Jeg kan blive så træt af at man i Danmark hylder og nærmest tilbeder Mærsk Mc. Kinney Møller og nu hører jeg det så igen, Mærsk Mc Kinney Møller og hans far AP Møller var hædersmænd – Men det er ikke hvad historien melder. Det er hvad kendis gale journalister i vor tid har gjort Mærsk Mc Kinney Møller til. Godt bakket op af Ridderkors og Kongelige begunstigelser.
AP Møller havde en ikke særlig fin rolle under krigen, og Mærsk Mc Kinney Møller har udnyttet arbejdskraft i Kina så man må skamme sig over det. Pressen har ikke skrevet meget om det, hvis overhovedet. Den ene gang der blev skrevet kritisk om Mærsk Mc Kinney Møller i Berlingske Tidende, med det misbrug der var af arbejdskraft i Kina, solgte Mærsk Mc Kinney Møller alle sine aktier i Berlingske Tidende.
"Mærsk Mc Kinney Møller også har været medskaber og medejer af Netto, der i den grad misbruger, ødelægger og underbetaler deres personale, det er da skammeligt, men det beskæftiger pressen sig ikke med og det er længe siden man angreb familen Møller i de danske aviser.
I sensommeren 1999 fik journalist Christian Jensen fra Berlingske Tidendes samfundsredaktion et tip. Tippet kom fra en historiker, der syntes, at Christian Jensen skulle tage og kigge lidt på papirerne i kaptajn Volmer Gyths kasse i Rigsarkivet, for kassens indhold ville kunne kaste nyt lys over A.P. Møllers rolle under besættelsen, mente historikeren.
Kaptajn Volmer Gyth var efterretningsofficer og med i en gruppe, der gav oplysninger om Danmark til briterne – og af hans kasse fremgik det, at modstandsbevægelsen var meget oprevet over en dansk virksomhed, Riffelsyndikatet, der solgte våben til tyskerne. I Riffelsyndikatet havde A.P. Møller en kontrollerende aktiepost – og han var far til Mærsk Mc-Kinney Møller, der siden 1982 havde været storaktionær i Det Berlingske Officin.
Christian Jensen og en kollega fremlagde deres research for chefredaktør Peter Wivel, der ikke umiddelbart syntes, at det var nogen historie, at Riffelsyndikatet solgte våben til tyskerne, som jo trods alt var besættelsesmagten.
Kun hvis Riffelsyndikatet havde handlet mere med tyskerne, end hvad man kunne forvente under de givne omstændigheder, ville der være noget at skrive om, mente chefredaktøren.
For at være helt sikker i sin sag, ringede chefredaktøren efter mødet med de to journalister til den gamle modstandsmand Jørgen Røjel. Han sagde, at han intet havde tilovers for Volmer Gyth, og at englænderne i øvrigt havde mistænkt Gyth for at være tysk spion.
Manden var altså utroværdig, mente den gamle modstandsmand – og efter at delvis at have fået bekræftet fremstillingen af Gyth i historikeren Knud Jespersens bog om modstandskampen nedlagde chefredaktør Wivel forbud mod historien, som han mente var uunderbygget og baseret på en dårlig kilde.
»De her foreliggende oplysninger om efterretningsovervågning af skibsreder A.P. Møller vil derfor ikke blive bragt i en avis, jeg har ansvaret for (…) Vi bringer det, der fortjener at blive bragt. Det gør disse formodninger og mistanker ikke. Ikke i vores avis, i hvert fald«, skrev Peter Wivel i en mail til en af journalisterne.
Men sådan et forbud nedlægger man ikke bare lige på en journalistisk arbejdsplads, især ikke over for en historie, der omhandler en af avisens store aktionærer.
Berlingske Tidende sydede, og fællestillidsmanden indkaldte til møde i den store konferencesal, uden deltagelse af chefredaktøren. Det kom så vidt, at journalisterne stemte om, hvorvidt de skulle nedlægge arbejdet eller ej.
44 stemte for at blive, 43 stemte imod. Journalisterne var med andre ord kun én stemme fra at skodde morgendagens nyheder. I stedet endte journalisterne med at formulere en mistillidserklæring til deres chefredaktør i et brev, der også blev sendt til bestyrelsesformand Knud Sørensen.
»Vi har ikke tillid til, at Peter Wivel leder Berlingske Tidendes redaktion ud fra gængse journalistiske principper. Dette er til stor skade for de 200 journalistiske medarbejderes integritet og faglige selvværd. Dertil kommer, at det også skader vores og Berlingske Tidendes omdømme«, stod der.
Til sidste endte det med et kompromis mellem chefredaktøren og journalisterne. Fire journalister fra avisen fik lov til at researche videre på historien – uden at det på forhånd var givet, at den skulle trykkes.
