Kommentar i Kristeligt Dagblad 19. marts:
Respekt for statsministeren?
Af Ole Olesen
Peter Olesen udsender i sin lørdagsrefleksion her i bladet den 16. marts en appel til det danske folk om ”et venligt ord og en vis portion respekt” for Helle Thornings evne til stadig at kunne stå op efter alle de tæsk, hun dag ud og dag ind får for sin embedsførelse.
Peeter Olesen er fuld af beundring: ”hvilken psyke at have, hvilken viljestyrke, hvilke ambitioner politisk, privat og på landets vegne.” Og så trækker han kvindekortet. Det er (også), fordi Thorning er kvinde, fordi hun er flot og præsentabel, at kritikken hagler ned over hende. Det er så slemt, at Olesen ”får ondt af hende, får lyst til at give et kram og sige: Det skal nok gå..”
I følge Peter Olesen slap Fogh Rasmussen nådigt i sin tid som statsminister. Han havde nemlig en meget let og følgagtig presse, der stort set aldrig var på nakken af ham. Det er først nu, hvor pressen ikke længere har hans stift stirrende og bestemt ikke rare blik rettet mod sig, at man for alvor begynder at stille spørgsmålstegn ved hans gerninger som statsminister.
Olesen har tydeligvis medfølelse med Thorning, men bestemt ikke med Fogh.
Carl-Erik Sørensen, der gennem det sidste kvarte århundrede har skrevet tekster til næsten alle revyer i Danmark, inclusive Cirkusrevyen, siger til Berlingske den 3. marts, at det altid er interessant, når magtmennesker ikke opnår, hvad de drømte om. ”De fleste tragiske skikkelser skaber medfølelse hos os, fordi vi kan spejle os i dem,” siger han og kan kun komme i tanke om én politisk figur, der ikke skabte medfølelse hos publikum, nemlig Anders Fogh. For hans ”adfærd udstillede en total mangel på menneskelighed.”
Men Fogh havde respekt, uanset om den var baseret på et truende blik. Og respekt er vigtigere for en statsminister end medfølelse. Så hvis en statsminister, eller en klummeskriver på hendes vegne, beder om medfølelse, så er der ikke meget tilbage af respekten.
Faktisk satte Helle Thorning sin respekt på spil fra første sekund. Hun gamblede ved sit hovmodige: ”Jeg kan slå Anders Fogh”. Og hovmod er der ingen medfølelse med. Slet ikke i Jantelovens fædreland.
