LEDER: Så vender de Konservatives spritbilist, Per Ørum Jørgensen, snart tilbage til Folketinget igen. Det er der ingen grund til at råbe hurra for - i hvert fald ikke hvis man ønsker, at de Konservative skal tages alvorligt. Så burde han være blevet væk.
Det Konservative Folkepartis talsmænd har i mange år haft tilbagevendende problemer med at begrunde partiets eksistens som et selvstændigt parti. Hvorfor ikke bare lade sig slå sammen med Venstre? Svaret har jævnligt været, at holdningsmæssigt konservative er en anden og bedre slags mennesker end de liberale Venstre-folk: Udstyret med et større samfundssind og mindre egoisme.
Virkeligheden, som Per Ørum Jørgensen nu er endnu et eksempel på, er imidlertid en ganske anden. For er det måske samfundssind at køre spirituskørsel, som Per Ørum Jørgensen har gjort? Eller som Hans Engell før ham gjorde? Er det samfundssind at ville snyde statskassen for midler via en falsk folkeregisteradresse, som partiets formand, Lene Espersen, gjorde i sine lidt yngre dage? I øvrigt i lighed med gruppeformand Henriette Kjær, som nogle år senere i sin politiske karriere måtte forlade en ministerpost, fordi hun og manden købte løs af varer, de ikke havde råd til at betale for. Er det samfundssind at tilrane sig private fordele ved at bruge sin position som minister til at begunstige en bestemt leverandør til ministeriet, sådan som Bendt Bendtsen gjorde det? Er det samfundssind at forlade en ulykkesscene, hvor man kunne have hjulpet, og senere skifte forklaring om det, når man finder ud af, at det ikke ser så godt ud for ens renomme, sådan som Brian Mikkelsen har gjort?
Nu vil de Konservative byde Per Ørum Jørgensen tilbage i folketingsgruppen. Ikke en eneste vil sige højt, at han bør blive væk, fordi et parti, der hævder sig mere bevidst om samfundets almene vel end alle andre, naturligvis ikke kan samle på folkevalgte, som personificerer den stik modsatte indstilling.
Det Konservative Folkepartis talsmænd har i mange år haft tilbagevendende problemer med at begrunde partiets eksistens som et selvstændigt parti. Hvorfor ikke bare lade sig slå sammen med Venstre? Svaret har jævnligt været, at holdningsmæssigt konservative er en anden og bedre slags mennesker end de liberale Venstre-folk: Udstyret med et større samfundssind og mindre egoisme.
Virkeligheden, som Per Ørum Jørgensen nu er endnu et eksempel på, er imidlertid en ganske anden. For er det måske samfundssind at køre spirituskørsel, som Per Ørum Jørgensen har gjort? Eller som Hans Engell før ham gjorde? Er det samfundssind at ville snyde statskassen for midler via en falsk folkeregisteradresse, som partiets formand, Lene Espersen, gjorde i sine lidt yngre dage? I øvrigt i lighed med gruppeformand Henriette Kjær, som nogle år senere i sin politiske karriere måtte forlade en ministerpost, fordi hun og manden købte løs af varer, de ikke havde råd til at betale for. Er det samfundssind at tilrane sig private fordele ved at bruge sin position som minister til at begunstige en bestemt leverandør til ministeriet, sådan som Bendt Bendtsen gjorde det? Er det samfundssind at forlade en ulykkesscene, hvor man kunne have hjulpet, og senere skifte forklaring om det, når man finder ud af, at det ikke ser så godt ud for ens renomme, sådan som Brian Mikkelsen har gjort?
Nu vil de Konservative byde Per Ørum Jørgensen tilbage i folketingsgruppen. Ikke en eneste vil sige højt, at han bør blive væk, fordi et parti, der hævder sig mere bevidst om samfundets almene vel end alle andre, naturligvis ikke kan samle på folkevalgte, som personificerer den stik modsatte indstilling.
