Motiveret af frygt og multikulturalisme føjer for mange vestlige sig den snigende Sharia
Islam deler verden i to. Den del der styres af Sharia, eller islamisk lov, kaldes Dar al-Islam, elle Underkastelsens Hus. Alt andet er Dar al-Harb, Krigens Hus, da dette vil fremkalde krig – hellig krig, jihad – for at bringe dette til Underkastelsens Hus. Gennem århundreder har jihad taget varierende former. For to århundreder siden kaprede muslimske pirater fra Nordafrika skibe, og slavegjorte deres besætninger, ledende U.S.A. til at udføre Barbary Wars fra 1801-05 og 1815. I de seneste årtier har jihadisternes valg af våben almindeligvis været terroristbomben; anvendelsen af fly som missiler den 9/11 var en variant af denne metode.
Hvad der ikke er almindeligt kendt er, at Ayatollah Khomeini´s fatwa i 1989 imod forfatteren til De Sataniske Vers, introducerede en ny slags jihad. I stedet for at angribe vestlige skibe eller bygninger sigtede Khomeini mod en fundamental vestlig frihed: Ytringsfriheden. I de seneste år har andre islamister lagt sig ind på samme kurs, søgende at underminere vestlige samfunds grundlæggende friheder og indføre Sharia i disse samfund.
De kulturelle jihadister har nyt foruroligende succes. Særligt to begivenheder – mordet på Theo van Gogh fra Amsterdam som gengæld for hans film omkring Islam´s undertrykkelse af kvinder, og den globale bølge af optøjer, mord og vandalisme der fulgte en danske avis offentliggørelse i 2005 af tegninger der karikerer Muhammed – har haft en massiv bølgeeffekt gennem Vesten. Varierende motiveret, og utvivlsomt sommetider samtidig af frygt, misforstået sympati og multikulturel ideologi – der lærer os at gøre vore friheder ubetydelige og gøre knæfald for ikke-vestlige kulturer, uanset hvor undertrykkende de er – har folk i alle lag af de vestlige samfund, men især i eliterne, tilladt bekymringer om hvad fundamentalistiske muslimer føler, tænker eller gør at influere deres handlinger og udtryk. Disse vestlige er med andre ord begyndt at internalisere begrænsningerne af Sharia og dermed implicit accepterende den underdanige status af dhimmi – vantro der lever i muslimske samfund. Kald det kulturel overgivelse. Krigens Hus er langsomt – eller i tilfældet Europa ikke så langsomt, ved at absorberes i Underkastelsens Hus.
De vestlige medier sidder i førersædet på denne vej til mod Sharia. Ofte er deres tilgang at argumentere, ar vi er de slemme. Efter den hollandske sociolog, der blev politiker, Pim Fortuyn slog alarm om faren ved islamiseringens trussel mod demokratiet i Europa, har elitejournalister mærket ham som farlig. En overskrift i New York Times beskrev ham som ”Hollændernes march mod højre”. De hollandske aviser Het Parool og De Volkskrant sammenlignede ham med Mussolini; Trouw sammenlignede ham med Hitler. Manden (en multikulturalist, ikke en muslim) der myrdede ham i maj 2002, syntes at gengiv sådanne synspunkter, da han forklarede sit motiv: Fortuyn´s syn på Islam var, insisterede morderen, ”farlige”.
Intet vestligt medie har i dette omgang mere jævnligt udvist denne vane af moralsk inversion end BBC. Eksempelvis i 2006 fortalte imamen fra Manchester psykoterapeuten John Casson, at han støttede dødsstraffen for homoseksualitet. Casson udtrykte chok – og BBC offentliggjorde overskriften ”Imam anklaget for ”homoseksuelles død”-tilsmudsning, spundet over kontroversen, som en bestræbelse på at miskreditere Casson i forhold til Islam. BBC konkluderede sin historie med en kommentar fra en talsmand fra en islamisk menneskerettighedskommission, der sammenlignede muslimske tilgange til homoseksualitet med den af ”andre ortodokse religioner, såsom katolicismen” og beklagede, at denne fokusering på emnet var ”del af dæmoniseringen af muslimer”.
I juni 2005 sendte BBC en dokumentar ”Don´t Panic, I´m Islamic”, der søgte at portrættere bekymringer omkring Islam som ude af proportioner. Denne ”forbløffende renvaskning af Radikal Islam”, som ”Little Green Footballs”- bloggeren Charles Johnson formulerede det, ”hjalp med at holde den britiske offentlighed i dyb søvn, blot få uger før bomberne gik af i London´s undergrundsbaner og busser” i juli 2005. I december 2007 fremkom det, at fem af dokumentarens personer blev brugt som eksempler på ”harmløse nabomuslimer”, var blevet anklaget i terroristangrebene – og at producenterne i BBC, selvom de var klar over deres rolle efter at angrebene havde fundet sted, ikke havde rapporteret vigtige informationer om dette til politiet.
Pressens føjelighed mod muslimske krav er endemisk. Da Muhammedtegningerne, offentliggjort i september 2005 af den danske avis Jyllands Posten i et forsøg på at udfordre den tiltagende selvcensur efter mordet på van Gogh, blev mødt med verdensomspændende vold, tilsluttede kun én større avis, Philadelphia Inquirer, sig sådanne europæiske aviser som Die Welt og El País i genoptrykningen af tegningerne som en gestus mod ytringsfrihedssolidariteten. Redaktører der nægtede at trykke tegningerne hævdede, at deres motiver var multikulturel respekt for islam. Kritiker Christopher Hitchens mente noget andet, og skrev, at han ”kendte et ret stort antal af de vedkommende redaktører, og kan med sikkerhed sige, at hovedmotivet for tilbageholdenhed, ganske enkelt var frygt. Eksemplificeringen af denne nye dhimmisering, uanset motivering, kom i form af Norge´s ledende tegner Finn Graff, der ofte havde afbildet israelere som nazister, men nu ikke vovede at tegne noget der kunne provokere muslimsk vrede.
En anden tegningskrise kom efter, at den svenske artist Lars Vilks tegnede Muhammed som en hund, hvilket ambassadører fra muslimske lande brugte som undskyldning for at kræve ytringsbegrænsninger i Sverige. CNN reporter Paula Newton antydede, at måske ”Vilks burde have vidst bedre”, grundet hændelsen med Jyllands Posten – som om kunstnere naturligvis skal tage orde fra folk der ønsker at dræbe dem. The Economist fremlagde Vilks som en excentriker, der ikke skulle tages ”alt for alvorligt”, og bemærkede i den forbindelse, at den svenske statsminister, ulig Danmark, inviterede ambassadørerne ind for ”en snak”.
