Merete Riisager, EU-ordfører, LA
Måske Ikke overraskende er juristerne i Justitsministeriet kommet frem til, at Finanspagten ikke kræver en folkeafstemning. Men det burde ikke i sig selv udelukke, at en sådan bør finde sted. Især ikke når landets statsminister under sit nylige besøg hos præsident Obama i USA, i et interview til amerikansk presse (Washington Post), understreger, at man i løbet af de seneste 2 måneder har taget mere vidtrækkende beslutninger end de foregående 50 år. På trods af at udviklingen de seneste 50 år har krævet en række danske folkeafstemninger, ser statsministeren åbenbart ikke, at beslutninger, som med hendes egne ord er mere vidtrækkende end f.eks. det indre marked og Maastricht bør være genstand for en folkeafstemning.
I Liberal Alliance er vi naturligvis lodret uenige i at dansk tilslutning til finanspagten ikke indebærer, at Danmark afgiver suverænitet. Med tilslutningen afgiver vi politisk suverænitet ved at underlægge dansk finanspolitik rammerne i finanspagten. Herefter er det ikke længere det danske Folketing, som suverænt bestemmer finanspolitikken i Danmark, den overvåges, struktureres og reguleres fra Bruxelles.
I Liberal Alliance anser vi Folketingets beslutning om overdragelse af politiske suverænitet til Bruxelles som udtryk for ligegyldighed overfor den danske befolknings beslutning i 2000 om ikke at deltage i euroen og dermed også befolkningens afvisning af at deltage i en finanspolitisk union.
Danskerne skal naturligvis fortsat kunne stemme sig til den økonomiske politik, de ønsker. Det er det, vi kalder demokrati.
Liberal Alliance ønsker at føre en økonomisk politik, og dermed også finanspolitik, hvor det offentliges budgetter er i balance. Det samme kan man ikke sige om partierne bag tilslutningen til eurozones finanspagt, især ikke om de nuværende regeringsbærende partier, der står bag en ny danmarksrekord i budgetunderskud. I Liberal Alliance går vi ikke ind for, at man sender regningen videre til kommende generationer, en holdning vi på nuværende tidspunkt åbenbart er ene om at indtage.
Endelig skal det understreges, at en underskrift på Finanspagten ikke er noget værn mod kommende kriser. Det er kun folkevalgte politikere, som insisterer på at føre en stram økonomisk politik, samt en reform- og vækstpolitik, der kan få Danmark ud af dødvandet.
Efter snart et halvt år med S-SF-R må vi konstatere, at der bag popsmarte udtryk som ”kickstart” og løfter om flere arbejdspladser reelt gennemføres en politik som, hvis vi bliver i retorikken, først og fremmest gør denne regering til ”growth-busters”. Det er således forstemmende at se på, at regeringen ignorerer danskernes ret til at blive hørt om finanspagten, altimens deres egen politik markedsføres som det, den netop ikke er: Ansvarlig og fremsynet.
