JP og Deadline's stemme fra den selvgode venstrefløj, David Trads, er åbenbart begyndt at spekulere over, hvorfor så mange vender sig mod hans synspunkter på de sociale medier, så nu vil han besvare nogle af de spørgsmål, som han får fra kritikerne.
Han skriver bl.a:
Er jeg en hykler, fordi jeg synes, at Danmark sagtens kan tage imod flere flygtninge, når jeg ikke byder nogle af dem velkomne i mit eget hjem? Det er der rigtigt mange, som mener.
Mit svar er, at jeg ikke synes, at jeg skal huse flygtninge i min lejlighed. Jo, jeg har skam plads - lige som mange andre har det - men jeg synes ikke, at det er enkeltpersoners opgave at huse flygtninge. Det er fællesskabets.
Det er jo ikke, fordi vi ikke har plads her i landet, at regeringen ønsker at tage imod færre flygtninge. Plads har vi nemlig nok af. Der er masser af steder, hvor det offentlige kan købe eller leje boliger til flygtninge.
Her i landet har vi et velfærdssamfund, som betyder, at vi finansierer de fleste opgaver, hvor nogen har brug for hjælp, over skatten. Det er en god ide, for så skal folk i nød ikke stå med hatten og håbe på almisser.
Hans første påstand er altså, at det ikke er hans personlige opgave at huse flygtninge. Det er fællesskabets opgave. I denne sammenhæng er "opgave" et forkert, men sikkert bevidst, valg af ord. Det korrekte ord er "ansvar". Han mener altså ikke, at det er hans ansvar at hjælpe flygtningene personligt, det er vores alle sammens ansvar, og i denne sammenhæng må der menes moralsk ansvar.
Nu er det jo sådan, at en betydelig del af danskerne ikke mener, at det er deres moralske ansvar at hjælpe mennesker fra fjerne egne, som af mange forskellige årsager er havnet i problemer. Et ansvar indebærer normalt, at man har haft indflydelse på det skete, og derved har en medskyld.
Her om moralsk ansvar fra wikipedia:
I etik betyder moralsk ansvar primært ansvar for handlinger og deres konsekvenser og sociale relationer Som oftest drejer det sig om skaden forvoldt af et individ, en gruppe og hele samfundet ved handlinger eller påvirkning af andre individer, grupper eller hele samfundet. Det er en mekanisme med hvilken skyld kan placeres.
David Trads vil altså have danskerne til at tage et ansvar for noget, som de ikke har noget som helst ansvar for. Det må vi naturligvis afvise.
Derfor kan det kun være David Trads personlige valg, at han mener, at han selv bør påtage sig et ansvar for de problemer de arme mennesker i Afrika og Mellemøsten er havnet i, og deraf følger, at han så selv må tage sin egen personlige konsekvens af sin påtagen sig ansvar, herunder at stille egen bolig og penge til rådighed.
Hans næste påstand er endnu længere ude på marken. Han skriver, at vi her i landet har et velfærdssamfund, som betyder, at vi finansierer de fleste opgaver, hvor nogen har brug for hjælp, over skatten.
Han mener altså, ud fra sammenhængen med bopæl til flygtninge, at det er velfærdssamfundets opgave at finansiere hans godhedsfilosofier. De ca. 2.6 mio. danske arbejdsaktive skal altså udover at finansiere velfærd for de ca. 3 mio. der ikke er aktive på arbejdsmarkedet også finansiere velfærd for et ukendt antal immigranter, der søger et bedre liv nordpå.
Her bliver han så infantil, at man kan skyde hans forsøg på argumentation ned med et dovent venstreben. For det første er det helt umuligt at forestille sig, at de hårdt pressede 2.6 mio. arbejdsaktive kan hjælpe mange flere end de allerede gør, og for det andet er det logik for perlehøns, at import af yderligere massivt omkostningskrævende mennesker naturligvis vil indebære en massiv nedskæringspolitik overfor de mange med behov fra hjælp fra velfærdssamfundet, som allerede er i landet.
Han mener altså, at vi alle sammen skal acceptere hans ide om moralsk ansvar med den logiske konsekvens at pengene går til udlændinge, der intet har bidraget med, og pengene skal tages fra ældre og syge, som i mange tilfælde har betalt skat hele deres liv.
Konklusionen er at David Trads ikke er moralsk - han er umoralsk !
NB: For en god ordens skyld vil jeg nævne, at jeg intet har imod at hjælpe flygtninge og andre i nød, bare det sker i deres nærområde. Jeg anerkender blot ikke, at det er vores ansvar, for det er det ikke. Det er noget vi gør af godhed, af velgørenhed. Det kan man gøre, så længe man kan, og så længe man synes, at det er en god ide. Principielt burde det være hver enkelt borgers personlige valg, og derved ikke statens opgave. Det kunne være et procentfelt på selvangivelsen, ligesom kirkeskat. Gerne offentligt, så kan vi jo holde øje med, hvor god David Trads mon er i virkeligheden, når han selv skal have muldvarpeskindet op af lommen :)