Mediernes elite underrapporterer jævnligt fundamentalistisk muslimsk adfærd eller mørklægger dens sande natur. Efter Rushdie i 2007 blev slået til ridder blev endnu en bølge af international islamistisk hærværk frigjort, skrev Tim Rutten i Los Angeles Times: ”Hvis du overvejer hvorfor du ikke har været i stand til at følge med i alle klummerne og lederne der afsværger al denne selvmordsagtige nonsens, så er det fordi der ikke har været nogen”. Eller se på optøjerne der befængte immigrantforstæderne i Frankrig i efteråret 2005. Disse optøjer var stort set erklæringer om muslimsk herredømme over muslimske nabolag, og havde tydelig karakter af jihad. Alligevel skulle der gå uger inden den amerikanske presse omtalte dette – og da de gjorde, underspillede de optøjernes muslimske identitet (mange råbte eksempelvis ”Allah hu akbar”). I stedet beskrev de volden som et udtryk for frustrationer over økonomisk uretfærdighed.
Når muslimske meningsundersøgelser dukker op, spinner medierne ofte resultaterne helt ud i det absurde, for derefter af lade undersøgelsen plumpe ned i glemslen efter at have kørt undersøgelsen gennem en enkelt nyhedsrunde. Journalister fejrede resultatet af en Pew-undersøgelse i 2007, der viste, at 80% af amerikanske muslimer i alderen 18 til 29 sagde, at de var imod selvmordsbomber – selvom bagsiden af medaljen dermed viste, og dermed den virkelige historie, at en tocifret procentdel af unge amerikanske muslimer indrømmer, at de støtter selvmordsbombere. Washington Post skrev i den forbindelse glædesfyldt: ”Amerikanske muslimer assimilerede, mod ekstremisme”, og U.S.A. Today: ”Amerikanske muslimer afviser ekstremisme”. En undersøgelse i Daily Telegraph i 2006 viste, at 40% af britiske muslimer ønsker sharia i Storbritannien – alligevel skriver britisk rapportere ofte som om kun en ubetydelig minoritet favner den slags synspunkter.
Efter hvert større terroristangreb siden 9/11 har pressen pligtskyldigt publiceret historier om, at vestlige muslimer frygter ”anti-muslimsk tilbageslag” – dermed nydeligt skiftet fokus fra islamisternes reelle voldshandlinger til ikke.muslimske fantasivoldshandlinger (Disse tilbageslag forekommer selvfølgelig aldrig). Mens bøger af islameksperter som Bat Ye´or og Robert Spencer, der fortæller komplicerede sandheder om jihad og sharia passeres i tavshed af aviser som New York Times, legitimerer elitepressen tænkere som Karen Armstrong og John Esposito, hvis sukkertilsatte repræsentationer af Islam skulle have været miskrediterede siden 9/11. New York Times beskrev Armstrong´s hagiografi af Muhammed som ”et godt sted at begynde” med at lære om Islam; i juli 2007 skrev Washington Post i en overskrift om en artikel af Esposito: ”Ønsker du at forstå Islam? Begynd her”.
Mediehovedstrømningerne har også tjent som udglattende portrættører af fundamentalistiske muslimers liv. Se eksempelvis på Andrea Elliott´s hengivne treparts profil af en imam fra Brooklyn, der kom i New York Times i marts 2006. Elliott og New York Times portrætterede Reda Shata som en heroisk brobygger mellem to kulturer, efterladende læserne med den behagelige overbevisning, at den tiltagende fremgang af Islam i Amerika ikke blot var harmløs, men positiv, endog vidunderlig. Til trods for det senere viste sig, at Shata ikke talte engelsk, nægtede at give kvinder hånd, ønskede at forbyde musik og støttede Hamas og selvmordsbombere, gjorde Elliott sit bedste for at underspille sådanne ubehagelige detaljer; i stedet fokuserede hun på de personlige sympatiske særligheder; ”Islam kom blødt til ham, i form af sin bedstemors rytmiske stemme”;”Hr. Shata opdagede kærlighed for 15 år siden…”;”Hun trængte ind i mit hjerte”, sagde imamen. Elliott´s sukkerstykke vandt en Pulitzer pris. Da den lærde ekspert i mellemøstlige anliggender Daniel Pipes pegede på, at Shata helt indlysende var islamist, afskrev en skribent for Columbia Journalism Review Pipes som ”højreorienteret”, og insisterede på at Shata var ”meget moderat”.
Sådan går det i pressens ”omvendte verden” af ikke så brave: de der, hvis de fik magten, ville underkaste sig vantro, undertrykke kvinder og henrette frafaldne og homoseksuelle, er ”moderate” (dagens moderate er tilsyneladende én der ikke render rundt med sprængstoffer fæstnet til kroppen), mens de der tør kalde en spade for en spade, er ”islamofober”.
Underholdningsindustrien har været næsten lige så forfærdende. Under Anden Verdenskrig sprøjtede Hollywood den ene film efter den anden, der tjente et formål, men dagens film og fjernsynsshows tripper med meget få undtagelser på tæer rundt om Islam eller hvidvasker decideret Islam. I hvidvaskningskategorien findes to sitcoms, der havde præmiere i 2007. Canadian Broadcasting Corporation´s ”Little Mosque on the Praire” og CW´s “Aliens in America”. Begge serier handler om muslimer der konfronterer anti-muslimske fordomme: begge tager for givet, at der ikke findes noget fundamentalistisk Islam problem i Vesten, men kun et anti-muslimsk problem.
Muslimske presgrupper har aktivt prøvet at afholde film og fjernsyn fra at protrættere Islam som andet end ”Fredens Religion”. Eksempelvis lykkedes det Council for American-Islamic Relations at få Paramount Pictures til at uskifte ”de onde” i ”The Sum of All Fears” fra islamistiske terrorister til nynazister, mens Fox´s populære serie ”24 Timer”, efter at muslimer havde klaget over historien, der afbillede islamiske terrorister, offentliggjorde sleskende public service annonceringer, der understregede, hvor ikke-voldelig Islam var.
Tidligere har den dansk-iranske skuespiller Farshad Kholghi bemærket, at til trods for den overvældende gennemslagskraft muhammedtegningerne havde på Danmark, ”er der ikke lavet én eneste film om krisen, ikke ét eneste teaterstykke, ikke én eneste stand up monolog”. Hvilket selvfølgelig præcist er hvad tegnings jihadisterne ønskede.
I april 2006 hånede en episode af animationsserien South Park beundringsværdigt bølgen af selvcensur, der fulgt Jyllands Posten´s krise – men Comedy Central censurerede den, erstattende et billede af Muhammed med en sort skærm og en forklarende notits. Ifølge seriens producer Anne Garefino indrømmede bestyrelsen ærligt, at de handlede af frygt. ”Vi var glade for”, fortalte hun en interviewer, ”at de ikke prøvede at hævde, at det var grundet religiøs tolerance”.
