Nu er der igen stor opstandelse omkring swap-aftaler - denne gang fordi danske kommuner tilsyneladende også benytter sig af dette instrument. Under overskriften "kommuner taber dine penge på spekulation" har Berligske en forsidehistorie om det de kalder "spekulative finansprodukter", som angiveligt fører til store milliontab i to kommuner.
Der fremsættes krav om at kommunerne ikke skal have lov til at benytte disse "komplicerede finansielle instrumenter", og lur mig om der ikke er et antal politikere, som hopper på limpinden og forsøger at slå plat på den historie. Margrethe Vestager har allerede været ude med en udtalelse om at "det ikke er en kommunes opgave at være spekulant" - og Nationalbankens direktør citeres for den noget kortere kommentar "uklogt". Begge udtalelser er udtryk for en total mangel på forståelse.
Problemet er nemlig, at det er en "historie" som bygger på en massiv misforståelse af hvad en swap-aftale egentlig er og hvilke risici den indebærer. Det er bekymrende at en polit-uddannet minister og en nationalbankdirektør hopper på den vogn og puster til ilden. Sagen er nemlig, at specielt når det gælder kommuner og andre offentlige enheder - til forskel fra private andelsboligforeninger - så er "problemet" ikke eksisterende.
I langt de fleste tilfælde er der tale om relativt simple renteswaps, som blot betyder, at låntagere med variabel rente "bytter" denne med en fastrente - hvorved deres renterisiko elimineres. De kender nu renten i hele lånets løbetid. Swap-aftalen har altså fjernet en risiko og ikke skabt en.
Når man har tegnet en swap-aftale, så kender man som fastrentebetaleren sin ydelse i hele aftalens forløb, og der er således ingen risiko. Ofte indgår låntager en swap-aftale, når han er bange for at renten skal stige - ha undgår derved at et variabelt forrentet lån bliver dyrere. Hen over swap-aftalens forløb kan der opstå en modpartsrisiko - f.eks. fordi den swapdeltager, der betaler en variabel rente og modtager en fast rente, nu har et cash-flow, der alt andet lige er mere værd i en dagsværdiberegning.
Hvis fastrentebetaleren er en andelsboligforening vil swap-aftalen formentlig betyde, at foreningen skal stille sikkerhed for de fremtidige fastrentebetalinger, og det er det der kan belaste økonomien. Og da swap-modparten har en positiv værdi af swappen, så spejles det af at andelsboligforeningen har en negativ værdi - og i nogen tilfælde ser ud til at være insolvent.
Miseren er imidlertid ikke så stor. Det svarer til at optage et fastforrentet lån for at sikre sig imod stigende renter. Hvis renten fortsætter med at falde, så stiger den teoretiske værdi af lånet - kursen på obligationerne stiger til over 100. Men for låntager er dette uden betydning, forudsat han beholder lånet til udløb - for ved udløb vil kursen være faldet tilbage til 100. Det er kun et reelt problem, hvis han skal ud af lånet før udløb.
Men tilbage til modpartsrisikoen, som naturligvis kan være kilde til bekymring hvis modparten er en privat andelsboligforening - og derfor kravet om sikkerhedsstillelse swappens negative værdi må optages i foreningens regnskab med den virkning at foren ingen bliver teknisk insolvent. Men som med obligationslånet fordvinder det problem når swap-aftalen udløber.
Hvis det derimod er en offentlig myndighed - f.eks. en kommune - der er fasterentebetaler i swappen, så er modpartsrisikoen reelt ikke eksisterende og det samme gælder problemet. Der kan altså ikke optræde et tab - bortset fra et teknisk, bogføringsmæssige tab, som forsvinder igen. Men der kan naturligvis optræde et "alternativ tab" fordi kommunen med swappen - fastrenteaftalen - fraskriver sig muligheden for at få glæde af den fortsat faldende rente. Det er prisen for at undgåp risikoen for en stigende rente.
Alt dette forudsætter naturligvis, at kommunerne ikke har indgået mere eksotiske swap-aftaler med specielle features, men det er meget lidt sandsynligt.
