Den nye bog Ritt & Søren indeholder en række samtaler mellem Danmarks mest fascinerende ægtepar, Ritt Bjerregaard og Søren Mørch, og journalisten Martin Krasnik og har undertitlen Samtaler om krig og kærlighed. Men den titel spærrer faktisk for det, som for mig at se er et gennemgående tema nemlig et opgør med de sidste fyrre års socialdemokratiske politik.
Det er Krasnik, der kalder dem ”Danmarks mest fascinerende ægtepar”, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Jeg mindes ikke at have læst så interessante analyser af dansk politik siden Henning Fonsmark udgav Historien om den danske utopi i 1990. Og overraskende nok er der mange lighedspunkter i vurderingen af de problemer, der er opstået i forbindelse med velfærdsstatens galoperende udvikling, og i takt med at Socialdemokratiet (SD) har svigtet sine oprindelige principper.
Det er ifølge Ritt og Søren senest sket i udlændingepolitikken, som der tages fat på i bogens mest aktuelle afsnit Socialdemokratiet og indvandrerne – Overfladisk og konfliktsky. Her konstaterer Krasnik, at da socialdemokratiske borgmestre på den københavnske vestegn i slutningen af 1980'erne beklagede sig over, at ingen ville gøre noget ved integrationen af indvandrerne, så blev de ignoreret af partiets ledelse, som dermed overlod hele denne dagsorden til deres politiske modstandere. Og så spørger han, hvad Søren Mørch mener om en analyse med overskriften: Udlændingepolitikken smadrede SD?
Søren svarer, at den i hvert fald har væltet to statsministre (Schlüter og Nyrup) og har bidraget til at holde partiet fra magten i flere år. Partiet har forholdt sig overfladisk og konfliktsky til udlændingepolitikken og har derfor pådraget sig et enormt ansvar for, at der er opstået et proletariat, som er blevet forsømt og ikke er blevet en ordentlig del af samfundet, som ikke har lært sproget og ikke har gået i skole. Herved har SD svigtet sin klassiske forpligtelse over for samfundets svageste, og det har betydet, at problemet er vokset, og jo mere det er vokset, jo mere konfliktsky har partiet været.
Men det er ikke kun udlændingepolitikken i sig selv, der har været problemet. Udlændingepolitikken er bare et symptom på partiets grundlæggende fejltagelse, som er, at SD mener, at vi alle er i samme båd. Der er en fejlagtig forestilling om, at vi alle i grunden er danskere, og at vi har det så godt så godt. Og hvis velfærdsstaten bare behandler alle folk lige, så må der også komme de samme mennesker ud af den.
Ritt, som har været en del af partiets ledelse størstedelen af tiden, vedkender sig uden tøven, at SD ikke har formået at forholde sig realistisk til problemet og derfor har et ansvar for, at der har udviklet sig en underklasse af indvandrere.
2
Men, som hun selv siger, så kunne hun ikke dengang se, hvad der var den rigtige løsning: at stille nogle nogle mere klare og tydelige krav og lave nogle specielle ordninger for de fremmede. Som tog højde for, at den danske velfærdsmodel, hvor alle skal have sociale tilskud uanset hvad, og uanset hvad man ellers tjener, er fuldstændig uholdbar i et konfliktsamfund.
Som Søren siger: hvis man ønsker en harmonimodel, så kan man slet ikke have indvandrere, for det er ikke harmonisk.
Man troede, at indvandrerpolitikken udelukkende var et spørgsmål om antal og tilstrømning, og det var en forfejlet holdning, siger Ritt. Hendes udgangspunkt er, at det eneste, der virkelig betyder noget, er, at indvandreres børn kan tale, læse og skrive dansk. Derfor går hun også ind for at indføre tvang i København og flytte rundt på børnene helst helt fra børnehaven. Det er der omdrejningspunktet skal ligge, hvis man virkelig vil gøre noget for at forhindre, at vi har en etnisk underklasse.
Den nuværende regering har ikke noget ønske om at integrere muslimer i det danske samfund. Tværtimod er den og dens støtteparti interesseret i, at de ikke bliver integreret.
