Denne artikel er skrevet til alle, som ønsker at være bekendt med Danmarks såkaldte ”fristad” Christianias brogede historie, som spænder helt tilbage fra starten af 70’erne og til i dag. Historien og begivenhederne vil med kritik blive gennemgået, og et par ubehagelige realiteter – som den røde fløj har det med at glemme – vil bliver jer præsenteret.
Eventyret startede i 1971, efter det nævntes i den alternative avis ”Hovedbladet”, at nogle bygninger på Bådsmandsstræde i København stod tomme. Ej længe efter begyndte folk fra nær og fjern at indvandre til Bådsmandsstræde for at besætte Forsvarets kaserner. Inden vi fortsætte, skal vi lige have defineret verbet at besætte, og således lyder det: ”når man tager ANDRES område i besiddelse og underlægge det sin administration el. brug”. Politiet forsøgte at tømme det store område for besættere, men måtte opgive. Herefter blev spørgsmålet om ”fristaden” behandlet i Folketinget, og den daværende røde regering med Jens Otto Krag i spidsen erklærede de besatte områder for et ”socialt eksperiment”. Imidlertid skete en markant ændring i det politiske landskab ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973, hvor de borgerlige kom til magten, og kravet om rydning af ”fristaden” opstod. Over de næste mange år skulle en politisk fejde mellem christianitterne – som i stadig højere grad organiserede sig – og politikerne stå på. Det skal lige nævnes, at imens denne strid stod på, levede Christianias population uden for den lov og ret, resten af den danske befolkning skulle rette sig efter. I 1975 tog et flertal i Folketinget endelig mod til sig og forlangte Bådsmandsstrædes kaserner ryddet senest per 1. april 1976, men da tiden kom, forsvandt modet, og man lod fortsat lovløsheden råde. I 1978 afgjorde Højesteret at Christiania var ulovlig, men fortsat turde – og dette er forrykt – det politiske flertal ikke gribe ind. I nogle fraværende år for Folketingets vedkommende ulmede konflikten videre, og i 1989 besluttede Folketinget sig for at ”lovliggøre” Christiania. Denne ”legalisering” indebar bl.a., at christianitterne skulle betale for at bo på forsvarets grund, hvilket de indtil da ikke havde gjort. De ulovligt opførte bygninger skulle fjernes, og der skulle desuden sættes en stopper for diverse former for kriminalitet, herunder smugkroer og narkotikahandel. I løbet af 90’erne indledte politiet kampagner, der skulle rense Christiania for hash, desværre uden det store held. 90’erne bød også på en livlig opblomstring i græsrodskulturen i Christiania, men realiseringen af et – i ordets forstand – lovligt Christiania gik mildes talt af helvede til med tidens røde regering; på papirerne består legaliseringen, men i praksis foregår en stadig stigende narkotikahandel mv. I 2001 dannede Venstre og De Konservative regering med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag, og så var det omme med Christianias ”frirum”. Stridighederne mellem regeringen og christianitterne blussede op på ny, og de efterfølgende år blev præget af politirazziaer, rydninger, demonstrationer og propagandakampagner. Christianias historie syner at gentage sig, og nu er det på tide at gøre en ende på den.
I dag må vi konstatere at legaliseringen langt fra har virket. Sandt nok betaler christianitterne nu for at bo på Forsvarets områder, men huslejen er ikke tilnærmelsesvis på størrelse med beboelser med samme centrale placering. Er det rimelig? Ulovlige bygninger findes og opføres stadig. Og værst af alt foregår den ulovlige handel med narkotika stadig. Er det okay? Christiania startede som et ulovligt projekt og er stadig – trods forsøget på en lovliggørelse – ulovligt fra ende til anden.
For nylig afsagde Østre Landsret en dom, som bekendtgjorde statens fulde ret til at opsige christianitternes brugsret over det gamle kaserneområde. Nu opfordrer Sydfyns Konservative Ungdom politikerne til at påbegynde rydningen af Christiania øjeblikkeligt. Herefter kan området med rette bruges til eksempelvis boliger eller rekreative områder.
Afslutningsvis vil jeg spørge: Hvis jeg stjæler en genstand, bliver den så automatisk min egen, blot fordi jeg beholder det i 38 år?
