Dagens klumme: Nikolaj Bøgh skriver om folkekirken, som det netop i denne tid er af afgørende vigtighed at bevare som traditionsbærer.
Den danske folkekirke er truet, og truslen kommer ikke fra de ellers så medieomtalte ateister, der efter sigende skulle være på stærk fremgang i vores land. Den kommer heller ikke fra de politiske kræfter, der - som den tidligere danske statsminister - ser religion som en privatsag og ønsker den væk fra det offentlige rum.
Næh, truslen kommer først og fremmest fra en uhellig(!) alliance af kirkens egne folk og personer på venstre-fløjen, som helt skamløst forsøger at misbruge kirken til at fremme deres egen politiske dagsorden. Personer, navnlig grupperet under det tilforladelige navn "Kirke-asyl", som man normalt ville forvente at finde som fjender af tradition og tro, men som altså nu under næstekærlighedens uhåndgribelige slør kan spænde kirken for en politisk vogn, der truer dens enhed og traditionelle plads i det danske samfund.
Senest har Venstres Ungdom valgt at drage den konklusion, at Folkekirken er blevet for politiseret, og vil i en yderst utiltalende kampagne gerne vejlede folk i, hvordan man melder sig ud. Lidt mere besindige folk som Københavns afgåede biskop, Erik Normann Svendsen, har konkluderet, at udviklingen - desværre - nu uafvendeligt går mod en adskillelse af stat og kirke. Flere andre biskopper har udtalt noget lignende, og man kan godt få den mistanke, at de egentlig ville være glade for en adskillelse af kirke og stat, fordi det ville give dem selv en mere magtfuld taleposition i det danske samfund - uafhængigt af det fællesskab med staten som i dag sikrer, at de holder sig på dydens smalle sti og koncentrerer sig om den opgave, der er deres - nemlig at forkynde evangeliet.
Efter min mening er det en meget trist udvikling, som absolut må modarbejdes. Og de præster og biskopper, som bevidst eller ubevidst fremmer denne udvikling, burde besinde sig og sige nej til de kræfter, som truer kirkens og statens enhed.
Folkekirken er en af de helt centrale institutioner, der binder det danske samfund sammen. Skilles den fra staten er der stor risiko for, at den i sin nuværende form vil gå i opløsning. Samhørigheden med staten har netop medvirket til at holde kirken - så nogenlunde - fri af politiseren og præster, der mente, at deres kirke skulle være en slags politisk parti. Det var lige præcis et af de centrale formål med den folkekirkeordning, som grundlovsfædrene udtænkte. Får vi en adskillelse af stat og kirke, så vil resultatet med stor sandsynlighed være, at den lutherske kirke vil opdele sig i fraktioner og efterhånden måske i flere adskilte kirkesamfund, fordi mange danskere ikke længere vil kunne identificere sig med deres lokale kirke.
Den naturlighed, hvormed langt de fleste danskere lader den lokale kirke danne ramme om livets store begivenheder - fødsel, konfirmation, ægteskab, død - vil i mange situationer ikke længere kunne opretholdes. Dermed må man frygte, at en decideret afkristning af Danmark for alvor vil kunne sætte ind. I Sverige, hvor man adskilte stat og kirke i år 2000, er andelen af befolkningen, som er medlemmer af Svenska Kyrkan, faldet med mere end 10 procentpoint siden adskillelsen, og den har nu mindre end tre fjerdedele af den svenske befolkning som medlemmer.
Hvis kirke og stat adskilles, og folkekirkens særstilling i Grundloven forsvinder, så betyder det en central institution mindre at samles om og dermed yderligere et skridt væk fra det fællesskab, som er af fundamental betydning for, at vi kan bevare et velfungerende samfund. Den tillidsskabende fælles kultur, som traditionelt har været utrolig stærk i Danmark, er truet af almindeligt traditionstab, ændrede normer som følge af globalisering og indvandring af mennesker med en anden kultur og en anden tro end vores. I den udvikling har vi ikke brug for færre kultur- og traditionsbærende institutioner at samles om - tværtimod.