Det er netop fortolkninger som dem her, der gør, at samtalerne, som Krasnik skriver, giver et befriende klart billede af, hvad (dansk) politik drejer sig om. Formidlet af en gudbenådet interviewer og oplyst af Sørens sorte humor. Jeg grinede i hvert fald højt flere gange under vejs.
Man siger, han er kynisk, og mener med kynisme noget negativt. For mig er det et spørgsmål om klart og køligt at gennemskue spillet, og det er der vel ikke noget ondt i? Da Camilla Dalby gennemskuede, hvordan Frankrigs forsvar skulle dirkes op, og scorede otte mål her ved VM i håndbold , kunne man også tale om kynisme, men i sport er det et plusord – det er cool, det er intelligent. Så skal man endelig tale om kynisme hos Søren Mørch, så vil jeg foretrække at rose ham for hans kyniske klarsyn, som giver et originalt bidrag til at gennemskue og forklare SD's velfærdspolitik gennem de sidste mange år.
For Ritt og Søren er SD's klassiske forpligtelse med Sørens ord at ”kæmpe mod fattigdom og for værdighed, retfærdighed og rettigheder”, og derfor bekymrede parret sig med Ritts ord over, ”hvordan samfundet skulle hænge sammen, når vi fik højere og højere skatter og flere og flere, der skulle have del i goderne.” Hun talte allerede i 1970'erne ”for en mere målrettet ydelse til folk, som faktisk trængte til hjælp”. Men det synspunkt blev dengang betragtet som meget højreorienteret og medførte skarpe konflikter med partifællerne.
3
Ledende folk som Lykketoft mente, at samfundet bliver mere og mere velfungerende, af, at alle borgere får et højere forbrug, og af at også middelklassen gøres afhængig ved at få fuld adgang til velfærdsydelserne. En tanke, som har udviklet sig til, ”at socialdemokratiske politikere ikke må gøre folk sure, og at det er deres opgave at holde folk lykkelige hele tiden. Det får jeg kvalme og røde knopper af”, siger Søren i et afsnit om velfærdsstaten.
Anker Jørgensen – som Søren og Ritt rigtig godt kan lide som menneske, men fradømmer evnen til at være statsminister – missede en historisk chance for at rette op på tingene under SV-regeringen i 70'erne. Han formåede ganske enkelt ikke at formidle den nødvendige tillid mellem de to gamle, ideologiske modstandere. Og blev desuden underløbet af Sven Auken, som bag hans ryg spillede sammen med fagbevægelsen, der ikke var spor interesseret i reformer af dagpenge og andre sociale ydelser.
Der var på det tidspunkt nogle fundamentale problemer i SD's politiske grundlag, som ikke var blevet løst. SD var kørt fast, og den korte version af historien er, at da alle de andre partier har overtaget SD's velfærdsdagsorden, så er alle kørt fast i et velfærds-amokløb, som vi er mange flere end Søren Mørch, der får kvalme og røde knopper af. Men som ingen kan se enden på.
Og fornyelsen kommer i hvert fald ikke fra den nuværende ledelse af SD. ”De tænker ikke politisk”, siger Søren. Han mødte Helle Thorning, allerede mens Ritt var i Bruxelles, og ”Jeg syntes ikke hun var loyal. Jeg havde en fornemmelse af en mangel på stamina (vedholdenhed og styrke, O.O.) som jeg normalt forbinder med en anden samfundsklasse. Hun vajede allerede dengang som et siv i vinden.”
For nu at trække tråden tilbage til Fonsmark, så var det de gode viljer, ”det var ikke social nødvendighed, men netop ideerne der tog magten og formede det samfund, som stadig flere danskere blev så stolte over, at stadig flere syntes, det kunne tjene som model for verden, hvis det bare kunne finansieres.”, som han skriver allerede i forordet til Utopien, der dækker velfærdsstatens udvikling fra 1945-90.
