Nyheden om, at der er en form for redningsplan undervejs for Grækenland er noget skidt, for den Europæiske Union, for euroen, og ikke mindst for flittige europæiske borgere. Hvis en sådan redningsplan bliver gennemført, vil det føre til et sammenbrud for euroen.
At redde Grækenland ud af sine problemer ser i princippet venligt ud, og har fungeret før, på sin vis. Andre lande er blevet reddet fra en ydmygende statsbankerot af IMF, og nu overvejer EU at oprette en tilsvarende 'EMF', der skal skaffe penge til redning af lande, hvis gæld er vokset ud af kontrol. Det vil gå galt – spørgsmålet er kun, hvor slemt det bliver?
Grækenlands problemer
Grækenland har et akut problem. Bankfolk og politikere prøver at undgå dramatik omkring det, men de konkrete tal er grimme:
Grækenland står overfor at forny en betydelig mængde (20 milliarder euro) gæld i løbet af foråret 2010. Det sker som bekendt ved at sælge statsobligationer i bundter på auktion, hvor buddene i sidste ende afgør den effektive rente på gælden. Hvis byderne tøver, vil renterne blive høje i forhold til den mængde penge, obligationssalget indbringer. Derfor har Grækenland brug for lidt hjælp fra sine venner for at tale investorernes frygt bort, og det er præcist, hvad der sker:
Luxembourgs premierminister Jean-Claude Juncker har sagt, at støtte til Grækenland bliver bilaterale lån.
Hold lige fast i det et øjeblik: 'Bilaterale' betyder at lånene ydes direkte mellem to lande, af den ret indlysende grund at banker og investeringsforeninger ikke har lyst til at udsætte sig for mere risiko i Grækenland. Klart nok: Hvis Grækenland er for risikabel en investering for kommercielle udlån, må vennerne i andre stater træde til og give en hånd. Men det skaber flere problemer end det løser:
Det er ikke politikernes penge. Banker og investeringsforeninger risikerer penge, der enten er deres egne eller deres klienteres. Politikerne bruger penge fra skatteyderne, der ikke har mulighed for at trække deres penge ud.
Landene har ikke pengene. Alle større lande i eurozonen sidder allerede dybt i gæld, og det bliver værre. De har ingen reserve at låne ud til Grækenland, og kan kun yde lånene ved selv at påtage sig endnu mere gæld.
En redning vil skabe moralsk risiko. Det er ikke en direkte målbar størrelse, men andre lande som Italien og Spanien vil naturligt slappe af ved at se, at lande kan reddes – hvilket forøger risikoen for at det i sidste ende bliver nødvendigt.
Det er en fornærmelse mod produktive borgere. Ganske vist er tyskere vant til at blive skældt ud for at arbejde for meget og skabe 'urimelige ubalancer'. Men at bruge tyskernes overskud til at redde de betydeligt mindre arbejdsomme grækere er en fornærmelse mod arbejdsom opførsel.
Det er vanvittigt risikabelt. Regeringer verden over skældte ud på finansverdenen for at have taget for store risici op til krisen i 2008. Hvordan kan regeringer nu tillade sig at yde lån med så stor risiko, at kommercielle långivere ikke tør yde dem?
Det store pengetrykkeri
(tekniske detaljer – kan springes over)
Punkterne (2) og (5) ovenfor hører sammen. Der er en samlet grund til at regeringerne kan låne penge ud uden at have opsparing til det, og at de kan påtage sig endnu mere risiko end de beskyldte de kommercielle banker for at tage: Pengetrykkeriet i ECB. Enkelte kommentatorer påpegede allerede for år tilbage, at ECB med sine 'ukonventionelle metoder' simpelthen trykker penge:
Mekanismen er enkel: Hvis en stat har en kreditvurdering i A-området, er ECB villig til at yde lån til banker med dette lands statsobligationer som sikkerhed, hvorved den forvandler gæld til penge. Det har været prøvet før, ikke mindst i den herostratisk berømte Weimarrepublik, og har som regel givet katastrofale resultater. Problemet er ikke unikt for EDB, Federal Reserve gør det også. Ideen om at lægge statsobligationer som 'sikkerhed' i centralbankerne udgør i princippet et løfte om at betalte de 'lånte' penge tilbage på et senere tidspunkt, hvilket ville eliminere pengene fra markedet. Det sker desværre ikke så ofte.
