Regeringen vil reducere de administrative byrder for de offentligt ansatte. Formålet er at slippe kreativiteten løs og at give de enkelte ansatte øget ansvar. Regeringen vil fjerne unødvendige og forældede regler og dokumentationskrav, forenkle regler, der ikke umiddelbart kan fjernes og opgøre de administrative byrder af regulering, alt sammen for at sikre, at systemerne ikke sander til i besværlige regler og krav. For at nå disse mål har Regeringen udpeget fem fokusområder. Bedre ledelse skal føre til mindre bureaukrati, motivation af medarbejderne til forenkling af reglerne, inddragelse af praktikernes erfaringer, forsøg med fri-institutioner som udfordring af de offentlige institutioner og færre administrative byrder i det offentlige – eller populært udtrykt mindre administrativt bøvl.
På dagbladet Politikens hjemmeside, den 29. oktober 2007, citeredes Statsministeren for – på dagen , hvor afbureaukratiseringsplanen blev præsenteret: ”Vi vil afvikle papirbøvl. Der skal være mindre papir og mere tid til omsorg” og fortsætter: »Vi inviterer de offentligt ansatte til simpelt hen at udfordre systemdanmark”. Det har Anders Fogh Rasmussen allerede brugt 7,5 år på. Eller har han nogensinde taget kampen op og kæmpet for mennesket frem for systemet? For eksempel ved at gøre den offentlige sektor mere fleksibel? Min vurdering er, at der er gjort meget i forhold til frit valg og behandlingsgarantier, men mere kan gøres.
Min vurdering er, at det bliver sværere end som så, trods det prisværdige i forsøget eller det tænkte forsøg med afbureaukratisering. Et regelstop, en regelsanering, vil støde på modstand, for bag enhver regulering må forventes at være interesser gemt, som udfordres ved regelsanering. Og stop af et forslag om en regel må betyde obstruktion af fleres interesser. Regeringens politikformulerende bør læse Professor i Offentlig forvaltning, Jørgen Grønnegaard Christensens velskrevne bog og analyse fra 1991: ”Den usynlige stat”, om afbureaukratisering, decentralisering og deregulering og med analyse af det borgerlige styres forsøg på at gennemføre regelforenklinger op gennem 1980'erne. Et forsøg der ikke lykkedes, idet gevinsten skal spredes på mange, der kun opnår marginal gevinst og byrden ramme få, men stærkt organiserede og kampberedte interesser, der vil forstå at sætte sig imod og aktivere kanaler for indflydelse på reguleringen. Regler er med Adjunkt Leon Lerborgs ord, ofte fastfrysninger af magtforhold.
Målet må være færre regler og kontrol, færre dokumentationskrav, uddelegering af ansvar til den enkelte, smidige organisationer med hurtige og overskuelige beslutningsveje og mindre administration og mere service. Som Regeringen jo påpeger, så bliver forbedringer og ny viden til dér, hvor man har frihed til at afprøve nye idéer. Jeg håber ikke at Regeringens forsøg på at afbureaukratisere ender med indførelsen af en form for neobureaukrati med overdreven fokus på kontraktstyring, akkreditering, garantier, dokumentation og processtyring. Alt sammen meget godt, hvis ikke det lige var for det omfattende og administrative arbejde der går med den slags, på bekostning af service- og velfærdsproduktion. Ovennævnte neobureaukratiske elementer må indføres med omtanke.
På dagbladet Politikens hjemmeside, den 29. oktober 2007, citeredes Statsministeren for – på dagen , hvor afbureaukratiseringsplanen blev præsenteret: ”Vi vil afvikle papirbøvl. Der skal være mindre papir og mere tid til omsorg” og fortsætter: »Vi inviterer de offentligt ansatte til simpelt hen at udfordre systemdanmark”. Det har Anders Fogh Rasmussen allerede brugt 7,5 år på. Eller har han nogensinde taget kampen op og kæmpet for mennesket frem for systemet? For eksempel ved at gøre den offentlige sektor mere fleksibel? Min vurdering er, at der er gjort meget i forhold til frit valg og behandlingsgarantier, men mere kan gøres.
Min vurdering er, at det bliver sværere end som så, trods det prisværdige i forsøget eller det tænkte forsøg med afbureaukratisering. Et regelstop, en regelsanering, vil støde på modstand, for bag enhver regulering må forventes at være interesser gemt, som udfordres ved regelsanering. Og stop af et forslag om en regel må betyde obstruktion af fleres interesser. Regeringens politikformulerende bør læse Professor i Offentlig forvaltning, Jørgen Grønnegaard Christensens velskrevne bog og analyse fra 1991: ”Den usynlige stat”, om afbureaukratisering, decentralisering og deregulering og med analyse af det borgerlige styres forsøg på at gennemføre regelforenklinger op gennem 1980'erne. Et forsøg der ikke lykkedes, idet gevinsten skal spredes på mange, der kun opnår marginal gevinst og byrden ramme få, men stærkt organiserede og kampberedte interesser, der vil forstå at sætte sig imod og aktivere kanaler for indflydelse på reguleringen. Regler er med Adjunkt Leon Lerborgs ord, ofte fastfrysninger af magtforhold.
Målet må være færre regler og kontrol, færre dokumentationskrav, uddelegering af ansvar til den enkelte, smidige organisationer med hurtige og overskuelige beslutningsveje og mindre administration og mere service. Som Regeringen jo påpeger, så bliver forbedringer og ny viden til dér, hvor man har frihed til at afprøve nye idéer. Jeg håber ikke at Regeringens forsøg på at afbureaukratisere ender med indførelsen af en form for neobureaukrati med overdreven fokus på kontraktstyring, akkreditering, garantier, dokumentation og processtyring. Alt sammen meget godt, hvis ikke det lige var for det omfattende og administrative arbejde der går med den slags, på bekostning af service- og velfærdsproduktion. Ovennævnte neobureaukratiske elementer må indføres med omtanke.
