisningen.
Stemmen udfordrer mangfoldigheden i enheden. Stemmen indebærer abstraktionsevne. Stemmen kan udtrykke billeder. Men den er også sårbar. Den røber alt.
Intet kan sige mere om en person, hvis vedkommende kan synge rent. Prøv at teste Klaus Rifbjerg i diskanten. Ville der ikke være en smule interferens? Især i hans samfundsdebat. Og hvad med Lene Espersen i bassen. Trækker hun ikke på nogle overtoner som slet ikke er tilstede i skalaen? Hvad med med Bertel Haarder i mellemlejet? Skurrer det ikke ind imellem? For slet ikke at tale om Lars Løkke, der bruger sin stemme, som om den er underlagt et jernbaneorkester?
Eksemplerne er legio.
DSB, en stemme?
Kan Djøfferne synge?
Jeg har engang hørt en enkelt forsøge sig med det. Det kostede mig en uges sygeorlov.
Brixtofte var sandsynligvis en glimrende improvisator med sin stemme. Men han manglede periodefornemmelse i sit udtryk. Han sluttede aldrig samtidigt med de andre. Klaus Riskær improviserede halsløs, som om han havde fået noget galt i halsen. Den ene toneart blev forvekslet med den anden.
Stein Bagger havde aldrig lært at synge efter noder. Don Ø lavede triller med tungen, så den slog knuder, teknikken manglede. Litteraten Ole Wivel, hvis storhed stod for fald, fordi han manglede det nødvendige gehør for sit eftermæle.
Når Kjeld Fredens kunne skabe latter omkring sin tese om stemmens og sangens betydning for at granske den enkelte i en ansættelsessamtale, var det blot fordi, at latter skaber eftertanke til et alvorligt emne. Og hvorfor ikke et emne, som man kunne synge til?