Så er der kunstverdenen. Postmoderne kunstnere der altid har stræbt efter at chokere og støde, indtager nu den fromme position, at Islam fortjener ”respekt”. Museer og gallerier har hurtigt taget malerier ned, der kunne støde muslimer, og har skrinlagt manuskripter der afbillede Muhammed. London´s Whitechapel Art Gallery fjernede i 2006 mandsstore nøgne dukker af den surrealistiske kunstner Hans Bellmer lige før udstillingens åbning; den officielle forklaring var ”pladsproblemer”, men kuratoren indrømmede, at den virkelige grund var frygt for, at nøgenhed ville støde galleriets muslimske naboer. Sidste november efter aflysningen af en udstilling i The Hague der afbillede homoseksuelle mænd med Muhammedmasker, anklagede Sooreh Hera museet for at give efter for muslimske trusler. Tim Marlow fra London´s White Cube Gallery bemærker, at den slags selvcensur hos kunstnere efterhånden er ved at være almindelig, selvom ”meget få folk udtrykkeligt har indrømmet dette”.
Den britiske kunstner Grayson Perry hvis kunst nådesløst har hånet kristendommen, er én der har indrømmet det – og hans modvilje handler ikke om multikulturel sensitivitet. ”Grunden til at jeg ikke i min kunst er gået hele vejen i mit angreb på Islam”, fortalte han Times i London, ”er fordi jeg føler en ægte frygt for, at nogen vil skære struben over på mig”.
Ledende liberale intellektuelle og akademikere har vist en slående vilje til at forråde frihedsværdierne, når det drejer sig om at pacificere muslimer. Unni Wikan, en berømt norsk kulturantropolog og islamekspert, reagerede på den høje rate af voldtægt på vantro i Oslo ved at gøre kvinderne opmærksom på, at ”de må erkende at de lever i et multikulturelt samfund og indrette dem selv på det”.
For nylig har de højt profilerede europæiske eksperter Ian Buruma fra Bard College og Timothy Garton Ash fra Oxford, til trods for deres voldsomme benægtelse af at advokere for kulturel overgivelse, favnet ”akkomodering”, hvilket lyder som skelnen uden forskel. I sin bog ”Murder in Amsterdam” citerer Buruma godkendende Amsterdam´s borgmester Job Cohen´s efterlysning af ”akkomodering til muslimerne”, inklusive de ”der bevidst diskriminerer mod deres kvinder”. Sharia skatter en muslimsk mands ret til at banke og voldtage sin kone, at tvangsgifte sine døtre og dræbe dem hvis de modsætter sig. Man kan kun gætte på hvad kvindelige muslimer, der immigrerede til Europa for at undslippe den slags barbari, tænker om dette.
Rowan Williams, ærkebiskoppen af Canterbury og én af Storbritannien´s mest velkendte offentlige intellektuelle, foreslog i februar institutionaliseringen af et parallelsystem af sharia lov i Storbritannien. Eftersom Islamic Sharia Council allerede fæller dom i muslimske ægteskaber og skilsmisser i Storbritannien, var hvad Williams foreslog, som han formulerede det, ”en meget udviklet og meget sofistikeret version af noget sådan, med forøgede beføjelser”. Heldigvis blev hans forslag, med mangel på noget konkret, men med overflod af akademisk ordskvalder (”Jeg tror ikke”, fortalte han BBC, ”at vi omgående skal springe til den konklusion, at hele deres verden af retslære og praktik på nogen måde er monstrøst ukompatibel med menneskerettighederne, alene af den årsag det ikke omgående passer ind i hvordan vi forstår tingene”) mødt med offentlighedens forargelse.
En anden prominent akkomodator er professor Mark Lilla fra Columbia University, forfatter af et essay fra august 2007 i New York Times, så langt og skrevet med en sådan perfekt akademisk livløshed, at mange læsere kan have læst det uden at opdage, at det repræsenterer den lige vej til sharia. ”Muslimer fulde af forlig med det moderne liberale demokrati kan ikke forventes”, skrev Lilla. ”For Vesten er dagens orden ”tålsomhed”, ikke forsvaret af høje principper”.
I dette lys er Buruma og Ash afslørende i forhold til behandlingen af forfatter Ayaan Hirsi Ali – sandsynligvis den største fortaler for vestlig frihed i lyset af det snigende jihad. Fordi Hirsi Ali nægter at kompromittere friheden, kalder Ash hende ”forsimplende….Oplysningstidsfundamentalist” – derigennem implicit ligestillende hende med de muslimske fundamentalister der har truet med at myrde hende – mens Buruma i adskillige artikler i New York Times har portrætteret hende som en irriterende og uvidende. Begge har dog herefter trukket følehornene noget tilbage. På den anden side har professorerne fabuleret over Ramadan´s angivelige brillanthed. Og de er ikke alene: selvom han tydeligvis ikke er assimileret, synes han at være belevent intellektuel – han nægter at fordømme stening ved utroskab, og ser tydeligt frem til et Europa under sharia – dette barnebarn af grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab Hassan al-Banna og protektor for den lærde islamist Yusuf al-Qaradawi, nyder ofte prisninger for værende det største håb for langsigtet forståelse mellem vestlige muslimer og ikke-muslimer.
I foråret gav professor i jura ved Harvard University Noah Feldman i New York Times faktisk to hurra for sharia. Han kontrasterede sharia fordelagtigt mod engelsk lov, og beskrev ”islamisternes” aspirationer om at forny de gamle ideer om lovregler som ”modige og noble”.
Med pressen, underholdningsindustrien og prominente liberale tænkere, der alle nægter at forsvare grundlæggende vestlige friheder, er det ikke overraskende, at vore politiske ledere også har været feje. Efter en lille avis i Oslo, Magazinet, havde genoptrykt de danske muhammedtegninger i 2006, brændte jihadister det norske flag, og satte ild til den norske ambassade i Syrien. I stedet for at modsætte sig vandalerne, vendte de norske ledere sig mod redaktøren af Magazinet, Vebjørn Sellbekk, delvist bebrejdende ham for ambassadeafbrændingerne og pressende ham til at undskylde. Han endte med at undskylde ved en statsfinansieret pressekonference, krybende foran en forsamling af imamer, hvis leder offentligt erklærede, at han tilgav ham, og at han nu var under hans beskyttelse. På denne skammens dag erkendte Selbekk senere, at ”Norge havde bevæget sig langt i retning af at lade ytringsfriheden blive islamisternes gidsel”. Som om kapitulationen ikke var skamfuld nok, rejste en norsk delegation til Qatar, og bønfaldt Qaradawi – en forsvarer af selvmordsbomber og mord på jødiske børn – om at acceptere Selbekk´s undskyldning. ”At mødes med Yusuf al-Qaradawi under disse omstændigheder”, skrev den norsk-irakiske skribent Walid al-Kubaisi protesterende, var ”énsbetydende med at give ekstremistiske islamister….ret til fælles konsultation angående måden Norge skal ledes”.
