.
I disse dage for nøjagtig 53 år siden stod Ryvangens kaserne i København i flammer, og jeg var uhyggeligt tæt på at brænde inde. Formiddagsaviserne malede dagen efter et billede, hvor nærmest også hovedstaden havde været på nippet til at gå op i flammer. Dramatisk var den natlige brand, men trods alt næppe så voldsom, som boulevardpressen også den gang kunne overdrive. Men først lidt baggrund.
Mens jeg forberedte mig til studentereksamen ved Tønder Statsskole i foråret 1957, dumpede et brev ind gennem brevsprækken – som det gjorde hos alle andre unge mænd i Danmark i samme situation. I brevet tilbød Forsvaret os kommende studenter mulighed for at lære russisk sideløbende med, at vi aftjente vores værnepligt. Og derudover blev vi stillet en uddannelse til reserveofficer i udsigt. Også det danske militær havde nu opdaget – eller også havde Nato dikteret – det geniale i blandt egne rækker at have folk, der talte fjendens sprog. Danmark havde i 1949 brudt med mere end 80 års neutralitet. Eller, skal vi mere realistisk sige brudt med mellemkrigsårenes sydvendte udenrigspolitik. Regering og rigsdag havde meldt landet ind i den transatlantiske pagt, Nato, ved organisationens dannelse i 1949. Vi var dermed blevet aktive deltagere i en forpligtende alliancepolitik. Og er det jo stadigvæk – selv om det nordatlantiske område siden har udvidet sig en kende.
Min viden om Rusland var minimal, og gymnasiet havde ikke væsentligt bidraget til at ændre dette billede. Ganske vist havde jeg en historielærer, der gerne i sin undervisning inddrog dagsaktuelle emner. Men som en særdeles aktiv hjemmeværnsmand var hans verdensbillede klart – skellet mellem ven og fjende stod bøjet i farvet neon. Det tillod ikke den store nuancering af fjenden og virkeligheden. Den kommunistiske magtovertagelse i Prag i februar 1948, Berlin-blokaden, de forskellige skueprocesser mod national-kommunister i Østeuropa og ultimativt den sovjetiske nedkæmpelse af den ungarske opstand i november 1956 gav gode argumenter for en negativ tolkning af russernes adfærd. Min historielærer skal have ros for at have inddraget dugfriske emner i sin undervisning. Det var ikke almindeligt i 1950´ernes gymnasieskole. I det hele taget var årtiet ikke til de finere nuancer – Den kolde Krig var en levende realitet og stod ikke til diskussion.
Jeg havde allerede i gymnasiet besluttet at aftjene min værnepligt før starten på en uddannelse. Det var ikke, fordi militæret ligefrem trak i mig. Min viden om det var yderst begrænset, og der var ingen stolte krigertraditioner i min familie. Udsigten til at blive kasseret var i 1950´ernes Danmark yderst begrænset. Medlemskabet af Nato var ungt, en neutralitetsvant befolkning skulle vænnes til at springe soldat. Der var intet mærkeligt i, at medlemslandene stræbte efter at få så mange unge mænd som muligt i trøjen. Ganske vist gik der drabelige historier om, hvordan man kunne blive kasseret på sessionen. Hvordan man kunne få hjertet til at hoppe og danse eller gøre platfoden endnu mere plat. Men nøgternt betragtet var muligheden for at blive kasseret i realiteternes verden yderst begrænset.
Den 2. september 1957 mødte jeg sammen med en lille snes andre udvalgte russer-aspiranter op i Sofielundlejren ved Holbæk. ”Studenter-delingen” blev vi hurtigt benævnt – ment som en alt andet end positiv varebetegnelse. Dernæst fulgte to mørke og mudrede rekrut-måneder. Hvor russerne i øvrigt både forbavsede og forskrækkede verden ved sidst i oktober at opsende den første Sputnik – en handling, der med et slag gjorde kendskab til russisk endnu mere nyttigt og påtrængende. Ganske vist var den første Sputnik, sammenlignet med det efterfølgende rumkapløb, kun en lille knaldperle. Sølle 84 kilogram, en diameter på 58 cm og operativ i kun tre uger – det var målene, men nok til i samtiden at udløse et veritabelt sputnikchok. Den kolde Krig var med et slag blevet endnu koldere. Og Vesten som helhed tog sin uddannelsespolitik – ikke mindst de naturvidenskabelige uddannelser – op til alvorlig overvejelse.