ECB udsteder ikke selv kreditvurderinger, den bruger de kendte institutioner til formålet. Hvis de godkender et lands kreditværdighed, står ECB klar til at udstede penge på basis af deres statsgæld, uden at stille større spørgsmålstegn ved det. Grækenland har benyttet sig af disse billige lån i rigth mål, hvilket er stærkt medvirkende til usædvanlige muligheder, såsom en pensionsalder på 55.
Dette låneri har nu bragt Grækenland i problemer, som ville få almindelige, private investorer til at vende sig bort. Grækenland er førende i disciplinen "Uhæmmet lånoptagning", men andre lande i eurozonen er også godt med, hvilket i øjeblikket giver landene en gennemsnitlig gældsbyrde på 88 % af BNP. Det er mange penge, og der er ikke umiddelbart udsigt til at de bliver betalt tilbage.
De stigende udlån fra ECB forårsager en permanent stigning i pengemængden. Den stramme definition af penge (M1) viser en årlig stigning på ca. 12 %, (kilde: ECB). Den breder defintion (M3) viser i øjeblikket stagnation, hvilket stemmer med at forbrugerpriserne er relativt stabile for tiden. Den markant højere vækst i M1 udgør en risiko for fremtidig inflation.
Den samlede mængde statsgæld i eurozonen er 5418 milliarder euro (januar 2010). Den vokser for tiden ca. 30 milliarder euro månedligt.
Et tal, jeg ikke umiddelbart har kunnet finde, er mængden af statsgæld, der ligger som sikkerhed i ECB. Tallet kan findes et sted, og Anatole Kaletsky citerede de i sin klassiske artikel How the ECB's fig leaf has completely withered away, hvor han nævner et beløb på ca. 1500 milliarder dollars, ca. 1000 milliarder euro. Han giver ingen direkte kilde til tallene, men siger i øvrigt om situationen:
At finde præcise tal for mængden af statsgæld brugt som sikkerhed i ECB. Det kunne være meget interessant at følge udviklingen i det tal.
Tilbage til Grækenland
Bortset fra det rent tekniske har Grækenland brug for en løsning, og det har brug for den nu. Det er temmelig uklart, hvad regeringerne i eurozonen egentlig har tænkt sig at gøre for Grækenland, da de på den ene side gerne vil hjælpe deres venner i Athen, men på den anden side repræsenterer millioner af borgere, der ikke er indstillet på at betale for det. Jean-Claude Juncker formulerer det sådan EUobserver:
Den græske regering og grækerne, der gerne ser et fast løfte om støtte.
Investorer, der ser efter tegn på, hvor risikable investeringer i Grækenland er.
Almindelige EU-borgere, der ikke har specielt lyst til at sende penge til Grækenland, når dagligdagen i forvejen er svær at få til at hænge sammen.
Disse gruppers ønsker modsiger hinanden, derfor denne gang uld-i-mund. Mere uklarhed:
Derfor er Grækenland godt og grundigt i klemme. Landet har ingen klar plan for at betale sin gæld tilbage – det ligger slet ikke i kortene – der tales kun om at reducere underskuddet til et stadig ganske betragteligt tal på 8 % af BNP. Der har været strejker og optøjer i Grækenland, så det er usandsynligt at regeringen vil stramme budgettet mere end højst nødvendigt. Regeringen kunne i princippet få hjælp fra EUROGENDFOR til at klare eventuelle optøjer, men det ville effektivt forvandle EU til en politistat. Det er mere sandsynligt, at politikerne vil søge en vej til at forøge pengemængden. Derfor:
Nu kommer EMF
Et forslag til at løse problemer i stil med det græske er EMF. Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble siger, at detaljerne om den vil blive frigivet 'snarest', og at den vil blive lige så magtfuld som IMF.
Hvor ville denne magt komme fra?
Detaljerne om en EMF forhandles i det skjulte og bliver ikke frigivet før i sidste øjeblik, for det kunne være profitabelt for investorer og 'spekulanter'. Disse folk følger løbende finansmarkederne og søger at placere deres penge bedst muligt, hvilket jævnligt trækker kritik fra politikere.