F.N´s position omkring spørgsmålet ytringsfrihed mod ”respekt” for Islam, var tydelig – og i klar strid med de værdier der var grundlæggende for grundlæggelsen af promoveringen af menneskerettighederne. ”Man gør ikke grin med andre folks religion”, docerede Kofi Annan kort efter hændelsen med Magazinet, efterabende prædikenen fra utallige imamer, ”og man må respektere hvad der for andre folk er helligt”. I oktober 2006 ved en paneldiskussion i F.N. under navnet ”Tegninger for fred”, foreslog general Shashi Tharoor at man trak ”en meget tynd blå F.N. linie mellem frihed og ansvar”. Og i 2007 vedtog F.N´s Menneskerettighedsråd på pakistansk opfordring forbud mod bagvaskelse af religion.
Da, år efter 9/11 præsident George W. Bush endeligt erklærede offentligt, at han var i krig med islamisk fascisme, fik rasende reaktioner fra multikulturalister og muslimer ham til at moderere dette til ”krig mod terror”. Storbritannien´s Udenrigsministerium har senere endog også dømt denne frase for stødende og bandlyst anvendelsen af denne frase blandt kabinetmedlemmer (på linie med ”islamisk ekstremisme”). I januar besluttede Udenrigsministeriet, at islamisk terrorisme fremover skulle beskrives som ”anti-islamisk aktivitet”.
Vestlige lovgivere og domstole har forstærket ”fredsforligets ånd”. I Norge´s parlament i 2005, med stort set ingen offentlig diskussion eller mediedækning, kriminaliserede man religiøse krænkelser (og placerede bevisbyrden på anklagede). Sidste år argumenterede landets fremmeste jurist Tor Erling Staff for, at straffen for æresdrab skulle være mindre end for andre slags mord, fordi det er arrogant af os at forvente, at muslimske mænd skal tilpasse sig vort samfunds normer. Og i 2007, i et af adskillige tilfælde i hvilke magistraterne svor at opretholde tysk lov, fulgte man i stedet sharia. En dommer i Frankfurt afviste en kvindes ønske om hurtig skilsmisse fra hendes brutalt misbrugende mand; han har trods alt ifølge Koranen ret til at banke hende.
De der tør trodse vestens nye sharia baserede begrænsninger og sige deres mening, risikerer nu i visse lande retsforfølgelse. I 2006 blev den legendariske Oriana Fallaci under kampen mod kræften retsforfulgt for at have tilsværtet Islam; tre år tidligere havde hun mod tilsvarende anklager forsvaret sig selv ved en fransk domstol. Hun blev i begge tilfælde fundet ikke skyldig. Nyligere har canadiske provinser beordret redaktør Ezra Levant og journalist Mark Steyn stillet for et menneskeretstribunal. Førstnævnte for at have genoptryk Muhammedtegningerne, sidstnævnte for at have skrevet kritisk om Islam i Maclean´s.
Og mens Vesten´s myndigheder jagter islamkritikere, så ærer de jihadister og deres tilhængere. I 2005 slog dronning Elizabeth Iqbal Sacranie fra Muslim Council of Britain, en mand der havde opfordret til mord på Salman Rushdie, til ridder. Samme år priste London´s borgmester Ken Livingstone groteskt Qaradawi for værende ”progressiv” – og som svar på homoseksuelle aktivister der pegede på, at Qaradawi havde forsvaret dødsstraf for homoseksuelle, udgav et afhandlingslangt dossier der hvidvaskede den lærde sunni, og prøvede at tilsværte aktivisternes omdømme. Af alle Vesten´s ledere tager den hollandske justitsminister dog prisen, da han i 2006 sagde, at hvis vælgerne ønskede at bringe sharia til Holland – hvor muslimer snart vil være et flertal i storbyer, ”ville det være skammeligt at sige: ”Dette er ikke tilladeligt!”
Hvis ikke du finder dhimmificeringen af politikerne chokerende, så prøv at se i hvilken grad lovens håndhævere har underlagt sig islamisk pres. Sidste år da ”Undercover Mosque”, en usædvanlig ligefrem udsendelse fra Storbritanniens Channel 4, viste ”moderate” muslimer prædike bankning af koner og døtre og mord på homoseksuelle og frafaldne, slog politiet til – med at anmelde stationen til kommunikationsmyndigheden Ofcom for at have oppiske racehad (Ofcom skal have ros for at have afvist anklagen). Politiets reaktion, som bemærket af James Forsyth i Spectator, ”afslørede et tankesæt der viser sig at være mere problematisk end selve problemet”. Kun dage efter udsendelsen ”Undercover Mosque” – i en enorm indifference overfor den realitet udsendelsen afslørede – annoncerede Metropolitan politikommissær Sir Ian Blair sine planer om at dele anti-terror efterretningstjenesten med muslimske ledere. Disse planer blev heldigvis senere skrinlagt.
Canadisk muslimske reformist Irshad Manji bemærkede, at i 2006 da 17 terrorister blev arresterede i Toronto i gang med at give Canada ”sit eget 9/11”, nævnte politiet intet om, at det havde noget med muslimer eller Islam at gøre. Ikke et ord. Da en kunstner fra Rotterdam efter mordet på van Gogh tegnede et gadebillede afbilledende en engel og ordene ”Du må ej ihjelslå”, ødelagde politiet af frygt for muslimsk mishag gadebilledet (og videooptagelsen af ødelæggelsen). I 2007 blev en fjernsynsappel fra britiske betjente vedrørende jagten på en muslimsk voldtægtsmand annulleret af frygt for ”racistiske tilbageslag”. Og i august rapporterede Times i London, at ”asiatiske” mænd (britisk kode for ”muslimer”) i Storbritannien havde sex med måske hundredvis af ”hvide piger helt ned i alderen tolv år” – men at myndighederne ikke vil tage affære, da dette kunne ”forstyrre racerelationerne”. Typisk at hverken Times eller statens myndigheder anerkender, at de ”asiatiske” mænds foragt for ”hvide” piger, ikke handlede om race, men om religion.
Nok. Vi må se i øjnene, at de kulturelle jihadister hader vores friheder, da disse friheder trodsede sharia, som de er fast besluttede på at påtvinge os. Indtil videre har de haft langt mindre succes med at skubbe ytringsfriheden og andre friheder tilbage i Amerika end i Europa. Amerika viser sig dog tiltagende modtagelig for deres pres.
Nøglespørgsmålet for vestlige er: Elsker vi vore friheder lige så højt som de hader dem? Mange frie folk er på den måde blevet så vante til friheden, og til den komfortable position ikke at skulle kæmpe for den, at de når det kræves ikke er i stand til at forsvare den – eller i mange tilfælde overhovedet være i stand til at se hvornår det kræves at skulle kæmpe. Hvad angår muslimerne i Vesten, så viser undersøgelser, at selvom de ikke aktivt involverer sig i jihad, så er de parate til passivt at se den anden vej – nogle endda billigende – mens deres hardcore religiøse trækker den vestlige verden ind i Underkastelsens Hus.
Men vi kan på den anden side ikke forvente at de forsvarer friheden, hvis ikke vi selv forsvarer den.