Ritt & Søren synes, nu 20 år senere, at mene det samme. Fonsmark var noget så sjældent som en kultiveret liberalist, Ritt & Søren er noget så eksotisk som to kloge socialdemokrater. Netop derfor har de bekymringen og det kyniske klarsyn til fælles.
Cool!
Det er Krasnik, der kalder dem ”Danmarks mest fascinerende ægtepar”, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Jeg mindes ikke at have læst så interessante analyser af dansk politik siden Henning Fonsmark udgav Historien om den danske utopi i 1990. Og overraskende nok er der mange lighedspunkter i vurderingen af de problemer, der er opstået i forbindelse med velfærdsstatens galoperende udvikling, og i takt med at Socialdemokratiet (SD) har svigtet sine oprindelige principper.
Det er ifølge Ritt og Søren senest sket i udlændingepolitikken, som der tages fat på i bogens mest aktuelle afsnit Socialdemokratiet og indvandrerne – Overfladisk og konfliktsky. Her konstaterer Krasnik, at da socialdemokratiske borgmestre på den københavnske vestegn i slutningen af 1980'erne beklagede sig over, at ingen ville gøre noget ved integrationen af indvandrerne, så blev de ignoreret af partiets ledelse, som dermed overlod hele denne dagsorden til deres politiske modstandere. Og så spørger han, hvad Søren Mørch mener om en analyse med overskriften: Udlændingepolitikken smadrede SD?
Søren svarer, at den i hvert fald har væltet to statsministre (Schlüter og Nyrup) og har bidraget til at holde partiet fra magten i flere år. Partiet har forholdt sig overfladisk og konfliktsky til udlændingepolitikken og har derfor pådraget sig et enormt ansvar for, at der er opstået et proletariat, som er blevet forsømt og ikke er blevet en ordentlig del af samfundet, som ikke har lært sproget og ikke har gået i skole. Herved har SD svigtet sin klassiske forpligtelse over for samfundets svageste, og det har betydet, at problemet er vokset, og jo mere det er vokset, jo mere konfliktsky har partiet været.
Men det er ikke kun udlændingepolitikken i sig selv, der har været problemet. Udlændingepolitikken er bare et symptom på partiets grundlæggende fejltagelse, som er, at SD mener, at vi alle er i samme båd. Der er en fejlagtig forestilling om, at vi alle i grunden er danskere, og at vi har det så godt så godt. Og hvis velfærdsstaten bare behandler alle folk lige, så må der også komme de samme mennesker ud af den.
Ritt, som har været en del af partiets ledelse størstedelen af tiden, vedkender sig uden tøven, at SD ikke har formået at forholde sig realistisk til problemet og derfor har et ansvar for, at der har udviklet sig en underklasse af indvandrere.
2
Men, som hun selv siger, så kunne hun ikke dengang se, hvad der var den rigtige løsning: at stille nogle nogle mere klare og tydelige krav og lave nogle specielle ordninger for de fremmede. Som tog højde for, at den danske velfærdsmodel, hvor alle skal have sociale tilskud uanset hvad, og uanset hvad man ellers tjener, er fuldstændig uholdbar i et konfliktsamfund.
Som Søren siger: hvis man ønsker en harmonimodel, så kan man slet ikke have indvandrere, for det er ikke harmonisk.
Man troede, at indvandrerpolitikken udelukkende var et spørgsmål om antal og tilstrømning, og det var en forfejlet holdning, siger Ritt. Hendes udgangspunkt er, at det eneste, der virkelig betyder noget, er, at indvandreres børn kan tale, læse og skrive dansk. Derfor går hun også ind for at indføre tvang i København og flytte rundt på børnene helst helt fra børnehaven. Det er der omdrejningspunktet skal ligge, hvis man virkelig vil gøre noget for at forhindre, at vi har en etnisk underklasse.
Den nuværende regering har ikke noget ønske om at integrere muslimer i det danske samfund. Tværtimod er den og dens støtteparti interesseret i, at de ikke bliver integreret.
