”Kulturen opstod på vinmarkerne. Herfra kom ornamenternes motiver og bogstavernes form og først og sidst den materielle overflod, det materielle grundlag for folkets selvstændighed. Det var i første omgang netop vinmarkerne, de fjendtlige erobrere (læs araberne, TP) kastede sig over; det var dem, de brændte af og huggede ned som levende væsener. Det er forklaringen på, at en georgier er lige så øm over sin vingård som om sit eget barn”.
Med denne fremhævelse af netop vinmarkerne beskriver Eduard Sjevardnadse – sovjetisk udenrigsminister under Gorbatjov, europæisk murbrækker i et genforenet Tyskland og præsident i sit hjemland Georgien indtil 2003 – georgisk kultur i sit kloge erindrings- og programskrift Mit svar til historien. I denne bog understreger han netop vinen som et vigtigt identitetsmærke for Georgien. Netop vinen har siden islams ankomst til Kaukasus været det kendetegn, der adskilte landet fra sine muslimske naboer.
Den georgiske nationale selvfølelse, for ikke at sige selvdyrkelse er enorm. I Georgien fortæller man gerne om den gang, Vorherre fordelte jordens lande mellem menneskene. Historien er en vandrehistorie, men det gør jo ikke dens værdi som udtryk for georgiernes selvfølelse mindre. Vorherre havde udset Paradis-landet syd for Kaukasus-kæden som bolig til sig selv. Men under fordelingsprocessen sad georgierne netop her og drak deres herlige vine. Da de så endelig fremstillede sig for Gud, var der uheldigvis kun Paradis-landet tilbage. Da georgierne dernæst blev spurgt, hvad de dog havde lavet, mens landene blev fordelt, svarede de: Vi drak din skål. Rørt over deres omtanke, kvitterede Gud med disse ord: Jeg er glad og rørt over jeres betænksomhed. I er gode mennesker – derfor skal I have Paradis-landet, og så nøjes jeg med himlen.
Men også andre ingredienser indgår i den nationale identitet. Mens vi andre endnu boede i jordhuler og ikke havde noget skriftsprog, udviklede georgierne eget skriftsprog med helt eget alfabet. Allerede i 300-tallet antog de kristendommen som statsreligion. Endelig er der georgiernes erindring om korte historiske perioder med frihed og storhed og lange perioder med underkastelse og kamp mod omverdenen – en kamp, der siden 600-tallet primært blev en kamp mod islam. Ordet gamardsjeba, der betyder ”sejr” er blevet den almindeligste dagligdagshilsen på georgisk. Folket havde behov for at erindre de korte perioder i historien, hvor sejren over fjenden var en del af hverdagen.
Sammen med nabo-republikken, det ligeledes kristne Armenien, vil det moderne Georgien gerne se sig selv som bro mellem Orienten og Vesten – og gerne i modsætning til den anden nabo-republik, det muslimske Aserbajdjan, samt den store nabo mod syd, Tyrkiet. Både Georgien og Armenien er naturligvis bevidste om deres geografiske afstand til Europa. Men de har samtidig en stærk følelse af gennem deres historie at have drukket af de samme kulturkilder som Vesten, nemlig det antikke Grækenland og kristendommen, og at de derfor i hvert fald har rødderne til fælles med os.
Jeg husker fra flere besøg i alle de tre sydkaukasiske republikker forskellene mellem de to kristne lande, Armenien og Georgien, på den ene side og det muslimske Aserbajdsjan på den anden. Især husker jeg kontrasten illustreret i et splitsekund på en bustur op over bjergkæden Lille Kaukasus fra Tbilisi i Georgien og til Armeniens hovedstad Jerevan. På en lille stump passerer bjergvejen grænsen til Aserbajdjan og over en kort afstand kører man inde i dette land. Det var Orient med uorden, skidt overalt og løsgående dyr langs vejkanten over for Occident med orden og renlighed. Og jeg er sikker på, at iagttagelsen ikke blot var udtryk for min kulturimperialisme – den var totalt uventet og derfor i særlig grad påfaldende.
Georgien er som allerede nævnt en af de tre selvstændige, men tidligere sovjetrepublikker på sydsiden af Kaukasus-bjergkæden. Landet er placeret som en kile mellem bjergkæderne Store og Lille Kaukasus, med spidsen mod øst og med en bred åbning ud mod Sortehavet. På den måde er størstedelen af Georgien en dal, omgivet af ret høje bjerge og gennemstrømmet af en række floder, hvoraf den vigtigste er Kura-floden, der har sine kilder i de armenske bjerge, og som efter mange slyngninger og omveje – blandt andet ved at flyde gennem hovedstaden Tbilisi – ender med at udmunde i Det kaspiske Hav.
Lisbeths og mine georgiske venner, tog sig naturligvis godt af deres gæster fra Danmark – jeg fristes til at kalde det en selvfølgelighed, for gæstfriheden er som allerede nævnt enhver georgiers varemærke. Men vi havde også rig lejlighed til at opleve byen på egen hånd. Navnet Tbilisi betyder varme kilder, og byen er grundlagt år 469 af kong Vakhtang Gorgasali. Sagnet fortæller, at han var på jagt i bjergene. En hjort var blevet anskudt af en pil, og da jægerne forfulgte den ind i krattet, så de til deres forundring, at det sårede og udmattede dyr væltede sig ud i en varm kilde. Her genvandt det straks sine kræfter for derefter rask og helbredt at springe af sted gennem skoven. Derfor besluttede kongen, at her skulle hans nye hovedstad ligge.
