Republikanerne skal snart til stemmeurnerne og afgøre hvilken kandidat, der skal repræsentere dem i præsidentvalgkampen mod Obama. Men præ-valgkampen har vist sig som et udskilningsløb, og republikanernes præsidentkandidat kan meget vel ende med at blive the last man standing.
Sarah Pailin dummede sig så eftertrykkeligt ved sidste amerikanske valgkamp, at hun allerede inden republikanernes valgkamp erkendte, at hun ikke kunne vinde. Rick Perry kunne ikke huske sine mærkesager, og hans valgvideo om homoseksualitet er den officielt mest dislikede film på Youtube. Michele Bachmann lå i lang tid til at være Tea Party-bevægelsens kandidat, men flere tåkrummende udtalelser har fået opbakningen til at smuldre. Herman Cain havde svært ved at holde fingrene fra andre kvinder, og straks fyldtes aviserne om hans påståede utroskab. Og så var der Donald Trump, som ja…
Tilbage står efterhånden kun tre reelle kandidater: Mitt Romney, Newt Gringrich og Ron Paul. Hvor vil skeletterne vælte ud af skabet næste gang?
Gennem hele præ-valgkampen har der været forskellige strømninger, hvor kandidater har haft tur i den indtil de fik gjort noget dumt. Bachmann, inden hun åbnede munden, og Herman Cain, inden påstandene om utroskab, oplevede for eksempel, at de var ”in the top tiers”, indtil pressen splittede dem ad. Pt. er det Newt Gringrich, der repræsenterer en strømning, og indtil for nylig var Gringrich nærmest sikker på at vinde den første straw poll i Iowa. Men et dyk på næsten 10 % i meningsmålingerne har skabt spænding i feltet igen. Gringrich er ellers både intelligent og har politisk erfaring. Desværre for Gringrich, har han dog også en anelse for meget ægteskabelig erfaring. Således er Gringrich i gang med sit tredje ægteskab – bestemt ikke noget, der ses positivt på blandt konservative republikanere, og efterhånden som Gringrich er steget i meningsmålingerne, så har fokusset på hans privatliv også steget.
Et af de meres stabile bud på en republikansk præsidentkandidat er Mitt Romney. Selvom Romney sandsynligvis vil kunne vinde flere tvivlere end både Grinrich og Paul, så skal man bestemt ikke undervurdere det faktum, at det er republikanere og ikke tilfældige amerikanere, der afgør, hvem der skal være kandidat.
Romney er mormon, hvilket er en svaghed i forhold til mange af de republikanske vælgere. Man skal være godt naiv, hvis man ikke tror, at religion spiller en rolle i valget af republikansk præsidentkandidat. Indenfor partiet er langt størsteparten luthersk-evangelsk kristne, og det kan i sidste ende blive afgørende for Romneys kandidatur. Desuden var Romneys succesfulde forretningssans lige ved at give bagslag, da han i en tv-debat udfordrede Rick Perry til et $10.000 væddemål om, hvorvidt Romney var for eller imod health care-programmer. I en krisetid har det virket som en provokation for mange amerikanere.
Tilbage står Ron Paul. Trods et langt liv i politik, behøver Paul ikke frygte for at tidligere udtalelser skulle ramme tilbage på ham. Paul siger nemlig præcis det samme, som han gjorde for 30 år siden. Da han annoncerede sit kandidatur var det med ordene: ”Time has come around to the point where the people are agreeing with much of what I’ve been saying for 30 years”. Pauls store ulempe har været, at han har haft svært ved at trænge i gennem til medierne, og hans kampagne har hidtil været båret viralt, hvor – specielt – unge mennesker har været med til at bære den frem. Til tider har mediernes ignorering af Ron Paul været fuldstændig absurd, hvilket fik John Steward til at lave et indslag i ”The Daily Show”, der vel meget godt illustrerer situationen.
Ron Paul er efterhånden 75 år, men da de øvrige kandidater nævnte Pauls alder som en hæmsko, udfordrede han de øvrige kandidater til et cykelløb på 20 miles i Houstons ørken. Ingen har endnu taget mod udfordringen. Ron Pauls intellektuelle kapacitet, kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved, men spørgsmålet er, om han bliver for ekstrem til mange vælgere. Hans holdninger ligger han i hvert fald ikke skjul på.
Jeg kan naturligvis ikke lægge skjul på min sympati for Ron Paul, og jeg håber – og tror – virkelig, at Paul kan gøre op med det rådne politiske system, som alt for længe har hersket i den vestlige verden, hvis han får chancen. Der er en rimelig sandsynlighed for at Paul vinder Iowa, hvorefter de amerikanske main stream medier bliver nødt til at tage Paul seriøst. Tidligere har det vist sig, at de første stater er meget afgørende for, hvem der for momentum, hvilket for eksempel var tilfældet for Obama, der vandt netop Iowa. Tæl ned til d. 3. januar: The show is about to begin!
