Mange af al Qaeda´s ideologier er tydeligst fremsat i Osama bin Laden´s ”Declaration of War Against Amerika” i 1996. I dagens arabiske intellektuelle kredse, bliver bin Laden allerede sammenlignet med tidligere ikoner fra den tredje verdens revolution, der gav afkald på det privilegerede liv, og drog op i bjergene, for at bekæmpe den amerikanske undertrykker, som eksempelvis Che Guevara. Ifølge journalist i Kairo Issandr Elamsani, ser arabiske intellektuelle stadig meget verden i 1960´ernes termer. ”De er alle eks-Sorbonne, gamle marxister”, siger han, ”der ser alt gennem et postkolonialt prisme”.
På samme måde som Heidegger ønskede, at det tyske folk skulle vende tilbage til en tåget, middelalderlig, sved-og-blod-kollektivisme, renset for modernitetens korruption, og lige som Pol Pot ønskede at vende tilbage til ”År Nul”, ligeledes drømmer Osama om at vende sin verden til det syvende århundredes imaginære renheds Islam. Og som Fanon argumenterede, at revolutionen aldrig kan opnå sine mål gennem en fredelig reform, ligeledes anser Osama terror for et gode i sig selv. En terapeutisk handling, helt afsondret fra noget konkret mål. Villigheden til at dræbe beviser den enkeltes renhed.
Ifølge journalist Robert Worth der skriver for New York Times om den islamiske terrors intellektuelle rødder, er Laden ringe uddannet i islamisk teologi. Som ung velhavende playboy kom han i 1960´erne under indflydelse af radikale arabiske intellektuelle, der blandede kaldet på marxistisk revolution, med kaldet på den rene islamiske stat. Mange af disse mænd blev fængslet og henrettet for deres angreb på arabiske regimer; Sayyid Qutb eksempelvis, en stor figur i vækkelsen af islamisk fundamentalisme, blev henrettet i Ægypten i 1965. Men deres ideer levede videre. Qutb´s intellektuelle afkom inkluderede Fathi Yakan, der sammenlignede den kommende islamiske revolution med den franske og russiske revolution, Abdullah Azzam, en palæstinensisk aktivist dræbt i en bilbombe i 1989, og Safar Al-Hawali, en saudisk fundamentalist jævnligt fængslet af den saudiske regering. Mens sådanne mænd drømte om en ren islamisk stat, var europæiske revolutionæres ideologi sjældent langt fra deres tanker. Fathi Yakan: ”Den franske revolutions arbejde blev grundlagt af Rousseau, Voltaire og Montesquieu; den kommunistiske revolutions planer blev udarbejdet af Marx, Engels og Lenin….Det samme gælder for os”
Qutb´s indflydelsesrige bog ”Signposts on the Road” kan tydeligt spores i udtalelserne fra Islamisk Jihad, gruppen der i 1981 ville retfærdiggøre snigmordet på Ægyptens præsident Anwar Sadat, som et skridt på vejen mod enden af amerikansk dominans af Ægypten, og varsle en ren islamisk orden.
I 1990´erne fusionerer Islamisk Jihad med al Qaeda, og Osama´s ”Declaration of War Against America”, vil vise en åbenbar skyld til Islamisk Jihad´s manifest ”The Neglected Duty”.
Det kan så argumenteres at fødestedet for Osama´s variant af terrorisme, var Paris 1968, da studenteroprørerne og de radikale belæringer, indflydelsen af Satre, Fanon og den nye marxismes postmoderne mestre af ”folkets skæbne”, var på sit højeste. Omkring midten af halvfjerdserne var, ifølge Claire Sterling´s ”The Terror Network”, ”praktisk taget enhver terrorist og guerillastyrke repræsenteret i Paris. Især palæstinensere var repræsenteret i styrken”. Dette var Yasser Arafat´s terroristorganisation Al Fatah´s velmagtsdage, hvis 1968 traktat ”The Revolution and Violence” er blevet kaldt et præcist resume af ”The Wretched of the Earth”.
Mens Al Fatah lejlighedsvist brugte gamle leninistiske udtryk om klassekamp, så var det lykkes de tiltagende radikaliserede grupper, at perfektionere sammensmeltningen af Islamisme og den tredje verdens Socialisme. Deres traktat blandede Heidegger og Fanon med kald på genvækkelse af streng social islamisk orden. ”Vi erklærer”, siger den shiitiske terroristgruppe Hezbollah i sit ”Open Letter to the Downtrodden in Lebanon and the World”, ”at vi er en nation der kun frygter Gud, og ikke vil acceptere ydmygelse fra Amerika og dets allierede, og den zionistiske entitet, der har bemægtiget sig det hellige islamiske land. Den voldelige kamps mål er at give vort folk muligheden for at afgøre dets skæbne. Men den skæbne må følge den fastlagte sti: Vi skjuler ikke vores dedikation til Islam´s lov…som alene sikrer retfærdighed og værdighed for alle, og forhindrer nye imperialistiske forsøg på at infiltrere vort land…Den islamiske modstand må…med Gud´s hjælp modtage støtte fra alle muslimer i alle dele af verden”
Disse kald til revolution i 1980´erne kunne være blevet udtrykt sidste uge af Osama bin Laden. Faktisk bekræfter den store doktrinære forskel mellem radikale for årtier siden og Osama kun indflydelsen af postmodernistisk socialisme på sidstnævnte: Hvor Qutb og andre tidlige islamister hovedsagligt så indad, koncentrerende sig om revolution i muslimske lande, så retter Osama primært sin kamp udad mod amerikansk hegemoni. Mens det for de tidlige revolutionære drejede sig om at styrte deres egne anløbne regimer, er det for Osama den primære sti til en renset islamisk stat at bringe Amerika i knæ.