Efter rekruttiden i Holbæk fulgte to kolde måneder i Svanemøllens røde kasernebygninger. Russiskundervisningen begyndte så småt, og dernæst fulgte fra januar 1958 fjorten fagligt komprimerede måneder i Ryvangens røde barakby. Gedigent tysk håndværk, ironisk nok beliggende kun et stenkast fra Mindelunden for modstandskampens faldne. Et naturskønt område med skovagtige pletter, snoede småveje og med en idyllisk sø midt i det hele.
Som det første hold på uddannelsen af tolke og afhøringsofficerer med russisk blev vi naturligt nok også et forsøgshold. Tilsyneladende havde Forsvaret ikke helt tænkt færdigt, hvad det egentlig havde gang i. Ligesom det heller ikke havde gjort sig helt klart, hvad vi senere skulle bruges til. I hvert fald blev vi præsenteret for et fuldt militært uddannelsesprogram, nu blot suppleret med 30 ugentlige timer i russisk sprog. Blandt andet mente de højere magter, at det var både sundt og nyttigt for de unge mennesker at starte dagen med en omgang FUT (= fysisk uddannelse og træning). Fint nok, men i vort tilfælde med det resultat, at vi snart nikkede med hovedet - efter at være kommet ind i et kakkelovns-over-opvarmet klasseværelse. Vore civile russisklærere var ikke tilfredse med de sløve og trætte padder, de blev præsenteret for, og vi slap for FUT – i hvert fald om morgenen.
Undervisningsmaterialet var i starten nogle blå (Natos farve!) primitivt fremstillede og CIA-producerede hæfter. Når udstyret var primitivt, var indholdet det ikke mindre. Det var fladpandet amerikansk propaganda af værste skuffe. Men det var på russisk. Vore civile lærere så med længsel frem til det tidspunkt, hvor vi kunne kapere lidt mere lødige tekster, evt. oven i købet med et litterært indhold. Det blev fjorten koncentrerede måneder med terpning af grammatik og gloser, med megen forberedelse, mange militære fag – kort sagt med meget arbejde, men også med et godt kammeratskab. Det kammeratskab, der udspringer af fælles skæbne, af pressede situationer, snævre fysiske forhold og gensidig hjælpsomhed. Vi kendte alternativet, hvis vi ikke fulgte med. Det var at fortsætte tjenesten i det almindelige militære geled.
Vore tre civile lærere var et dejligt anderledes indslag i den militære hverdag. Alle tre kompetente og med en levende interesse for undervisning. Der var den korrekte og pertentlige fonetiker Preben Ishøy, der til dagligt arbejdede som civilt ansat i Forsvarsministeriet. Der var den fagligt dygtige, lidt affekterede Georg Sarauw, der var født i tsartidens Skt. Petersborg, men af danske forældre i russisk tjeneste. Til daglig underviste Sarauw på Frederiksberg Gymnasium og blev her en ihærdig pioner for indførelse af russisk i gymnasiet. Hans hofnummer var at optræde med kosakdans – helst med en kaukaser-daggert mellem tænderne. Endelig var der Gunnar Svane – solid videnskabsmand med en nær og praktisk tilgang til undervisning. Afviklet i en afslappet, men absolut ikke slap atmosfære. Svane var en elsket lærer på sprogskolen – og senere i en menneskealder en skattet kollega til mig på Aarhus Universitet. Og nu tilbage til indledningens brand.
