For ikke så mange år siden publicerede den brillante orientalist Bernard Lewis en novelle om den muslimske verdens skranten med titlen ”Hvad gik galt?”. Forbløffende nok var der blandt mange af vesten progressive en afsmag for titlen. Den var en falsk præmis, protesterede kritikerne. De ignorerede Lewis´s implicitte erklæring, at tingene har været, eller kunne være, rigtige.
Men der er meget der helt klart er galt med den islamiske verden. Kvinder stenes til døde og underlægges omskæring. Homoseksuelle hænger i galgen under tilhængerne øjnene af tilhængerne af Sharia, Islam´s lovmæssige kode. Sunni-muslimer og Shia-muslimer slagter dagligt hinanden i Irak. Palæstinensiske mødre lærer 3 år gamle drenge og piger om martyridealet. Man kunne forvente at det ortodokse etablissement ville unddrage sig, eller afvise, disse klager, men uheldigvis vestens oplyste ikke-muslimer er aktivt, og passivt, kommet islamisterne til forsvar.
Disse ”progressive” påtaler ofte behovet for at undersøge årsagerne. I dette har de ret: Terrorisme er kun manifestationen af en sygdom og ikke selve sygdommen. Men årsagerne er meget anderledes end de tror. Som et tidligere medlem af Jemaah Islamiya, en gruppe ledet af al Qaeda´s næstkommanderende Ayman al-Zawahiri, beretter, kan den umenneskelige islamistiske ideologiske lære, transformere et ungt næstekærligt sind til sindet af en terrorist. Hvis ikke det radikale Islam´s ideologiske rødder konfronteres, vil det være umuligt at bekæmpe den. Mens der findes mange ideologiske rødder i islamismen, så har hovedroden et navn – Salafisme, en voldelig, ultrakonservativ version af religionen.
Det er vitalt at forstå, at traditionelle, og selv hovedstrømmens islamiske lærdomme, accepterer og promoverer vold. Sharia, eksempelvis, tillader at frafaldne dræbes, tillader at slå kvinder for at disciplinere dem, søger at underlægge sig ikke-muslimer under Islam som dhimmi´er, og retfærdiggør erklæringen af krig for at opnå dette. Det tilskyndes gode muslimer at udrydde jøderne før ”Dommedag”. Den næsten øredøvende tavshed fra den altoverskyggende majoritet af muslimer, der er imod disse barbariske praktikker, er tilstrækkeligt bevis på, at der er noget fundamentalt galt.
Den vanskelige stilling vi møder i den islamiske verden, er manglen på strenge, godkendte, teologiske fortolkninger af Islam, der klart udfordrer de lyssky aspekter af Sharia. Uligt salafismen, tilbyder mere liberale grene af Islam, såsom sufismen, typisk ikke den essentielle teologiske base der kan nulstille de grumme proklamationer fra deres salafistiske modpart.
Det er dog ironisk og sørgeligt, at mange ikke-muslimer og vestlige intellektuelle – der vedholdende påstår at støtte menneskerettighederne – er blevet forhindringer i reformeringen af Islam. Politisk Korrekthed blandt vestlige obstruerer utvetydigt kritik af Sharia´ens umenneskelighed. De finder socioøkonomiske og politiske undskyldninger for islamiske terrorisme, såsom fattigdom, kolonialisme, diskrimination eller Israel´s eksistens. Hvilken tilskyndelse findes der for muslimerne til at kræve reformer, når vestlige ”progressive” baner vejen for islamisk barbari? Hvis ikke problemet er religiøs overbevisning, så efterlader det den enkelte undrende sig over, hvorfor kristne der lever blandt muslimer, under omstændigheder der er éns, afstår fra at bidrage til en storstilet, systematisk terrorkampagne.
Vestlige politikere og lærde synger sangen om, at islamisk ekstremisme er forårsaget af den arabisk-israelske konflikt. Denne analyse kan ikke overbevise nogen rationel person, at islamisters myrderier af 150.000 uskyldige i Algeriet – som er foregået i de seneste årtier – er slagtningen af hundredvis af buddhister i Thailand, eller denne brutale vold mellem sunni-muslimer og shia-muslimer i Irak, kunne have noget at gøre med den arabisk-israelske konflikt.
Vestlige feminister kæmper behørigt i deres hjemlande, for lige løn og mulighed, men synes at ignorere, under en facade af kulturel relativisme, det store antal kvinder i den islamiske verden der lever under trusler om vold, henrettelse og omskæring, eller ikke kan stemme, køre bil eller klæde sig som det passer dem.
Mange vestliges tendens til at unddrage sig selvkritik, obstruerer yderligere reformationen af Islam. Amerikanere demonstrerer mod krigen i Irak, men afviser at demonstrere mod terrorister der kidnapper uskyldige mennesker, og halshugger dem. Ligeledes efter terrorbombningen i Madrid demonstrerede millioner af spaniere mod separatistorganisationen E.T.A., men så snart demonstranterne opdagede, at der stod muslimer bag terrorbombningen suspenderede de demonstrationerne. Dette eksempel sendte en besked til radikale muslimer om, at de kan fortsætte deres voldelige metoder.
Vestlige ”fredsaftaler” med muslimske samfund, har forværret problemet. Gennem den fire måneder lange periode af publikationen af Muhammed-tegningerne i danske aviser, var der forholdsvist få voldelige muslimske demonstrationer. Inden for få dage efter de danske avisers undskyldning, opstod optøjer verden over. Undskyldningen blev af islamisterne opfattet som svaghed og eftergivenhed.
Måske værst af alt er antiamerikanismen blandt mange vestlige. Det er en afsky så stærk, så dybtgående, så rodfæstet i personlig identitet, at den har ledt mange, bevidst eller ubevidst, til moralsk støtte af Amerika´s fjender.
Progressive må erkende, at radikal Islam er baseret på et ikke-liberalt system. De må vågne op til Islam´s umenneskelige politikker og praktikker verden over. Og de må ikke tage respekten for menneskerettighederne, og den værdighed vi i den vestlige verden oplever, for givet.
Velmenende trosdialoger med muslimer har stort set været frugtesløse. Deltagerne må kræve – hvad de indtil videre ikke har gjort – af muslimske organisationer og lærde specifikt og utvetydigt tager afstand fra voldelige Salafi-komponenter i deres moskeer og i medierne. Muslimer der ikke verbalt modsætter sig den brutale Sharia´s dekreter, kan ikke anses for værende ”moderate”.
Alt dette gør de muslimske reformatorers bestræbelser vanskeligere. Når vestlige laver politisk korrekte undskyldninger for islamismen, bringer det faktisk reformatorernes liv i fare, og har i mange tilfælde den effekt, at deres stemmer undertrykkes.
Tolerance betyder ikke at man skal tolerere grusomheder under relativismens paraply. Tiden er kommet for alle i den frie verden, at mød realiteterne af Salafi-Islam, ellers vil radikal islamisme forsætte med at møde os.
Men der er meget der helt klart er galt med den islamiske verden. Kvinder stenes til døde og underlægges omskæring. Homoseksuelle hænger i galgen under tilhængerne øjnene af tilhængerne af Sharia, Islam´s lovmæssige kode. Sunni-muslimer og Shia-muslimer slagter dagligt hinanden i Irak. Palæstinensiske mødre lærer 3 år gamle drenge og piger om martyridealet. Man kunne forvente at det ortodokse etablissement ville unddrage sig, eller afvise, disse klager, men uheldigvis vestens oplyste ikke-muslimer er aktivt, og passivt, kommet islamisterne til forsvar.
Disse ”progressive” påtaler ofte behovet for at undersøge årsagerne. I dette har de ret: Terrorisme er kun manifestationen af en sygdom og ikke selve sygdommen. Men årsagerne er meget anderledes end de tror. Som et tidligere medlem af Jemaah Islamiya, en gruppe ledet af al Qaeda´s næstkommanderende Ayman al-Zawahiri, beretter, kan den umenneskelige islamistiske ideologiske lære, transformere et ungt næstekærligt sind til sindet af en terrorist. Hvis ikke det radikale Islam´s ideologiske rødder konfronteres, vil det være umuligt at bekæmpe den. Mens der findes mange ideologiske rødder i islamismen, så har hovedroden et navn – Salafisme, en voldelig, ultrakonservativ version af religionen.
Det er vitalt at forstå, at traditionelle, og selv hovedstrømmens islamiske lærdomme, accepterer og promoverer vold. Sharia, eksempelvis, tillader at frafaldne dræbes, tillader at slå kvinder for at disciplinere dem, søger at underlægge sig ikke-muslimer under Islam som dhimmi´er, og retfærdiggør erklæringen af krig for at opnå dette. Det tilskyndes gode muslimer at udrydde jøderne før ”Dommedag”. Den næsten øredøvende tavshed fra den altoverskyggende majoritet af muslimer, der er imod disse barbariske praktikker, er tilstrækkeligt bevis på, at der er noget fundamentalt galt.
