Som vel alle bekendt her på 180 grader angreb OBO for snart en uge siden Lars Hedegaard, for 1) i marxistisk ånd at opfordre den danske befolkning til opstand og revolution og klynge diverse ansvarlige for islamificeringen af DK op i de nærmeste lygtepæle, etc, - og for 2) at udbrede en ”absurd” påstand om, at muslimske familier voldtager deres egne børn. Ja, ifølge OBO, er det noget af det mest ”forrykte”, han har hørt, endda i et helt år, som han siger. – Men, som man siger: Tomme tønder buldrer mest. Således er OBOs angreb udtryk for nogle af de mest jammerlige, amatøragtige, ja, decideret umodne fordrejninger, jeg er stødt på – i øvrigt i langt mere end et år.
Hvad det første angår, så er det jo noget sludder. I naturlig forlængelse af at LH mener at landets ledere, journalister og eksperter lukker øjnene for den islamiske trussel, konstaterer han (LH), at reaktionen mod en stadigt voksende islamisering af landet, først synes at skulle komme fra folket, inden lederne vil tage truslen alvorligt. Denne opfattelse er ikke udtryk for ren ”fantasi”, således som jubelhumanisten OBO – uvist af hvilken årsag – vil have sine læsere til at tro. Tværtimod. Den bygger på en – desværre – kun alt for nærværende empiri. Dvs. ca. 40 års løbende eftergivenhed overfor indvandrede muslimer og deres efterkommere, der her på kanten til 2010 har ført til veludviklede parallelsamfund, hvor sharialoven lever og danske myndigheder angribes, hvis de viser sig. At give sig til at fable om marxisme og lygtepæle her, er altså, som nævnt, det rene sludder.
Hvad det andet angår, så må man konstatere, at LH desværre udtaler sig groft generaliserende og man kommer uvægerligt til at tænke på Glistrups ”muhameddaner” ytringer. Problemet er dog i dette stykke ikke alene LHs retorik – dvs. formen, men derimod at man lukker øjnene for, at der overhovedet kunne være substans i indholdet, som nu jubelhumanisten OBO gør det. Han modargumenterer ikke engang, men kaster sig blot ud i jubelhumanistisk inkvisition og vil dømme blasfemi overfor den politiske korrekthed og tone, frem for at forholde sig til substansen. Således hedder det: ”Er der nogen her, der tror på det? Hvis nej, hvad siger det så om Lars Hedegaard, at han gør?”
Det skal dog tilføjes, at OBO forsøger sig med vis argumentation. Denne må dog betegnes som en pseudoargumentation, idet han nemlig i et anfald af jubelhumanistisk trance har stirret sig blind på kun 1 ud af 6 mulige undersøgelser, bøger, kronikker, debatter, domme, som LH benytter som dokumentationsgrundlag for sine påstande om det ekstremt ringeagtende kvindesyn blandt muslimer og familievoldtægter, m.m. af døtre. Denne ene er en undersøgelse, ifølge hvilken 10 % af muslimske piger og kvinder udsættes for ”alt fra prygl til incest”. OBO har her fundet en sprække til sin pseudoargumentation, hvorfor han triumferende kan ses udstøde: ”Vil det så sige, at der måske "kun" er én procent, der udsættes for incest?” Mao. man kan ikke udlede af undersøgelsen, hvor mange der reelt er udsat for incest, hvilket i OBOs pseudooptik betyder, at LHs påstand om familievoldtægter ligeså godt kan være taget ud af det blå. Pyt så i øvrigt med, at undersøgelsen viser, at 10 % af muslimske kvinder og piger lever under en eller anden form for voldelig dagligdag. Denne ”detalje” mener den glade jubelhumanist ikke, der er grund til dvæle nærmere ved.
Da OBO således har isoleret noget af LHs dokumentation fra den samlede helhed, hvori den rettelig indgår, er der ikke kun tale om benævnte pseudoargumentation fra hans side, men også om en manipuleret omgang med andres (dvs. LHS) argumentationsbasis. Vi kan også tale rent ud af posen og kalde det, hvad det rettelig er, nemlig fusk, svarende til dette at tage noget ud af et citat, som isoleret set sætter citatets ophavsmand i et dårligt lys, hvilket altså ikke er tilfældet, når citatet står i sin oprindelige sammenhæng.
I grunden må man konstatere om OBO, at han næppe er liberalist, men som fremgået her: Jubelhumanist, dvs. en pjattet multikulturalist.