Et forslag lyder, at EMF skal have vores guld, en tanke den tyske regering har luftet. Det ville være effektivt, for ved at bruge guld fra medlemsstaternes nationalbanker ville den have store værdier at gøre med. Med sådan et fundament for deres stats-redninger ville det ikke være nødvendigt at bruge et system i stil med SDR, der jo reelt er en form for pengetrykkeri. Dog har den Tyske Nationalbank nu protesteret, og nægter umiddelbart at bruge dens 3407 tons guld til formålet. Da nationalbanken ('Buba' i folkemunde) principielt er uafhængig af den tyske regering, kunne det blive en ganske interessant magtkamp.
Det er en almindelig opfattelse, at formålet med en EMF er at standse branden fra Grækenland, hvilket jo indirekte er en beskyldning mod Grækenland for at være årsag til andre landes problemer. På sin vis som var krisen en infektionssygdom, der enten kan begrænses til Grækenland eller vil gå amok i hele Europa. Det er naturligvis ikke tilfældet – de græske problemer er forårsaget af græske underskud, problemerne i andre lande skyldes deres underskud, ikke det græske rod.
Forhandlingerne om en EMF foregår nødvendigvis i det skjulte. Hvis de var åbne for kritik inden et forlig blev indgået, ville økonomer og journalister analysere de forskellige skitser og udpege, hvem der ville bære den største økonomiske byrde i hver model. En sådan debat kunne slå ideen ihjel i fødslen, en risiko som EU-lederne ikke ønsker at løbe. Den mest sandsynlige udgang er at en EMF får en finansieringsmodel i stil med IMF's Special Drawing Rights.
Men der ligger et problem her. Da den fælles europæiske valuta blev planlagt i forbindelse med Maastricht-traktaten, var det klare løfte (specielt til Tyskland): "Ingen redningspakker!" Det er indskrevet i euroaftalen, og en fælles redningsaktion for Grækenland ville overtræde denne regel. Dette er formodentlig en hovedårsag til at der søges en 'bilateral og koordineret' løsning, da en egentlig fælles aktion ville åbne mulighed for en retssag om traktatbrud fra borgere. Den slags er ubehageligt, så i stedet for at bryde reglerne er det mere praktisk at omgå dem.
Tilsvarende ville oprettelsen af en EMF kræve ændringer i Maastricht-traktaten, og da EMF ville overtage suverænitet fra medlemsstater, kan det udløse folkeafstemninger. Irland står traditionelt først for, men en afstemning i Danmark kan formodentlig undgås, da Danmark ikke er med i euroen. Udsigten til flere farlige folkeafstemninger kunne dog medføre, at planerne om en EMF lægges på hylden.
"Stol på os, vi ved hvad vi gør"
Men hvad ingen af parterne i disse forhandlinger synes at forstå, er at enhver form for redning af Grækenland ville medføre euroens uigenkaldelige undergang. Dødsårsagen ville være simpel: Moralsk risiko.
En redningsplan ville redde Grækenland fra ydmygelsen ved en statsbankerot, der bestemt ville have alvorlige konsekvenser, ikke mindst for græske pensionister og offentlige ydelser. Grækenland kunne defakto blive tvunget til at blive en minimalstat på kort tid, uregerlig og rodet, med masser af menneskelig lidelse. Den yderste konsekvens af landets manglende budgetdisciplin forværret af pinlige rapporter om finanssvindel.
En statsbankerot ville været et meget håndfast signal til andre lande – f.eks. Italien, Spanien og Portugal – om at hjælpen fra EU ikke er ubetinget og ubegrænset, og at det er nødvendigt at bringe de offentlige underskud under kontrol. Hvilket jo er nødvendigt før eller siden, for ingen økonomi kan leve med endeløse underskud og permanent voksende gæld.
På den anden side ville en redningsaktion for Grækenland og fortsættelsen af ECB's forvandling af statsgæld til penge sætte europæiske ledere i en situation, hvor de ikke kan afvise fremtidige anmodninger om økonomisk hjælp. Den slags afvisninger kunne mødes af kommentarer i stil med: "Men I hjalp Grækenland! Er I racister eller noget i den retning??"
