Vanen tro er kommunalvalgkampen stort set udelukkende en konkurrence om, hvem der kan love at bruge flest penge på diverse kommunale ydelser. Derimod er der stort set ingen fokus på, hvordan man har tænkt sig at sikre, at kommunerne forvalter skatteydernes penge effektivt – altså sikrer, at borgerne får den ønskede velfærd for færrest mulige kroner. Det er et stort svigt fra både partiernes og mediernes side. Der kunne nemlig spares mange milliarder.
Enkelte røster i valgkampen taler for at spare på den kommunale administration for at flytte ressourcer til de egentlige velfærdsopgaver. Der er næppe nogen tvivl om, at den kommunale administration kan blive mere effektiv, og det er godt at have fokus på dette. Er det for eksempel fornuftigt, at Århus kommune indenfor de senere år har udvidet deres kommunikationsafdeling med over en tredjedel, så den nu er oppe på 44 ansatte?
Men administrationsudgifterne er kun toppen af isbjerget. Hovedparten af de kommunale udgifter bruges trods alt ikke på administration. Hvis kommunernes administration kan blive mere effektiv, er der god grund til at tro, at også den øvrige drift kan effektiviseres.
Her svigter modet imidlertid hos stort set alle de kommunale kandidater. Det er en skam. For det første fordi et fokus på kommunal effektivitet og produktivitet er tiltrængt. Og for det andet fordi der faktisk er god basis for at gøre en sådan diskussion til en politisk vindersag, hvis det gribes rigtigt an. Et overvældende flertal af vælgerbefolkningen tror på, at den kommunale service kan blive mere effektiv. 81 procent svarer for eksempel ja til, at ”man kan få mere kvalitet ud af de ressourcer, der i dag er i den offentlige sektor, hvis man tilrettelægger arbejdet anderledes” (meningsmåling udført af Catinet blandt et repræsentativt udsnit på 1002 personer over 18 år i perioden 08/03-16/03 2008).
Det påstås ofte, at man ikke kan opnå produktivitetsstigninger indenfor velfærdssektoren, fordi det handler om omsorg, som simpelthen tager den tid, omsorg nu engang tager. Og det er jo korrekt, hvis vi ser isoleret på for eksempel det at sidde og holde en ensom døende i hånden på et plejehjem. Det hverken kan eller bør effektiviseret – det siger sig selv. Men plejepersonalets arbejde består også af mange andre typer opgaver. Ofte er det omkring halvdelen af personalets arbejdstid, som bruges i kontakt med de ældre. Resten går med transport, administration, planlægning osv.
Arbejdsgangene i forbindelse med den slags opgaver kan meget ofte gøres mere effektive i konkrete organisationer. Og det er ikke noget ledelsen skal have overstået en gang for alle. Tværtimod er der brug for konstant fokus på effektivitet, fordi gode vaner løbende skal vedligeholdes og dårlige vaner lues ud.
Erfaringen fra sygehussektoren er interessant. Her har folketinget indført et krav om årlige produktivitetsstigninger. Desuden er de offentlige sygehuse blevet udsat for konkurrence indbyrdes og fra privathospitaler. Endelig har regionerne ikke amternes mulighed for at finansiere ineffektivitet ved at hæve skatterne.
Effekten af denne udvikling er ikke udeblevet. Ifølge regionsformand Bent Hansen leverer regionerne nu produktivitetsstigninger i omegnen af 2 pct. om året. Hvis det er muligt at hæve produktiviteten for sundhedsydelser på et hospital, kan det selvfølgelig også lade sig gøre for ældrepleje, børnepasning, undervisning osv.
Potentialet er formentlig enormt. Kommunernes driftsudgifter udgør ca. 225 mia. kr. Hvis kommunerne siden 2001 havde leveret en årlig produktivitetsforbedring på 1,5 pct., ville kommunerne i dag kunne levere samme serviceniveau for et samlet budget, der var ca. 25 mia. kr. lavere end det nuværende. Det svarer til en skattelettelse per borger – spædbarn som olding - på ca. 4.500 kr. For en familie på fire ville det indebære en skattelettelse på godt 18.000 kr.
Derudover skal man huske, at privathospitalerne ifølge en CEPOS-undersøgelse er billigere end de offentlige sygehuse, hvilket ville indebære en endnu større besparelse ved en højere grad af konkurrenceudsættelse. Rambøll Management har på lignende vis estimeret et besparelsespotentiale i kommunerne på ca. 15 mia. kr. ved øget udlicitering – altså yderligere 11.000 kr. for en familie på fire personer.
Det giver altså vores gennemsnitsfamilie en besparelse på 29.000 kr. – alene ved at øge produktiviteten.
Vi har imidlertid endnu ikke berørt muligheden for at reducere udgifterne per borger ved at skære overflødigt ressourceforbrug væk. Et er at være produktiv – altså at få noget fra hånden. Noget andet er, om produktionen også er efficient, som økonomer kalder det – altså om den rent faktisk gør nogen gavn, om den forbedrer borgernes velfærd.