Endelig skal det siges, at OBOs manglende evne/lyst til at forholde sig til den substans, der findes i LHs påstande, for i stedet at dæmonisere ham (LH), netop bekræfter LHs udsagn om, at det synes at måtte være fra folket, vi skal se en reaktion på den stadige udbredelse af Islam og denne ideologis værdier, før ledere og meningsdannere tager den alvorligt. Og man må undre sig over hvorfor det er mere vigtigt at dæmonisere erklærede demokrater som Lars Hedegaard, fremfor at fremkomme med en kritik af en primitiv og menneskeundertrykkende ideologi.
Michael Hammers
Hvad det første angår, så er det jo noget sludder. I naturlig forlængelse af at LH mener at landets ledere, journalister og eksperter lukker øjnene for den islamiske trussel, konstaterer han (LH), at reaktionen mod en stadigt voksende islamisering af landet, først synes at skulle komme fra folket, inden lederne vil tage truslen alvorligt. Denne opfattelse er ikke udtryk for ren ”fantasi”, således som jubelhumanisten OBO – uvist af hvilken årsag – vil have sine læsere til at tro. Tværtimod. Den bygger på en – desværre – kun alt for nærværende empiri. Dvs. ca. 40 års løbende eftergivenhed overfor indvandrede muslimer og deres efterkommere, der her på kanten til 2010 har ført til veludviklede parallelsamfund, hvor sharialoven lever og danske myndigheder angribes, hvis de viser sig. At give sig til at fable om marxisme og lygtepæle her, er altså, som nævnt, det rene sludder.
Hvad det andet angår, så må man konstatere, at LH desværre udtaler sig groft generaliserende og man kommer uvægerligt til at tænke på Glistrups ”muhameddaner” ytringer. Problemet er dog i dette stykke ikke alene LHs retorik – dvs. formen, men derimod at man lukker øjnene for, at der overhovedet kunne være substans i indholdet, som nu jubelhumanisten OBO gør det. Han modargumenterer ikke engang, men kaster sig blot ud i jubelhumanistisk inkvisition og vil dømme blasfemi overfor den politiske korrekthed og tone, frem for at forholde sig til substansen. Således hedder det: ”Er der nogen her, der tror på det? Hvis nej, hvad siger det så om Lars Hedegaard, at han gør?”
Det skal dog tilføjes, at OBO forsøger sig med vis argumentation. Denne må dog betegnes som en pseudoargumentation, idet han nemlig i et anfald af jubelhumanistisk trance har stirret sig blind på kun 1 ud af 6 mulige undersøgelser, bøger, kronikker, debatter, domme, som LH benytter som dokumentationsgrundlag for sine påstande om det ekstremt ringeagtende kvindesyn blandt muslimer og familievoldtægter, m.m. af døtre. Denne ene er en undersøgelse, ifølge hvilken 10 % af muslimske piger og kvinder udsættes for ”alt fra prygl til incest”. OBO har her fundet en sprække til sin pseudoargumentation, hvorfor han triumferende kan ses udstøde: ”Vil det så sige, at der måske "kun" er én procent, der udsættes for incest?” Mao. man kan ikke udlede af undersøgelsen, hvor mange der reelt er udsat for incest, hvilket i OBOs pseudooptik betyder, at LHs påstand om familievoldtægter ligeså godt kan være taget ud af det blå. Pyt så i øvrigt med, at undersøgelsen viser, at 10 % af muslimske kvinder og piger lever under en eller anden form for voldelig dagligdag. Denne ”detalje” mener den glade jubelhumanist ikke, der er grund til dvæle nærmere ved.
Da OBO således har isoleret noget af LHs dokumentation fra den samlede helhed, hvori den rettelig indgår, er der ikke kun tale om benævnte pseudoargumentation fra hans side, men også om en manipuleret omgang med andres (dvs. LHS) argumentationsbasis. Vi kan også tale rent ud af posen og kalde det, hvad det rettelig er, nemlig fusk, svarende til dette at tage noget ud af et citat, som isoleret set sætter citatets ophavsmand i et dårligt lys, hvilket altså ikke er tilfældet, når citatet står i sin oprindelige sammenhæng.
I grunden må man konstatere om OBO, at han næppe er liberalist, men som fremgået her: Jubelhumanist, dvs. en pjattet multikulturalist.
Endelig skal det siges, at OBOs manglende evne/lyst til at forholde sig til den substans, der findes i LHs påstande, for i stedet at dæmonisere ham (LH), netop bekræfter LHs udsagn om, at det synes at måtte være fra folket, vi skal se en reaktion på den stadige udbredelse af Islam og denne ideologis værdier, før ledere og meningsdannere tager den alvorligt. Og man må undre sig over hvorfor det er mere vigtigt at dæmonisere erklærede demokrater som Lars Hedegaard, fremfor at fremkomme med en kritik af en primitiv og menneskeundertrykkende ideologi.
Michael Hammers
