Det geniale ved en – i øvrigt påkrævet – omlægning af skattesystemet, er ikke spørgsmålet om 20, 40 eller 60% personskat. Det er kun fordelingspolitik med rod i den samme finanspolitiske problemetik, der er det teoretiske ophav til yderst håndgribelige praktiske problemstillinger i samfundet. Beskatter vi en borger med 20% i stedet for 40 eller 60, skal finansieringen af samfundets opgaver blot findes et andet sted. Og det er der intet genialt i, for så ville det mest geniale have været helt at afskaffe personskatten. Hvilket det nok også er, dog ikke i denne optik, men ud fra helt andre overvejelser. Og det vil jeg gerne redegøre for et i et senere indlæg.
Det geniale ville derimod være en fuldstændig ændring af vores tænkemåde. I dag foregår det meget forenklet således: Her er et samfund. Det har et forbrug x-antal mia. Hvordan skaffer vi pengene til det, hvem skal betale og for hvad? Det svarer i virkeligheden til: Her er vi, min familie og jeg. Vi har et forbrug, hvor stort det er, aner vi faktisk ikke, det eneste vi kan se, er, at det ikke løber rundt. Så hvordan skaffer vi pengene til det: Vi får andre til at betale og/eller låner i det uendelige. Vores økonomi bryder til sidst sammen. Sidste udvej: Vi ringer efter ’Luksusfælden’.
’Luksusfælden’ ankommer og gennemgår vores økonomi. Efter adskillige trakasserier får de os omsider til at indse, at vores udgifter er større end indtægterne, og at vi fremover ikke bare kan få alt det, vi ønsker os. Vores fokus bliver altså ændret fra hvordan vi finansierer vores forbrug og til først og fremmest at erkende, hvor meget vi reelt tjener, og hvad vi kan få for det, altså afpasser udgifterne efter indtægterne. Og så kan skuden rettes op igen. Det var med andre ord vores tænkemåde, der først og fremmest skulle ændres.
Politisk arbejder vi stadig kun ud fra tanken om, at samfundets forbrug er en slags stigende konstant, der skal finansieres på den ene eller anden måde, og så har vi hele balladen om, hvem der skal betale og for hvad. Det er lige præcis det, der deler de fleste vande i politik. Nu er der helt sikkert flere, der her vil påpege, at netop partierne til højre for midten går ind for en større eller mindre reduktion af samfundets udgifter. Det er også korrekt, men uanset hvor store eller små udgifter, samfundet ender op med, er udgangspunktet uændret det samme, nemlig at de skal finansieres. På den ene eller anden måde.
Et sundt finanspolitisk udgangspunkt må, logisk set, være det modsatte af ovennævnte, altså at vi først og fremmest får fastslået det rimelige indtægtsgrundlag for staten og derudfra beregner, hvor meget, der kan tilflyde samfundet til løsning af dets opgaver. Statens indtægter, og dermed også de midler, samfundet har til rådighed, kan kun være variable, da samtlige beskatningsobjekter har variable indtægter. Det politiske liv må med andre ord fremover lære at acceptere, at statens udgifter ikke pr. automatik skal finansieres, men at udgifterne tværtimod kun kan afpasses indtægterne, altså at der bringes sund overensstemmelse mellem indtægter og udgifter. Ellers kan vi ligeså godt ringe efter ’Luksusfælden’, uanset hvilken regeringskonstellation, vi har eller får.
