Man må ikke stikke med kniv. Det er personfarlig vold. Selv overfladiske snitsår er vold. Der er ikke undtagelser for børn. Man må heller ikke snitte i små børn. Det er også vold.
Omskæring er vold. Det er vold, fordi der er tale om at skære i et sundt lille barn, som ikke lider af nogen behandlingskrævende sygdom eller skavank.
Jeg er imod omskæring af drenge såvel som piger, og jeg kan på ingen måde bifalde overgreb på babydrene. Uanset grund.
Jeg vil komme med et frihedsorienteret forsvar for, at der ikke skal være religiøst begrundede undtagelser i straffeloven for vold mod små drengebørn.
Jeg vil fremføre tre argumenter:
1. Børn har rettigheder – præcis som voksne har. Der er visse ting, man ikke må gøre mod børn, uanset begrundelse.
2. Der både er og bør være grænser for religionsfriheden. Og de grænser går netop der, hvor man begår et voldeligt overgreb på andre.
3. Vi ikke skal have religiøse lovgivning i Danmark. Religiøs lovgivning betyder altid, at der er borgere, der ikke nyder samme retslige beskyttelse som andre. På grund af deres religion. Det er retslig diskrimination, og det hører ikke hjemme i et retssamfund. Der skal herske lighed for loven.
Første princip: Børn har rettigheder – som alle andre mennesker
Det første princip er, at børn har rettigheder. Præcis som andre mennesker.
At skære i andre mennesker er et voldeligt overgreb, og omskæring er et overgreb på børn, der ikke kan forsvare sig selv.
Vi har et særligt ansvar for at beskytte børn. Også mod forældre der er af den ene eller anden grund mishandler dem. Børn er mennesker, og de har præcis samme ret til at leve og til ikke at blive udsat for vold, som voksne har.
Børn er forældrenes ansvar, men de er ikke deres ejendom.
Forældre må ikke gøre med børn, hvad de vil. De må ikke sælge dem eller lade dem arbejde i kulminerne fra de er 5 år gamle. Forældre må ikke udnytte børn seksuelt, de må ikke lade dem dø af sult, og de må ikke mishandle dem.De må følgelig heller ikke skære i deres små børn med knive.
Hvorfor? Fordi børn har rettigheder – en ret til ikke at blive udsat for overgreb.
End ikke i nogen religions navn.
Andet princip: Der er og skal være grænser for religionsfriheden
Min anden pointe er, at der både er og bør være grænser for religionsfriheden. Og at grænserne går præcis dér, hvor man øver vold mod andre.
Vi tillader og bør ikke tillade hinduer at afbrænde enker, aztekerreligionsdyrkere at ofre mennesker, katolikker at brænde kættere og hekse på bålet. Og vi tillader ikke indgåelse af ægteskab med niårige piger med følgende barnevoldtægt i ægteskabet, eller henrettelse af homoseksuelle eller profetspottere, blot fordi det er tilladt i islam.
Man må ikke skyde Lars Hedegaard i islams navn.
Så min pointe er, at der allerede i dag er grænser for religionsfriheden. Og at det bør der være.
Og de grænser går præcist dér, hvor der begås vold mod andre mennesker.
Selv de varmeste fortalere for religionsfrihed vil være enige heri. Så når vi er enige om, at der skal være grænser for religionsfriheden, så er spørgsmålet alene, hvor de grænser skal gå.
I dag sættes grænsen der, hvor der er begås vold mod andre mennesker. Og normalt beskytter vi i særlig grad børn. Vi forbyder eksempelvis børneægteskaber og sex med børn. Fordi børn ikke kan beskytte sig selv.
At skære i et lille barn er et voldeligt overgreb på et menneske, der ikke kan beskytte sig selv, og grænsen for religionsfrihed kan aldrig trækkes dér, hvor man ikke må begå voldelige overgreb på voksne, men godt på børn.
Religion kan derfor aldrig være en accepteret grund til at begå vold mod et barn.
Princip nr. 3. Vi skal ikke have religiøse love
Min tredje pointe er, at vi ikke skal have religiøs lovgivning.
Og det er dét, der er tale om, når nogen argumenterer for, at omskæring, der er begrundet i religion, skal accepteres.
Tillader vi religiøs lovgivning, så siger vi, at der er nogen borgere i vores land, som ikke skal nyde samme retslige beskyttelse, som alle andre borgere nyder. At små børn, der tilfældigvis er født ind i en bestemt religion, ikke skal nyde den samme retslige beskyttelse, som andre børn. Der er tale om en retslig diskrimination, og det hører ikke hjemme i et retssamfund. Der må herske lighed for loven.
Der er også et andet aspekt, som jeg finder vigtigt: Ønsker vi generelt at åbne op for religiøs lovgivning i Danmark? Skal vi have sharialovgivning?
Hvis vi først accepterer én form for religiøs lovgivning, så har vi spillet os et stærkt principielt kort af hånden i en argumentation imod andre former for religiøs lovgivning, og her mener jeg, at vi bør være konsekvente: Vi skal ikke have nogen form for religiøs lovgivning.
Der skal herske lighed for loven
- -
Ovenstående er mit indledende indlæg til debataften om "Religionsfrihed og statens grænser", der var arrangeret af Trykkefrihedsselskabet. Det er et emne, der ikke naturligt ligger inden for de emner, som Trykkefrihedsselskabet beskæftiger sig med, og Trykkefrihedsselskabet har ikke nogen holdning til spørgsmålet. Til debataftenen deltog jeg derfor heller ikke som repræsentant for Trykkefrihedsselskabet, men var inviteret med som en politiske liberal stemme i debatten. De andre paneldeltagere var overlæge Morten Frisch, overrabiner Bent Lexner, Leo Milgrom, og Marie Krarup, der er MF for DF, men som udtalte sig på egne vegne.