Journalisterne gravede sig ud af Gyths kasse og fandt dokumenter på deres videre vej, der viste, at A.P. Møller-virksomheden efter krigen havde modtaget domme for værnemageri, blandt andet på grund af Riffelsyndikatet – domme, som indtil nu havde været hemmeligholdt, også i A.P. Møllers officielle historieskrivning.
Fra da af var det tydeligt for enhver, at der var en historie, som skulle trykkes. Også for chefredaktøren, som nu bakkede arbejdet op. Selv om han vidste, at offentliggørelsen af artiklerne ville føre avisen ud i en kæmpe krise.
Når der var bestyrelsesmøder i Det Berlingske Officin, var det ifølge flere kilder ikke ualmindeligt, at det erhvervsliv, der ejede Berlingske Tidende, udtrykte utilfredshed med artikler, der havde stået i avisen..................
Under arbejdet med artiklerne henvendte de nu fire journalister, der sad med historien, sig til Mærsk Mc-Kinney Møller via en sekretær. De kunne høre, at sekretæren spurgte Mærsk Mc-Kinney, om han ville kommentere sagen. »Nej«, nærmest råbte rederen med skinger stemme i baggrunden.
Da journalisterne skrev til rederen, lød svaret: »De stillede spørgsmål vil ikke blive besvarede«.
Men artiklerne om skibsrederens far blev færdige uden skibsrederens deltagelse, og søndag 14. november 1999 kunne Berlingske Tidende derfor udkomme med en forside, der havde overskriften ’Krigsdokumenter kaster kritisk lys på A.P. Møller’. Inde i avisen bredte historien sig hen over seks siders avispapir.
Straks efter opsagde skibsrederen sit abonnement på Berlingske Tidende. Den kortfattede opsigelse ankom til Pilestræde i en lille kuvert, den var trykt på blåt papir og håndskrevet af skibsrederen selv. Mærsk-koncernens øvrige abonnementer på Berlingske Tidende blev også opsagt.
Og kort tid efter artiklerne var blevet trykt, satte Mærsk Mc-Kinney Møller så sine aktier til salg. Efter Mærsks reaktion på artiklerne om hans far fulgte andre aktionærer. I 2000 kunne Danske Bank derfor sætte næsten hele Berlingske til salg på en gang.
http://politiken.dk/kultur/ECE2016473/giganten-fra-pilestraede-staar-for-fald/
Den imponerende samfundsstøtte Arnold Mærsk Mc-Kinney Møllers indsats var imponerende, præget af forudseenhed og taktisk-politisk klogskab, men også af dobbeltmoral og tvivlsomme metoder. Han indgår i erhvervslivets kongerække efter C.F. Tietgen, H.N. Andersen og faderen................
Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller blev elefantridder. .......Han havde gjort sig fortjent på trods af gentagne EU-lovbrud, tvivlsomt internationalt kartelsamarbejde, som bedrog kunderne. Senest en rigeligt opportunistisk økonomisk udnyttelse af Irak-krigen – metoder der ikke er ukendte i international business. Men indsatsen er trods alt gjort af hans ansatte i det verdensomspændende Mærsk-imperium, der i dag tæller 117.000 ansatte.
Hvad der stort set altid glemmes i den underdanige hyldest, omgivelserne og store dele af pressen behandlede ham med.
......................
Med Amaliehaven, der afløste den grimme Larsens Plads med anløbspladsen for Oslo-bådene, og nu Operahuset på den anden side af havneløbet sluttede Møller aksen fra Marmorkirken gennem Amalienborgpladsen og har bekostet en mere værdig ramme for de nu kongelige palæer som planlagt for mere end 250 år siden.
Mens Tietgen betalte sin gave af egen lomme, ved indsamling og blot blev belønnet med et storkors, så han stadig måtte sjoske efter de højadelige dummernikker med deres arvede titler i næstøverste rangklasse ved hoffets årlige nytårskur, så fik Møller af Majestæten en elefantorden, der sikrer plads helt i toppen. Også selv om skatteyderne i virkeligheden har betalt mere end en tredjedel af byggesummen for hans gave på ca. tre milliarder kr. i kraft af årelange skattebegunstigelser og til hans (til 1984) to skattefrie fonde til gavn for almenvellet og mindet om hans forældre. Nordsøens gunstigste oliekoncessioner bidrog også.
Til gengæld skal skatteyderne betale de øgede udgifter til driften af Operaen, en udfordring som i de seneste år har kastet det gamle teater ind i noget, der ligner en overlevelseskamp.
Da Mærsk Mc-Kinney Møller afløste sin far som leder af A.P. Møller, sørgede han hurtigt for at bringe firmaet i positionen som ØK’s afløser som førende og normsættende danske erhvervsforetagende internationalt. Han videreudviklede faderens strategi med ekspansion horisontalt, dvs. inden for samme branche, og vertikalt, dvs. med aktiviteter der lå i forlængelse af og støttede hinanden.