Slutspillet for euroen?
Denne rodede situation kan føre til euroens endegyldige sammenbrud, i en lavine af ukontrollerbar inflation. Indtil da vil vi se flere nødløsninger, flere redningspakker og flere firmaer, der går konkurs. Stigende arbejdsløshed og statsunderskud, samt voksende civil uro i Europa.
Hvis EU og ECB vil bevare euroen som den stærke valuta, den var tænkt at være, er dette den sidste chance:
Red ikke grækerne, de fortjener det ikke!
Der er desværre stor risiko for at de EU-glade politikere vil foretrække at redde deres græske venner frem for at redde euroen.
Seneste nyt:
Tyskland siger nu, at det vil være bedst for Grækenland at få hjælp fra IMF, ikke fra deres venner i EU. Ganske vist har den græske regering stadig ikke formelt anmodet om hjælp, men den har udført et intenst lobbyarbejde for at sikre landets obligationsudstedelse på 20 milliarder euro over de kommende uger. Hovedproblemet i en europæisk redningsplan synes ikke at være Maastricht-traktatens regler, men derimod Tysklands forfatning (fra EUobserver):
At redde Grækenland ud af sine problemer ser i princippet venligt ud, og har fungeret før, på sin vis. Andre lande er blevet reddet fra en ydmygende statsbankerot af IMF, og nu overvejer EU at oprette en tilsvarende 'EMF', der skal skaffe penge til redning af lande, hvis gæld er vokset ud af kontrol. Det vil gå galt – spørgsmålet er kun, hvor slemt det bliver?
Grækenlands problemer
Grækenland har et akut problem. Bankfolk og politikere prøver at undgå dramatik omkring det, men de konkrete tal er grimme:
Grækenland står overfor at forny en betydelig mængde (20 milliarder euro) gæld i løbet af foråret 2010. Det sker som bekendt ved at sælge statsobligationer i bundter på auktion, hvor buddene i sidste ende afgør den effektive rente på gælden. Hvis byderne tøver, vil renterne blive høje i forhold til den mængde penge, obligationssalget indbringer. Derfor har Grækenland brug for lidt hjælp fra sine venner for at tale investorernes frygt bort, og det er præcist, hvad der sker:
Luxembourgs premierminister Jean-Claude Juncker har sagt, at støtte til Grækenland bliver bilaterale lån.
Hold lige fast i det et øjeblik: 'Bilaterale' betyder at lånene ydes direkte mellem to lande, af den ret indlysende grund at banker og investeringsforeninger ikke har lyst til at udsætte sig for mere risiko i Grækenland. Klart nok: Hvis Grækenland er for risikabel en investering for kommercielle udlån, må vennerne i andre stater træde til og give en hånd. Men det skaber flere problemer end det løser:
Det er ikke politikernes penge. Banker og investeringsforeninger risikerer penge, der enten er deres egne eller deres klienteres. Politikerne bruger penge fra skatteyderne, der ikke har mulighed for at trække deres penge ud.
Landene har ikke pengene. Alle større lande i eurozonen sidder allerede dybt i gæld, og det bliver værre. De har ingen reserve at låne ud til Grækenland, og kan kun yde lånene ved selv at påtage sig endnu mere gæld.
En redning vil skabe moralsk risiko. Det er ikke en direkte målbar størrelse, men andre lande som Italien og Spanien vil naturligt slappe af ved at se, at lande kan reddes – hvilket forøger risikoen for at det i sidste ende bliver nødvendigt.
Det er en fornærmelse mod produktive borgere. Ganske vist er tyskere vant til at blive skældt ud for at arbejde for meget og skabe 'urimelige ubalancer'. Men at bruge tyskernes overskud til at redde de betydeligt mindre arbejdsomme grækere er en fornærmelse mod arbejdsom opførsel.
Det er vanvittigt risikabelt. Regeringer verden over skældte ud på finansverdenen for at have taget for store risici op til krisen i 2008. Hvordan kan regeringer nu tillade sig at yde lån med så stor risiko, at kommercielle långivere ikke tør yde dem?
