Pyramider til Folket

Måske er tiden virkelig cirkulær? Måske skal vi virkelig opleve nogle af de samme ting flere gange, før vi lærer noget af det

Rikki Tholstrup Jørgensen,

24/08/2011

Måske er tiden virkelig cirkulær? Måske skal vi virkelig opleve nogle af de samme ting flere gange, før vi lærer noget af det. Vi er stadig i tvivl om, hvorvidt Pyramiderne blev bygget af rumvæsner, så måske vil vi også være i tvivl om, hvad der egentlig skete i Danmark, når vi 1.000 år fra nu kigger tilbage på den danske historie,

Måske valfarter folk til København for at se Sociamiderne. De mystiske firkantede bygningsværker, som ingen rigtig kan se formålet med. De to Sociamider er opkaldt efter to gamle danske overhoveder, og den største i verden kaldes derfor Hellemiden. Den lidt mindre og lidt mere skæve kaldes Villymiden. Turisterne strømmer til det fattige uland Danmark, der heldigvis har Sociamiderne til at trække lidt økonomi ind i landet. Den Lille Havfrue blev solgt til Kina, og Tivoli er eksporteret til Taiwan, så Sociamiderne er Danmarks eneste turistmål. Ved Sociamiderne står der mange halvfattige snyltere med geder og giraffer og prøver at snyde penge ud af de mange turister, der kommer for at lave 3D-gengivelser af de mægtige Sociamider. De lidt skumle personager ved Sociamiderne kaldes fagforeningsmænd, og hvis man betaler dem 10 Eurodollars, så kan man få et hologram af giraffen og fagforeningsmanden sammen. Historierne går dog, og turisterne er påpasselige, for fagforeningsmændene har et dårligt rygte. De stjæler med arme og ben, siges der.

I fremtiden er der selvfølgelig også forskere, der undersøger Sociamiderne, for ingen ved, hvorfor de reelt er bygget? Nogle tror, det er rumvæsner, der har bygget dem, men de mest anerkendte teorier anser byggearbejdet som hårdt slavearbejde, der stod på igennem en hård fire-årig periode i det tidlige 2000-tal, hvor Kejserinde Helle Troning og Kejser Villy Sejrsdal  fik bygget to enorme kejserssociamider som monumenter på deres påståede storhed. Det var fagforeningsmændene, der var de store slavepiskere. De nægtede selv at deltage i arbejdet med at bygge Sociamiderne, så i stedet svang de pisken over de ca. én millioner arbejdende slaver, der troskyldigt slæbte tunge sten til Sociamiderne. De fleste hårdtarbejdende slaver døde i processen, så til sidst var der kun en elite af statsnassere tilbage, som havde forenet sig under en rød fane. Fup, Falsk og Fantaster kaldte de sig, men forkortede det ofte til 3F, og de nægtede at røre en sten. De blev i den senere historie kendt som fagforeningsmændene, og i fremtiden er de et nomadefolk, der rejser fra land til land og bosætter sig i teltlejre og asfalterer indkørsler for folk.

Fagforeningsmændene ville have det arbejdende folk til at slæbe stenene til Sociamiderne, alt imens fagforeningsmændene drak kejserindens vin og spiste kejserens brød. Den eneste tak de hårdtarbejdende slaver fik var fem brædder, som deres familier kunne bygge en kiste af.

Da Hellemiden var færdig proklamerede Kejserinde Helle Troning, at hun havde nået alle sine mål, så hun gik på pension. Villy Sejrsdal var stolt over Villymiden og fortalte vidt og bredt om Villymidens fortræffelige evne til at samle folket - altså ikke det arbejdende folk, men det nassende folk, forstås. Efter byggearbejdet var færdigt, var der desværre ikke penge til at brødføde de hårdtarbejdende slaver, der nu skulle på pension, for kejserkassen var tom. Slaverne havde bygget, mens Helle og Villy havde brugt. Kejserriget Danmark var gået fallit, men Villy Sejrsdal proklamerede stolt, at man stadig havde Villymiden, og det var et tegn på storhed.

Sociamideforskerne i fremtiden ville sikkert alle være enige om, at de to regenter i kejserriget burde have behandlet de hårdtarbejdende slaver bedre. Deres kræfter skulle have været brugt til at sikre økonomisk fremgang og ikke til at bygge monumenter, som Helle og Villy kunne smykke sig med. Måske skulle fagforeneningsmændene også have deltaget, men de var lidt for fine til at få snavs på fingrene, når de nu kunne leve livet fedt på nas. Mange folk tror på den udlægning, for de, som kender fagforeningsfolk, ved, at de elsker at snyde andre og leve på nas.

Andre, måske endda de fleste, vil sikkert stadig tro, at det var rumvæsner, der byggede Sociamiderne, for historien om, at en kejserinde ville udnytte sit hårdtarbejdende folk til at bygge en Hellemide, den var alligevel for svær at tro på.

/Rikki Tholstrup Jørgensen

Kilde: