Zentropa er på vej med en ny Susanne Bier-film, hvor der endnu engang er en svensk skuespiller med i en central rolle. I ”Hævnen”, som filmen hedder, er det Mikael Persbrandt, der skal repræsentere de blågule overfor det danske publikum.
Filmentusiaster vil vide, at det efterhånden er ved at være mere regel end undtagelse, at svenskere og i sjældnere grad nordmænd er gift med, mor til eller på anden måde nært tilknyttet hovedrollepersonerne i danske film. Forklaringen er i høj grad, at der er offentlige svenske og fællesnordiske støttemidler i det for filmselskaberne, forklarer Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen til 180Grader.dk.
”Det betyder da meget,” siger han, men han pointerer også, at svenske skuespiller kan skabe ekstra omsætning ude i biografsalene: ”Sidste gang, vi gjorde det, var i ’Efter brylluppet’, hvor Rolf Lassgård spillede med, og der solgte vi 400.000 billetter i Danmark og 160.000 billetter i Sverige. Så købmanden må sige, at på den film virkede det.”
Tænker du ikke nogen gange, at det er betænkeligt, at politikerne med deres støtteordninger gang på gang får danske film til at gøre som om, vi har en enorm samhørighed med svenskerne?
”Hvis det ikke fungerede i forhold til kvalitet og indtjening, så ville det være åndssvagt, men indtil videre har vi her hos os kun set, at det har fungeret. Vi har alt andet lige kunnet levere den samme kvalitet, og vi har tjent flere penge på det. Da man startede på alt det her internordiske samarbejde, så jeg mange eksempler på, at det ødelagde filmene, fordi man tog en svensker ind, der ikke passede ind i filmen, bare for at få ekstra penge. Men når det laves af den rigtige instruktør med en skuespiller, som er valgt med hjertet, så er der en tendens til, at det virker.”
Får de støttebeløb jer til at tage skuespillere ind, som I ellers ikke ville have taget?
”Ja, det kan jeg da garantere dig. F.eks. skal vi finde skuespillere til Lars von Triers næste film lige nu, og der har han fået besked på, at en af dem skal have fransk pas, færdigt arbejde.”
For at få penge fra Frankrig?
”Jaja.”
Og det gør I så?
”Ja.”
Og det mener du ikke, at der er noget som helst galt med?
”Næh, for ellers får vi ikke de penge fra Frankrig, og så skal vi enten lade være med at lave filmen eller lave den meget billigere.”
Men hvordan har du det med, at politikere, som i forvejen har meget magt, kan få endnu mere magt ved at uddele støttepenge på den måde til filmindustrien?
”Så længe jeg stadig kan levere noget af en kvalitet, som beviseligt ikke fejler noget, så har jeg ingen problemer med det. Guldpalmerne i 2009 gik til en fransk skuespiller i Lars von Triers ´Antichrist´, så det var altså verdensmesterskabet i film, hun vandt. Og hun var tvunget ind i filmen, fordi hun havde fransk pas. Men jeg kan da nævne dig 50 eksempler på, at det er blevet administreret skidedårligt af producenter og instruktører, og hvor man har ødelagt filmen med det.”
Så du mener, at I kan finde ud af at bruge det uden at ødelægge filmene, men mange andre kan ikke. Ville filmindustrien alt i alt så være bedre tjent med, at den slags støttebeløb ikke var der, fordi de får mange til at lave dårligere film?
”Det tror jeg ikke. Tingene skal nok regulere sig selv. Hvis den samme producent har tabt en masse penge på at lave en dårlig film med en norsk skuespiller i hovedrollen på en dansksproget film, så holder man op med det, fordi ingen har råd til det i længden.”
Nu spørger jeg lige mennesket i dig og ikke købmanden: Hvordan har du det med, at politikerne på den måde kan styre indholdet af en hel kulturindustri via de støttemidler, som de uddeler?
”Altså, jeg er jo gammel kommunist, så jeg har jo ingen problemer med, at staten styrer nogen ting. Og så længe det ikke ødelægger min indtjening eller min kvalitet, så kan jeg leve med det,” siger Peter Aalbæk Jensen til 180Grader.dk.