Den vanskelige stilling vi møder i den islamiske verden, er manglen på strenge, godkendte, teologiske fortolkninger af Islam, der klart udfordrer de lyssky aspekter af Sharia. Uligt salafismen, tilbyder mere liberale grene af Islam, såsom sufismen, typisk ikke den essentielle teologiske base der kan nulstille de grumme proklamationer fra deres salafistiske modpart.
Det er dog ironisk og sørgeligt, at mange ikke-muslimer og vestlige intellektuelle – der vedholdende påstår at støtte menneskerettighederne – er blevet forhindringer i reformeringen af Islam. Politisk Korrekthed blandt vestlige obstruerer utvetydigt kritik af Sharia´ens umenneskelighed. De finder socioøkonomiske og politiske undskyldninger for islamiske terrorisme, såsom fattigdom, kolonialisme, diskrimination eller Israel´s eksistens. Hvilken tilskyndelse findes der for muslimerne til at kræve reformer, når vestlige ”progressive” baner vejen for islamisk barbari? Hvis ikke problemet er religiøs overbevisning, så efterlader det den enkelte undrende sig over, hvorfor kristne der lever blandt muslimer, under omstændigheder der er éns, afstår fra at bidrage til en storstilet, systematisk terrorkampagne.
Vestlige politikere og lærde synger sangen om, at islamisk ekstremisme er forårsaget af den arabisk-israelske konflikt. Denne analyse kan ikke overbevise nogen rationel person, at islamisters myrderier af 150.000 uskyldige i Algeriet – som er foregået i de seneste årtier – er slagtningen af hundredvis af buddhister i Thailand, eller denne brutale vold mellem sunni-muslimer og shia-muslimer i Irak, kunne have noget at gøre med den arabisk-israelske konflikt.
Vestlige feminister kæmper behørigt i deres hjemlande, for lige løn og mulighed, men synes at ignorere, under en facade af kulturel relativisme, det store antal kvinder i den islamiske verden der lever under trusler om vold, henrettelse og omskæring, eller ikke kan stemme, køre bil eller klæde sig som det passer dem.
Mange vestliges tendens til at unddrage sig selvkritik, obstruerer yderligere reformationen af Islam. Amerikanere demonstrerer mod krigen i Irak, men afviser at demonstrere mod terrorister der kidnapper uskyldige mennesker, og halshugger dem. Ligeledes efter terrorbombningen i Madrid demonstrerede millioner af spaniere mod separatistorganisationen E.T.A., men så snart demonstranterne opdagede, at der stod muslimer bag terrorbombningen suspenderede de demonstrationerne. Dette eksempel sendte en besked til radikale muslimer om, at de kan fortsætte deres voldelige metoder.
Vestlige ”fredsaftaler” med muslimske samfund, har forværret problemet. Gennem den fire måneder lange periode af publikationen af Muhammed-tegningerne i danske aviser, var der forholdsvist få voldelige muslimske demonstrationer. Inden for få dage efter de danske avisers undskyldning, opstod optøjer verden over. Undskyldningen blev af islamisterne opfattet som svaghed og eftergivenhed.
Måske værst af alt er antiamerikanismen blandt mange vestlige. Det er en afsky så stærk, så dybtgående, så rodfæstet i personlig identitet, at den har ledt mange, bevidst eller ubevidst, til moralsk støtte af Amerika´s fjender.
Progressive må erkende, at radikal Islam er baseret på et ikke-liberalt system. De må vågne op til Islam´s umenneskelige politikker og praktikker verden over. Og de må ikke tage respekten for menneskerettighederne, og den værdighed vi i den vestlige verden oplever, for givet.
Velmenende trosdialoger med muslimer har stort set været frugtesløse. Deltagerne må kræve – hvad de indtil videre ikke har gjort – af muslimske organisationer og lærde specifikt og utvetydigt tager afstand fra voldelige Salafi-komponenter i deres moskeer og i medierne. Muslimer der ikke verbalt modsætter sig den brutale Sharia´s dekreter, kan ikke anses for værende ”moderate”.
Alt dette gør de muslimske reformatorers bestræbelser vanskeligere. Når vestlige laver politisk korrekte undskyldninger for islamismen, bringer det faktisk reformatorernes liv i fare, og har i mange tilfælde den effekt, at deres stemmer undertrykkes.
Tolerance betyder ikke at man skal tolerere grusomheder under relativismens paraply. Tiden er kommet for alle i den frie verden, at mød realiteterne af Salafi-Islam, ellers vil radikal islamisme forsætte med at møde os.