Dertil ekspanderede han ved at inddrage helt nye aktiviteter, f.eks. udnyttelsen af olie- og gasfundene i Nordsøen, som faderen allerede havde sikret sig en skandaløs og gratis eneret til i starten af 1960’erne fra en fantasiløs socialdemokratisk regering, da ingen andre ville. Forudseenhed med ’rettidig Omhu’ demonstreret i praksis. En egenskab som kun få politikere ejer. Deres horisont er begrænset til næste valg.
Det er blevet Gruppens hidtil bedste enkeltinvestering – en givtig cash cow. I kraft af lemfældige danske regnskabsregler har koncessionen kunnet sløre mindre gode resultater i andre dele af Gruppens multinationale aktiviteter. Profitten er eskaleret i takt med verdens eksploderende oliepriser, om end Gruppens andel er blevet noget beskåret, dels med skærpet beskatning, dels i kraft af den genforhandling af koncessionen, der fandt sted i midten af 1970’erne under slaget om Nordsø-olien mellem A.P. Møller og staten. Senest blidere, efter at Fogh-regeringen havde ribbet Energiministeriet for olieekspertise med indskrænkninger og rå fyringer, der fjernede kompetente folk i bekæmpelsen af salig Svend Aukens ’imperium’.
Men indtjeningen rækker, endda rigeligt. Ikke uden grund fik han i Energiministeriet kælenavnet ’energityven’. Koncessionen er stadig den mest favorable i Nordsø-regionen – et faktum, der har fået den ny regering med de økonomiske vismænds støtte til at annoncere et eftersyn af den eksisterende aftale. Møller glemmer aldrig
Det gjaldt f. eks. det annoncestop, som A.P. Møller – tidligere årelang trofast støtteannoncør – etablerede mod dette dagblad i 1971, efter at bladets journalist Torgny Møller havde vovet at afsløre og kritisere arbejds- og sikkerhedsforholdene på Lindø-værftet efter en dødsulykke. Det skete i en serie artikler, der gav ham Cavling-Prisen. Annoncerne kom aldrig tilbage. Man glemmer ikke i A.P. Møller.
Eller pressionen mod Berlingske Tidende, da bladet i efteråret 1999 trykte en række kontroversielle artikler om det A.P. Møller kontrollerede Riffelsyndikats (DISA) alt for villige leverancer til den tyske værnemagt under den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940. DISA gik uden om de danske myndigheder og tog for store avancer i deres iver for handle med tyskerne. Det blev dokumenteret i den bog, som blandt andre dette blads nuværende chefredaktør var medforfatter til.
Eller den aktion Mærsk i hemmelighed satte i værk, da han flyttede ’Familiefonden’ til det skattefrie Liechtenstein: Adresse Kirchstrasse nr. 4, Vaduz. Fonden var – ligesom den større fond for ’Almenvellet’ – hovedaktionær i Møller-imperiet. Flytningen var sket uden først at anmode om tilladelse i Justitsministeriet (som reglerne for en fond med en kongelig approberet fundats foreskrev).
http://www.information.dk/298544
Rederen og Besætteren (Og Hykleren)
Berlingske Tidende søndag den 14. november 1999, 2. sektion, Kultur, side 1.
Våbenfabrikken Dansk Industri Syndikat var mere end villig til at handle med tyskerne under Anden Verdenskrig. Med skibsreder A.P. Møller som storaktionær solgte virksomheden våben til tyskerne i Danmark, den solgte våben til selve Tyskland, og den solgte våben til Tysklands allierede. Fortrolige undersøgelser efter krigen viste, at Dansk Industri Syndikat under besættelsen - stik mod den officielle forklaring - gik uden om regeringen for at tjene penge.
Af: Olav Hergel, Christian Jensen, Tomas Kristiansen og Karl Erik Nielsen
Forleden var der gallamiddag på den fornemme University Club på Fifth Avenue i New York. Der skulle samles ind til det nye Scandinavia House på Manhattan. Gæstelisten var imponerende. Til stede var Dronning Margrethe, Victor Borge, den forhenværende amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, og som altid, når Danmark skal fremvise det ypperste fra vort land, var skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller der også.
Da han fik ordet, benyttede han lejligheden til at hylde England og Amerika »uden hvis indsats, Danmark sikkert ikke havde været et frit land.« Det var ikke tilfældigt valgte ord. Gennem tiden har Mærsk Mc-Kinney Møller demonstreret, at han aldrig forspilder en mulighed for at understrege, at Danmark til evig tid vil stå i dyb taknemmelighedsgæld til England og Amerika.
