Nyheder om renten følges med interesse af bankfolk, boligejere, landmænd og andre, hvis økonomi er afhængig af rentens niveau. De fleste ønsker sig en rente, der er så lav som muligt. Det er udtryk for en misforståelse, for renten er selve økonomiens styrende princip, og at holde renten lav kan ikke give en sund økonomi.
Vi har efterhånden vænnet os så meget til at lade Nationalbanken styre renten, at vi knap kender til andet. Men renten kunne være styret af et frit marked, og da ville den være udtryk for den risiko, udlåneren mener at udsætte sine penge for, tillagt den fortjeneste, udlånet ventes at medføre. Så ville en lav rente være udtryk for, at opsparingen i samfundet er høj, økonomien stabil og mulighederne for at tjene penge gode.
Set fra et privat perspektiv er det mest boligrenten, der vækker interesse. De fleste mennesker har ikke større opsparinger stående i banken, det forstår man godt, når en såkaldt 'Højrentekonto' giver et sted mellem 0 og 3 procent i årlig rente – som derefter beskattes! Det er nærmest en fornærmelse mod gode penge, og derfor har privatpersoner i dag hellere gæld end opsparing.
Renten er mere end det. Den er også en central faktor, når en iværksætter beregner investeringer, omkostninger og forventet afkast. En lav rente gør det billigere at sætte projekter i gang, og virker derfor som en stimulans for økonomien, mens en høj rente vil virke som en dæmper. I et land med høje renter vil kun få projekter blive sat i søen, samtidig med at folk vil være mere motiveret for at spare op end for at forbruge.
På en måde er renten som trafiklys for økonomien. Indfører man længere grønne perioder i lyskrydsene vil det stimulere trafikken. Prisen er dog flere buler i bilerne – og nøjagtigt det samme er tilfælde i økonomien. Her vil en lav rente gøre det muligt at starte projekter, der aldrig skulle have set dagens lys, og den lave rente giver samtidig spillerum for ekstrem risikotagning eller decideret svindel i værste Stein Bagger stil.
Lave renter udgør også en form for pengetrykkeri. De billige lån til bankerne vil få pengemængden til at vokse, og da penge primært opstår i bankerne, vil det styrke finanssektoren overfor industri og landbrug, der ikke umiddelbart får del i den voksende pengemængde, men skal tjene dem først.
Lave renter vil presse banker og investeringsforeninger til at søge mere risikable investeringer for at skaffe en ordentlig fortjeneste på udlån, hvilket gør finanssektoren mere udsat for kriser. Når det hele ramler som det gjorde i 2008, forsvinder de blændende fortjenester i massive tab, som fik den stærkt ramponerede finanssektor til at søge hjælp hos stater og centralbanker. Som prompte reagerede med mere likviditet og lavere renter...
Det værste problem med kunstigt lave renter er, at det er en stimulans, det er utrolig svært at vænne os fra. Når vi først er blevet vant til at lån er billige og penge altid kan stilles til rådighed, er det svært at vende tilbage til den klassiske disciplin, hvor penge er kostbare, opsparing betaler sig, og projekter bliver sorteret fra, fordi der ikke kan findes penge til finansieringen.
For at gøre dansk økonomi sund igen bør vi opgive den permanent lave rente. Det betyder også, at vi skal smide bindingen til euroen, hvilket ikke er nogen dum idé. For der er pengetrykkeriet alvorligt ude af kontrol, og det vil på et tidspunkt føre til voldsom inflation. Inflation er en hån mod almindelige, arbejdsomme mennesker, der ser deres løn og opsparing udhulet, alt imens få rige kan profitere af den. Hellere høj rente end høj inflation.
Genindførelsen af en fornuftig rente skal naturligvis ske trinvis, så de mange, der har sat sig for hårdt, får en chance for at tilpasse økonomien. Men det skal også ske ubetinget, uanset at det vil presse dårlige investeringer ud over afgrunden. At undgå dårlige investeringer er en gavnlig sideeffekt af en højere rente, og vil på sigt gøre dansk økonomi langt stærkere.