Filmentusiaster vil vide, at det efterhånden er ved at være mere regel end undtagelse, at svenskere og i sjældnere grad nordmænd er gift med, mor til eller på anden måde nært tilknyttet hovedrollepersonerne i danske film. Forklaringen er i høj grad, at der er offentlige svenske og fællesnordiske støttemidler i det for filmselskaberne, forklarer Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen til 180Grader.dk.
”Det betyder da meget,” siger han, men han pointerer også, at svenske skuespiller kan skabe ekstra omsætning ude i biografsalene: ”Sidste gang, vi gjorde det, var i ’Efter brylluppet’, hvor Rolf Lassgård spillede med, og der solgte vi 400.000 billetter i Danmark og 160.000 billetter i Sverige. Så købmanden må sige, at på den film virkede det.”
Tænker du ikke nogen gange, at det er betænkeligt, at politikerne med deres støtteordninger gang på gang får danske film til at gøre som om, vi har en enorm samhørighed med svenskerne?
”Hvis det ikke fungerede i forhold til kvalitet og indtjening, så ville det være åndssvagt, men indtil videre har vi her hos os kun set, at det har fungeret. Vi har alt andet lige kunnet levere den samme kvalitet, og vi har tjent flere penge på det. Da man startede på alt det her internordiske samarbejde, så jeg mange eksempler på, at det ødelagde filmene, fordi man tog en svensker ind, der ikke passede ind i filmen, bare for at få ekstra penge. Men når det laves af den rigtige instruktør med en skuespiller, som er valgt med hjertet, så er der en tendens til, at det virker.”
Får de støttebeløb jer til at tage skuespillere ind, som I ellers ikke ville have taget?
”Ja, det kan jeg da garantere dig. F.eks. skal vi finde skuespillere til Lars von Triers næste film lige nu, og der har han fået besked på, at en af dem skal have fransk pas, færdigt arbejde.”
For at få penge fra Frankrig?
”Jaja.”
Og det gør I så?
”Ja.”
Og det mener du ikke, at der er noget som helst galt med?
”Næh, for ellers får vi ikke de penge fra Frankrig, og så skal vi enten lade være med at lave filmen eller lave den meget billigere.”
Men hvordan har du det med, at politikere, som i forvejen har meget magt, kan få endnu mere magt ved at uddele støttepenge på den måde til filmindustrien?
”Så længe jeg stadig kan levere noget af en kvalitet, som beviseligt ikke fejler noget, så har jeg ingen problemer med det. Guldpalmerne i 2009 gik til en fransk skuespiller i Lars von Triers ´Antichrist´, så det var altså verdensmesterskabet i film, hun vandt. Og hun var tvunget ind i filmen, fordi hun havde fransk pas. Men jeg kan da nævne dig 50 eksempler på, at det er blevet administreret skidedårligt af producenter og instruktører, og hvor man har ødelagt filmen med det.”
Så du mener, at I kan finde ud af at bruge det uden at ødelægge filmene, men mange andre kan ikke. Ville filmindustrien alt i alt så være bedre tjent med, at den slags støttebeløb ikke var der, fordi de får mange til at lave dårligere film?
”Det tror jeg ikke. Tingene skal nok regulere sig selv. Hvis den samme producent har tabt en masse penge på at lave en dårlig film med en norsk skuespiller i hovedrollen på en dansksproget film, så holder man op med det, fordi ingen har råd til det i længden.”
Nu spørger jeg lige mennesket i dig og ikke købmanden: Hvordan har du det med, at politikerne på den måde kan styre indholdet af en hel kulturindustri via de støttemidler, som de uddeler?
”Altså, jeg er jo gammel kommunist, så jeg har jo ingen problemer med, at staten styrer nogen ting. Og så længe det ikke ødelægger min indtjening eller min kvalitet, så kan jeg leve med det,” siger Peter Aalbæk Jensen til 180Grader.dk.
