(Dette debatindlæg er bragt i Politiken fredag d. 2. november 2012)
af Mia Amalie Holstein, chefkonsulent, CEPOS
Tillad privathospitaler at flytte ind på de offentlige hospitaler og udføre simple behandlinger på det offentliges regning.
Økonomichef på Gentofte Hospital, Hans Anton Nygaard, kritiserer (Politiken 31.10.12) CEPOS' seneste udbudsanalyse, der viser, at behandlinger udført på privathospitaler i gennemsnit udføres til 48 pct.af DRG-taksten, dvs. ca. halvdelen af, hvad taksten er for en tilsvarende behandling på et gennemsnitligt offentligt hospital. Selv når man tager højde for, at private og offentlige hospitaler er underlagt forskellige rammevilkår, tyder det på, at besparelsespotentialet er stort, hvis privathospitaler på sigt tager sig af flere af de standardiserede behandlinger. Hvis regionerne f. eks. øger brugen af udbud med 10 procentpoint, kunne de som overslag spare 3 mia. kr. Det svarer til, at man på hospitalerne kunne have ca. 6.000 ekstra sygeplejersker ansat årlig. Det er på denne baggrund ikke overraskende, at flere af regionerne er begyndt at rapportere om store besparelser i forbindelse med udbud.
Ifølge økonomichefen er de offentlige hospitaler billigst, idet marginalomkostningen - dvs. omkostningen ved at behandle den sidste patient, når bygninger, apparatur, personale mv. er betalt - på de offentlige hospitaler er meget lav. HN opstiller her det, argumentationsteoretikere kalder en ' stråmand'.
For i stedet for at argumentere imod mit argument om, at privathospitalerne har en lav gennemsnitspris for alle patienter - hvorfor flere behandlinger på sigt bør udføres privat - så vælger HN at fremhæve, at det ikke gælder for den sidste patient, når man ser bort fra alle de offentlige hospitalers øvrige omkostninger. Dette argument er ikke holdbart. For som hovedregel bør samfundet på sigt placere behandlinger der, hvor behandlingerne for alle patienter i gennemsnit udføres billigst ( og ikke mindst bedst). Var HN's betragtninger om marginalomkostninger holdbare, så ville samfundet spare penge på at bygge 100 nye hospitaler, fylde dem med mandskab og maskiner og lade dem henstå tomme og ubenyttede. For skulle en patient kigge forbi, da ville det praktisk talt være gratis at behandle ham.
Hvis HN insisterer på at fastholde et kortsigtet fokus på marginalomkostninger og fra det ståsted argumentere for, at behandlinger skal udføres på de offentlige hospitaler, så har jeg et konstruktivt forslag til HN, der sikrer danskerne mere sundhed for skattekronerne: Tillad privathospitaler - der både er bedre og billigere - at flytte ind på de offentlige hospitaler og udføre simple behandlinger på det offentliges regning. Mine analyser tyder på, at man derved kunne spare ca. 15-20 pct., hvilket kan omsættes til kortere ventetid og bedre behandlinger for danskerne. Som hovedregel bør samfundet på sigt placere behandlinger der, hvor behandlingerne for alle patienter i gennemsnit udføres billigst (og ikke mindst bedst).