Hvis der er brug for at hjælpe danskerne gennem konsekvenserne af en rentestigning, er lavere skatter og lavere offentligt forbrug vejen frem.
Vi har efterhånden vænnet os så meget til at lade Nationalbanken styre renten, at vi knap kender til andet. Men renten kunne være styret af et frit marked, og da ville den være udtryk for den risiko, udlåneren mener at udsætte sine penge for, tillagt den fortjeneste, udlånet ventes at medføre. Så ville en lav rente være udtryk for, at opsparingen i samfundet er høj, økonomien stabil og mulighederne for at tjene penge gode.
Set fra et privat perspektiv er det mest boligrenten, der vækker interesse. De fleste mennesker har ikke større opsparinger stående i banken, det forstår man godt, når en såkaldt 'Højrentekonto' giver et sted mellem 0 og 3 procent i årlig rente – som derefter beskattes! Det er nærmest en fornærmelse mod gode penge, og derfor har privatpersoner i dag hellere gæld end opsparing.
Renten er mere end det. Den er også en central faktor, når en iværksætter beregner investeringer, omkostninger og forventet afkast. En lav rente gør det billigere at sætte projekter i gang, og virker derfor som en stimulans for økonomien, mens en høj rente vil virke som en dæmper. I et land med høje renter vil kun få projekter blive sat i søen, samtidig med at folk vil være mere motiveret for at spare op end for at forbruge.
På en måde er renten som trafiklys for økonomien. Indfører man længere grønne perioder i lyskrydsene vil det stimulere trafikken. Prisen er dog flere buler i bilerne – og nøjagtigt det samme er tilfælde i økonomien. Her vil en lav rente gøre det muligt at starte projekter, der aldrig skulle have set dagens lys, og den lave rente giver samtidig spillerum for ekstrem risikotagning eller decideret svindel i værste Stein Bagger stil.
Lave renter udgør også en form for pengetrykkeri. De billige lån til bankerne vil få pengemængden til at vokse, og da penge primært opstår i bankerne, vil det styrke finanssektoren overfor industri og landbrug, der ikke umiddelbart får del i den voksende pengemængde, men skal tjene dem først.
Lave renter vil presse banker og investeringsforeninger til at søge mere risikable investeringer for at skaffe en ordentlig fortjeneste på udlån, hvilket gør finanssektoren mere udsat for kriser. Når det hele ramler som det gjorde i 2008, forsvinder de blændende fortjenester i massive tab, som fik den stærkt ramponerede finanssektor til at søge hjælp hos stater og centralbanker. Som prompte reagerede med mere likviditet og lavere renter...
Det værste problem med kunstigt lave renter er, at det er en stimulans, det er utrolig svært at vænne os fra. Når vi først er blevet vant til at lån er billige og penge altid kan stilles til rådighed, er det svært at vende tilbage til den klassiske disciplin, hvor penge er kostbare, opsparing betaler sig, og projekter bliver sorteret fra, fordi der ikke kan findes penge til finansieringen.
For at gøre dansk økonomi sund igen bør vi opgive den permanent lave rente. Det betyder også, at vi skal smide bindingen til euroen, hvilket ikke er nogen dum idé. For der er pengetrykkeriet alvorligt ude af kontrol, og det vil på et tidspunkt føre til voldsom inflation. Inflation er en hån mod almindelige, arbejdsomme mennesker, der ser deres løn og opsparing udhulet, alt imens få rige kan profitere af den. Hellere høj rente end høj inflation.
Genindførelsen af en fornuftig rente skal naturligvis ske trinvis, så de mange, der har sat sig for hårdt, får en chance for at tilpasse økonomien. Men det skal også ske ubetinget, uanset at det vil presse dårlige investeringer ud over afgrunden. At undgå dårlige investeringer er en gavnlig sideeffekt af en højere rente, og vil på sigt gøre dansk økonomi langt stærkere.
Hvis der er brug for at hjælpe danskerne gennem konsekvenserne af en rentestigning, er lavere skatter og lavere offentligt forbrug vejen frem.
