Nu er det altid sværere at strække flertallet om på den anden side af en konjunkturvending. Euro, ØMU, bankpakker og gældskrisen har slidt på regeringen, og nu er altså turen kommet til vandrammeplanen.
Der er jo traditionelt gode point i både miljø og grønne politikker, men når det sidste ord er talt og planerne skal føres ud i livet, er der altid nogen som præsenteres for regningen. EU's Vandrammedirektiv har altså nødvendiggjort at regeringen har udformet vandrammeplanen Grøn Vækst.
Det er landbruget som rammes på overskudsgraden, når regeringens plan skal føres ud i livet, og det anstrengte partnerskab i regeringspartierne sættes nu på endnu en hård prøve, hvor V altså krydser klinger med K om hvor vandene skiller...
Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, taler ligefrem om en kovending - det er ikke morsomt - man kan forundres over udtalelserne i betragtning af at Mette Gjerskov faktisk er agronom. Men som klimaordfører har hun tidligere beskyldt regeringen for at varetage landbrugets interesser - hallo! - politik er et kompromis, (men så spiller klaveret vel i øvrigt heller ikke bedre... )
Det handler om de vand- og naturplaner, som Danmark skal gennemføre for at leve op til EU's vandrammedirektiv. Herunder altså i følge regeringens egen plan at mindske landbrugets udvaskning af kvælstoffer med 19.000 ton i 2015.
Man kan vel ikke fortænke Venstre i at de gerne vil beskytte deres image som landbrugets parti. Så både Christian Jensen og Eyvind Vesselbo er ude med den helt store uldkam i mundvigen.
Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo forklarer at kravene kan indfases senere. Regeringens nuværende plan taler om tre faser med mål i 2015, 2020 og 2027, og at hensynet til erhvervets anstrengte økonomi kan medføre at den økonomiske belastning bliver strakt over en længere fase.
Tilsyneladende kan Christian Jensen og Vesselbo holde den Konservative Steen Konradsen i effektivt førergreb - der siden først i februar har siddet på et afløsningsmandat som stedfortræder for den konservative Per Ørum Jørgensen.
Men uanset om skæringen bliver 2015, 2020 eller senere, vil det koste i forrentningen af produktionsapparatet. En forrentning, der i forvejen er anstrengt til bristepunktet for mange unge i erhvervet, der har etablereret sig i højkonjunkturen og altså har købt til alt for høje priser.
Langt henad vejen vil det være en teknologisk udfordring at opfylde vandrammeplanens ambitioner. Innovation og forbedret gødskningsteknologi vil kunne reducere behovet for at tilføre kvælstof i de mængder der anvendes i dag.
På det mellemlange sigt vil erhvervet derfor kunne investere sig til at overholde de opskruede krav. Men det vil være på bekostning af produktionsstabiliteten, for nyttevirkningen af kvælstoftilførslen står og falder med om nedbøren så også falder efter planen, og jo mere præcist der doseres des større er også risikoen for at overskudsgraden marginaliseres.
Det er temmeligt alvorlige perspektiver, for ude i den virkelige verden er det altså overskuddet man lever af...
Til Chefideologen i Venstre - Christian Jensen - kan man bare sige:
Der skal helt andre boller på suppen, hvis ikke stemmerne skal rende. Regeringens højt profilerede plan Grøn Vækst anses i forvejen for en værre gang gulerodsflip.
Lyt til dine kernevælgere...
Den dag Socialdemokraterne kan stille med en person, der både kan læse, skrive og regne på landbrugets situation (og har set en ko i virkeligheden) har stemmerne et sted at løbe hen. De økonomiske tal taler for sig selv.
Værdien af hjemmemarkedet falder, i den vigtige gren af primærøkonomien som dansk landbrug udgør, fra 1985 frem til 2006 med 25 procent, og set i relation til pristallet for fødevarer, der stiger med knap 50 procent, stiller det erhvervet i en konkurrencesituation, hvor kun øget produktivitet og en styrket eksport har kunnet trække investeringerne hjem.
Landbrugets økonomi er altså under pres allerede i opkonjunkturen. Men på grund af produktivitetsforbedringer og en styrket eksportevne har erhvervet altså kunnet trække sig selv op ved håret i et hensygnende hjemmemarked.
Landbrugseksporten udgjorde i året 2006 11 procent af den danske vareeksport, og løb op i den nette sum af godt og vel 61 milliarder kroner.
Da det er finansieringsomkostningerne, der udgør landbrugets største udgiftspost, vil derfor renteniveauet være udslagsgivende for rentabiliteten i erhvervet. Ser man ind i Dansk Landbrugs egne tal for driftsresultatet i 2009 for forventningerne for 2010, kan udviklingen hurtigt gå hen at blive alarmerende. Markedspriserne på landbrugsprodukter bestemmer om der skal være røde eller blå tal på bundlinjen.
Det er konjunkturerne, der er bestemmende for både driftsbetingelser og afsætningsforholdene, og da der er udsigt til både stigende renter og vigende priser på landbrugsprodukter, vil erhvervet derfor i de kommende år være yderligere udfordret på rentabiliteten af det nuværende produktionsapparat.
Den indsats som regeringen skal iværksætte, skal derfor både stå i forhold til nettoindtjeningen på varebalancen og væksttabet i relaterede erhverv.
Selv om Løkke's plan inkluderer 1,5 % BNP forbedring i løbet af en generation via skoleskemaet, skal poderne jo også have en mælk til madpakken om 30 år.