Det store pengetrykkeri
(tekniske detaljer – kan springes over)
Punkterne (2) og (5) ovenfor hører sammen. Der er en samlet grund til at regeringerne kan låne penge ud uden at have opsparing til det, og at de kan påtage sig endnu mere risiko end de beskyldte de kommercielle banker for at tage: Pengetrykkeriet i ECB. Enkelte kommentatorer påpegede allerede for år tilbage, at ECB med sine 'ukonventionelle metoder' simpelthen trykker penge:
"ECB er pengemarkedet nu", sagde Dario Perkins, seniorøkonom i ABN Amro i London. "Banker kan få så lige så mange penge som de har brug for i ECB, så det er ikke et problem i sig selv. Det kan de i princippet gøre i det uendelige."Dertil kommer, at mens ECB strammer sikkerhedskravene for andre banker, tager den en modsat kurs selv. Og da ECB samtidig udsteder penge, bliver slutresultatet, sat lidt på spidsen: "Kære medlemsstater: Der er ingen grund til at låne brugte penge fra andre, når I kan få dem nytrykt fra os."
Mekanismen er enkel: Hvis en stat har en kreditvurdering i A-området, er ECB villig til at yde lån til banker med dette lands statsobligationer som sikkerhed, hvorved den forvandler gæld til penge. Det har været prøvet før, ikke mindst i den herostratisk berømte Weimarrepublik, og har som regel givet katastrofale resultater. Problemet er ikke unikt for EDB, Federal Reserve gør det også. Ideen om at lægge statsobligationer som 'sikkerhed' i centralbankerne udgør i princippet et løfte om at betalte de 'lånte' penge tilbage på et senere tidspunkt, hvilket ville eliminere pengene fra markedet. Det sker desværre ikke så ofte.
ECB udsteder ikke selv kreditvurderinger, den bruger de kendte institutioner til formålet. Hvis de godkender et lands kreditværdighed, står ECB klar til at udstede penge på basis af deres statsgæld, uden at stille større spørgsmålstegn ved det. Grækenland har benyttet sig af disse billige lån i rigth mål, hvilket er stærkt medvirkende til usædvanlige muligheder, såsom en pensionsalder på 55.
Dette låneri har nu bragt Grækenland i problemer, som ville få almindelige, private investorer til at vende sig bort. Grækenland er førende i disciplinen "Uhæmmet lånoptagning", men andre lande i eurozonen er også godt med, hvilket i øjeblikket giver landene en gennemsnitlig gældsbyrde på 88 % af BNP. Det er mange penge, og der er ikke umiddelbart udsigt til at de bliver betalt tilbage.
De stigende udlån fra ECB forårsager en permanent stigning i pengemængden. Den stramme definition af penge (M1) viser en årlig stigning på ca. 12 %, (kilde: ECB). Den breder defintion (M3) viser i øjeblikket stagnation, hvilket stemmer med at forbrugerpriserne er relativt stabile for tiden. Den markant højere vækst i M1 udgør en risiko for fremtidig inflation.
Den samlede mængde statsgæld i eurozonen er 5418 milliarder euro (januar 2010). Den vokser for tiden ca. 30 milliarder euro månedligt.
Et tal, jeg ikke umiddelbart har kunnet finde, er mængden af statsgæld, der ligger som sikkerhed i ECB. Tallet kan findes et sted, og Anatole Kaletsky citerede de i sin klassiske artikel How the ECB's fig leaf has completely withered away, hvor han nævner et beløb på ca. 1500 milliarder dollars, ca. 1000 milliarder euro. Han giver ingen direkte kilde til tallene, men siger i øvrigt om situationen:
I praksis har ECB dermed lånt penge i læssevis til regeringerne, hvor de kommercielle banker blot har ageret figenblad for hvad der ellers ville være en åbenlys forvandling af selv de mest insolvente europæiske landes statsgæld til penge.En øvelse for læseren:
At finde præcise tal for mængden af statsgæld brugt som sikkerhed i ECB. Det kunne være meget interessant at følge udviklingen i det tal.
