LEDER: Man kan tolke den nye splittelse af SF på flere måder, men det giver mest mening at se den som et resultat af to helt forskellige måder at håndtere intet mindre end virkeligheden på.
På den ene side har vi det gamle SF, som mener, at virkeligheden ikke skal begrænse politikken, fordi man tror på, at politisk vilje er al tings herre, og at virkeligheden er lige så let formbar som en klump ler i hænderne på en dygtig keramiker.
I det gamle SF bekymrer man sig f.eks. ikke om, at statskassen han en bund, man tror, man kan forbyde ethvert miljøproblem, og man ser ingen udfordringer i at have pivåbne grænser for udlændinge til et land med et bugnende tilbud af velfærdsgoder til enhver, der stikker hånden frem.
Som et symptom på denne indstilling legede man i dette SF så sent som i partiets formandsvalgkamp med idéer om at omskrive de økonomiske modeller, som bl.a. Finansministeriet og de økonomiske vismænd bruger til at forudse konsekvenserne af politiske tiltag. Ikke fordi man havde nogen konkret viden til at bakke en påstand om, at der er noget galt med modellerne, op, men alene fordi man ikke kunne lide at få at vide, at den politik, man gik til valg på, var økonomisk uholdbar.
Se f.eks. denne perle fra Annette Vilhelmsen, som vandt lederskabet i SF:
"Dream-modellen – der bl.a. bygger på antagelser om, at fagforeninger er årsag til arbejdsløshed – skal spille en mindre rolle i den økonomiske diskussion."
DREAM-modellen skal spille en mindre rolle, fordi Vilhelmsen ikke kan lide modellens præmisser om, at fagforeninger skaber en træghed på arbejdsmarkedet, som hindrer lønfleksibilitet, som igen forårsager ledighed. Det er ganske vist rigtigt, det er virkeligt, men virkeligheden er underordnet for det gamle SF. Man anerkender ikke, at virkeligheden skal tages med på råd, når politikken udformes.
I det nye SF, som Thor Möger Pedersen, Astrid Krag og Mattias Tesfaye forsøgte at skabe, var der omvendt en større besinden sig på, at virkeligheden nu engang er ens for alle. Den kan ikke fravælges, bare fordi man gerne ville leve i en anden verden.
Man kan godt ønske at lave ting om, men man kan ikke sætte sig ud over de givne vilkår, som virkeligheden byder på. Ligesom flyvemaskinens opfindere ikke fik succes ved at ignorere tyngekraften, så kan den, der gerne vil gøre samfundets institutioner bedre, heller ikke lade som om, der ikke findes økonomiske sammenhænge som et resultat af, at ressourcerne er knappe, og mennesker er egennyttemaksimerende.
Men det nye SF tabte som bekendt. Og nu drysser dets medlemmer fra partiet. Tilbage har vi det velkendte SF-parti for drømmesyn og hvad føler du selv-utopisme.
