Jeg kan huske, at jeg for nylig så en dokumentar omkring occupy Wall Street bevægelsen. Tusindvis af socialister stod på gaden i New York, og krævede at de "rige" betaler, fordi de selv har mistet deres job, og fordi de mener, at der de rige, som direkte og indirekte skaber flest job i samfundet, er alene ansvarlige for hele den globale finanskrise, fordi de jo har "manipuleret" aktiemarkedet og hvad de ellers går rundt og siger.
I den dokumentar så man hvordan de stod foran kameraet og proklamerede at de kendte folk der var gået fra hus og hjem, og at de selv var nyuddannede og på røven. Bagefter spurgte man den sagnomspundne, og i socialist-kredse fordømte, Tea Party-bevægelse i Texas. Man hørte en mand der sammen med sin kone ejede et landbrug, hvordan de havde klaret sig gennem krisen. Der var ikke umiddelbart noget problem da de ikke længere kunne betale af på lånene, for de havde en kæmpe buffer på bankkontoen, der kunne dække ind, så de ikke blev tvunget til at sælge, og gå fra hus og hjem. De havde "Rainy-Day money" som Mitt Romney engang har sagt.
Hvorfor er det, at dette fænomen ikke findes i Danmark? Eller EU generelt? Er det fordi at der er et så gedigent sikkerhedsnet, at det rager folk om en høstblomst hvor mange penge de har, fordi de da "aldrig kommer til at sidde på gaden", fordi de lever i et velfærdssamfund? Højst sandsynligt. Igen handler det om incitamentstrukturen i samfundet. Leverpostejsdanskeren tænker altid, at der kommer nogle og redder dem, uanset hvor uansvarligt de håndterer deres økonomi. Jeg er ved at brække mig, hver gang jeg ser programmer som Luksusfælden, hvor alt det jeg snakker om i denne artikel, bliver skåret ud i pap. Normalt er det mennesker som har en acceptabel indkomst, men på uagtsom vis har købt sig mæt i alt muligt latterligt, i stedet for at sørge for at der er penge, hvis de kommer i en trang situation. At det ofte er børnefamilier der ender der, gør mig endnu mere indigneret.
Der er intet incitament til at lægge penge til siden, fordi en hær af socialrådgivere står klar til at hjælpe én, så snart man mister sit job. For ikke at snakke om hvor mange der går på kontanthjælp, bare fordi de lige står mellem to jobs, og skal være arbejdsløse i 3 måneder. I Danmark er der en eller anden underlig kultur omkring at man bruger det man tjener, og så hader jeg inderligt udtrykket "Sidst på måneden". og at folk er "Broke". Siden jeg var 15 år gammel, er der ikke noget der har heddet sidst på måneden for mig, for allerede da jeg fik mit første Visa Electron kort, og brugte alle de penge jeg tjente på en måned dengang, besluttede jeg mig for at jeg aldrig mere ville komme i den situation, og jeg begyndte resolut at lægge en fjerdedel af alt jeg tjente til side, ind på en anden konto. Det betød at jeg altid havde penge, at jeg altid havde råd til lidt større "investeringer" og at jeg pludselig havde rigtig mange penge, fordi jeg sparede op, og sparede generelt.
Hvis en børnefamilie på 2 voksne og 2 børn, lad os sige en helt gennemsnitlig dansk (lavindkomst) familie, med en samlet husstandsindtægt på 300.000 kr. efter skat om året, bare drak 2 flasker rødvin mindre om måneden, købte 1 computerspil mindre til deres børn, og spiste fastfood 1 gang mindre om måneden, så ville de have et overskud på mindst 500 kr. om måneden, som de kunne spare op. Hvis faderen i denne familie så mister sit gode job efter 10 år, så har familien pludselig 60.000 gode danske kroner på kontoen, som i hvert fald kan dække hans indkomst de næste 5 måneder. Og dette beløb kan selvfølgelig blive højere, hvis man sparer mere op, for 500 kroner er lavt sat! Eller til julegaver? Eller til noget helt tredje. Hovedsagen er, at familien kunne forvalte disse penge som de har sparet op, og ikke lægge samfundet til last for deres udskejelser.
Jeg vil vove at påstå, at ALLE børnefamilier, uanset indkomst, kan sætte 1000 kr. til side om måneden, hvis de prøver at beherske deres selviske vaner omkirng rygning, alkohol, fastfood, og andre nydelsesmidler. Min 80'er generation kommer ikke til at se skyggen af hverken efterløn eller pension, og når vi kommer op i den alder, er pensionsalderen højst sandsynligt 70-75 år, og det øger kun incitamentet til at spare op. Generelt dikterer fremtiden, at staten hverken kan eller vil udbetale så store summer til min og mine forældres generation, som der er blevet gjort hidtil. Opsparing er vejen frem, og jeg håber at rigitg mange inden længe vil indse dette!
Når alt dette er sagt, har jeg naturligvis respekt for, at der er mennesker som befinder sig i en unik situation, de ikke selv har kontrol over, og lider nød på grund af det, men dette er også møntet på de 99% af befolkningen, hvor dette ikke er tilfældet.Vi må bare indse, at vores gigantiske monstrum af en velfærdsstat har pakket befolkningen så meget ind i vat, at mange af dem ikke tænker langsigtet, og ter sig som kåde teenagere der lige har fået lommepenge.
