I årene efter 9/11 har to fortællinger bredt sig i Vesten, for at forklare naturen af den såkaldte Krig mod Terror. På højrefløjen er det blevet almindeligt at ligestille Islamisme – ideologien der søger at ordne det 21. århundrede under Sharia´ens islamiske middelaldernormer – med en lang række andre totalitære trusler mod det frie demokrati. Eksempelvis Victor Davis Hanson fra Hoover Institution kalder den ”et råddent genfærd der har overlevet fascismen, nazismen og kommunismen som verdens næste ulykke”. Venstrefløjen ser, ikke overraskende, problemet som et produkt af fattigdom og fejlslagne politiker mod Mellemøsten. Robert Fisk fra The Independent bebrejder islamisternes terrorisme på ”politiske situationer og uretfærdigheder i forskellige dele af verden”.
Begge synspunkter er fejlbehæftede. Konservative understreger korrekt islamismens magt og tilhængernes globale ambitioner, men fejler i erkendelsen af bevægelsens mangel på militær og intellektuel tyngde, eller dens begrænsede globale appel i sammenligning med kommunismen i dens velmagtsdage. Venstrefløjen peger korrekt på, at muslimsk overtagelse af Europa er en vrangforestilling eller i det mindste forhastet. Men de fejler i erkendelsen af at i muslimske flertalssamfund som i Asien og Mellemøsten, forbliver islamismen en magtfuld og tiltagende kraft. Bedre organiserede, bedre motiverede, støttede af truslen om vold og beskyttede af kulturelle normer, der forbyder kritik af Islam, er islamisterne i stand til at omstyrte samfundenes naturer hvor end de opnår formel magt. Med mindre de belejrede moderate fra Irak til Indonesien kan finde en måde at modsætte sig islamismen, og bane vejen for idéer, vil de fortsætte med at miste terræn til en stædig bevægelse, der mener den både har Gud og historien på sin side.
Ved første øjekast kan sammenligningen mellem Krigen mod Terror og Den Kolde Krig synes fornuftig nok. Som kommunisterne værdsætter islamisterne gruppen over individet, retfærdiggør af politiske grunde vold og nærer en næsten fysisk antipati mod en verdensorden domineret af frie, velstående demokratier. Yderligere kan man i denne nye version af Den Kolde Krig let udskifte Moskva og Beijing med Riyadh og Tehran, Karl Marx med Al Jazeera´s usoignerede Yusuf al-Qaradawi, og Sovjetunionen´s Verdensfederation af Demokratisk Ungdom med det saudi finansierede Verdensforening af Muslimsk Ungdom. Den indre trussel – engang symboliseret gennem vestlige kommunistiske partier og deres sympatisører, repræsenteres nu af islamvenlige grupper som Council on American-Islamic Relations og Muslim Council of Britain. Derudover går argumenterne på, at hvor kommunistiske og kapitalistiske stedfortrædere lavede spredt fægtning i så fjerne områder som Angola og Afghanistan, så har islamisterne bragt deres kamp til hjertet af Vesten. Pludselig er New York, London og Madrid lige så store slagmarker som Beirut og Baghdad.
Hvor plausibelt det end forekommer, overdriver denne formulering islamisternes styrke, og undervurderer effektiviteten af vestlige institutioner og samfundenes modstandskraft. Jovist, islamistisk intimidering har begrænset ytringsfriheden i visse områder: hollænderne og danskerne må træde varsomt i kritikken af Islam, og forvente et liv med livvagter og sikrede huse. Men islamismen har også affødt en generation af modige muslimske tænkere i Vesten – Ayaan Hirsi Ali, Irshad Manji og Asra Nomani for blot at nævne et par stykker – der er villige til at stille de ubekvemme spørgsmål, der har tendens til ikke at blive stillede i deres oprindelseslande. - Terrorismen er blevet inddæmmet. Det eneste der nu når forsiderne er forpurrede plot. Derudover forfaldt islamismen til en stejl, glædesløs, bogstavelig islamfortolkning, de ikke kan håbe på, vil strække sin appel til mere end en minoritet i minoriteten i Vesten – de muslimer der drages af Islam´s stærke utopiske vision. Osama bin Laden vil aldrig komme til at pryde lige så mange T-shirts som Che Guevara.
Islamisternes svaghed i Vesten modsvares kun af den muslimske verdens tilbageståenhed. I sin storhedstid kunne Sovjetunionen med nogen ret hævde, at kunne matche U.S.A. på så forskellige områder som skak, ballet, matematik, olympiske discipliner, flyve –og rum forskning. Fjern olien fra de muslimske lande, og man står tilbage med samfund der samlet set kan fremvise færre resultater end en middelstor asiatisk magt, ikke iberegnet exceptionelle lande som eksempelvis Korea.