Islam deler verden i to. Den del der styres af Sharia, eller islamisk lov, kaldes Dar al-Islam, elle Underkastelsens Hus. Alt andet er Dar al-Harb, Krigens Hus, da dette vil fremkalde krig – hellig krig, jihad – for at bringe dette til Underkastelsens Hus. Gennem århundreder har jihad taget varierende former. For to århundreder siden kaprede muslimske pirater fra Nordafrika skibe, og slavegjorte deres besætninger, ledende U.S.A. til at udføre Barbary Wars fra 1801-05 og 1815. I de seneste årtier har jihadisternes valg af våben almindeligvis været terroristbomben; anvendelsen af fly som missiler den 9/11 var en variant af denne metode.
Hvad der ikke er almindeligt kendt er, at Ayatollah Khomeini´s fatwa i 1989 imod forfatteren til De Sataniske Vers, introducerede en ny slags jihad. I stedet for at angribe vestlige skibe eller bygninger sigtede Khomeini mod en fundamental vestlig frihed: Ytringsfriheden. I de seneste år har andre islamister lagt sig ind på samme kurs, søgende at underminere vestlige samfunds grundlæggende friheder og indføre Sharia i disse samfund.
De kulturelle jihadister har nyt foruroligende succes. Særligt to begivenheder – mordet på Theo van Gogh fra Amsterdam som gengæld for hans film omkring Islam´s undertrykkelse af kvinder, og den globale bølge af optøjer, mord og vandalisme der fulgte en danske avis offentliggørelse i 2005 af tegninger der karikerer Muhammed – har haft en massiv bølgeeffekt gennem Vesten. Varierende motiveret, og utvivlsomt sommetider samtidig af frygt, misforstået sympati og multikulturel ideologi – der lærer os at gøre vore friheder ubetydelige og gøre knæfald for ikke-vestlige kulturer, uanset hvor undertrykkende de er – har folk i alle lag af de vestlige samfund, men især i eliterne, tilladt bekymringer om hvad fundamentalistiske muslimer føler, tænker eller gør at influere deres handlinger og udtryk. Disse vestlige er med andre ord begyndt at internalisere begrænsningerne af Sharia og dermed implicit accepterende den underdanige status af dhimmi – vantro der lever i muslimske samfund. Kald det kulturel overgivelse. Krigens Hus er langsomt – eller i tilfældet Europa ikke så langsomt, ved at absorberes i Underkastelsens Hus.
De vestlige medier sidder i førersædet på denne vej til mod Sharia. Ofte er deres tilgang at argumentere, ar vi er de slemme. Efter den hollandske sociolog, der blev politiker, Pim Fortuyn slog alarm om faren ved islamiseringens trussel mod demokratiet i Europa, har elitejournalister mærket ham som farlig. En overskrift i New York Times beskrev ham som ”Hollændernes march mod højre”. De hollandske aviser Het Parool og De Volkskrant sammenlignede ham med Mussolini; Trouw sammenlignede ham med Hitler. Manden (en multikulturalist, ikke en muslim) der myrdede ham i maj 2002, syntes at gengiv sådanne synspunkter, da han forklarede sit motiv: Fortuyn´s syn på Islam var, insisterede morderen, ”farlige”.
Intet vestligt medie har i dette omgang mere jævnligt udvist denne vane af moralsk inversion end BBC. Eksempelvis i 2006 fortalte imamen fra Manchester psykoterapeuten John Casson, at han støttede dødsstraffen for homoseksualitet. Casson udtrykte chok – og BBC offentliggjorde overskriften ”Imam anklaget for ”homoseksuelles død”-tilsmudsning, spundet over kontroversen, som en bestræbelse på at miskreditere Casson i forhold til Islam. BBC konkluderede sin historie med en kommentar fra en talsmand fra en islamisk menneskerettighedskommission, der sammenlignede muslimske tilgange til homoseksualitet med den af ”andre ortodokse religioner, såsom katolicismen” og beklagede, at denne fokusering på emnet var ”del af dæmoniseringen af muslimer”.
I juni 2005 sendte BBC en dokumentar ”Don´t Panic, I´m Islamic”, der søgte at portrættere bekymringer omkring Islam som ude af proportioner. Denne ”forbløffende renvaskning af Radikal Islam”, som ”Little Green Footballs”- bloggeren Charles Johnson formulerede det, ”hjalp med at holde den britiske offentlighed i dyb søvn, blot få uger før bomberne gik af i London´s undergrundsbaner og busser” i juli 2005. I december 2007 fremkom det, at fem af dokumentarens personer blev brugt som eksempler på ”harmløse nabomuslimer”, var blevet anklaget i terroristangrebene – og at producenterne i BBC, selvom de var klar over deres rolle efter at angrebene havde fundet sted, ikke havde rapporteret vigtige informationer om dette til politiet.
Pressens føjelighed mod muslimske krav er endemisk. Da Muhammedtegningerne, offentliggjort i september 2005 af den danske avis Jyllands Posten i et forsøg på at udfordre den tiltagende selvcensur efter mordet på van Gogh, blev mødt med verdensomspændende vold, tilsluttede kun én større avis, Philadelphia Inquirer, sig sådanne europæiske aviser som Die Welt og El País i genoptrykningen af tegningerne som en gestus mod ytringsfrihedssolidariteten. Redaktører der nægtede at trykke tegningerne hævdede, at deres motiver var multikulturel respekt for islam. Kritiker Christopher Hitchens mente noget andet, og skrev, at han ”kendte et ret stort antal af de vedkommende redaktører, og kan med sikkerhed sige, at hovedmotivet for tilbageholdenhed, ganske enkelt var frygt. Eksemplificeringen af denne nye dhimmisering, uanset motivering, kom i form af Norge´s ledende tegner Finn Graff, der ofte havde afbildet israelere som nazister, men nu ikke vovede at tegne noget der kunne provokere muslimsk vrede.
En anden tegningskrise kom efter, at den svenske artist Lars Vilks tegnede Muhammed som en hund, hvilket ambassadører fra muslimske lande brugte som undskyldning for at kræve ytringsbegrænsninger i Sverige. CNN reporter Paula Newton antydede, at måske ”Vilks burde have vidst bedre”, grundet hændelsen med Jyllands Posten – som om kunstnere naturligvis skal tage orde fra folk der ønsker at dræbe dem. The Economist fremlagde Vilks som en excentriker, der ikke skulle tages ”alt for alvorligt”, og bemærkede i den forbindelse, at den svenske statsminister, ulig Danmark, inviterede ambassadørerne ind for ”en snak”.