Tilbage til Grækenland
Bortset fra det rent tekniske har Grækenland brug for en løsning, og det har brug for den nu. Det er temmelig uklart, hvad regeringerne i eurozonen egentlig har tænkt sig at gøre for Grækenland, da de på den ene side gerne vil hjælpe deres venner i Athen, men på den anden side repræsenterer millioner af borgere, der ikke er indstillet på at betale for det. Jean-Claude Juncker formulerer det sådan EUobserver:
"Hvad der vil ske, hvis det bliver nødvendigt, og vi er stadig overbeviste om at det ikke vil blive det, er at vi vil komme til en enighed i eurozonen om at yde bilateral hjælp på en koordineret måde," sagde han til journalister sent mandag aften, idet han tilføjede, at den græske regering endnu ikke direkte har bedt om finansiel støtte.Disse mennesker har ikke for vane at tale klart og kontant. For hvad han siger vil blive hørt af flere grupper:
Den græske regering og grækerne, der gerne ser et fast løfte om støtte.
Investorer, der ser efter tegn på, hvor risikable investeringer i Grækenland er.
Almindelige EU-borgere, der ikke har specielt lyst til at sende penge til Grækenland, når dagligdagen i forvejen er svær at få til at hænge sammen.
Disse gruppers ønsker modsiger hinanden, derfor denne gang uld-i-mund. Mere uklarhed:
Gruppens tøven med at give flere detaljer eller endegyldigt godkende en redningsmekanisme er symptomatisk for de hjemlige begrænsninger og bekymringer ved at sende forkerte signaler til de finansielle markeder, siger observatører.'Hjemlige begrænsninger' er en eufemisme for flere problemer, hvoraf det vigtigste er, at regeringerne ikke har nogen penge at låne ud, og at skatteyderne ikke er i humør til at betale for at løse Grækenlands problemer.
Derfor er Grækenland godt og grundigt i klemme. Landet har ingen klar plan for at betale sin gæld tilbage – det ligger slet ikke i kortene – der tales kun om at reducere underskuddet til et stadig ganske betragteligt tal på 8 % af BNP. Der har været strejker og optøjer i Grækenland, så det er usandsynligt at regeringen vil stramme budgettet mere end højst nødvendigt. Regeringen kunne i princippet få hjælp fra EUROGENDFOR til at klare eventuelle optøjer, men det ville effektivt forvandle EU til en politistat. Det er mere sandsynligt, at politikerne vil søge en vej til at forøge pengemængden. Derfor:
Nu kommer EMF
Et forslag til at løse problemer i stil med det græske er EMF. Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble siger, at detaljerne om den vil blive frigivet 'snarest', og at den vil blive lige så magtfuld som IMF.
Hvor ville denne magt komme fra?
Detaljerne om en EMF forhandles i det skjulte og bliver ikke frigivet før i sidste øjeblik, for det kunne være profitabelt for investorer og 'spekulanter'. Disse folk følger løbende finansmarkederne og søger at placere deres penge bedst muligt, hvilket jævnligt trækker kritik fra politikere.
Et forslag lyder, at EMF skal have vores guld, en tanke den tyske regering har luftet. Det ville være effektivt, for ved at bruge guld fra medlemsstaternes nationalbanker ville den have store værdier at gøre med. Med sådan et fundament for deres stats-redninger ville det ikke være nødvendigt at bruge et system i stil med SDR, der jo reelt er en form for pengetrykkeri. Dog har den Tyske Nationalbank nu protesteret, og nægter umiddelbart at bruge dens 3407 tons guld til formålet. Da nationalbanken ('Buba' i folkemunde) principielt er uafhængig af den tyske regering, kunne det blive en ganske interessant magtkamp.
Det er en almindelig opfattelse, at formålet med en EMF er at standse branden fra Grækenland, hvilket jo indirekte er en beskyldning mod Grækenland for at være årsag til andre landes problemer. På sin vis som var krisen en infektionssygdom, der enten kan begrænses til Grækenland eller vil gå amok i hele Europa. Det er naturligvis ikke tilfældet – de græske problemer er forårsaget af græske underskud, problemerne i andre lande skyldes deres underskud, ikke det græske rod.
Forhandlingerne om en EMF foregår nødvendigvis i det skjulte. Hvis de var åbne for kritik inden et forlig blev indgået, ville økonomer og journalister analysere de forskellige skitser og udpege, hvem der ville bære den største økonomiske byrde i hver model. En sådan debat kunne slå ideen ihjel i fødslen, en risiko som EU-lederne ikke ønsker at løbe. Den mest sandsynlige udgang er at en EMF får en finansieringsmodel i stil med IMF's Special Drawing Rights.