Denne realitet gør det let at afvise den islamistiske trussel, som mange af Vesten´s venstreorienterede gør, eller indsnævrer islamismens dimension til aktiviteterne af en håndfuld terrorgrupper – al-Qaeda eller sydøstasiens Jemaah Islamiyah. Og alligevel er det paradoksalt nok de muslimske samfunds elendige tilstand, der gør islamismen til en så formidabel magt. Dagligt erindrede om at de er modtagere af Gud´s sidste åbenbaring, favner en stor minoritet af muslimer – måske mellem 10 og 15 procent – den islamistiske idé om, at grunden til deres tilbageståenhed ikke skal findes i deres manglende evne til at favne moderniteten, men skal findes i den manglende mulighed for fuldstændigt at favne deres tro. Mange flere, ikke udelukkende islamister, er overordnede sympatiske overfor et verdenssyn der er svøbt i konspirationsteorier og tvangsmæssigt bebrejder muslimske fejlslag på udenforstående. Jøder, amerikanere og frimurere er deres yndlingsspøgelser.
Selvfølgelig er hverken religiøs fordunkling eller mangel på selvkritik et muslimsk monopol. Indien har sine fundamentalister, der gør optøjer mod muslimerne, og angriber malere og lærde. Amerika har sine kristne, der fører krig mod Darwin i klasserummet. Ikke desto mindre er den fare islamisterne udgør mod de frie demokratier af en helt anden størrelsesorden.
Islamisterne – til trods for at de næsten altid er en minoritet – tenderer at være bedre motiverede og bedre motiverede end deres modstandere. Svage eller sympatiserende domstole og politistyrker tillader dem at udøve vold og true med vold for at styre det offentlige rum – om det så drejer sig om at drive Playboy ud af Jakarta eller belejre vejen til lufthavnen i Beirut. Kulturelle normer – selv i relativt åbne lande som Malaysia og Indonesien – sætter enhver offentlig kritik af Islam ud af spillet. Spaniere der støtte prævention og homoseksuelles rettigheder kan direkte erklære, at de er ligeglade med hvad Biblen eller Paven mener. En indoneser eller pakistaner der siger det samme om Koranen og profeten Muhammed, inviterer til anklager om ”Islamofobi” og trusler om vold.
Indflydelsen islamisterne udfører i gaderne og på den offentlige diskurs har haft sin virkning. Selv steder hvor de ikke har formel magt – som i Ægypten og Pakistan – har islamisterne ledt samfundene i uliberal retning. I Ægypten kommer kvindelige universitetsstuderende under tiltagende pres for at bære tørklæde, end de gjorde for en generation siden. I dele af Pakistan har islamisterne erklæret krig mod musik og sæbeoperaer. I Indonesien finder kristne og kætterske muslimer som eksempelvis Ahmadiyya ofte deres kirker og moskeer under belejring.
I hvert af disse lande må de der tror på at lighed for kønnene, ytringsfrihed og tankefrihed er universelle værdier, og ikke blot vestlige værdier, gøre dette med den ene hånd bundet på ryggen.
Så mens talen om at Islam baner sig vej ind i Washington, London og Paris kan være overdrevne, så sikrer særlige betingelser i den muslimske verden, at truslen mod det frie demokrati i Jakarta, Kuala Lumpur og Islamabad ikke forsvinder i den nærmeste fremtid.
Begge synspunkter er fejlbehæftede. Konservative understreger korrekt islamismens magt og tilhængernes globale ambitioner, men fejler i erkendelsen af bevægelsens mangel på militær og intellektuel tyngde, eller dens begrænsede globale appel i sammenligning med kommunismen i dens velmagtsdage. Venstrefløjen peger korrekt på, at muslimsk overtagelse af Europa er en vrangforestilling eller i det mindste forhastet. Men de fejler i erkendelsen af at i muslimske flertalssamfund som i Asien og Mellemøsten, forbliver islamismen en magtfuld og tiltagende kraft. Bedre organiserede, bedre motiverede, støttede af truslen om vold og beskyttede af kulturelle normer, der forbyder kritik af Islam, er islamisterne i stand til at omstyrte samfundenes naturer hvor end de opnår formel magt. Med mindre de belejrede moderate fra Irak til Indonesien kan finde en måde at modsætte sig islamismen, og bane vejen for idéer, vil de fortsætte med at miste terræn til en stædig bevægelse, der mener den både har Gud og historien på sin side.
Ved første øjekast kan sammenligningen mellem Krigen mod Terror og Den Kolde Krig synes fornuftig nok. Som kommunisterne værdsætter islamisterne gruppen over individet, retfærdiggør af politiske grunde vold og nærer en næsten fysisk antipati mod en verdensorden domineret af frie, velstående demokratier. Yderligere kan man i denne nye version af Den Kolde Krig let udskifte Moskva og Beijing med Riyadh og Tehran, Karl Marx med Al Jazeera´s usoignerede Yusuf al-Qaradawi, og Sovjetunionen´s Verdensfederation af Demokratisk Ungdom med det saudi finansierede Verdensforening af Muslimsk Ungdom. Den indre trussel – engang symboliseret gennem vestlige kommunistiske partier og deres sympatisører, repræsenteres nu af islamvenlige grupper som Council on American-Islamic Relations og Muslim Council of Britain. Derudover går argumenterne på, at hvor kommunistiske og kapitalistiske stedfortrædere lavede spredt fægtning i så fjerne områder som Angola og Afghanistan, så har islamisterne bragt deres kamp til hjertet af Vesten. Pludselig er New York, London og Madrid lige så store slagmarker som Beirut og Baghdad.
