Det var slet ikke usædvanligt, at fyrsterne i gamle dage
ombragte budbringere af dårlige nyheder. Helt så galt står det ikke til nu, men
vi beklager dybt den skam, der overgik talerøret for vores samvittighed, da han
blev forment adgang til Ingeniøren. Og vi er da også helt på det rene med, at
det budskab vi bringer, ikke forstås, og samtalen ofte tager en helt anden
drejning end den tilsigtede.
Da vores talsmand med al tydelighed fastslog, at
det var vindmøllernes kostpris, der skulle lægges til grund for vindmøllernes
energibalance og intet andet, løb samtalen ofte helt af sporet, for de
allerfleste troede naturligvis, at Risø altid havde været ærlig og åben, og at Risø altid havde brugt kostprisen som udgangspunkt for vindmøllers energibalance, og at Risø
naturligvis ikke på noget tidspunkt havde til hensigt at snyde på vægten.
Det kan måske være interessant at se på, hvorfor Risø blev
nødt til at bevæge sig ad løgnens vej. Det har noget med forhistorien at gøre. Nogle
husker stadig, at Risø blev omdannet fra at være et forskningsorgan i et
konkurrerende energisystem, atomkraft, der imidlertid blev lagt for had af
folkestemningen, der ønskede sol og vind.
Det politiske landskab tog farve efter folkestemningen, og snart
blev det besluttet at potentialet i vindkraft skulle undersøges i stedet for.
Man oprettede sår Risøs afdeling for vindkraft. Mange forskere
forsvandt, og andre forblev – nu med den stiltiende forpligtelse, at
resultaterne af forskningsanstrengelserne skulle bære frugt, og der skulle
fremlægges bevis for, at vindkraft duede. Og samtidigt forpligtede politikeren
sig stiltiende til, at de ikke ville stille spørgsmål ved
forskningsresultaterne og heller ikke ved de materielle manifestationer af
resultaterne. Derfor levede Risøs afdeling for vindenergi og
vindmølleindustrien i sikker forvisning om, at intet ondt kunne hænde dem.
For forskerne på Risø var der to parallelle verdener. Den
verden, hvor de fysiske fakta blev stillet op mod virkeligheden, og den verden,
hvor der fysiske fakta skulle omsættes til luftkasteller. Man vidste jo nok på
forhånd, at energitætheden i vinden er ret lille, og der var slet ingen sag for
forskerne at beregne, hvor meget energi der var i det areal, som vingerne på en
given vindmølle bestryger.
Og selv om der blev udrettet tekniske mirakler,
stod det helt klart, at selv om vindmøller under de allerbedste betingelser nok
kunne betale sig tilbage en enkelt gang med egen energi, så var det helt
udelukket, at de kunne betale sig tilbage 4-5 gange som man kan forvente af et
energiproducerende system, hvis man tog alle energiudgifterne med i beregninger.
Derfor kunne vi på Risø ikke tage udgangspunkt i kostprisen, der afspejler alle
de energiudgifter, der går til at bygge og installere møllen. Vi blev nødt til
at finde på noget andet.
Det var bekvemt, at der allerede var en beregningsmetode man
kunne bruge. Denne beregningsmetode gik ud på at fastslå, hvor mange råstoffer,
der blev brugt til at bygge fx en traktor, og hvor mange råstoffer man kunne få
tilbage af traktoren, når den efter nogle år skulle omsmeltes igen. Man
vurderede derved traktorens livscyklus på basis af anvendte råstoffer og
genindvundne råstoffer. Det gjorde Forskningscenter Risø også i 1993 med en 500
kw-mølle. Her lykkedes det Risø at forklare det mirakel, at denne vindmølle
ville betale sig tilbage mellem 40 og 48 gange!
Dokumentation er her: http://www.dkvind.dk/fakta/pdf/T4.pdf
Vi vidste selvfølgelig godt, at det ikke var sandt. Et
energisystem, der virkelig kan betale sig selv tilbage så mange gange, ville
naturligvis levere en overflod af billig energi. Men det var egentlig lige
meget, for alle ønskede at tro på det, og vindmølleindustrien jublede. Sådan
noget skulle den danske befolkning støtte, og det syntes politikerne fra
venstre til højre også. Og hvordan tallene var fremkommet, ønskede og ville man
slet ikke vide noget om. Det er klart, at vindmølleindustrien har forfinet
denne beregningsmetode, ja den er så forfinet, raffineret, udspekuleret, at
ingen ud over absolutte eksperter kan gennemskue den.
Men efter lang tids ulmen er vores dårlige samvittighed her
på Risø sprunget ud i lys lue, og derfor appellerer vi blot til den danske
befolkning om at bruge den sunde fornuft, som I er i besiddelse af.
Naturligvis giver et energisystem, der koster tre til fire
gange så meget som det kulfyrede energisystem, det er rundet af, slet intet
overskud af energi, lige så lidt som det netto fortrænger så meget som 1 gram
kuldioxid.
Vi begræder tabet af vores talsmand på Ingeniøren, der tog
livet af ham.