Som det fremgår i artiklen ”Søvndals drøm: Ingen privathospitaler om ti år” udtaler Villy Søvndal, formand for Danmarks Socialistiske Folkeparti sig om privathospitaler, og deres levedygtighed de næste ti år. Han argumenterer for, at på det tidspunkt vil det offentlige sundhedssystem være så godt, at der ikke er behov for dem mere.
Set fra et borgerligt synspunkt, kan man undrer sig over, hvordan Søvndals drøm og vision nogensinde skal gå i opfyldelse. At privathospitaler bliver udkonkurreret af det offentlige, ligger langt fra nutidens realiteter. Private initiativer vil i de fleste tilfælde stå langt stærkere og mere kompetencerigt, da det økonomiske her oftest ikke er et problem. Skarp konkurrence mellem det private og offentlige sygehus, plejehjem eller skole for den sags skyld, vil blot fremme begge parters specialer og kompetencer – og på den måde vil vi få et mere dækkende og bæredygtigt sundhed-, pleje- og skolesystem i Danmark.
Søvndal nævner i artiklen, at hvis den udvikling, vi har set under VKO fortsætter, ender vi med et splittet samfund, og i værste tilfælde A og B-hold. Det er forkert, at kalde det A og B-hold, da det i bund og grund blot danner basis for, at der er nogle mennesker, som ønsker eller får mulighed for at betale ekstra for private ydelser.
Det Søvndal slår på er, at man kategorisere A som rig og B som fattig, men sådan er det langt fra i dagens Danmark. Selvfølgelig er der nogen, som ikke har mulighed for at indbetale noget selv, og derfor skal vi også have et velfungerende social- og sundhedssamfund til en vis grad. Men at straffe dem, som ønsker at betale lidt ekstra for at få en bedre service, vil være urimeligt.
Hvis man skal generalisere SF’s politik de seneste par år, har der været tendens til, at de fører politik til ulempe for folk med lidt ekstra penge på lommen. Som et eksempel, kan man tage udgangspunkt i den seneste uges debat om private ”luksus-plejehjem”. I dag findes der kun få private plejehjem, og de skal ifølge lovgivningen holde samme standard og pris som de kommunale tilbud. Men regeringen vil nu give de private plejehjem friere spillerum, så de har mulighed for at tilbyde mere end de kommunale. De ældre skal ifølge min mening have mulighed for at betale sig til god mad, et glas vin til maden eller ekstra omsorg på plejehjemmet. Her udtaler Søvndal endnu engang, at han frygter, at forslaget vil skabe et A og et B-hold af ældre, afhængige af deres pengepung. Søvndal udtaler, at man på den måde vil få et discount-tilbud i det offentlige, og et privat plejehjem for de mere velhavende - hvor man så kan betale sig til den service, man ønsker.
Janteloven stortrives når det kommer til holdninger om penge. Selvfølgelig skal mennesker der har lidt flere penge på lommen end den gennemsnitlige dansker, have lov at udnytte og bruge dem efter eget ønske og behov. Et godt og gammelt ordsprog lyder: ”Penge hænger ikke på træerne,” og det forklarer meget præcist hvor jeg vil hen ad. I de fleste tilfælde kræver det blod, sved og tårer at skabe en formue – og det har alle samme muligheder for!
Selvfølgelig er Søvndals drøm det optimale; at der er plads til alle og alle har lige mulighed for at få behandling på sygehuset. Men jeg må skuffe den kære hr. Søvndal, og konkludere at realiteterne har overhalet hans drøm. Søvndals drøm er uden tvivl den mest etiske og idealistiske, men den holder desværre bare ikke i virkeligheden.
Det skal være nok!
