Et parti uden ideologi er som et menneske uden moral. Så er der kun den rene stræben efter magt tilbage. Og hvorfor skulle man stemme på en politiker, der kun vil magten? Så repræsenterer vedkommende jo ikke andre end sig selv?
Når man som jeg først og fremmest interesserer sig for den ideologiske side af politik, er der ikke noget mere frastødende end kommunalpolitik.
Især konstitueringen viser kommunalpolitikerne sig fra deres værste side: magtbegærlige og grådige. Det er fuldstændig æreløst, hvad der foregår. Der er lokalpolitikere, der allerede på valgnatten løber fra holdninger, de profilerede sig på i valgkampen, som skifter parti, dolker deres egne i ryggen og løber fra underskrevne aftaler, hvis det er opportunt.
Ofte er det ikke engang politisk magt, der driver dem, men simpel personlig vinding. Korruption og bestikkelse er forbudt i erhvervslivet, men er en accepteret del af kommunalpolitik. Fordelingen af lønnede udvalgsposter og bestyrelsesposter i kommunale forsyningsselskaber og institutioner udgør bestikkelsen, og det er ikke engang deres egne penge, de bestikker hinanden med, men skatteborgernes. Dér var de lokale LO-afdelinger i det mindste mere hæderlige og bestak venstrefløjspartierne med penge fra deres egen kasse. Hvad LO-medlemmerne måtte mene om det, er en helt anden sag.
I politik gælder der ingen moralske regler, og kun bevidstheden om at skulle genvælges, lægger (muligvis) en dæmper på excesserne. I politik foregår der ting, som ingen kunne være sluppet af sted med i det private erhvervsliv, hvor en aftale er en aftale, der kan håndhæves i retten om nødvendigt, hvor produktfejl og mangler kan være ansvarspådragende, og hvor firmaer i øvrigt i vores overregulerede samfund står til regnskab for afgivne løfter om dets produkters egenskaber i forhold til markedsførings- og forbrugerlovgivning.
Politik uden ideologi er ren magtudøvelse. Derfor er politik, der bygger på en klar politisk ideologi trods alt at foretrække. Ideologi er nødvendigt for ethvert parti, der vil andet og mere end blot erobre og bevare magten. Ideologien kan give en retning for politikken, så et parti kan formulere et sammenhængende politisk projekt, hvor menneskesyn, forholdet mellem individ og stat, afvejningen mellem frihed og lighed og de forskellige politikområder kan føjes sammen til et sammenhængende hele.
En politisk ideologi skaber gennemsigtighed og forudsigelighed, så vælgerne ved, hvad partiet vil mene om ethvert hypotetisk politisk spørgsmål. En konsekvent tilslutning til en kendt politisk ideologi er derfor den bedste vælgeroplysning, og oplyste vælgere er en forudsætning for, at vælgersanktionen faktisk kan virke disciplinerende.
Den disciplinerende effekt af valg fungerer dårligt i kommunalpolitik. Det er rationelt for kommunalpolitikere at afideologisere kommunalpolitikken netop for at reducere vælgerkontrollen, og vælgerdisciplinen begrænses også af, at der er relativ mindre mediemæssig opmærksomhed på, hvad der sker lokalt, når de elektroniske medier dominerer nyhedsformidlingen.
Det bidrager også til afideologiseringen af kommunalpolitik, at det kommunale selvstyre er blevet så begrænset: Borgerne har detaljerede retskrav på ydelser af forskellig art, og den kommunale udligning er så fintmasket, at muligheder for lokalt at prioritere fundamentalt forskelligt med hensyn til serviceniveau og skattetryk er stærkt begrænsede.
I lokalpolitik bliver borgerlige partier let taberne, fordi kommunernes hovedopgaver er at levere offentlig service, men det er på ingen måde umuligt at føre borgerlig kommunalpolitik, og man krummer tæer, når man hører en konservativ spidskandidat foreslå at hæve prisen på cigaretter til 70 kr., og når en liberal spidskandidat gør et klassisk SF-forslag om gratis kollektiv trafik til sit eget.
Når alt kommer til alt, så er det jo ikke så svært at føre klassisk borgerlig, konservativ eller liberal kommunalpolitik. Et af lyspunkterne ved valget var 180graders klummeskribent, Rasmus Jarlov fra de Konservative, der blev valgt med et stort antal personlige stemmer i København på baggrund af klassiske borgerlige mærkesager.
Måske kunne man bringe mere ideologi ind i kommunalpolitik, hvis det kommunale selvstyre blev genoplivet, og politikerne lokalt fik fuldt ansvar for det kommunale serviceniveau og skatteopkrævning. Det ville uden tvivl være en fordel med mindre statslig regulering, overvågning og kontrol. Omvendt er der ikke grund til at tiltro kommunalpolitikerne nogen større vilje til at være tilbageholdende med hensyn til at sætte skatterne i vejret, og det kunne tale for helt at afskaffe kommunerne. Det kan dog aldrig være liberal politik at øge den politiske magtkoncentration i statsadministrationen, og det er vel også sandsynligt, at vælgerkontrollen kommer til at fungere bedre, når lokalpolitikerne rent faktisk skal stå til ansvar for de store prioriteringer frem for som i dag at kunne skyde skylden på regeringen, hver gang de har opført sig uansvarligt? Det fungerer i hvert fald ikke særlig godt i dag. Mon ikke det var værd at prøve noget nyt?
