Et gammelt kinesisk ordsprog siger, at i stedet for at prøve på at dække hele verden med læder, så kan man nøjes med at tage sko på. Jeg fik det refereret af en meget klog mand. Han anbefalede mig også at lukke mit kabel-TV og i stedet bevæbne mig med en stabel DVD'er. På den måde havde jeg kun de programmer jeg selv syntes var vigtige at se.
At dømme efter Kenneth Plummers skingre tone, når der rejses kritik af hans tvangsfinansierede forsøg på at betrække Danmark med en gang tarveligt kunstlæder,af den DDR-brune slags, så er man åbenbart oprigtigt bekymret for hvad der skal ske hvis folk pludseligt selv begynder at binde deres egne snørrebånd.
”These boots are made for walking”, som Nancy Sinatra en gang sang, og selv om jeg ikke har tænkt mig at følge licens-Lars eksempel ved at nægte at betale licens, så sympatiserer jeg nok med hans sag til at melde mig ind i alle de Facebook grupper han måtte vælge at oprette. Jeg tror at DR sikkert har juraen på deres side i denne sag og rent faktisk kan forlange grupperne lukket. Men effektive jurister hjælper ikke i den her sag, lige så lidt som en Uzi til en mand der er ved at skyde sig selv i foden.
Forsvaret for public service TV minder mig lidt om den måde, som musikbranchen forsøgte at klamre sig til sin gamle forretningsmodel i forhold til internettet. Mit råd til Kenneth Plummer ville være, at prøve at gå et par mil i Lars Ulrichs sko.
Public service baserer sig på, at folker enige i, at der er ting som må kommunikeres ud ad ikke-kommercielle kanaler. Selv husker jeg hvordan jeg som barn sad klistret til skærmen da Frederik den niende blev begravet og vor nuværende dronning blev indsat. Store og vigtige begivenheder som vi alle måtte dele. Krigen i Vietnam blev rapporteret på TV og vendte folkestemningen. Revolutionen ville blive sendt i TV, sagde man dengang.
Men revolutionen udeblev, til gengæld kunne vi på TV se muren falde. Da man i Rusland senere forsøgte sig med en gammelkommunistisk tilbagevenden til magten, var skiftet allerede sket. Telefax og det nyopdukkede internet blev de medier,som staten ikke kunne kontrollere. De sikrede, at kommunikationen med resten af verden flød videre. I vore dage er skiftet komplet, oprørerne i Iran går ikke på TV, de går på Twitter og Facebook.
I mellemtiden er TV som den store folkeoplyser og -opdrager ved at miste sin relevans. Lad mig give et par eksempler fra en dissidents dagligdag.
Jeg lytter ikke til radioen om morgenen. For omkring tyve år siden gik det op for mig, at den slags musik jeg godt kunne lide at høre, var ganske ildeset i statsradiofonien. De private radioer var endnu værre, så jeg besluttede at blive min egen DJ bevæbnet med en walkman (som det hed den gang hvor MP3 og iPod ikke var blevet allemandseje), en stabel CD'er, samt et stereoanlæg uden radiomodtager.
I stedet går jeg på nettet og checker et par online aviser. Hvis himlen er faldet ned om ørerne på os står det uden tvivl med store typer på Ekstra Bladets hjemmeside også kan jeg tage mine forholdsregler efter det. Som regel er det nok at få et par overskrifter – den uddybende analyse kan sagtens vente til weekenden og Weekendavisen. Hvis jeg er i venligt lune, checker jeg lige Politiken for at sikre mig hvad jeg burde være forarget over, men sjældent er. Og så til slut 180 grader for athøre om de sager der virkeligt kan få mig op af stolen.
På vej til arbejdet kan jeg nå at høre et par podcasts, som iTunes har været så venlige at forsyne mig med. Endda helt uden at kræve penge for det. Jeg kan nå at høre lidt nyheder fra ”The Java Posse”, som beskæftiger sig med det programmeringssprog jeg tjener til livets ophold ved at kode i. Eller høre lidt om hvordan man skriver programmer til en iPhone, eller måske bare slappe lidt af med interviews med tegneserieskabere fra Comixology.
Modsat monopolet, hvor jeg skal være heldig hvis jeg får en symbolsk temaaften på DR2 om et emne der interesserer mig, så kan jeg har fordybe mig i emner der er relevante for det jeg gerne vil beskæftige mig med. Er der noget jeg ikke helt forstår i det afsnit af Wonder Woman eller Hercules jeg så i går, så tilbyder flere at de store amerikanske universiteter hele forelæsningsrækker i klassisk mytologi - ganske gratis.
”Jamen det er jo på engelsk”, vil der sikkert være nogen der indvender. I tråd med hvad jeg nævnte indledningsvis, så valgte jeg for år tilbage ikke at vente på at nogen oversatte fantasy, science fiction og amerikanske superhelte til dansk. Så i stedet investerede jeg en del tid og energi i at blive god til det sprog de blev skrevet på. I dag føles engelsk som en god komfortabel sko at gå på opdagelse med.