Mere fundamentalt mener jeg, at folkekirken er det stærkeste udtryk for vores kristne kulturarv og en garant for, at kristendommen fortsat vil præge det danske samfund og til stadighed udgøre en kultiverende og civiliserende kraft i vores land, som den har gjort gennem mere end 1.000 år. Den lutherske kristendom, som den er forkyndt af folkekirken, præger vores normsæt og vores lovgivning på en lang række områder. Balancen mellem personlig frihed og personligt ansvar, vores ansvar for at hjælpe samfundets svageste og forpligtelsen til at udvise kærlighed til næsten hører til de positive elementer, som kirken og kristendommen har bibragt vores samfund.
Men først og fremmest har kirken lært os, at vi alle er mennesker med fejl og mangler, og at vi ikke må gøre os selv til Gud. Et samfund, som er helt løsrevet fra kirke og kristendom, vil stå i bestandig fare for, at mennesker - og politikere - ophøjer sig selv til Gud. Vi kender fra verdenshistorien masser af eksempler på, at det er sket, og de opmuntrer ikke til gentagelse. De regimer, som mest har forsøgt at fortrænge kirken og kristendommen, har også været de mest umenneskelige og diktatoriske. Det nære bånd mellem kirke og stat minder os til stadighed om, at der er noget, der er større end den enkelte. Det sætter tilværelsen i perspektiv og placerer det enkelte menneske i dets rette størrelsesforhold.
Ved at vedkende os vores kristne rødder som samfund gennem opretholdelse af vores folkekirkeordning bevarer vi et vigtigt fællesskabsbånd, ligesom vi bibeholder de værdier, som den lutherske kirke altid har stået for - og som er fuldkommen lige så værdifuldt et fundament at bygge det danske samfund på, som de altid har været.
Nikolaj Bøgh er cand. scient. pol. og forfatter til "Brødrene Møller" om de to konservative politikere Poul og Aksel Møller. Han er desuden kandidat for de Konservative ved kommunalvalget i november på Frederiksberg
Den danske folkekirke er truet, og truslen kommer ikke fra de ellers så medieomtalte ateister, der efter sigende skulle være på stærk fremgang i vores land. Den kommer heller ikke fra de politiske kræfter, der - som den tidligere danske statsminister - ser religion som en privatsag og ønsker den væk fra det offentlige rum.
Næh, truslen kommer først og fremmest fra en uhellig(!) alliance af kirkens egne folk og personer på venstre-fløjen, som helt skamløst forsøger at misbruge kirken til at fremme deres egen politiske dagsorden. Personer, navnlig grupperet under det tilforladelige navn "Kirke-asyl", som man normalt ville forvente at finde som fjender af tradition og tro, men som altså nu under næstekærlighedens uhåndgribelige slør kan spænde kirken for en politisk vogn, der truer dens enhed og traditionelle plads i det danske samfund.
Senest har Venstres Ungdom valgt at drage den konklusion, at Folkekirken er blevet for politiseret, og vil i en yderst utiltalende kampagne gerne vejlede folk i, hvordan man melder sig ud. Lidt mere besindige folk som Københavns afgåede biskop, Erik Normann Svendsen, har konkluderet, at udviklingen - desværre - nu uafvendeligt går mod en adskillelse af stat og kirke. Flere andre biskopper har udtalt noget lignende, og man kan godt få den mistanke, at de egentlig ville være glade for en adskillelse af kirke og stat, fordi det ville give dem selv en mere magtfuld taleposition i det danske samfund - uafhængigt af det fællesskab med staten som i dag sikrer, at de holder sig på dydens smalle sti og koncentrerer sig om den opgave, der er deres - nemlig at forkynde evangeliet.
Efter min mening er det en meget trist udvikling, som absolut må modarbejdes. Og de præster og biskopper, som bevidst eller ubevidst fremmer denne udvikling, burde besinde sig og sige nej til de kræfter, som truer kirkens og statens enhed.