Københavnerne blandt os havde gennem nogen tid presset på for at få lov til at sove udenfor kasernen – det vil i klart sprog sige hjemme. Svaret havde hver gang været afvisende, men i slutningen af 1958 blev jeg indirekte skyld i, at de alligevel fik deres i bogstavelig forstand brændende (jfr. forklaring nedenfor) ønske opfyldt. På skift var vi noget, der blev kaldt ”vagthavende elev” med en række nøje definerede opgaver. Blandt andet, at vagthavende skulle sove i et særligt lokale med egen telefon. En gang i november var det blevet min tur. Jeg var alene i barakken, der ellers normalt tjente som en almindelig mandskabsbarak. Men de værnepligtige ingeniører, der havde boet der, var netop rejst. Det var koldt, så der blev fyret godt op i kakkelovnen. For godt, viste det sig.
Ved 3-tiden vågnede jeg ved en knitrende lyd og lugten af røg. Og opdagede, at oppe i hjørnet omkring kakkelovnsrøret brændte der en lystig ild. Jeg kom op i en vis fart, men havde dog åndsnærværelse nok til at iværksætte punkt et i forholdsordren i tilfælde af brand – ikke overraskende at ringe efter brandbilerne. Punkt to var at varsko vagthavende befalingsmand, der sov i en anden barak. Men naturligvis kunne jeg ikke møde op hos ham uden at været reglementeret påklædt. Så jeg kom i uniformen og fandt endog tid til at binde slipseknuden reglementeret. Vagthavende var den nat en oversergent, som vi elever altid indbyrdes - lidt eufemistisk - kun kaldte ”shorty”. Nok, fordi han målte to meter og otte centimeter. Ham fik jeg vækket – samtidig hørtes i det fjerne brandsirenerne på vej. Desuden vækkede jeg mine kammerater i nabobarakken.
Alt var foregået reglementeret og i henhold til forholdsordren. Men jeg må indrømme, at jeg følte mig noget fortumlet og ør i hovedet og husker kun, at mine kammerater i huj og hast slæbte en række trækasser ud af den brændende barak. Ved siden af vagtlokalet lå der nemlig et aflåst rum, der blandt andet husede letantændelige brændsatser til håndgranater. Disse små sataner gjaldt det om at få ud i en vis fart.
Formiddagsaviserne lavede i stort opsatte artikler og ikke mindst på grund af disse tændsatser et kæmpenummer ud af branden. I disse blades optik og vinkling havde hele København været i overhængende fare for at springe i luften. Helt ude af proportioner, naturligvis. Men en dramatisk nat var det for os umiddelbart berørte – ingen tvivl om det. I min åndelige harddisk har branden i hvert fald fået en blivende plads.
Og så til det positive. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Pludselig manglede der en barak til indkvartering. Og muligheden for at bo hjemme eller ude i byen var ikke længere blot latent – den var nu også blevet realisabel. Bevilget fra 1. januar 1959. Københavnerne kunne nu sove hjemme hos mor eller hos kæresten, mens jeg efter juleorloven flyttede ind i et lejet værelse på Østerbro hos en rar ældre dame.
I slutningen af februar 1959 var der afsluttende eksamener, og pr. 1. marts fulgte officersudnævnelsen. Vi blev fordelt på de forskellige tjenestesteder, hvor værnepligtens sidste seks måneder skulle tilbringes. Ja, det er rigtig nok. Værnepligten var 18 måneder og for dem, der blev udtaget til befalingsmand eller officer, to år. Nogle af os gled ind i den hemmelige tjeneste i Kastellet, mens andre endte ude i landet på andre tjenestesteder. Selv blev jeg sendt til Flyvestation Skrydstrup, hvor jeg havde seks pragtfulde måneder som efterretningsofficer for det operative personel.
Siden 1957 er uddannelsen blevet gentaget hvert år, dog efterhånden suppleret med andre fjendesprog som f.eks. arabisk og pashto. Siden er også benævnelsen sprogløjtnant gledet ind i sproget. Men det begyndte for over 50 år siden. Og Forsvaret har leveret over 600 veluddannede unge mennesker til det civile Danmark. Mennesker, der har udfyldt vidt forskellige funktioner i samfundet. Blot for at give nogle få eksempler. Som diplomater, politikere, forskere, gymnasielærere eller i det private erhvervsliv. Et eksempel på, at det militære og det civile samfund udmærket kan supplere hinanden.