Hvis ikke det er nok, kan jeg altid supplere op på Wikipedia eller YouTube når jeg kommer hjem omaftenen. YouTube er et af de medier som jeg havde frygtet ville ende lige som DR og resten af TV, som et morads af ”reality” optagelser og talentløse mennesker der gerne vil have deres 15 minutters berømmelse.
Men modsat vores public service kanal, så har YouTube indbygget en vis intelligens. Her kan jeg selv være temalørdag hver eneste af ugens dage. Jeg er så heldig at have en kollega med stor interesse for ateisme og skepticisme. Så når jeg kommer hjem om aftenen, er der gerne et par mails fra Kim i min indbakke med links hvor Richard Dawkins eller James Randi forsøger at pirre min nysgerrighed og rationalitet. YouTube er så smart indrettet at den selv kan gætte at jeg måske også ville være interesseret i at høre hvad Christopher Hitchens eller Sam Harris har at sige.
I mit hjem, er alternativet YouTube noget jeg kalder MeTV – det er min PlayStation 2 og en stabel DVD'er. Jeg er ikke så meget for udsendelser om tykke mennesker der skal tabe sig, folk i bikini der intrigerer mod hinanden, folk med dårlig sangstemme (det har jeg rigeligt af i badeværelset om morgenen) eller folk der gerne vil sælge hus, bygge en udestue eller gerne vil krænge deres følelsesliv ud. Men der er åbenbart mange der godt kan lide den slags, så fred være med dem – men ikke mine penge, hvis jeg selv kan bestemme det.
Programdirektøren på MeTV er en meget sympatisk person, der minder meget om det billede jeg ser i spejlet om morgenen (men han synger altså ad helvede til). Han kan lide alle de samme ting som jeg, mytologi, gysere og science fiction, kvinder der kan uddele cirkelspark samt detektiver i trenchcoat og blød hat. MeTV er selvfinansierende, udelukkende baseret på dens lille elitære seerskare.
Min pointe med hele denne lange smøre er ikke at markedsføre min specielle smag indenfor litteratur, musik eller TV serier. Jeg tilhører ikke nogen af de store religioner eller ideologier, så derfor har jeg rigtigt dårlig tid til at leve andre menneskers liv for dem. Mit ærinde er at gøre opmærksom på, at mens Plummer og venner forsøger at betrække Danmark med billigt kunstlæder, så er vejen åben for den der selv vil sætte den ene fod foran den anden.
Friheden er derude, så lad være med at vente på, at den bliver transmitteret til dig af staten, gå den i møde. Eller bidrag med dit eget – har du en opkobling til nettet og en computer, så findes der massevis af gratis software derude som kan bruges til at lave podcasts, ved du noget om et emne kan du bidrage til den danske Wikipedia eller alle de andre wiki'er derude. Se, det er public service.
At dømme efter Kenneth Plummers skingre tone, når der rejses kritik af hans tvangsfinansierede forsøg på at betrække Danmark med en gang tarveligt kunstlæder,af den DDR-brune slags, så er man åbenbart oprigtigt bekymret for hvad der skal ske hvis folk pludseligt selv begynder at binde deres egne snørrebånd.
”These boots are made for walking”, som Nancy Sinatra en gang sang, og selv om jeg ikke har tænkt mig at følge licens-Lars eksempel ved at nægte at betale licens, så sympatiserer jeg nok med hans sag til at melde mig ind i alle de Facebook grupper han måtte vælge at oprette. Jeg tror at DR sikkert har juraen på deres side i denne sag og rent faktisk kan forlange grupperne lukket. Men effektive jurister hjælper ikke i den her sag, lige så lidt som en Uzi til en mand der er ved at skyde sig selv i foden.
Forsvaret for public service TV minder mig lidt om den måde, som musikbranchen forsøgte at klamre sig til sin gamle forretningsmodel i forhold til internettet. Mit råd til Kenneth Plummer ville være, at prøve at gå et par mil i Lars Ulrichs sko.
Public service baserer sig på, at folker enige i, at der er ting som må kommunikeres ud ad ikke-kommercielle kanaler. Selv husker jeg hvordan jeg som barn sad klistret til skærmen da Frederik den niende blev begravet og vor nuværende dronning blev indsat. Store og vigtige begivenheder som vi alle måtte dele. Krigen i Vietnam blev rapporteret på TV og vendte folkestemningen. Revolutionen ville blive sendt i TV, sagde man dengang.
Men revolutionen udeblev, til gengæld kunne vi på TV se muren falde. Da man i Rusland senere forsøgte sig med en gammelkommunistisk tilbagevenden til magten, var skiftet allerede sket. Telefax og det nyopdukkede internet blev de medier,som staten ikke kunne kontrollere. De sikrede, at kommunikationen med resten af verden flød videre. I vore dage er skiftet komplet, oprørerne i Iran går ikke på TV, de går på Twitter og Facebook.
I mellemtiden er TV som den store folkeoplyser og -opdrager ved at miste sin relevans. Lad mig give et par eksempler fra en dissidents dagligdag.