Men der ligger et problem her. Da den fælles europæiske valuta blev planlagt i forbindelse med Maastricht-traktaten, var det klare løfte (specielt til Tyskland): "Ingen redningspakker!" Det er indskrevet i euroaftalen, og en fælles redningsaktion for Grækenland ville overtræde denne regel. Dette er formodentlig en hovedårsag til at der søges en 'bilateral og koordineret' løsning, da en egentlig fælles aktion ville åbne mulighed for en retssag om traktatbrud fra borgere. Den slags er ubehageligt, så i stedet for at bryde reglerne er det mere praktisk at omgå dem.
Tilsvarende ville oprettelsen af en EMF kræve ændringer i Maastricht-traktaten, og da EMF ville overtage suverænitet fra medlemsstater, kan det udløse folkeafstemninger. Irland står traditionelt først for, men en afstemning i Danmark kan formodentlig undgås, da Danmark ikke er med i euroen. Udsigten til flere farlige folkeafstemninger kunne dog medføre, at planerne om en EMF lægges på hylden.
"Stol på os, vi ved hvad vi gør"
Men hvad ingen af parterne i disse forhandlinger synes at forstå, er at enhver form for redning af Grækenland ville medføre euroens uigenkaldelige undergang. Dødsårsagen ville være simpel: Moralsk risiko.
En redningsplan ville redde Grækenland fra ydmygelsen ved en statsbankerot, der bestemt ville have alvorlige konsekvenser, ikke mindst for græske pensionister og offentlige ydelser. Grækenland kunne defakto blive tvunget til at blive en minimalstat på kort tid, uregerlig og rodet, med masser af menneskelig lidelse. Den yderste konsekvens af landets manglende budgetdisciplin forværret af pinlige rapporter om finanssvindel.
En statsbankerot ville været et meget håndfast signal til andre lande – f.eks. Italien, Spanien og Portugal – om at hjælpen fra EU ikke er ubetinget og ubegrænset, og at det er nødvendigt at bringe de offentlige underskud under kontrol. Hvilket jo er nødvendigt før eller siden, for ingen økonomi kan leve med endeløse underskud og permanent voksende gæld.
På den anden side ville en redningsaktion for Grækenland og fortsættelsen af ECB's forvandling af statsgæld til penge sætte europæiske ledere i en situation, hvor de ikke kan afvise fremtidige anmodninger om økonomisk hjælp. Den slags afvisninger kunne mødes af kommentarer i stil med: "Men I hjalp Grækenland! Er I racister eller noget i den retning??"
Slutspillet for euroen?
Denne rodede situation kan føre til euroens endegyldige sammenbrud, i en lavine af ukontrollerbar inflation. Indtil da vil vi se flere nødløsninger, flere redningspakker og flere firmaer, der går konkurs. Stigende arbejdsløshed og statsunderskud, samt voksende civil uro i Europa.
Hvis EU og ECB vil bevare euroen som den stærke valuta, den var tænkt at være, er dette den sidste chance:
Red ikke grækerne, de fortjener det ikke!
Der er desværre stor risiko for at de EU-glade politikere vil foretrække at redde deres græske venner frem for at redde euroen.
Seneste nyt:
Tyskland siger nu, at det vil være bedst for Grækenland at få hjælp fra IMF, ikke fra deres venner i EU. Ganske vist har den græske regering stadig ikke formelt anmodet om hjælp, men den har udført et intenst lobbyarbejde for at sikre landets obligationsudstedelse på 20 milliarder euro over de kommende uger. Hovedproblemet i en europæisk redningsplan synes ikke at være Maastricht-traktatens regler, men derimod Tysklands forfatning (fra EUobserver):
Der har været rapporter om intens intern debat i Angela Merkels regering omkring det lovlige i en redning med bilateral hjælp til andre eurostater, en debat der tilsyneladende er endt med enighed om at sådan en redning ville være et brud på Tysklands forfatning.Da man dårligt kan forestille sig at eurolande vil enes om en redningsplan uden tysk deltagelse, synes planerne om en EU-koordineret redning af Grækenland at være faldet til jorden.