Mediernes elite underrapporterer jævnligt fundamentalistisk muslimsk adfærd eller mørklægger dens sande natur. Efter Rushdie i 2007 blev slået til ridder blev endnu en bølge af international islamistisk hærværk frigjort, skrev Tim Rutten i Los Angeles Times: ”Hvis du overvejer hvorfor du ikke har været i stand til at følge med i alle klummerne og lederne der afsværger al denne selvmordsagtige nonsens, så er det fordi der ikke har været nogen”. Eller se på optøjerne der befængte immigrantforstæderne i Frankrig i efteråret 2005. Disse optøjer var stort set erklæringer om muslimsk herredømme over muslimske nabolag, og havde tydelig karakter af jihad. Alligevel skulle der gå uger inden den amerikanske presse omtalte dette – og da de gjorde, underspillede de optøjernes muslimske identitet (mange råbte eksempelvis ”Allah hu akbar”). I stedet beskrev de volden som et udtryk for frustrationer over økonomisk uretfærdighed.
Når muslimske meningsundersøgelser dukker op, spinner medierne ofte resultaterne helt ud i det absurde, for derefter af lade undersøgelsen plumpe ned i glemslen efter at have kørt undersøgelsen gennem en enkelt nyhedsrunde. Journalister fejrede resultatet af en Pew-undersøgelse i 2007, der viste, at 80% af amerikanske muslimer i alderen 18 til 29 sagde, at de var imod selvmordsbomber – selvom bagsiden af medaljen dermed viste, og dermed den virkelige historie, at en tocifret procentdel af unge amerikanske muslimer indrømmer, at de støtter selvmordsbombere. Washington Post skrev i den forbindelse glædesfyldt: ”Amerikanske muslimer assimilerede, mod ekstremisme”, og U.S.A. Today: ”Amerikanske muslimer afviser ekstremisme”. En undersøgelse i Daily Telegraph i 2006 viste, at 40% af britiske muslimer ønsker sharia i Storbritannien – alligevel skriver britisk rapportere ofte som om kun en ubetydelig minoritet favner den slags synspunkter.
Efter hvert større terroristangreb siden 9/11 har pressen pligtskyldigt publiceret historier om, at vestlige muslimer frygter ”anti-muslimsk tilbageslag” – dermed nydeligt skiftet fokus fra islamisternes reelle voldshandlinger til ikke.muslimske fantasivoldshandlinger (Disse tilbageslag forekommer selvfølgelig aldrig). Mens bøger af islameksperter som Bat Ye´or og Robert Spencer, der fortæller komplicerede sandheder om jihad og sharia passeres i tavshed af aviser som New York Times, legitimerer elitepressen tænkere som Karen Armstrong og John Esposito, hvis sukkertilsatte repræsentationer af Islam skulle have været miskrediterede siden 9/11. New York Times beskrev Armstrong´s hagiografi af Muhammed som ”et godt sted at begynde” med at lære om Islam; i juli 2007 skrev Washington Post i en overskrift om en artikel af Esposito: ”Ønsker du at forstå Islam? Begynd her”.
Mediehovedstrømningerne har også tjent som udglattende portrættører af fundamentalistiske muslimers liv. Se eksempelvis på Andrea Elliott´s hengivne treparts profil af en imam fra Brooklyn, der kom i New York Times i marts 2006. Elliott og New York Times portrætterede Reda Shata som en heroisk brobygger mellem to kulturer, efterladende læserne med den behagelige overbevisning, at den tiltagende fremgang af Islam i Amerika ikke blot var harmløs, men positiv, endog vidunderlig. Til trods for det senere viste sig, at Shata ikke talte engelsk, nægtede at give kvinder hånd, ønskede at forbyde musik og støttede Hamas og selvmordsbombere, gjorde Elliott sit bedste for at underspille sådanne ubehagelige detaljer; i stedet fokuserede hun på de personlige sympatiske særligheder; ”Islam kom blødt til ham, i form af sin bedstemors rytmiske stemme”;”Hr. Shata opdagede kærlighed for 15 år siden…”;”Hun trængte ind i mit hjerte”, sagde imamen. Elliott´s sukkerstykke vandt en Pulitzer pris. Da den lærde ekspert i mellemøstlige anliggender Daniel Pipes pegede på, at Shata helt indlysende var islamist, afskrev en skribent for Columbia Journalism Review Pipes som ”højreorienteret”, og insisterede på at Shata var ”meget moderat”.
Sådan går det i pressens ”omvendte verden” af ikke så brave: de der, hvis de fik magten, ville underkaste sig vantro, undertrykke kvinder og henrette frafaldne og homoseksuelle, er ”moderate” (dagens moderate er tilsyneladende én der ikke render rundt med sprængstoffer fæstnet til kroppen), mens de der tør kalde en spade for en spade, er ”islamofober”.
Underholdningsindustrien har været næsten lige så forfærdende. Under Anden Verdenskrig sprøjtede Hollywood den ene film efter den anden, der tjente et formål, men dagens film og fjernsynsshows tripper med meget få undtagelser på tæer rundt om Islam eller hvidvasker decideret Islam. I hvidvaskningskategorien findes to sitcoms, der havde præmiere i 2007. Canadian Broadcasting Corporation´s ”Little Mosque on the Praire” og CW´s “Aliens in America”. Begge serier handler om muslimer der konfronterer anti-muslimske fordomme: begge tager for givet, at der ikke findes noget fundamentalistisk Islam problem i Vesten, men kun et anti-muslimsk problem.
Muslimske presgrupper har aktivt prøvet at afholde film og fjernsyn fra at protrættere Islam som andet end ”Fredens Religion”. Eksempelvis lykkedes det Council for American-Islamic Relations at få Paramount Pictures til at uskifte ”de onde” i ”The Sum of All Fears” fra islamistiske terrorister til nynazister, mens Fox´s populære serie ”24 Timer”, efter at muslimer havde klaget over historien, der afbillede islamiske terrorister, offentliggjorde sleskende public service annonceringer, der understregede, hvor ikke-voldelig Islam var.
Tidligere har den dansk-iranske skuespiller Farshad Kholghi bemærket, at til trods for den overvældende gennemslagskraft muhammedtegningerne havde på Danmark, ”er der ikke lavet én eneste film om krisen, ikke ét eneste teaterstykke, ikke én eneste stand up monolog”. Hvilket selvfølgelig præcist er hvad tegnings jihadisterne ønskede.
I april 2006 hånede en episode af animationsserien South Park beundringsværdigt bølgen af selvcensur, der fulgt Jyllands Posten´s krise – men Comedy Central censurerede den, erstattende et billede af Muhammed med en sort skærm og en forklarende notits. Ifølge seriens producer Anne Garefino indrømmede bestyrelsen ærligt, at de handlede af frygt. ”Vi var glade for”, fortalte hun en interviewer, ”at de ikke prøvede at hævde, at det var grundet religiøs tolerance”.