Jeg lytter ikke til radioen om morgenen. For omkring tyve år siden gik det op for mig, at den slags musik jeg godt kunne lide at høre, var ganske ildeset i statsradiofonien. De private radioer var endnu værre, så jeg besluttede at blive min egen DJ bevæbnet med en walkman (som det hed den gang hvor MP3 og iPod ikke var blevet allemandseje), en stabel CD'er, samt et stereoanlæg uden radiomodtager.
I stedet går jeg på nettet og checker et par online aviser. Hvis himlen er faldet ned om ørerne på os står det uden tvivl med store typer på Ekstra Bladets hjemmeside også kan jeg tage mine forholdsregler efter det. Som regel er det nok at få et par overskrifter – den uddybende analyse kan sagtens vente til weekenden og Weekendavisen. Hvis jeg er i venligt lune, checker jeg lige Politiken for at sikre mig hvad jeg burde være forarget over, men sjældent er. Og så til slut 180 grader for athøre om de sager der virkeligt kan få mig op af stolen.
På vej til arbejdet kan jeg nå at høre et par podcasts, som iTunes har været så venlige at forsyne mig med. Endda helt uden at kræve penge for det. Jeg kan nå at høre lidt nyheder fra ”The Java Posse”, som beskæftiger sig med det programmeringssprog jeg tjener til livets ophold ved at kode i. Eller høre lidt om hvordan man skriver programmer til en iPhone, eller måske bare slappe lidt af med interviews med tegneserieskabere fra Comixology.
Modsat monopolet, hvor jeg skal være heldig hvis jeg får en symbolsk temaaften på DR2 om et emne der interesserer mig, så kan jeg har fordybe mig i emner der er relevante for det jeg gerne vil beskæftige mig med. Er der noget jeg ikke helt forstår i det afsnit af Wonder Woman eller Hercules jeg så i går, så tilbyder flere at de store amerikanske universiteter hele forelæsningsrækker i klassisk mytologi - ganske gratis.
”Jamen det er jo på engelsk”, vil der sikkert være nogen der indvender. I tråd med hvad jeg nævnte indledningsvis, så valgte jeg for år tilbage ikke at vente på at nogen oversatte fantasy, science fiction og amerikanske superhelte til dansk. Så i stedet investerede jeg en del tid og energi i at blive god til det sprog de blev skrevet på. I dag føles engelsk som en god komfortabel sko at gå på opdagelse med.
Hvis ikke det er nok, kan jeg altid supplere op på Wikipedia eller YouTube når jeg kommer hjem omaftenen. YouTube er et af de medier som jeg havde frygtet ville ende lige som DR og resten af TV, som et morads af ”reality” optagelser og talentløse mennesker der gerne vil have deres 15 minutters berømmelse.
Men modsat vores public service kanal, så har YouTube indbygget en vis intelligens. Her kan jeg selv være temalørdag hver eneste af ugens dage. Jeg er så heldig at have en kollega med stor interesse for ateisme og skepticisme. Så når jeg kommer hjem om aftenen, er der gerne et par mails fra Kim i min indbakke med links hvor Richard Dawkins eller James Randi forsøger at pirre min nysgerrighed og rationalitet. YouTube er så smart indrettet at den selv kan gætte at jeg måske også ville være interesseret i at høre hvad Christopher Hitchens eller Sam Harris har at sige.
I mit hjem, er alternativet YouTube noget jeg kalder MeTV – det er min PlayStation 2 og en stabel DVD'er. Jeg er ikke så meget for udsendelser om tykke mennesker der skal tabe sig, folk i bikini der intrigerer mod hinanden, folk med dårlig sangstemme (det har jeg rigeligt af i badeværelset om morgenen) eller folk der gerne vil sælge hus, bygge en udestue eller gerne vil krænge deres følelsesliv ud. Men der er åbenbart mange der godt kan lide den slags, så fred være med dem – men ikke mine penge, hvis jeg selv kan bestemme det.
Programdirektøren på MeTV er en meget sympatisk person, der minder meget om det billede jeg ser i spejlet om morgenen (men han synger altså ad helvede til). Han kan lide alle de samme ting som jeg, mytologi, gysere og science fiction, kvinder der kan uddele cirkelspark samt detektiver i trenchcoat og blød hat. MeTV er selvfinansierende, udelukkende baseret på dens lille elitære seerskare.
Min pointe med hele denne lange smøre er ikke at markedsføre min specielle smag indenfor litteratur, musik eller TV serier. Jeg tilhører ikke nogen af de store religioner eller ideologier, så derfor har jeg rigtigt dårlig tid til at leve andre menneskers liv for dem. Mit ærinde er at gøre opmærksom på, at mens Plummer og venner forsøger at betrække Danmark med billigt kunstlæder, så er vejen åben for den der selv vil sætte den ene fod foran den anden.
Friheden er derude, så lad være med at vente på, at den bliver transmitteret til dig af staten, gå den i møde. Eller bidrag med dit eget – har du en opkobling til nettet og en computer, så findes der massevis af gratis software derude som kan bruges til at lave podcasts, ved du noget om et emne kan du bidrage til den danske Wikipedia eller alle de andre wiki'er derude. Se, det er public service.