CEPOS har påvist, at der ikke er nogen konstaterbar sammenhæng imellem det kommunale udgiftsniveau og borgernes tilfredshed med de leverede ydelser. Borgerne i billige kommuner er ligeså tilfredse, som borgerne i dyre kommuner. På skoleområdet er der ingen påviselig sammenhæng imellem de resultater, som børnene opnår ved afgangsprøven i 9. klasse og de ressourcer skolen bruger på at uddanne børnene. På trods af den store vækst i de kommunale udgifter de seneste år, føler 8 ud af ti borgere ifølge en måling for nyligt, at servicen ikke er blevet bedre.
Disse resultater kan umiddelbart virke overraskende, men tænker man nærmere over det, er det måske ikke så besynderligt. Det er almindeligt anerkendt blandt økonomer, at den marginale nytte af at tilføre ekstra ressourcer er aftagende. Det har vi også erfaring med fra hverdagen. Det første krus øl læsker mere end det tiende. Danmark har i forvejen verdens største offentlige sektor. Derfor er det sådan set ikke specielt overraskende, hvis flere ressourcer ikke giver en væsentlig serviceforbedring.
På hjemmesiden www.kommunepotentiale.dk kan man med udgangspunkt i regnskabstallene for 2008 sammenligne de 98 kommuners udgifter per borger renset for forskelle i befolkningssammensætningen – der er altså kompenseret for det faktum, at nogle borgere er mere omkostningskrævende end andre. Ifølge analysen kunne en kommune som København spare næsten 2½ mia. kr., hvis den havde samme udgifter per borger, som landets billigste kommune. Allerød kunne spare 23 pct. af sit budget (10.700 kr. per indbygger), Ballerup og Hillerød 19 pct. (hhv. 10.300 og 9.400 kr. per indbygger) og Høje-Taastrup 17 pct. (9.100 kr.), hvis de var ligeså omkostningsbevidste som den billigste kommune. Alt i alt kunne landets kommuner spare ca. 23 mia. kr. ved at gøre som den billigste, hvilket i gennemsnit giver en yderligere besparelse på næsten 17.000 kr. for en familie på fire. Det er en gennemsnitsbetragtning. I de dyreste kommuner er besparelsen over det dobbelte per familie.
Noget af forskellen i de kommunale driftsudgifter skyldes uden tvivl, at nogle kommuner er mere produktive end andre, og eftersom vi allerede har regnet med en løbende produktivitetsforbedring på 1,5 pct. per år, bør vi derfor skønsmæssigt halvere denne besparelse til 8.500 kr. per familie.
Alt i alt ville en gennemsnitsfamilie på to voksne og to børn altså kunne beholde ca. 37.500 kr. ekstra til sig selv, hvis kommunerne siden 2001 havde leveret produktivitetsstigning som i sygehussektoren samt havde taget ved lære af den kommune, der har landets laveste udgifter per borger.
Enkelte røster i valgkampen taler for at spare på den kommunale administration for at flytte ressourcer til de egentlige velfærdsopgaver. Der er næppe nogen tvivl om, at den kommunale administration kan blive mere effektiv, og det er godt at have fokus på dette. Er det for eksempel fornuftigt, at Århus kommune indenfor de senere år har udvidet deres kommunikationsafdeling med over en tredjedel, så den nu er oppe på 44 ansatte?
Men administrationsudgifterne er kun toppen af isbjerget. Hovedparten af de kommunale udgifter bruges trods alt ikke på administration. Hvis kommunernes administration kan blive mere effektiv, er der god grund til at tro, at også den øvrige drift kan effektiviseres.
Her svigter modet imidlertid hos stort set alle de kommunale kandidater. Det er en skam. For det første fordi et fokus på kommunal effektivitet og produktivitet er tiltrængt. Og for det andet fordi der faktisk er god basis for at gøre en sådan diskussion til en politisk vindersag, hvis det gribes rigtigt an. Et overvældende flertal af vælgerbefolkningen tror på, at den kommunale service kan blive mere effektiv. 81 procent svarer for eksempel ja til, at ”man kan få mere kvalitet ud af de ressourcer, der i dag er i den offentlige sektor, hvis man tilrettelægger arbejdet anderledes” (meningsmåling udført af Catinet blandt et repræsentativt udsnit på 1002 personer over 18 år i perioden 08/03-16/03 2008).
Det påstås ofte, at man ikke kan opnå produktivitetsstigninger indenfor velfærdssektoren, fordi det handler om omsorg, som simpelthen tager den tid, omsorg nu engang tager. Og det er jo korrekt, hvis vi ser isoleret på for eksempel det at sidde og holde en ensom døende i hånden på et plejehjem. Det hverken kan eller bør effektiviseret – det siger sig selv. Men plejepersonalets arbejde består også af mange andre typer opgaver. Ofte er det omkring halvdelen af personalets arbejdstid, som bruges i kontakt med de ældre. Resten går med transport, administration, planlægning osv.
Arbejdsgangene i forbindelse med den slags opgaver kan meget ofte gøres mere effektive i konkrete organisationer. Og det er ikke noget ledelsen skal have overstået en gang for alle. Tværtimod er der brug for konstant fokus på effektivitet, fordi gode vaner løbende skal vedligeholdes og dårlige vaner lues ud.
