Jeg er en kvinde på 36 år som i 12 år har været forsøgsdyr i psykiatrien og blevet fyldt med psykofarmaka. Jeg har haft et hav af diagnoser og den sidste var aspergers syndrom. Hvis jeg har aspergers syndrom så har jeg aldrig måttet få de høje doser af psykofarmaka deriblandt antidepressiv medicin som jeg har fået og alt muligt andet medicin som jeg fik på baggrund af fejlagtige diagnoser. Jeg ved rigtig meget om hvad psykofarmaka gør ved et menneske og jeg er også blevet meget syg af det op til flere gange. Idag vil jeg vove og påstå at jeg er blevet invalid af psykofarmaka som er stærk hjernegift og som ødelægger hjerne og krop. Jeg vil her give mit besyv med hvad jeg tænker om de udtalelser der har været her på det sidste fra en førende psykiater i psykiatrien.
Poul Videbech skriver blandt andet i en artikel i politiken: Mange tager antidepressiver for længe: "Cirka en tredjedel af patienterne oplever ophørssymptomer, som kan være voldsomme, men de kan næsten altid undgås, hvis lægen planlægger nedtrapningen nøje og tager den over længere tid. Mindst en måned eller to«
Jeg tror ikke Poul Videbech er helt up to date for jeg havde ophørssymptomer i 28 måneder efter at være blevet trappet ud af antidepressiv medicin på 2 måneder. Nu vil den undrende læser måske tænke at det måtte være den underlæggende sygdom der vendte tilbage hos mig. Jeg ved at det var forlængede ophørssymptomer pga mit meget følsomme sind og fordi jeg har været af og på medicinen så mange gange igennem 12 år. For hver gang man går på medicinen bliver det værre at komme af det igen. Denne information fandt jeg ud af da jeg kom til at tale med en ekspert i USA der havde forsket i antidepressivers virkning og skadevirkning i 26 år. Der er faktisk mennesker hvor det kan tage 3,4 eller 5 år før hjernen vender tilbage til normal tilstand igen. Hvis de da ikke er blevet skadet for livet af "lykkepiller" som antidepressiver også kaldes.
Poul Videbech glemmer at tage andre alvorlige ophørssymptomer med. Jeg oplevede bl.a at mine tanker frøs fast så jeg ikke kunne udføre den næste handling. Jeg blev simpelthen handlingslammet. Min hjerne klikkede som et relæ der slog til og fra. Det har jeg senere fundet ud af at man kan dø af. Endvidere så jeg 3-dobbelt og jeg havde påtrængende meget alvorlige selvmordstanker hvert minut. Det kaldes på engelsk suicidal ideation. Patienten har vedvarende og konstante påtrængende tanker (selvmordstanker)der er meget pinefulde at være i. Da det var værst for mig og jeg var på udgang fra psykiatrisk afdeling var jeg så forpint af ophørssymptomer og selvmordstanker at jeg måtte klamre mig til alle tøjstativer hele vejen ned igennem gågaden for at kunne holde ud. Jeg har aldrig i mit liv lidt noget så forfærdeligt. Det var meget værre end den depression som jeg oprindeligt fik pillerne imod.
Når udgangspunktet for depressionsbehandling er at et menneske skal få det bedre og udfaldet er forværring pga pillerne og efterfølgende ophørssymptomer så må jeg sige at jeg hellere ville være død af min depression end at gennemgå sådan en omgang nogensinde igen. Det lyder så godt at det er godt at de allersværest tilfælde bør behandles med antidepressiver for ellers risikerer man selvmord men hvad med dem der blev til det allersværest tilfælde netop pga af antidepressiver som forværrede deres tilstand?
Poul Videbech skriver endvidere at ophørssymptomer viser sig indenfor 2-3 dage. Det har han ret i men intet sted hører man om forsinkede ophørssymptomer. Jeg fik ophørssymptomer kort efter ophør med antidepressiver og så gik de over. Jeg åndede lettet op men blev fortalt fra min ekspert i USA at jeg kunne opleve ophørssymptomer flere måneder efter ophør med antidepressiver.
Det var ganske rigtigt. Fire måneder efter mit ophør med antidepressiv medicin oplevede jeg bl.a et vågent mareridt. Jeg drømte en drøm imens jeg lå og var vågen og kunne se alle mine ting rundt om mig. Det var så uhyggeligt. Det kaldes sleep paralysis. Jeg oplevede også at jeg blev svimmel bare jeg drejede hovedet når jeg lå i min seng og nogle gange blev jeg svimmel når jeg sad og spiste. Jeg fik at vide at det var små anfald i hjernen efter ophør med antidepressiver. Derudover fik jeg ihvertfald mindst 50 ophørssymptomer eller mere efter jeg var stoppet med antidepressiver. Det var uendelig pinefuldt og det var ihvertfald ikke en ny depression. Jeg fandt nemlig andre på nettet der led af ophørssymptomer og vi kunne alle skrive om at sådan havde den tilstand vi oprindeligt fik medicinen for ihvertfald aldrig været.
