Euroen har en lang forhistorie:
Barre–rapporten 1969
foreslog et samarbejde om den økonomiske og monetære politik, og på et topmøde
i Haag samme år blev Den Økonomiske og Monetære
Union til et officielt mål.
Werner-rapporten fra 1970 beskriver forudsætningerne for en monetær
og økonomisk union, og foreslår en 10-årig overgangsperiode med en 3-fase-plan.
I fase 3 skulle de nationale valutaer udskiftes med en fælles. Allerede her var der uenighed; men de 6 medlemslande tilsluttede sig alligevel principielt.
Men oliekrisen og valutauroen - som følge af Bretton Wood-systemets sammenbrud (Nixons afskaffelse af dollarens guldindløselighed) – førte til at processen aldrig kom i gang.
I 1972 oprettedes valutaslangen, som skulle mindske valutaudsvingene. Men p.g.a. uenighed om den økonomiske politik (!) udtrådte de fleste medlemmer, og slangen blev afløst af en D-mark-zone bestående af Tyskland, England, Benelux og Irland.
I 1979 kom EMS´en (Det Europæiske Monetære System) på fransk-tysk initiativ – alle EF-lande deltog, undtagen Storbritannien.
EMS´en var et fastkurssamarbejde og en valutarisk regneenhed: ECU (European Currency Unit),
som brugtes til fastlæggelse af fælles landbrugspriser, strukturfonde, budget m.m.
I 1986 blev ”Det indre Marked” vedtaget, og det
aktualiserede ønsket om en fælles valuta bl.a. for at undgå vekselgebyrer, idet
computere, internet og netbetaling endnu var udviklet.
I 1978 blev der igen nedsat et udvalg, hvis formand var Jacques Delors. Det skulle udarbejde en
rapport, som kunne beskrive, hvordan en økonomisk- og monetær union med fælles
valuta kunne udformes. Den foreslog – som Werner-rapporten – 3 faser. Det var
nødvendig med en bedre koordinering af den økonomiske politik, regler for størrelsen
af budgetunderskud og oprettelsen af en uafhængig institution, der skulle påse,
at reglerne blev overholdt.
I 1989 blev ØMU’en vedtaget og 1. fase begyndte 1. juli 1990. Der skulle ske en gensidig
overvågning og samordning af medlemslandenes økonomi.
I 1992 kom Maastricht-traktaten, og her blev ØMU´ens anden og tredje fase indskrevet.
Ved anden fases begyndelse i januar 1994 blev Det Europæiske Monetære Institut (EMI) oprettet for at samordne og styrke samarbejdet mellem centralbankerne og forberede indførelsen af den fælles valuta. På et topmøde i Madrid i 1995 blev datoen fastsat til senest 2002.
Tredje fase begyndte 1. januar 1999. Der var 11 medlemslande, og medlemslandenes valutakurser blev nu fastlåst. Man besluttede endvidere, at den fælles valuta, som havde fået Euro, skulle indføres 1. januar 2002.
EMI blev erstattet af ”Den europæiske Centralbank” (ECB).
3. maj 2000 blev Grækenland godkendt til at deltage i ØMU´ens 3. fase. Slovenien kom med i 2007, Malta og Cypern 2008, Slovakiet i 2009 og Estland i 2011.
Som man kan se af denne meget kortfattede - men alligevel lange - historie, mangler der ikke noget. Intet er glemt eller overladt til tilfældigheder. Al jura, samordning, overvågning og traktatfastlagte regler er på plads og har været det længe.
Den nye EU-pagt er overflødig, for den tilfører ikke noget nyt og - frem for alt - den afskaffer ikke det grundlæggende problem: kulturforskellene.
Jeg tillader mig at citere Ulrik Høj fra Weekendavisen: ”Hvis Angela Merkel skulle styre noget med hård hånd, så skulle hun styre det italienske statsapparat, den offentlige sektor, provinser, lokalsamfund og italiensk mentalitet fri af korruptionens undergravende kræfter. Kan nogen det?
Kan italienere?”
Nej, de har Italiens samling (1848-70) til i dag ikke en gang kunnet få Nord- og Syditalien til at arbejde sammen.
Men det kan Merkel selvfølgelig heller ikke. Hun vil aldrig få ændret de grundlæggende kulturelle, folkelige strukturer i Middelhavslandene. Hun vil aldrig få ændret latinernes fjendtlige indstilling over for staten til accept og samarbejde.
Men det er altså en helt nødvendig forudsætning, at det sker og helst inden for en horisont på 2-3 år, hvis Euroen skal kunne bestå. Alternativet, at Tyskland og de andre nordeuropæiske Eurolande udskriver en blanco-check (Euro-obligationer) til Middelhavslandene, vil kun være et kortvarigt plaster på såret. Tyskland kan ikke, selv om viljen skulle være der, producere nok til,
at både de selv og PIIGS-landene kan opretholde den nuværende levestandard.
Merkel kan ikke undgå, at Euroen møder virkeligheden, og så dør den!
PS: Jeg synes ikke Grækenland, Italien, Spanien og Portugal er nødlidende, fejlslagne stater,
tværtimod jeg nyder at være på ferie dernede, jeg kan lide folkene; men de er anderledes, og det er jo netop det charmerende.
Hvorfor er det et godt mål at få disse udmærkede og glade mennesker til at være ensrettede, kulturløse europæere?
Hvad hedder "Küss die Hand, Frau Merkel!" egentlig på græsk?