Hvor plausibelt det end forekommer, overdriver denne formulering islamisternes styrke, og undervurderer effektiviteten af vestlige institutioner og samfundenes modstandskraft. Jovist, islamistisk intimidering har begrænset ytringsfriheden i visse områder: hollænderne og danskerne må træde varsomt i kritikken af Islam, og forvente et liv med livvagter og sikrede huse. Men islamismen har også affødt en generation af modige muslimske tænkere i Vesten – Ayaan Hirsi Ali, Irshad Manji og Asra Nomani for blot at nævne et par stykker – der er villige til at stille de ubekvemme spørgsmål, der har tendens til ikke at blive stillede i deres oprindelseslande. - Terrorismen er blevet inddæmmet. Det eneste der nu når forsiderne er forpurrede plot. Derudover forfaldt islamismen til en stejl, glædesløs, bogstavelig islamfortolkning, de ikke kan håbe på, vil strække sin appel til mere end en minoritet i minoriteten i Vesten – de muslimer der drages af Islam´s stærke utopiske vision. Osama bin Laden vil aldrig komme til at pryde lige så mange T-shirts som Che Guevara.
Islamisternes svaghed i Vesten modsvares kun af den muslimske verdens tilbageståenhed. I sin storhedstid kunne Sovjetunionen med nogen ret hævde, at kunne matche U.S.A. på så forskellige områder som skak, ballet, matematik, olympiske discipliner, flyve –og rum forskning. Fjern olien fra de muslimske lande, og man står tilbage med samfund der samlet set kan fremvise færre resultater end en middelstor asiatisk magt, ikke iberegnet exceptionelle lande som eksempelvis Korea.
Denne realitet gør det let at afvise den islamistiske trussel, som mange af Vesten´s venstreorienterede gør, eller indsnævrer islamismens dimension til aktiviteterne af en håndfuld terrorgrupper – al-Qaeda eller sydøstasiens Jemaah Islamiyah. Og alligevel er det paradoksalt nok de muslimske samfunds elendige tilstand, der gør islamismen til en så formidabel magt. Dagligt erindrede om at de er modtagere af Gud´s sidste åbenbaring, favner en stor minoritet af muslimer – måske mellem 10 og 15 procent – den islamistiske idé om, at grunden til deres tilbageståenhed ikke skal findes i deres manglende evne til at favne moderniteten, men skal findes i den manglende mulighed for fuldstændigt at favne deres tro. Mange flere, ikke udelukkende islamister, er overordnede sympatiske overfor et verdenssyn der er svøbt i konspirationsteorier og tvangsmæssigt bebrejder muslimske fejlslag på udenforstående. Jøder, amerikanere og frimurere er deres yndlingsspøgelser.
Selvfølgelig er hverken religiøs fordunkling eller mangel på selvkritik et muslimsk monopol. Indien har sine fundamentalister, der gør optøjer mod muslimerne, og angriber malere og lærde. Amerika har sine kristne, der fører krig mod Darwin i klasserummet. Ikke desto mindre er den fare islamisterne udgør mod de frie demokratier af en helt anden størrelsesorden.
Islamisterne – til trods for at de næsten altid er en minoritet – tenderer at være bedre motiverede og bedre motiverede end deres modstandere. Svage eller sympatiserende domstole og politistyrker tillader dem at udøve vold og true med vold for at styre det offentlige rum – om det så drejer sig om at drive Playboy ud af Jakarta eller belejre vejen til lufthavnen i Beirut. Kulturelle normer – selv i relativt åbne lande som Malaysia og Indonesien – sætter enhver offentlig kritik af Islam ud af spillet. Spaniere der støtte prævention og homoseksuelles rettigheder kan direkte erklære, at de er ligeglade med hvad Biblen eller Paven mener. En indoneser eller pakistaner der siger det samme om Koranen og profeten Muhammed, inviterer til anklager om ”Islamofobi” og trusler om vold.
Indflydelsen islamisterne udfører i gaderne og på den offentlige diskurs har haft sin virkning. Selv steder hvor de ikke har formel magt – som i Ægypten og Pakistan – har islamisterne ledt samfundene i uliberal retning. I Ægypten kommer kvindelige universitetsstuderende under tiltagende pres for at bære tørklæde, end de gjorde for en generation siden. I dele af Pakistan har islamisterne erklæret krig mod musik og sæbeoperaer. I Indonesien finder kristne og kætterske muslimer som eksempelvis Ahmadiyya ofte deres kirker og moskeer under belejring.
I hvert af disse lande må de der tror på at lighed for kønnene, ytringsfrihed og tankefrihed er universelle værdier, og ikke blot vestlige værdier, gøre dette med den ene hånd bundet på ryggen.
Så mens talen om at Islam baner sig vej ind i Washington, London og Paris kan være overdrevne, så sikrer særlige betingelser i den muslimske verden, at truslen mod det frie demokrati i Jakarta, Kuala Lumpur og Islamabad ikke forsvinder i den nærmeste fremtid.
