I disse, for vor verden så alvorlige, tider med globalisering, internationalisering, diskriminering, digitalisering, eksponering, marginalisering, visualisering og ikke mindst: Vurdering, kan det undre mig, at enkelte ”brancher” går helt uden om dén trend, som uomtvisteligt, hærger – i særdeleshed – den vestlige verden. En debat, som bygger på alverdens, mere eller mindre, kunstfærdige og generaliserende tests og undersøgelser af eksempelvis: Intelligens, kompetencer, faglighed og meget andet.
Det kan forekomme mig mærkværdigt, at eksempelvis: Skoleelever, rundt om i verden, skal vurderes, testes og sammenlignes på trods af kulturelle forskelle og ikke mindst: På trods af opdragelses- og samfundsmæssig fundament!
Altså: Danmark er gennemgået en udvikling, baseret på en - mildest talt - frimodig udlægning af vor, historiske og religiøse tilhørsforhold. Ligeledes er Danmarks udvikling – de seneste par hundrede år - baseret på en medmenneskelig idé om, at medbestemmelse og lige muligheder er en borgerret, som på fineste vis er blevet udmyntet og integreret gennem generationer – kaldes vist også: Demokrati.
Andre steder i verden er den samfundsmæssige udvikling ikke gået samme vej, som i Danmark. Andre steder i verden, har den samfundsmæssige udvikling taget udgangspunkt i andre værdier/normer end de danske. Andre steder i verden har den historiske, kulturelle og religiøse baggrund præget samfundsudviklingen i større grad, end i Danmark. Andre steder i verden har mennesker fundet historiske, religiøse og politiske værdier/skæl/holdninger vigtige og dermed indrettet sig anderledes end i Danmark.
Der ér jo en meget stor – næsten umådelig – forskel på, hvordan verdens lande har indrettet sig og valgt, at udvikle sig. Selvfølgelig er der lighedspunkter mellem nogle samfund – de nordiske, som eksempelvis – men forskellene er oftest flere end lighederne.
Vi taler om holdninger – holdninger om: Livsstil, økonomi, opdragelse, religion, politik osv. Holdninger, som tager udgangspunkt i den kulturelle baggrund, som den enkelte er vokset op med, og præget af. Holdninger, som udspringer af dén påvirkning, som den enkelte kultur har været – eller ikke været – udsat for i en globaliseret forstand. F.eks.: kan jeg vel godt tillade mig at konkludere, at hvis man er opvokset i Danmark har man i sandhed større muligheder, end hvis man er opvokset i eksempelvis: Tyrkiet, Ungarn, Slovakiet for ikke at nævne: Myanmar, Niger, Indien osv.
På trods af de kulturelle, religiøse og politiske – store og gennemgribende – forskelle, har 30 lande valgt, at danne en ”klub” som udspringer af den 2. verdenskrig med formålet: At yde Europa økonomisk hjælp (Marshall planen) til ”genopstandelse” og som i dag har dét formål, at:
OECD samler 30 medlemsstater i et enestående forum for at diskutere og udvikle økonomisk og social politik. Man udveksler erfaringer, søger svar på fælles problemer og arbejder med koordination af fælles svar på globaliseringens udfordringer - og medlemslandene er:
Australien, Belgien, Canada, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Irland, Island, Italien, Japan, Korea, Luxembourg, Mexico, Nederlandene, New Zealand, Norge, Polen, Portugal, Slovakiet, Spanien, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Tjekkiet, Tyrkiet, Ungarn, USA og Østrig.
I denne ”klub” er man så blevet enige om, at kigge på hvordan børn indlærer færdigheder i de respektive landes skolesystemmer – kaldet PISA ( Programme for International Students Assessment) – og sammenligne disse ”resultater”, uddrage dom over det enkelte lands fremtidige befolkning og hvordan denne kan klare sig i en globaliseret verden.
Ikke nok med, at man politisk lader sig påvirke af denne undersøgelse og fremturer med obskure og ugennemtænkte, tilfældige, udtalelser om skolesystemmet og brugerne, lader man sammenligningen gå endnu videre og inddrager lande, som på ingen måde kan sammenlignes med blot en del af OECD landene – herunder Hong Kong Kina, Singapore, Japan og Shanghai – og konkluderer, fordi Danmark bliver placeret på plads nr. 18 i denne undersøgelse, er vi er et u-land når vi taler om det offentlige skolesystem.
Nu står politikerne så i kø for at fortælle vælgerne – hvis børn jo er snot dumme iht, en mærkværdig undersøgelse – at skolesystemmet i Danmark NU (endnu engang) ska' reformeres, således at vi næste gang kan blive placeret blandt de fem øverste lande i denne undersøgelse – uanset om reformeringen giver mening eller ej!