Folkekirken er en af de helt centrale institutioner, der binder det danske samfund sammen. Skilles den fra staten er der stor risiko for, at den i sin nuværende form vil gå i opløsning. Samhørigheden med staten har netop medvirket til at holde kirken - så nogenlunde - fri af politiseren og præster, der mente, at deres kirke skulle være en slags politisk parti. Det var lige præcis et af de centrale formål med den folkekirkeordning, som grundlovsfædrene udtænkte. Får vi en adskillelse af stat og kirke, så vil resultatet med stor sandsynlighed være, at den lutherske kirke vil opdele sig i fraktioner og efterhånden måske i flere adskilte kirkesamfund, fordi mange danskere ikke længere vil kunne identificere sig med deres lokale kirke.
Den naturlighed, hvormed langt de fleste danskere lader den lokale kirke danne ramme om livets store begivenheder - fødsel, konfirmation, ægteskab, død - vil i mange situationer ikke længere kunne opretholdes. Dermed må man frygte, at en decideret afkristning af Danmark for alvor vil kunne sætte ind. I Sverige, hvor man adskilte stat og kirke i år 2000, er andelen af befolkningen, som er medlemmer af Svenska Kyrkan, faldet med mere end 10 procentpoint siden adskillelsen, og den har nu mindre end tre fjerdedele af den svenske befolkning som medlemmer.
Hvis kirke og stat adskilles, og folkekirkens særstilling i Grundloven forsvinder, så betyder det en central institution mindre at samles om og dermed yderligere et skridt væk fra det fællesskab, som er af fundamental betydning for, at vi kan bevare et velfungerende samfund. Den tillidsskabende fælles kultur, som traditionelt har været utrolig stærk i Danmark, er truet af almindeligt traditionstab, ændrede normer som følge af globalisering og indvandring af mennesker med en anden kultur og en anden tro end vores. I den udvikling har vi ikke brug for færre kultur- og traditionsbærende institutioner at samles om - tværtimod.
Mere fundamentalt mener jeg, at folkekirken er det stærkeste udtryk for vores kristne kulturarv og en garant for, at kristendommen fortsat vil præge det danske samfund og til stadighed udgøre en kultiverende og civiliserende kraft i vores land, som den har gjort gennem mere end 1.000 år. Den lutherske kristendom, som den er forkyndt af folkekirken, præger vores normsæt og vores lovgivning på en lang række områder. Balancen mellem personlig frihed og personligt ansvar, vores ansvar for at hjælpe samfundets svageste og forpligtelsen til at udvise kærlighed til næsten hører til de positive elementer, som kirken og kristendommen har bibragt vores samfund.
Men først og fremmest har kirken lært os, at vi alle er mennesker med fejl og mangler, og at vi ikke må gøre os selv til Gud. Et samfund, som er helt løsrevet fra kirke og kristendom, vil stå i bestandig fare for, at mennesker - og politikere - ophøjer sig selv til Gud. Vi kender fra verdenshistorien masser af eksempler på, at det er sket, og de opmuntrer ikke til gentagelse. De regimer, som mest har forsøgt at fortrænge kirken og kristendommen, har også været de mest umenneskelige og diktatoriske. Det nære bånd mellem kirke og stat minder os til stadighed om, at der er noget, der er større end den enkelte. Det sætter tilværelsen i perspektiv og placerer det enkelte menneske i dets rette størrelsesforhold.
Ved at vedkende os vores kristne rødder som samfund gennem opretholdelse af vores folkekirkeordning bevarer vi et vigtigt fællesskabsbånd, ligesom vi bibeholder de værdier, som den lutherske kirke altid har stået for - og som er fuldkommen lige så værdifuldt et fundament at bygge det danske samfund på, som de altid har været.
Nikolaj Bøgh er cand. scient. pol. og forfatter til "Brødrene Møller" om de to konservative politikere Poul og Aksel Møller. Han er desuden kandidat for de Konservative ved kommunalvalget i november på Frederiksberg