Tbilisi, der i indbyggertal kan sammenlignes med København, er på mange måder en hyggelig og varm sydlandsk by, men den bar i 1994 unægtelig præg af for nylig at have været skueplads for borgerkrigslignende forhold. Kampvogne havde efterladt skudhuller i de centrale bygninger, og vi blev advaret mod at bevæge os ud i gaderne om aftenen og natten. Jeg ved ikke, hvor reel faren var, men en atmosfære af generel usikkerhed prægede byen – så helt forskellig fra, hvad jeg havde oplevet under mine tidligere besøg.
Tbilisi ligger i en skål med bjerge på alle sider og med Kura flydende bred og grumset gennem byen. Der er generelt mange træer langs gaderne. Hovedstrøget hedder Rustaveli-avenue – den er bred som en parisisk boulevard med skyggefulde platantræer og et mylder af mennesker, der taler højlydt, som man kan opleve det i Sydeuropa. Langs avenue´en ligger der restauranter, cafeer med udendørs servering, endvidere ligger der regeringsbygninger, Nationalteatret og Operaen. På klipperne langs Kura-flodens venstre bred ligger gamle pittoreske beboelseshuse med svalegange og små lysthuse hængende ud over klippen som stærekasser. På altanerne er der grønne planter, og der hænger vasketøj til tørre.
Da den russiske nationalskjald Aleksander Pusjkin i 1829 kom kørende over Kaukasus skrev han bl.a. følgende:
”Den pludselige overgang fra det dystre Kaukasus til det smilende Georgien er betagende. Sydens luft begynder på en gang at ombølge den rejsende. Fra Guda-bjergets højder åbner Kajsaur-dalen sig med sine klipper, med sine haver, med sin klare flod Aragvi, der slynger sig som et sølvbånd”.
Og om Tbilisi skrev han: ”Byen forekommer mig livlig. I de snævre og krogede gader travede æsler, belæssede med kurve; kærrer med okse-forspand spærrede vejen. Armeniere, georgiere, tjerkesser og persere trængtes på det uregelmæssige torv; imellem dem red unge russiske embedsmænd frem og tilbage på deres kameler”.
I det hele taget har mange russiske digtere hentet inspiration i Georgien. Måske kan fænomenet sammenlignes med, hvad Indien og andre orientalske kolonier har betydet for regnvejrs- og tågetrætte engelske forfattere. Blandt russiske forfattere har ved siden af Pusjkin Mikhail Lermontov, Leo Tolstoj og Maksim Gorkij øst af de gavmilde georgiske kilder og har ladet sig begejstre af de smukke landskaber, af romantikken, de smukke piger med de sortgnistrende øjne samt af den liflige kakhetiske vin, der oven i hatten har den kvalifikation, at den ikke medfører tømmermænd. Proletardigteren Gorkij svang sig op til følgende udbrud:
”Aldrig vil jeg glemme, at det netop var i denne by, at jeg gjorde de første usikre skridt på den vej, jeg i fire årtier skulle vandre. Vistnok var det de to magter – dette lands overvældende naturskønhed og dette folks romantiske sjælsstorme – som gav mig den impuls, der fra vagabond gjorde mig til digter”.
Alle var de kommet over bjergene ad Den georgiske Hærvej, der siden første halvdel af 1800-tallet har været den eneste forbindelsesvej mellem det nordlige Kaukasus og Tbilisi. Et imponerende ingeniørarbejde, der i første omgang skulle sikre Det russiske Imperiums militære fodfæste på den anden side af Kaukasus-kædens forrevne tinder. Hærvejen blev påbegyndt i 1783 og strækker sig over mere end 200 km fra Vladikavkas (der betyder Kaukasus´s behersker (!)) på bjerg-kædens nordside til Tbilisi eller Tiflis, der var det russiske navn på byen.
Vejen blev bygget af russiske bondesoldater og ossetiske bjergbønder. Osseterne, der til forskel fra de øvrige stridbare kaukasiske bjergfolk taler et indoeuropæisk sprog, og som fredeligt var blevet kristne, lod sig loyalt indrullere i Imperiets tjeneste. Byggeriet stod på i mere end 50 år – ikke mindst, fordi det konstant forstyrredes af kampe med tjetjenske og tjerkessiske stammer. Den russiske general Jermolov, der i 1816 overtog kommandoen over de russiske styrker i Kaukasus, skrev i sin rapport til tsar Aleksander 1. : ”Kaukasus er fra naturens hånd en uindtagelig fæstning. Kun en tåbe vover sig ud i et frontalt angreb på den”.
Under mit første besøg i Georgien i 1973 havde den store oplevelse at følge Den georgiske Hærvej på et stykke af sydskråningen. Vejen er ualmindelig smukt anlagt – bjergene, slugterne, floderne og de uhyggeligt stejle bjergvægge sætter kulisserne. På nordskråningen følger vejen den urolige Terek-flods snævre dal. Snart løber floden tæt på vejen, snart strømmer den brusende bort fra den. Andre steder smyger vejen sig op ad de stejle bjergvægge for dernæst at løbe gennem snævre kløfter – for endelig at nå op til Krestovyj-passet i en højde af 2.400 meter. Her er der koldt, og om sommeren ligger der sne langs vejsiden.
Nedturen begynder gennem snesevis af halsbrækkende sløjfer for at ende i Kura-flodens frugtbare dalstrøg. Jeg oplevede fåreflokke, der fyldte hele vejen og tvang bilen til at holde stille. Hyrder, bistået af ivrige hunde, gennede flokken forbi, og turen kunne fortsætte – blot for kort efter at møde en ny fåreflok eller en anden forhindring. I det fjerne kunne jeg se huse og landsbyer højt oppe – hængende som svalereder på klippevæggen og som hylder over hinanden. Vejen gik i zigzag med lodret klippe til den ene side og vanvittig afgrund med Aragvi-floden brusende til den anden. Nogle steder var vejen overbygget som værn mod laviner og nedfaldende klippestykker.