Så er der kunstverdenen. Postmoderne kunstnere der altid har stræbt efter at chokere og støde, indtager nu den fromme position, at Islam fortjener ”respekt”. Museer og gallerier har hurtigt taget malerier ned, der kunne støde muslimer, og har skrinlagt manuskripter der afbillede Muhammed. London´s Whitechapel Art Gallery fjernede i 2006 mandsstore nøgne dukker af den surrealistiske kunstner Hans Bellmer lige før udstillingens åbning; den officielle forklaring var ”pladsproblemer”, men kuratoren indrømmede, at den virkelige grund var frygt for, at nøgenhed ville støde galleriets muslimske naboer. Sidste november efter aflysningen af en udstilling i The Hague der afbillede homoseksuelle mænd med Muhammedmasker, anklagede Sooreh Hera museet for at give efter for muslimske trusler. Tim Marlow fra London´s White Cube Gallery bemærker, at den slags selvcensur hos kunstnere efterhånden er ved at være almindelig, selvom ”meget få folk udtrykkeligt har indrømmet dette”.
Den britiske kunstner Grayson Perry hvis kunst nådesløst har hånet kristendommen, er én der har indrømmet det – og hans modvilje handler ikke om multikulturel sensitivitet. ”Grunden til at jeg ikke i min kunst er gået hele vejen i mit angreb på Islam”, fortalte han Times i London, ”er fordi jeg føler en ægte frygt for, at nogen vil skære struben over på mig”.
Ledende liberale intellektuelle og akademikere har vist en slående vilje til at forråde frihedsværdierne, når det drejer sig om at pacificere muslimer. Unni Wikan, en berømt norsk kulturantropolog og islamekspert, reagerede på den høje rate af voldtægt på vantro i Oslo ved at gøre kvinderne opmærksom på, at ”de må erkende at de lever i et multikulturelt samfund og indrette dem selv på det”.
For nylig har de højt profilerede europæiske eksperter Ian Buruma fra Bard College og Timothy Garton Ash fra Oxford, til trods for deres voldsomme benægtelse af at advokere for kulturel overgivelse, favnet ”akkomodering”, hvilket lyder som skelnen uden forskel. I sin bog ”Murder in Amsterdam” citerer Buruma godkendende Amsterdam´s borgmester Job Cohen´s efterlysning af ”akkomodering til muslimerne”, inklusive de ”der bevidst diskriminerer mod deres kvinder”. Sharia skatter en muslimsk mands ret til at banke og voldtage sin kone, at tvangsgifte sine døtre og dræbe dem hvis de modsætter sig. Man kan kun gætte på hvad kvindelige muslimer, der immigrerede til Europa for at undslippe den slags barbari, tænker om dette.
Rowan Williams, ærkebiskoppen af Canterbury og én af Storbritannien´s mest velkendte offentlige intellektuelle, foreslog i februar institutionaliseringen af et parallelsystem af sharia lov i Storbritannien. Eftersom Islamic Sharia Council allerede fæller dom i muslimske ægteskaber og skilsmisser i Storbritannien, var hvad Williams foreslog, som han formulerede det, ”en meget udviklet og meget sofistikeret version af noget sådan, med forøgede beføjelser”. Heldigvis blev hans forslag, med mangel på noget konkret, men med overflod af akademisk ordskvalder (”Jeg tror ikke”, fortalte han BBC, ”at vi omgående skal springe til den konklusion, at hele deres verden af retslære og praktik på nogen måde er monstrøst ukompatibel med menneskerettighederne, alene af den årsag det ikke omgående passer ind i hvordan vi forstår tingene”) mødt med offentlighedens forargelse.
En anden prominent akkomodator er professor Mark Lilla fra Columbia University, forfatter af et essay fra august 2007 i New York Times, så langt og skrevet med en sådan perfekt akademisk livløshed, at mange læsere kan have læst det uden at opdage, at det repræsenterer den lige vej til sharia. ”Muslimer fulde af forlig med det moderne liberale demokrati kan ikke forventes”, skrev Lilla. ”For Vesten er dagens orden ”tålsomhed”, ikke forsvaret af høje principper”.
I dette lys er Buruma og Ash afslørende i forhold til behandlingen af forfatter Ayaan Hirsi Ali – sandsynligvis den største fortaler for vestlig frihed i lyset af det snigende jihad. Fordi Hirsi Ali nægter at kompromittere friheden, kalder Ash hende ”forsimplende….Oplysningstidsfundamentalist” – derigennem implicit ligestillende hende med de muslimske fundamentalister der har truet med at myrde hende – mens Buruma i adskillige artikler i New York Times har portrætteret hende som en irriterende og uvidende. Begge har dog herefter trukket følehornene noget tilbage. På den anden side har professorerne fabuleret over Ramadan´s angivelige brillanthed. Og de er ikke alene: selvom han tydeligvis ikke er assimileret, synes han at være belevent intellektuel – han nægter at fordømme stening ved utroskab, og ser tydeligt frem til et Europa under sharia – dette barnebarn af grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab Hassan al-Banna og protektor for den lærde islamist Yusuf al-Qaradawi, nyder ofte prisninger for værende det største håb for langsigtet forståelse mellem vestlige muslimer og ikke-muslimer.
I foråret gav professor i jura ved Harvard University Noah Feldman i New York Times faktisk to hurra for sharia. Han kontrasterede sharia fordelagtigt mod engelsk lov, og beskrev ”islamisternes” aspirationer om at forny de gamle ideer om lovregler som ”modige og noble”.
Med pressen, underholdningsindustrien og prominente liberale tænkere, der alle nægter at forsvare grundlæggende vestlige friheder, er det ikke overraskende, at vore politiske ledere også har været feje. Efter en lille avis i Oslo, Magazinet, havde genoptrykt de danske muhammedtegninger i 2006, brændte jihadister det norske flag, og satte ild til den norske ambassade i Syrien. I stedet for at modsætte sig vandalerne, vendte de norske ledere sig mod redaktøren af Magazinet, Vebjørn Sellbekk, delvist bebrejdende ham for ambassadeafbrændingerne og pressende ham til at undskylde. Han endte med at undskylde ved en statsfinansieret pressekonference, krybende foran en forsamling af imamer, hvis leder offentligt erklærede, at han tilgav ham, og at han nu var under hans beskyttelse. På denne skammens dag erkendte Selbekk senere, at ”Norge havde bevæget sig langt i retning af at lade ytringsfriheden blive islamisternes gidsel”. Som om kapitulationen ikke var skamfuld nok, rejste en norsk delegation til Qatar, og bønfaldt Qaradawi – en forsvarer af selvmordsbomber og mord på jødiske børn – om at acceptere Selbekk´s undskyldning. ”At mødes med Yusuf al-Qaradawi under disse omstændigheder”, skrev den norsk-irakiske skribent Walid al-Kubaisi protesterende, var ”énsbetydende med at give ekstremistiske islamister….ret til fælles konsultation angående måden Norge skal ledes”.