På samme måde som Heidegger ønskede, at det tyske folk skulle vende tilbage til en tåget, middelalderlig, sved-og-blod-kollektivisme, renset for modernitetens korruption, og lige som Pol Pot ønskede at vende tilbage til ”År Nul”, ligeledes drømmer Osama om at vende sin verden til det syvende århundredes imaginære renheds Islam. Og som Fanon argumenterede, at revolutionen aldrig kan opnå sine mål gennem en fredelig reform, ligeledes anser Osama terror for et gode i sig selv. En terapeutisk handling, helt afsondret fra noget konkret mål. Villigheden til at dræbe beviser den enkeltes renhed.
Ifølge journalist Robert Worth der skriver for New York Times om den islamiske terrors intellektuelle rødder, er Laden ringe uddannet i islamisk teologi. Som ung velhavende playboy kom han i 1960´erne under indflydelse af radikale arabiske intellektuelle, der blandede kaldet på marxistisk revolution, med kaldet på den rene islamiske stat. Mange af disse mænd blev fængslet og henrettet for deres angreb på arabiske regimer; Sayyid Qutb eksempelvis, en stor figur i vækkelsen af islamisk fundamentalisme, blev henrettet i Ægypten i 1965. Men deres ideer levede videre. Qutb´s intellektuelle afkom inkluderede Fathi Yakan, der sammenlignede den kommende islamiske revolution med den franske og russiske revolution, Abdullah Azzam, en palæstinensisk aktivist dræbt i en bilbombe i 1989, og Safar Al-Hawali, en saudisk fundamentalist jævnligt fængslet af den saudiske regering. Mens sådanne mænd drømte om en ren islamisk stat, var europæiske revolutionæres ideologi sjældent langt fra deres tanker. Fathi Yakan: ”Den franske revolutions arbejde blev grundlagt af Rousseau, Voltaire og Montesquieu; den kommunistiske revolutions planer blev udarbejdet af Marx, Engels og Lenin….Det samme gælder for os”
Qutb´s indflydelsesrige bog ”Signposts on the Road” kan tydeligt spores i udtalelserne fra Islamisk Jihad, gruppen der i 1981 ville retfærdiggøre snigmordet på Ægyptens præsident Anwar Sadat, som et skridt på vejen mod enden af amerikansk dominans af Ægypten, og varsle en ren islamisk orden.
I 1990´erne fusionerer Islamisk Jihad med al Qaeda, og Osama´s ”Declaration of War Against America”, vil vise en åbenbar skyld til Islamisk Jihad´s manifest ”The Neglected Duty”.
Det kan så argumenteres at fødestedet for Osama´s variant af terrorisme, var Paris 1968, da studenteroprørerne og de radikale belæringer, indflydelsen af Satre, Fanon og den nye marxismes postmoderne mestre af ”folkets skæbne”, var på sit højeste. Omkring midten af halvfjerdserne var, ifølge Claire Sterling´s ”The Terror Network”, ”praktisk taget enhver terrorist og guerillastyrke repræsenteret i Paris. Især palæstinensere var repræsenteret i styrken”. Dette var Yasser Arafat´s terroristorganisation Al Fatah´s velmagtsdage, hvis 1968 traktat ”The Revolution and Violence” er blevet kaldt et præcist resume af ”The Wretched of the Earth”.
Mens Al Fatah lejlighedsvist brugte gamle leninistiske udtryk om klassekamp, så var det lykkes de tiltagende radikaliserede grupper, at perfektionere sammensmeltningen af Islamisme og den tredje verdens Socialisme. Deres traktat blandede Heidegger og Fanon med kald på genvækkelse af streng social islamisk orden. ”Vi erklærer”, siger den shiitiske terroristgruppe Hezbollah i sit ”Open Letter to the Downtrodden in Lebanon and the World”, ”at vi er en nation der kun frygter Gud, og ikke vil acceptere ydmygelse fra Amerika og dets allierede, og den zionistiske entitet, der har bemægtiget sig det hellige islamiske land. Den voldelige kamps mål er at give vort folk muligheden for at afgøre dets skæbne. Men den skæbne må følge den fastlagte sti: Vi skjuler ikke vores dedikation til Islam´s lov…som alene sikrer retfærdighed og værdighed for alle, og forhindrer nye imperialistiske forsøg på at infiltrere vort land…Den islamiske modstand må…med Gud´s hjælp modtage støtte fra alle muslimer i alle dele af verden”
Disse kald til revolution i 1980´erne kunne være blevet udtrykt sidste uge af Osama bin Laden. Faktisk bekræfter den store doktrinære forskel mellem radikale for årtier siden og Osama kun indflydelsen af postmodernistisk socialisme på sidstnævnte: Hvor Qutb og andre tidlige islamister hovedsagligt så indad, koncentrerende sig om revolution i muslimske lande, så retter Osama primært sin kamp udad mod amerikansk hegemoni. Mens det for de tidlige revolutionære drejede sig om at styrte deres egne anløbne regimer, er det for Osama den primære sti til en renset islamisk stat at bringe Amerika i knæ.