I 1989 gav A.P. Møller-fonden således 50 millioner kroner til etableringen af et konferencecenter i forbindelse med Churchill College i den engelske universitetsby, Cambridge. Og da USA gik forrest i krigen mod Irak i 1991, lod rederiet sine skibe sejle amerikansk krigsmateriel til Den Persiske Golf uden beregning. Som tak modtog Mærsk Mc-Kinney Møller i 1991 det amerikanske Handelsministeriums Medalje for Frihed og Handel. En stor og sjælden anerkendelse. Skibsrederen kvitterede med disse ord:
»Hvis jeg og det kompagni, som min far grundlagde, har været i stand til at bidrage til USAs indsats, bør det opfattes som et tegn på taknemmelighed for, hvad De har gjort for mit land, for freden i det hele taget, og hvad De gør i dag under store ofre.«
I såvel ord som gerning synes der at gå en lige linie tilbage til foråret 1944, da hans far, skibsreder Arnold Peter Møller, spillede en aktiv rolle i kampen for Danmarks befrielse ved personligt at stille en garanti på to millioner kroner, så modstandsbevægelsen kunne købe våben i Sverige.
At A.P. Møller har sympatiseret med frihedskampen er således hævet over enhver tvivl. Men der findes også en anden side af historien om A.P. Møller under krigen; dele af hans virksomhed tjente gode penge på at sælge våben til tyskerne. Det skete gennem fabrikken Dansk Industri Syndikat A/S, hvor A.P. Møller var den dominerende aktionær med godt 30 procent af aktiekapitalen.
I bogen »Ved rettidig Omhu«, som historikeren Ove Hornby har skrevet på foranledning af Mærsk Mc-Kinney Møller, står der om engagementet i Syndikatet:
A.P. Møller »var betænkt på at lukke fabrikken, da tyskerne stillede krav om våbenleverancer umiddelbart efter besættelsen den 9. april 1940; det danske Udenrigsministerium henstillede imidlertid indtrængende til bestyrelsen at undlade et sådant skridt, da man frygtede, at tyskerne i så fald blot ville beslaglægge dette - og måske andre - fabriksanlæg.«
Fabrikationen af våben fortsatte altså med den historiske begrundelse, at ellers ville tyskerne overtage fabrikken. Fabrikken var tvunget til at producere.
Men papirer, som Berlingske Tidende er i besiddelse af, viser, at Syndikatet producerede og solgte våben til tyskerne langt ud over, hvad virksomheden var tvunget til af tyskerne og de danske myndigheder.
Virksomheden tog ikke blot selvstændige initiativer til at forøge produktionen. Den kom også med forslag til fremstilling af nye våben, og den effektiviserede produktionen ved hjælp af tysk våbenekspertise. Ledelsen anmodede endog Værnemagten om at skride ind over for den danske stats våbenfabrik, Hærens Våbenarsenal, der som underleverandør ikke kunne - eller ikke ville - følge med i Syndikatets tempo.
Virksomheden var så effektiv, at danske efterretningsofficerer gennem flere år indtrængende opfordrede englænderne til at bombe den, og efter krigen modtog Syndikatet en kendelse for værnemageri. Samtidig var virksomheden under mistanke for landsforræderi.
For disse forhold måtte virksomheden tilbagetale 6.729.771 kroner, som var tjent uberettiget på arbejdet for tyskerne, erfarer Berlingske Tidende. Et af de største tilbagebetalingskrav under retsopgøret. Beløbet svarer i dag til cirka 90 millioner kroner.
Berlingske Tidende har forsøgt at få rederiet A.P. Møllers kommentar til kendelsen. Men forgæves.
Sagen har efter alt at dømme ikke tidligere været offentliggjort, og i Ove Hornbys A.P. Møller-biografi nævnes kendelsen ikke.
Andre oplysninger om Syndikatet og A.P. Møller fra den danske efterretningstjenestes illegale korrespondance med Storbritannien har heller ikke tidligere været fremme.
Disse dokumenter har siden krigen ligget i Rigsarkivet i en velholdt, lysebrun, lakeret trækasse. Den bærer navnet »Gyths Kasse« efter kaptajn Volmer Gyth, der var en af den daværende efterretningstjenestes centrale skikkelser. Berlingske Tidende har haft adgang til dokumenterne, der er en del af i alt 18.000 siders efterretninger til briterne. Heraf fremgår, at hverken den engelske eller den danske hemmelige tjeneste nærede tillid til A.P. Møller.
Som storaktionær med næsten en trediedel af aktierne har A.P. Møller haft en viden om, hvad der foregik på Syndikatet. Og han har også båret et medansvar, siger førende historikere. »Men spørgsmålet er, hvor meget han vidste,« siger lektor, dr.phil. Henrik S. Nissen fra Københavns Universitet og ekspert i besættelsestiden..................
For mig har Mærsk Familien altid været en flok forbrydere, der som så mange andre forbrydere har modtaget hyldest, medaljer, ordener og velvilje fra det idiotiske danske kongehus.
