I 1970 havde jeg en særlig oplevelse på vej hjem fra en international historikerkongres i Moskva. Da jeg fandt min togkupe, viste det sig, at jeg skulle dele den med et par unge damer. I sig selv ikke noget særligt. Russiske sovevogne har aldrig skelnet skarpt mellem kønnene. De to damer blev selvfølgelig fulgt til toget af flere generationer af slægtninge. Og udstyret med store blomsterbuketter og andre afskedsgaver. Alt det var der ikke noget mærkeligt i. Desuden havde de en ganske betydelig bagage. Og det hele skulle naturligvis anbringes i den i forvejen ikke særlig rummelige kupe.
Men ind kom vi og bagagen anbragt. Mine kupe-fæller tog - helt efter drejebogen - en overordentlig tårevædet afsked med familie og venner. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på klassiske russiske malerier, hvor en mor tager afsked med en søn, der er indkaldt til de den gang normale 25 års militærtjeneste, eller med en ægtemand - dømt til langvarigt eksil i Sibirien.
Sammenligningen skulle vise sig ikke at være helt i skoven, men det opdagede jeg først langt senere. Indtil Smolensk tudede mine rejsefæller nærmest i kor, mens de fulde blomstervaser på det diminutive vinduesbord hele tiden truede med at vælte. Jeg er sikker på, at de brede russiske spor reddede dem fra katastrofen. Og da sporene igen blev smallere på grænsestationen i Brest, var blomsterne alligevel visnet. Jeg prøvede at komme i kontakt med mine rejsefæller, men det var ganske umuligt – også efter, at tårekanalerne var udtørret.
Alle forsøg på kontakt – og de var såmænd ganske uskyldige – prellede af som vand på en gås. Forklaringen fik jeg først i København, hvor de unge damer blev afhentet af et par mørkt udseende herrer. Da gik pråsen op for mig – de skulle naturligvis arbejde på den sovjetiske ambassade. Og de har oplevet det som en forvisning. Derhjemme var de naturligvis blevet briefet - eller mere folkeligt udtrykt - fået tudet ørerne fulde af advarsler mod den lumske kapitalismes anslag mod sovjetborgere. Samt, at fjenden udmærket kunne formumme sig i en tilsyneladende uskyldig universitetslærer. Og jeg må sige til deres ros, at de bestod prøven. Den kolde krig og dens mistro for fuld udblæsning. Men Gud, hvor var det en kedelig hjemrejse. Af samme grund har jeg aldrig gentaget den siden – med tog.
