Åben lykønskning i anledning af Rifbjergs 80-års-fødselsdag
Af Ove Bjerregaard-Madsen
Kære Klaus Rifbjerg
Det er ingen selvfølge at få lov til at vandre på jorden i 80 år. End ikke i Danmark – så tillykke!
Det er heller ingen selvfølge at få tildelt den nådegave, det er at kunne vandre gennem livet med bind for øjnene og – tilsyneladende på baggrund af en blanding af uvidenhed og arrogance – nedgøre kræfter, der har modvirket, at verden, efter den Anden Verdenskrigs afslutning, udviklede sig til ét stort øhav – GULAG. – Så mere tillykke!
Baggrunden er sandsynligvis en fra den virkelige verden afsondret tilværelse under Besættelsen. En afsondrethed, der bl.a. kommer til udtryk i Den kroniske uskyld: ”Så var krigen forbi, og vi så de fyre komme frem, som vi ikke anede noget om, og så deres armbind”. Hertil kan lægges, at pligtlæsningen af Hal Lehrmans RUSLANDS EUROPA tilsyneladende er forsømt, og at der er et synligt fravær af det Karen Blixen-format, som kom til udtryk i baronessens svarbrev af 14. juni 1954 til modstandsmanden Johannes Rosendahl.
Udgangspunktet er således bl.a. uvidenhed i relation til Besættelsestiden og uvidenhed i relation til den røde fascismes fremmarch efter 1945. Ikke det bedste udgangspunkt, hvorfor det ikke kan undre, at en af dine bedrifter blev smædedigtet Alexander Solsjenitsyn, som Henrik Stangerup, i E.B. beskrev som værende ”noget af det mest perfide i de års dansk, såkaldt politisk lyrik”.
Rædselsscenariet var en lyn-besættelse og danske forfattere som tidlige Ilja Ehrenburgere
Bl.a. undertegnede har i årtier ventet på, at en forfatter eller digter ville fremkomme med et moddigt; men frygten for det venstreorienterede gangs reaktion har åbenbart været for stor, hvorfor undertegnede nødtvunget måtte reagere efter Solsjenitsyns død.
Opgaven var at producere et moddigt, og udfordringen lå i at udforme det, så det bestod af nøjagtigt samme antal linjer og ord, som smædeskriftet.
Det blev så til:
Klaus Rifbjerg
Et moddigt som svar på ”Alexander Solsjenitsyn”
Af Ove Bjerregaard-Madsen
< gustent sind
vender skaden hjem.
Atter uvidende!
Tro mod røde sanser.
Med sammenknebne øjne
mod Øst
ser han
ikke Berlin, ikke Budapest eller Prag.
Pligtskyldigt sidder den blændede
lidt gulliversk ved
sin skrivemaskine.
Desperate digte marcherer.
Han glemmer helt
rødfascismen,
GULAG,
Række efter hvem og hvad?
Hvis meninger
er fremtidens lov?
Glemslens slør formørker,
men befrier nådigt, og han
tænker ikke:
Østeuropa mishandles.
Riv Muren ned.
Lad os se tilbage
og huske massakren i Katyn.
Diktaturbødlerne myrdede demokraterne.
Internationale er mordets melodi.
Sovjets rødgardister
var menneskehedens fjender.
Det vidste vi jo
fra Hal Lehrmans værk.
Han drømte om at blive
en tornado,
som fejede de andre væk.
Tilbage står nederlaget.
Verdens Honeckere har forladt ham.
Tavsheden er den store skam.
Solsjenitsyn og eftertanke fejes ind under tæppet.
Svært at bære blodige minder
ud, bort, væk.
Heldigvis kronisk uskyldig.