Poul Videbech skriver endvidere i politiken:
Når det gælder personer, der oplever depression for første gang, er det vigtigt, at de bliver trappet ud af medicinen igen, mens andre med tilbagevendende depressioner kan have glæde af at blive på medicinen forebyggende«.
Jeg undrer mig over at man skal blive ved med at medicinere mennesker med stærke psykoaktive stoffer som antidepressiver i virkeligheden er når medicinen binder sig til de samme receptorer i hjernen som narko gør. På denne måde gør man en patient afhængig af statsordineret narko på recept. Jeg undrer mig over om det kan være sundt på nogen måder og især når langtidsvirkningerne ved psykofarmaka kan være permanente hjerneskader. Det er simpelthen en hån imod følsomme mennesker som risikerer at få deres liv ødelagt af sådan et skødesløst argument. Man bør slet ikke gøre nogen afhængig af stærk hjernemedicin.
Jeg bor idag på et bosted og måtte flytte fra mit hus fordi jeg ikke kunne klare mig selv derhjemme længere. Det tilskriver jeg i høj grad at jeg blev udsat for antidepressivers skadevirkninger igennem 12 år. Jeg blev simpelthen mere og mere invalid. Jeg formåede at arbejde i børnehaver og SFO´er og tage en HF inden min hjerne og krop sagde stop. Jeg fik som 17 årig en depression der resulterede i en ørkenlang vandring igennem psykiatrien for tilsidst at ende på et bosted. Jeg kan overhovedet ikke se at psykofarmaka nogensinde har fået mig til at få det bedre. Antidepressiver var ved at tage livet af mig i år 2000. Ved et rent held tog jeg selv ansvar for min "behandling" og meddelte at jeg ville trappes ud og så blev jeg faktisk helt rask. Ellers ved jeg 100 procent at jeg ikke havde levet idag pågrund af de massive bivirkninger jeg oplevede. Min krop var langsomt ved at sætte ud. Jeg oplevede 23 kg´s vægtøgning, forstoppelse,mundtørhed og sprukne læber. Jeg var så syg af antidepressiver at en medpatient på det psykiatriske daghospital jeg gik på sagde til mig: "Jeg har været indlagt mange gange på psykiatrisk afdeling men jeg har aldrig i hele mit liv set nogen så syg som dig. Aldrig". Den sætning fortalte mig hvad klokken var slået. Jeg havde valget imellem døden eller at blive trappet ud.
Jeg mener også som skrevet i artiklen at lægerne bør ajourføre deres viden på området men det gør man altså ikke ved at søge mere viden i interne kredse. Det gør man ved at udvide sin horisont og søge viden fra f.eks USA og Norge hvor de er langt længere fremme med hensyn til viden om psykofarmaka.
Enhver læge kender til ophørssymptomerne, og vi ved alle sammen, hvordan vi skal vejlede vores patienter i at trappe ud af medicinen«, siger Christian Freitag i politiken som selv har praksis i Holte nord for København.
Han skriver endvidere: Men generelt er vi altså godt klædt på til at vejlede folk med depression eller angst til både at trappe ind og trappe ud af medicinen«.
Jeg ved ikke hvilke læger det er han taler om der er godt klædt på til at vejlede folk med at trappe ind og ud af medicinen. Jeg har på min vej igennem behandlingssystemet hverken mødt privatpraktiserende læger eller overlæger der havde styr på noget som helst vedrørende antidepressiv medicin. Hvis de havde styr på noget så må jeg undre mig over hvorfor jeg tilsidst selv skulle tage ansvar for min behandling da jeg var indlagt på psykiatrisk daghospital i år 2000 og efterfølgende igennem 15 år hvor jeg ikke har oplevet det er blevet bedre overhovedet hverken hos de privatpraktiserende læger eller i psykiatrisk ambulant regi og på de psykiatriske afdelinger.
For mig at se så gambles der med folks liv når man giver antidepressiv medicin fordi ingen reelt ved hvad der sker når man giver det til forskellige mennesker. At den kemiske ubalance også er det rene vrøvl er jo også blevet bevist for længe siden i amerikanske undesøgelser. Man mangler nemlig ikke serotonin ved depressioner men det er personens stofskifte der lider skade så man ikke omsætter serotonin korrekt. Det er selve kredsløbet i hjernen der bliver påvirket pga nogle fysiske processor i kroppen. Man skaber en kemisk ubalance med antidepressiver og går ind og ødelægger kroppens biokemi. Når man derved får tilført en masse serotonin som man ikke mangler så forgifter man i stedet for den person det går ud over når serotonin ophober sig i hjernen. Jeg er glad for at jeg mødte min ekspert fra USA som kunne fortælle mig hvad jeg havde været udsat for og hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. Jeg synes snart det er tiltrængt at vi får mere fokus på hvor farligt antidepressiv medicin i virkeligheden er og ikke mindst hvordan vi kan hjælpe de stakkels ofre for fejlmedicinering bedst muligt og så bør vi holde meget igen med antidepressiver der bestemt ikke er bolcher men som kunne have kostet mig livet.