Rasmus Grønved Nielsen
Bestyrelsesmedlem
Sydfyns Konservative Ungdom
Eventyret startede i 1971, efter det nævntes i den alternative avis ”Hovedbladet”, at nogle bygninger på Bådsmandsstræde i København stod tomme. Ej længe efter begyndte folk fra nær og fjern at indvandre til Bådsmandsstræde for at besætte Forsvarets kaserner. Inden vi fortsætte, skal vi lige have defineret verbet at besætte, og således lyder det: ”når man tager ANDRES område i besiddelse og underlægge det sin administration el. brug”. Politiet forsøgte at tømme det store område for besættere, men måtte opgive. Herefter blev spørgsmålet om ”fristaden” behandlet i Folketinget, og den daværende røde regering med Jens Otto Krag i spidsen erklærede de besatte områder for et ”socialt eksperiment”. Imidlertid skete en markant ændring i det politiske landskab ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973, hvor de borgerlige kom til magten, og kravet om rydning af ”fristaden” opstod. Over de næste mange år skulle en politisk fejde mellem christianitterne – som i stadig højere grad organiserede sig – og politikerne stå på. Det skal lige nævnes, at imens denne strid stod på, levede Christianias population uden for den lov og ret, resten af den danske befolkning skulle rette sig efter. I 1975 tog et flertal i Folketinget endelig mod til sig og forlangte Bådsmandsstrædes kaserner ryddet senest per 1. april 1976, men da tiden kom, forsvandt modet, og man lod fortsat lovløsheden råde. I 1978 afgjorde Højesteret at Christiania var ulovlig, men fortsat turde – og dette er forrykt – det politiske flertal ikke gribe ind. I nogle fraværende år for Folketingets vedkommende ulmede konflikten videre, og i 1989 besluttede Folketinget sig for at ”lovliggøre” Christiania. Denne ”legalisering” indebar bl.a., at christianitterne skulle betale for at bo på forsvarets grund, hvilket de indtil da ikke havde gjort. De ulovligt opførte bygninger skulle fjernes, og der skulle desuden sættes en stopper for diverse former for kriminalitet, herunder smugkroer og narkotikahandel. I løbet af 90’erne indledte politiet kampagner, der skulle rense Christiania for hash, desværre uden det store held. 90’erne bød også på en livlig opblomstring i græsrodskulturen i Christiania, men realiseringen af et – i ordets forstand – lovligt Christiania gik mildes talt af helvede til med tidens røde regering; på papirerne består legaliseringen, men i praksis foregår en stadig stigende narkotikahandel mv. I 2001 dannede Venstre og De Konservative regering med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag, og så var det omme med Christianias ”frirum”. Stridighederne mellem regeringen og christianitterne blussede op på ny, og de efterfølgende år blev præget af politirazziaer, rydninger, demonstrationer og propagandakampagner. Christianias historie syner at gentage sig, og nu er det på tide at gøre en ende på den.
I dag må vi konstatere at legaliseringen langt fra har virket. Sandt nok betaler christianitterne nu for at bo på Forsvarets områder, men huslejen er ikke tilnærmelsesvis på størrelse med beboelser med samme centrale placering. Er det rimelig? Ulovlige bygninger findes og opføres stadig. Og værst af alt foregår den ulovlige handel med narkotika stadig. Er det okay? Christiania startede som et ulovligt projekt og er stadig – trods forsøget på en lovliggørelse – ulovligt fra ende til anden.
For nylig afsagde Østre Landsret en dom, som bekendtgjorde statens fulde ret til at opsige christianitternes brugsret over det gamle kaserneområde. Nu opfordrer Sydfyns Konservative Ungdom politikerne til at påbegynde rydningen af Christiania øjeblikkeligt. Herefter kan området med rette bruges til eksempelvis boliger eller rekreative områder.
Afslutningsvis vil jeg spørge: Hvis jeg stjæler en genstand, bliver den så automatisk min egen, blot fordi jeg beholder det i 38 år?
Rasmus Grønved Nielsen
Bestyrelsesmedlem
Sydfyns Konservative Ungdom