Men den skal måske også købes i Polen?
Der er jo traditionelt gode point i både miljø og grønne politikker, men når det sidste ord er talt og planerne skal føres ud i livet, er der altid nogen som præsenteres for regningen. EU's Vandrammedirektiv har altså nødvendiggjort at regeringen har udformet vandrammeplanen Grøn Vækst.
Det er landbruget som rammes på overskudsgraden, når regeringens plan skal føres ud i livet, og det anstrengte partnerskab i regeringspartierne sættes nu på endnu en hård prøve, hvor V altså krydser klinger med K om hvor vandene skiller...
Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, taler ligefrem om en kovending - det er ikke morsomt - man kan forundres over udtalelserne i betragtning af at Mette Gjerskov faktisk er agronom. Men som klimaordfører har hun tidligere beskyldt regeringen for at varetage landbrugets interesser - hallo! - politik er et kompromis, (men så spiller klaveret vel i øvrigt heller ikke bedre... )
Det handler om de vand- og naturplaner, som Danmark skal gennemføre for at leve op til EU's vandrammedirektiv. Herunder altså i følge regeringens egen plan at mindske landbrugets udvaskning af kvælstoffer med 19.000 ton i 2015.
Man kan vel ikke fortænke Venstre i at de gerne vil beskytte deres image som landbrugets parti. Så både Christian Jensen og Eyvind Vesselbo er ude med den helt store uldkam i mundvigen.
Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo forklarer at kravene kan indfases senere. Regeringens nuværende plan taler om tre faser med mål i 2015, 2020 og 2027, og at hensynet til erhvervets anstrengte økonomi kan medføre at den økonomiske belastning bliver strakt over en længere fase.
Tilsyneladende kan Christian Jensen og Vesselbo holde den Konservative Steen Konradsen i effektivt førergreb - der siden først i februar har siddet på et afløsningsmandat som stedfortræder for den konservative Per Ørum Jørgensen.
Men uanset om skæringen bliver 2015, 2020 eller senere, vil det koste i forrentningen af produktionsapparatet. En forrentning, der i forvejen er anstrengt til bristepunktet for mange unge i erhvervet, der har etablereret sig i højkonjunkturen og altså har købt til alt for høje priser.
Langt henad vejen vil det være en teknologisk udfordring at opfylde vandrammeplanens ambitioner. Innovation og forbedret gødskningsteknologi vil kunne reducere behovet for at tilføre kvælstof i de mængder der anvendes i dag.
På det mellemlange sigt vil erhvervet derfor kunne investere sig til at overholde de opskruede krav. Men det vil være på bekostning af produktionsstabiliteten, for nyttevirkningen af kvælstoftilførslen står og falder med om nedbøren så også falder efter planen, og jo mere præcist der doseres des større er også risikoen for at overskudsgraden marginaliseres.
Det er temmeligt alvorlige perspektiver, for ude i den virkelige verden er det altså overskuddet man lever af...
Til Chefideologen i Venstre - Christian Jensen - kan man bare sige:
Der skal helt andre boller på suppen, hvis ikke stemmerne skal rende. Regeringens højt profilerede plan Grøn Vækst anses i forvejen for en værre gang gulerodsflip.
Lyt til dine kernevælgere...
Den dag Socialdemokraterne kan stille med en person, der både kan læse, skrive og regne på landbrugets situation (og har set en ko i virkeligheden) har stemmerne et sted at løbe hen. De økonomiske tal taler for sig selv.
Værdien af hjemmemarkedet falder, i den vigtige gren af primærøkonomien som dansk landbrug udgør, fra 1985 frem til 2006 med 25 procent, og set i relation til pristallet for fødevarer, der stiger med knap 50 procent, stiller det erhvervet i en konkurrencesituation, hvor kun øget produktivitet og en styrket eksport har kunnet trække investeringerne hjem.
Landbrugets økonomi er altså under pres allerede i opkonjunkturen. Men på grund af produktivitetsforbedringer og en styrket eksportevne har erhvervet altså kunnet trække sig selv op ved håret i et hensygnende hjemmemarked.
Landbrugseksporten udgjorde i året 2006 11 procent af den danske vareeksport, og løb op i den nette sum af godt og vel 61 milliarder kroner.
Da det er finansieringsomkostningerne, der udgør landbrugets største udgiftspost, vil derfor renteniveauet være udslagsgivende for rentabiliteten i erhvervet. Ser man ind i Dansk Landbrugs egne tal for driftsresultatet i 2009 for forventningerne for 2010, kan udviklingen hurtigt gå hen at blive alarmerende. Markedspriserne på landbrugsprodukter bestemmer om der skal være røde eller blå tal på bundlinjen.
Det er konjunkturerne, der er bestemmende for både driftsbetingelser og afsætningsforholdene, og da der er udsigt til både stigende renter og vigende priser på landbrugsprodukter, vil erhvervet derfor i de kommende år være yderligere udfordret på rentabiliteten af det nuværende produktionsapparat.
Den indsats som regeringen skal iværksætte, skal derfor både stå i forhold til nettoindtjeningen på varebalancen og væksttabet i relaterede erhverv.
Selv om Løkke's plan inkluderer 1,5 % BNP forbedring i løbet af en generation via skoleskemaet, skal poderne jo også have en mælk til madpakken om 30 år.
Men den skal måske også købes i Polen?