Erfaringen fra sygehussektoren er interessant. Her har folketinget indført et krav om årlige produktivitetsstigninger. Desuden er de offentlige sygehuse blevet udsat for konkurrence indbyrdes og fra privathospitaler. Endelig har regionerne ikke amternes mulighed for at finansiere ineffektivitet ved at hæve skatterne.
Effekten af denne udvikling er ikke udeblevet. Ifølge regionsformand Bent Hansen leverer regionerne nu produktivitetsstigninger i omegnen af 2 pct. om året. Hvis det er muligt at hæve produktiviteten for sundhedsydelser på et hospital, kan det selvfølgelig også lade sig gøre for ældrepleje, børnepasning, undervisning osv.
Potentialet er formentlig enormt. Kommunernes driftsudgifter udgør ca. 225 mia. kr. Hvis kommunerne siden 2001 havde leveret en årlig produktivitetsforbedring på 1,5 pct., ville kommunerne i dag kunne levere samme serviceniveau for et samlet budget, der var ca. 25 mia. kr. lavere end det nuværende. Det svarer til en skattelettelse per borger – spædbarn som olding - på ca. 4.500 kr. For en familie på fire ville det indebære en skattelettelse på godt 18.000 kr.
Derudover skal man huske, at privathospitalerne ifølge en CEPOS-undersøgelse er billigere end de offentlige sygehuse, hvilket ville indebære en endnu større besparelse ved en højere grad af konkurrenceudsættelse. Rambøll Management har på lignende vis estimeret et besparelsespotentiale i kommunerne på ca. 15 mia. kr. ved øget udlicitering – altså yderligere 11.000 kr. for en familie på fire personer.
Det giver altså vores gennemsnitsfamilie en besparelse på 29.000 kr. – alene ved at øge produktiviteten.
Vi har imidlertid endnu ikke berørt muligheden for at reducere udgifterne per borger ved at skære overflødigt ressourceforbrug væk. Et er at være produktiv – altså at få noget fra hånden. Noget andet er, om produktionen også er efficient, som økonomer kalder det – altså om den rent faktisk gør nogen gavn, om den forbedrer borgernes velfærd.
CEPOS har påvist, at der ikke er nogen konstaterbar sammenhæng imellem det kommunale udgiftsniveau og borgernes tilfredshed med de leverede ydelser. Borgerne i billige kommuner er ligeså tilfredse, som borgerne i dyre kommuner. På skoleområdet er der ingen påviselig sammenhæng imellem de resultater, som børnene opnår ved afgangsprøven i 9. klasse og de ressourcer skolen bruger på at uddanne børnene. På trods af den store vækst i de kommunale udgifter de seneste år, føler 8 ud af ti borgere ifølge en måling for nyligt, at servicen ikke er blevet bedre.
Disse resultater kan umiddelbart virke overraskende, men tænker man nærmere over det, er det måske ikke så besynderligt. Det er almindeligt anerkendt blandt økonomer, at den marginale nytte af at tilføre ekstra ressourcer er aftagende. Det har vi også erfaring med fra hverdagen. Det første krus øl læsker mere end det tiende. Danmark har i forvejen verdens største offentlige sektor. Derfor er det sådan set ikke specielt overraskende, hvis flere ressourcer ikke giver en væsentlig serviceforbedring.
På hjemmesiden www.kommunepotentiale.dk kan man med udgangspunkt i regnskabstallene for 2008 sammenligne de 98 kommuners udgifter per borger renset for forskelle i befolkningssammensætningen – der er altså kompenseret for det faktum, at nogle borgere er mere omkostningskrævende end andre. Ifølge analysen kunne en kommune som København spare næsten 2½ mia. kr., hvis den havde samme udgifter per borger, som landets billigste kommune. Allerød kunne spare 23 pct. af sit budget (10.700 kr. per indbygger), Ballerup og Hillerød 19 pct. (hhv. 10.300 og 9.400 kr. per indbygger) og Høje-Taastrup 17 pct. (9.100 kr.), hvis de var ligeså omkostningsbevidste som den billigste kommune. Alt i alt kunne landets kommuner spare ca. 23 mia. kr. ved at gøre som den billigste, hvilket i gennemsnit giver en yderligere besparelse på næsten 17.000 kr. for en familie på fire. Det er en gennemsnitsbetragtning. I de dyreste kommuner er besparelsen over det dobbelte per familie.
Noget af forskellen i de kommunale driftsudgifter skyldes uden tvivl, at nogle kommuner er mere produktive end andre, og eftersom vi allerede har regnet med en løbende produktivitetsforbedring på 1,5 pct. per år, bør vi derfor skønsmæssigt halvere denne besparelse til 8.500 kr. per familie.
Alt i alt ville en gennemsnitsfamilie på to voksne og to børn altså kunne beholde ca. 37.500 kr. ekstra til sig selv, hvis kommunerne siden 2001 havde leveret produktivitetsstigning som i sygehussektoren samt havde taget ved lære af den kommune, der har landets laveste udgifter per borger.