F.N´s position omkring spørgsmålet ytringsfrihed mod ”respekt” for Islam, var tydelig – og i klar strid med de værdier der var grundlæggende for grundlæggelsen af promoveringen af menneskerettighederne. ”Man gør ikke grin med andre folks religion”, docerede Kofi Annan kort efter hændelsen med Magazinet, efterabende prædikenen fra utallige imamer, ”og man må respektere hvad der for andre folk er helligt”. I oktober 2006 ved en paneldiskussion i F.N. under navnet ”Tegninger for fred”, foreslog general Shashi Tharoor at man trak ”en meget tynd blå F.N. linie mellem frihed og ansvar”. Og i 2007 vedtog F.N´s Menneskerettighedsråd på pakistansk opfordring forbud mod bagvaskelse af religion.
Da, år efter 9/11 præsident George W. Bush endeligt erklærede offentligt, at han var i krig med islamisk fascisme, fik rasende reaktioner fra multikulturalister og muslimer ham til at moderere dette til ”krig mod terror”. Storbritannien´s Udenrigsministerium har senere endog også dømt denne frase for stødende og bandlyst anvendelsen af denne frase blandt kabinetmedlemmer (på linie med ”islamisk ekstremisme”). I januar besluttede Udenrigsministeriet, at islamisk terrorisme fremover skulle beskrives som ”anti-islamisk aktivitet”.
Vestlige lovgivere og domstole har forstærket ”fredsforligets ånd”. I Norge´s parlament i 2005, med stort set ingen offentlig diskussion eller mediedækning, kriminaliserede man religiøse krænkelser (og placerede bevisbyrden på anklagede). Sidste år argumenterede landets fremmeste jurist Tor Erling Staff for, at straffen for æresdrab skulle være mindre end for andre slags mord, fordi det er arrogant af os at forvente, at muslimske mænd skal tilpasse sig vort samfunds normer. Og i 2007, i et af adskillige tilfælde i hvilke magistraterne svor at opretholde tysk lov, fulgte man i stedet sharia. En dommer i Frankfurt afviste en kvindes ønske om hurtig skilsmisse fra hendes brutalt misbrugende mand; han har trods alt ifølge Koranen ret til at banke hende.
De der tør trodse vestens nye sharia baserede begrænsninger og sige deres mening, risikerer nu i visse lande retsforfølgelse. I 2006 blev den legendariske Oriana Fallaci under kampen mod kræften retsforfulgt for at have tilsværtet Islam; tre år tidligere havde hun mod tilsvarende anklager forsvaret sig selv ved en fransk domstol. Hun blev i begge tilfælde fundet ikke skyldig. Nyligere har canadiske provinser beordret redaktør Ezra Levant og journalist Mark Steyn stillet for et menneskeretstribunal. Førstnævnte for at have genoptryk Muhammedtegningerne, sidstnævnte for at have skrevet kritisk om Islam i Maclean´s.
Og mens Vesten´s myndigheder jagter islamkritikere, så ærer de jihadister og deres tilhængere. I 2005 slog dronning Elizabeth Iqbal Sacranie fra Muslim Council of Britain, en mand der havde opfordret til mord på Salman Rushdie, til ridder. Samme år priste London´s borgmester Ken Livingstone groteskt Qaradawi for værende ”progressiv” – og som svar på homoseksuelle aktivister der pegede på, at Qaradawi havde forsvaret dødsstraf for homoseksuelle, udgav et afhandlingslangt dossier der hvidvaskede den lærde sunni, og prøvede at tilsværte aktivisternes omdømme. Af alle Vesten´s ledere tager den hollandske justitsminister dog prisen, da han i 2006 sagde, at hvis vælgerne ønskede at bringe sharia til Holland – hvor muslimer snart vil være et flertal i storbyer, ”ville det være skammeligt at sige: ”Dette er ikke tilladeligt!”
Hvis ikke du finder dhimmificeringen af politikerne chokerende, så prøv at se i hvilken grad lovens håndhævere har underlagt sig islamisk pres. Sidste år da ”Undercover Mosque”, en usædvanlig ligefrem udsendelse fra Storbritanniens Channel 4, viste ”moderate” muslimer prædike bankning af koner og døtre og mord på homoseksuelle og frafaldne, slog politiet til – med at anmelde stationen til kommunikationsmyndigheden Ofcom for at have oppiske racehad (Ofcom skal have ros for at have afvist anklagen). Politiets reaktion, som bemærket af James Forsyth i Spectator, ”afslørede et tankesæt der viser sig at være mere problematisk end selve problemet”. Kun dage efter udsendelsen ”Undercover Mosque” – i en enorm indifference overfor den realitet udsendelsen afslørede – annoncerede Metropolitan politikommissær Sir Ian Blair sine planer om at dele anti-terror efterretningstjenesten med muslimske ledere. Disse planer blev heldigvis senere skrinlagt.
Canadisk muslimske reformist Irshad Manji bemærkede, at i 2006 da 17 terrorister blev arresterede i Toronto i gang med at give Canada ”sit eget 9/11”, nævnte politiet intet om, at det havde noget med muslimer eller Islam at gøre. Ikke et ord. Da en kunstner fra Rotterdam efter mordet på van Gogh tegnede et gadebillede afbilledende en engel og ordene ”Du må ej ihjelslå”, ødelagde politiet af frygt for muslimsk mishag gadebilledet (og videooptagelsen af ødelæggelsen). I 2007 blev en fjernsynsappel fra britiske betjente vedrørende jagten på en muslimsk voldtægtsmand annulleret af frygt for ”racistiske tilbageslag”. Og i august rapporterede Times i London, at ”asiatiske” mænd (britisk kode for ”muslimer”) i Storbritannien havde sex med måske hundredvis af ”hvide piger helt ned i alderen tolv år” – men at myndighederne ikke vil tage affære, da dette kunne ”forstyrre racerelationerne”. Typisk at hverken Times eller statens myndigheder anerkender, at de ”asiatiske” mænds foragt for ”hvide” piger, ikke handlede om race, men om religion.
Nok. Vi må se i øjnene, at de kulturelle jihadister hader vores friheder, da disse friheder trodsede sharia, som de er fast besluttede på at påtvinge os. Indtil videre har de haft langt mindre succes med at skubbe ytringsfriheden og andre friheder tilbage i Amerika end i Europa. Amerika viser sig dog tiltagende modtagelig for deres pres.
Nøglespørgsmålet for vestlige er: Elsker vi vore friheder lige så højt som de hader dem? Mange frie folk er på den måde blevet så vante til friheden, og til den komfortable position ikke at skulle kæmpe for den, at de når det kræves ikke er i stand til at forsvare den – eller i mange tilfælde overhovedet være i stand til at se hvornår det kræves at skulle kæmpe. Hvad angår muslimerne i Vesten, så viser undersøgelser, at selvom de ikke aktivt involverer sig i jihad, så er de parate til passivt at se den anden vej – nogle endda billigende – mens deres hardcore religiøse trækker den vestlige verden ind i Underkastelsens Hus.
Men vi kan på den anden side ikke forvente at de forsvarer friheden, hvis ikke vi selv forsvarer den.
