Spørgsmålet om, hvorfra TV2 fik sin oplysning om Jægerkorpsets indsættelse i Irak i 2007, bliver viet al for stor opmærksomhed. Lækagen har været problematiseret på lederplads i både Jyllands-Posten og Berlingske, selv om det meste tyder på, at det var rigtigt at håndtere sagen som en banal kommunikationsopgave.
Måske kommer det som en overraskelse for mange, men danske myndigheder består af mennesker, og disse mennesker træffer beslutninger, som ikke altid er rigtige eller lige konsoliderede, som det vist hedder i organisationsjargon.
I denne sag er det nærliggende at antage, at der inden for Forsvarsministeriets meget omfattende myndighedsområde har været divergerende opfattelser af truslens alvor og af, hvordan kommunikationsopgaven skulle håndteres.
På den ene side var der hensynet til korpsets sikkerhed, på den anden, formentlig, et stærkt ønske om at informere offentligheden om en beslutning, man var stolt af og som signalerede handlekraft.
Det er svært at se, at Jægerkorpsets sikkerhed har skullet vægtes synderlig, dels fordi truslen dengang var til at overse, og dels fordi konventionelle styrker allerede sad tungt på operationsområdet.
Jagten på ophavsmanden til lækagen tangerer derfor pjat.
Faktiske indikationer
I dag sidder vi med de faktiske begivenheder som indikation på, om der dengang var grund til panik. Mig bekendt havde fjenden ikke forberedt den ”varme velkomst” til Jægerkorpset, som fortalere for hemmeligholdelse havde frygtet.
Når forsvaret her - samt i forbindelse med Thomas Rathsacks meget omtalte Jægerbog - har hævdet, at en restriktiv linje var nødvendig, må det skyldes en kombination af angribelige skøn:
- En lidt for automatisk vægtning af operationssikkerheden over principper om demokratisk åbenhed og offentlighed
- Overdreven frygt for fjendens evne til at drage taktisk fordel af viden om det danske operationsmønster (et mønster som alligevel konstant varieres og som langt hen ad vejen kan observeres vha. civilklædte meddelere ved vejsiden)
- Den ikke indlysende vurdering, at specialoperationer altid kræver mere hemmeligholdelse end konventionelle operationer
Dækningen af Jægerbog-sagen afslørede i øvrigt, at der dengang var væsentlig forskel på forsvarsledelsens og hærledelsens risikovurderinger.
Hærens Operative Kommando, der befinder sig tættere på de operative enheder i kommandostrukturen, kunne ikke se nogen særlig fare ved at udgive bogen.
Medmindre forsvarsledelsen udtrykkeligt havde befalet det modsatte, er der derfor ikke noget at sige til, hvis en spindoktor eller andre med autorisation til at servicere medierne i den aktuelle sag har følt, at man blot gjorde sit arbejde, da man angivelig orienterede en TV2-reporter om den forestående deployering.
Måske kommer det som en overraskelse for mange, men danske myndigheder består af mennesker, og disse mennesker træffer beslutninger, som ikke altid er rigtige eller lige konsoliderede, som det vist hedder i organisationsjargon.
I denne sag er det nærliggende at antage, at der inden for Forsvarsministeriets meget omfattende myndighedsområde har været divergerende opfattelser af truslens alvor og af, hvordan kommunikationsopgaven skulle håndteres.
På den ene side var der hensynet til korpsets sikkerhed, på den anden, formentlig, et stærkt ønske om at informere offentligheden om en beslutning, man var stolt af og som signalerede handlekraft.
Det er svært at se, at Jægerkorpsets sikkerhed har skullet vægtes synderlig, dels fordi truslen dengang var til at overse, og dels fordi konventionelle styrker allerede sad tungt på operationsområdet.
Jagten på ophavsmanden til lækagen tangerer derfor pjat.
Faktiske indikationer
I dag sidder vi med de faktiske begivenheder som indikation på, om der dengang var grund til panik. Mig bekendt havde fjenden ikke forberedt den ”varme velkomst” til Jægerkorpset, som fortalere for hemmeligholdelse havde frygtet.
Når forsvaret her - samt i forbindelse med Thomas Rathsacks meget omtalte Jægerbog - har hævdet, at en restriktiv linje var nødvendig, må det skyldes en kombination af angribelige skøn:
- En lidt for automatisk vægtning af operationssikkerheden over principper om demokratisk åbenhed og offentlighed
- Overdreven frygt for fjendens evne til at drage taktisk fordel af viden om det danske operationsmønster (et mønster som alligevel konstant varieres og som langt hen ad vejen kan observeres vha. civilklædte meddelere ved vejsiden)
- Den ikke indlysende vurdering, at specialoperationer altid kræver mere hemmeligholdelse end konventionelle operationer
Dækningen af Jægerbog-sagen afslørede i øvrigt, at der dengang var væsentlig forskel på forsvarsledelsens og hærledelsens risikovurderinger.
Hærens Operative Kommando, der befinder sig tættere på de operative enheder i kommandostrukturen, kunne ikke se nogen særlig fare ved at udgive bogen.
Medmindre forsvarsledelsen udtrykkeligt havde befalet det modsatte, er der derfor ikke noget at sige til, hvis en spindoktor eller andre med autorisation til at servicere medierne i den aktuelle sag har følt, at man blot gjorde sit arbejde, da man angivelig orienterede en TV2-reporter om den forestående deployering.