Torben Mark Pedersen, Cand. polit., Ph.D.
Formand for Liberal Alliance, Københavns storkreds.
Når man som jeg først og fremmest interesserer sig for den ideologiske side af politik, er der ikke noget mere frastødende end kommunalpolitik.
Især konstitueringen viser kommunalpolitikerne sig fra deres værste side: magtbegærlige og grådige. Det er fuldstændig æreløst, hvad der foregår. Der er lokalpolitikere, der allerede på valgnatten løber fra holdninger, de profilerede sig på i valgkampen, som skifter parti, dolker deres egne i ryggen og løber fra underskrevne aftaler, hvis det er opportunt.
Ofte er det ikke engang politisk magt, der driver dem, men simpel personlig vinding. Korruption og bestikkelse er forbudt i erhvervslivet, men er en accepteret del af kommunalpolitik. Fordelingen af lønnede udvalgsposter og bestyrelsesposter i kommunale forsyningsselskaber og institutioner udgør bestikkelsen, og det er ikke engang deres egne penge, de bestikker hinanden med, men skatteborgernes. Dér var de lokale LO-afdelinger i det mindste mere hæderlige og bestak venstrefløjspartierne med penge fra deres egen kasse. Hvad LO-medlemmerne måtte mene om det, er en helt anden sag.
I politik gælder der ingen moralske regler, og kun bevidstheden om at skulle genvælges, lægger (muligvis) en dæmper på excesserne. I politik foregår der ting, som ingen kunne være sluppet af sted med i det private erhvervsliv, hvor en aftale er en aftale, der kan håndhæves i retten om nødvendigt, hvor produktfejl og mangler kan være ansvarspådragende, og hvor firmaer i øvrigt i vores overregulerede samfund står til regnskab for afgivne løfter om dets produkters egenskaber i forhold til markedsførings- og forbrugerlovgivning.
Politik uden ideologi er ren magtudøvelse. Derfor er politik, der bygger på en klar politisk ideologi trods alt at foretrække. Ideologi er nødvendigt for ethvert parti, der vil andet og mere end blot erobre og bevare magten. Ideologien kan give en retning for politikken, så et parti kan formulere et sammenhængende politisk projekt, hvor menneskesyn, forholdet mellem individ og stat, afvejningen mellem frihed og lighed og de forskellige politikområder kan føjes sammen til et sammenhængende hele.
En politisk ideologi skaber gennemsigtighed og forudsigelighed, så vælgerne ved, hvad partiet vil mene om ethvert hypotetisk politisk spørgsmål. En konsekvent tilslutning til en kendt politisk ideologi er derfor den bedste vælgeroplysning, og oplyste vælgere er en forudsætning for, at vælgersanktionen faktisk kan virke disciplinerende.
Den disciplinerende effekt af valg fungerer dårligt i kommunalpolitik. Det er rationelt for kommunalpolitikere at afideologisere kommunalpolitikken netop for at reducere vælgerkontrollen, og vælgerdisciplinen begrænses også af, at der er relativ mindre mediemæssig opmærksomhed på, hvad der sker lokalt, når de elektroniske medier dominerer nyhedsformidlingen.
Det bidrager også til afideologiseringen af kommunalpolitik, at det kommunale selvstyre er blevet så begrænset: Borgerne har detaljerede retskrav på ydelser af forskellig art, og den kommunale udligning er så fintmasket, at muligheder for lokalt at prioritere fundamentalt forskelligt med hensyn til serviceniveau og skattetryk er stærkt begrænsede.
I lokalpolitik bliver borgerlige partier let taberne, fordi kommunernes hovedopgaver er at levere offentlig service, men det er på ingen måde umuligt at føre borgerlig kommunalpolitik, og man krummer tæer, når man hører en konservativ spidskandidat foreslå at hæve prisen på cigaretter til 70 kr., og når en liberal spidskandidat gør et klassisk SF-forslag om gratis kollektiv trafik til sit eget.
Når alt kommer til alt, så er det jo ikke så svært at føre klassisk borgerlig, konservativ eller liberal kommunalpolitik. Et af lyspunkterne ved valget var 180graders klummeskribent, Rasmus Jarlov fra de Konservative, der blev valgt med et stort antal personlige stemmer i København på baggrund af klassiske borgerlige mærkesager.
Måske kunne man bringe mere ideologi ind i kommunalpolitik, hvis det kommunale selvstyre blev genoplivet, og politikerne lokalt fik fuldt ansvar for det kommunale serviceniveau og skatteopkrævning. Det ville uden tvivl være en fordel med mindre statslig regulering, overvågning og kontrol. Omvendt er der ikke grund til at tiltro kommunalpolitikerne nogen større vilje til at være tilbageholdende med hensyn til at sætte skatterne i vejret, og det kunne tale for helt at afskaffe kommunerne. Det kan dog aldrig være liberal politik at øge den politiske magtkoncentration i statsadministrationen, og det er vel også sandsynligt, at vælgerkontrollen kommer til at fungere bedre, når lokalpolitikerne rent faktisk skal stå til ansvar for de store prioriteringer frem for som i dag at kunne skyde skylden på regeringen, hver gang de har opført sig uansvarligt? Det fungerer i hvert fald ikke særlig godt i dag. Mon ikke det var værd at prøve noget nyt?
Torben Mark Pedersen, Cand. polit., Ph.D.
Formand for Liberal Alliance, Københavns storkreds.