Politikere fra begge sider af midten – øhhhh...jeg mener: Politikere fra midten af dansk politik (findes der andet end midten?) udkonkurrerer hinanden med populistiske og smagløse udtalelser om ændringer i folkeskolen, som ska' bringe resultatet af næste undersøgelse op ad ”stigen” så det internationale samfund kan SE, at danske børn står i den øverste del af en mærkværdig undersøgelse!
Ingen politiker lytter til de mennesker, som hver dag arbejder med at undervise, eller til de mennesker, som forsøger at finde måder til nytænkning om f.eks.: Indlæring! Ingen politiker gider høre på de mennesker, som al denne postyr handler om: Eleverne! Ingen politiker har intentioner om, at lytte til: Fornuften!
Alle tror de, at de har løsningen til at forbedre Danmarks position på en liste, som med garanti ikke ændrer en tøddel på de fremtidige generationers formåen i en globalisering.
I stedet for, at lade fornuften komme til, lader danske politikere hånt om denne og lader sig styre af traditionelle, konservative og uambitiøse holdninger om indlæring og undervisning i en globalisering, som ensidigt dikterer: Hvordan mennesker indlærer på trods af videnskab og kulturel indflydelse.
Find dog svarerne på anden vis og lad dog ikke franskmænd, amerikanere, finnere og Hong Kong kinesere diktere os hvordan vore børn ska' undervises og indlære - lad dog den sunde fornuft sejre og vis den resterende del af verden, hvordan vi i Danmark er overbevist om at børn skal undervises!
Som far til to børn på 17 og 20 år har jeg oplevet folkeskolen på nærmeste vis og min erfaring med den danske folkeskole er blandet mht.: Undervisning, læring, socialt og politisk. Min oplevelse har, gennem alle de år, mine børn har været en del af folkeskolen, været svingende:
Politisk har folkeskolen sjældent haft fred til at gøre det den skal - undervise. Jeg har oplevet et politisk ragnarok, som har efterladt lærer og elever i et undervisnings-, pædagoisk- og ledelsesmæssigt u-land. Jeg har oplevet værdiløse og undervisningstrætte lærer, som allerede var værdiløse da de underviste MIG og MIN generation. Lærer, som allerede for 25 - 30 år siden skulle ha' været bortvist fra undervisning af børn. Jeg har oplevet skoleledelse, som ikke engang ka' magte at lede en pølsevogn på Svalbard. Jeg har oplevet ansvarsflygt og omsorgssvigt fra voksne, som tillader sig at anvende ordet: Forældre, om sig selv! Jeg har oplevet, at én enkelt, engageret, lærer har gjort hele forskellen på en ALT for stor klasse! Jeg har oplevet at ét lærerteam har formået, at svigte en hel årgang i indskolingen, så andre lærer sku' samle op og "løbe" dobbelt så stærkt senere!
Jeg har oplevet en uengageret, uambitiøs, selvoptaget, formynderrisk og slap lokal- og landspolitisk indstilling til dette lands fremtid - men på trods af disse oplevelser (m.fl.) har jeg oplevet at mine børn, begge, har fundet lige netop dét, som de brænder for og gerne vil i deres voksenliv. Begge, har de - på trods af PISA og politikere - lært, at: Læse, skrive, regne og ikke mindst, TÆNKE selvstændigt - mere end jeg ka' påstå om en stor del af danske politikere!
Herfra skal der lyde en opfordring til, at OECD foretager en bedømmelse af medlemslandenes politikere – deres faglighed, deres kompetencer og deres indlæringsevne (evne til at lytte til deres befolkning)! En PIPA test ( Programme for International Politicans Assessment), som, kan bedømme om, hvorvidt det enkelte medlemslands politikere, er egnet til et fremtidigt virke, som netop: Politiker!
Lad os dog finde en måde, hvorpå vi kan måle om, eksempelvis: Tina Nedergaard, Karen Ellemann, Troels Lund Poulsen, Lars Lykke Rasmussen m.fl. er egnede som ministre INDEN de sætter sig på taburetten og INDEN de, på tåbeligste vis, fører sig frem, som bedrevidende på områder de dybest set ikke fatter en bjælde af!
Jeg tror dog på, at de ovennævnte ministrer, med flere, er gode for danskernes selvværd – er gode for vor selvopfattelse og tro på egne evner. Jeg tror på, at danskerne er godt tjent med sådanne ministrer fordi: Hver gang jeg ser én af disse ministrer udtale sig i TV tænker jeg:
... Det dér - det ka' jeg da også... jeg ka' da også blive minister, jeg ka' da også sige en masse ligegyldigt pladder...ka' jeg!