Det er netop fortolkninger som dem her, der gør, at samtalerne, som Krasnik skriver, giver et befriende klart billede af, hvad (dansk) politik drejer sig om. Formidlet af en gudbenådet interviewer og oplyst af Sørens sorte humor. Jeg grinede i hvert fald højt flere gange under vejs.
Man siger, han er kynisk, og mener med kynisme noget negativt. For mig er det et spørgsmål om klart og køligt at gennemskue spillet, og det er der vel ikke noget ondt i? Da Camilla Dalby gennemskuede, hvordan Frankrigs forsvar skulle dirkes op, og scorede otte mål her ved VM i håndbold , kunne man også tale om kynisme, men i sport er det et plusord – det er cool, det er intelligent. Så skal man endelig tale om kynisme hos Søren Mørch, så vil jeg foretrække at rose ham for hans kyniske klarsyn, som giver et originalt bidrag til at gennemskue og forklare SD's velfærdspolitik gennem de sidste mange år.
For Ritt og Søren er SD's klassiske forpligtelse med Sørens ord at ”kæmpe mod fattigdom og for værdighed, retfærdighed og rettigheder”, og derfor bekymrede parret sig med Ritts ord over, ”hvordan samfundet skulle hænge sammen, når vi fik højere og højere skatter og flere og flere, der skulle have del i goderne.” Hun talte allerede i 1970'erne ”for en mere målrettet ydelse til folk, som faktisk trængte til hjælp”. Men det synspunkt blev dengang betragtet som meget højreorienteret og medførte skarpe konflikter med partifællerne.
3
Ledende folk som Lykketoft mente, at samfundet bliver mere og mere velfungerende, af, at alle borgere får et højere forbrug, og af at også middelklassen gøres afhængig ved at få fuld adgang til velfærdsydelserne. En tanke, som har udviklet sig til, ”at socialdemokratiske politikere ikke må gøre folk sure, og at det er deres opgave at holde folk lykkelige hele tiden. Det får jeg kvalme og røde knopper af”, siger Søren i et afsnit om velfærdsstaten.
Anker Jørgensen – som Søren og Ritt rigtig godt kan lide som menneske, men fradømmer evnen til at være statsminister – missede en historisk chance for at rette op på tingene under SV-regeringen i 70'erne. Han formåede ganske enkelt ikke at formidle den nødvendige tillid mellem de to gamle, ideologiske modstandere. Og blev desuden underløbet af Sven Auken, som bag hans ryg spillede sammen med fagbevægelsen, der ikke var spor interesseret i reformer af dagpenge og andre sociale ydelser.
Der var på det tidspunkt nogle fundamentale problemer i SD's politiske grundlag, som ikke var blevet løst. SD var kørt fast, og den korte version af historien er, at da alle de andre partier har overtaget SD's velfærdsdagsorden, så er alle kørt fast i et velfærds-amokløb, som vi er mange flere end Søren Mørch, der får kvalme og røde knopper af. Men som ingen kan se enden på.
Og fornyelsen kommer i hvert fald ikke fra den nuværende ledelse af SD. ”De tænker ikke politisk”, siger Søren. Han mødte Helle Thorning, allerede mens Ritt var i Bruxelles, og ”Jeg syntes ikke hun var loyal. Jeg havde en fornemmelse af en mangel på stamina (vedholdenhed og styrke, O.O.) som jeg normalt forbinder med en anden samfundsklasse. Hun vajede allerede dengang som et siv i vinden.”
For nu at trække tråden tilbage til Fonsmark, så var det de gode viljer, ”det var ikke social nødvendighed, men netop ideerne der tog magten og formede det samfund, som stadig flere danskere blev så stolte over, at stadig flere syntes, det kunne tjene som model for verden, hvis det bare kunne finansieres.”, som han skriver allerede i forordet til Utopien, der dækker velfærdsstatens udvikling fra 1945-90.
Ritt & Søren synes, nu 20 år senere, at mene det samme. Fonsmark var noget så sjældent som en kultiveret liberalist, Ritt & Søren er noget så eksotisk som to kloge socialdemokrater. Netop derfor har de bekymringen og det kyniske klarsyn til fælles.
Cool!
