Selvom ingen troede det muligt, har dansk politik atter nået nye lavpunkter. Mens det globale finansmarked ruster sig til en krise, der angiveligt er større end den, vi lige har oplevet, fortsætter politikerne med at padle rundt i sin egen andedam. Det er således evident, at udgifterne til de offentlige overførselsindkomster udgør nutidens og fremtidens helt store udfordring, men de færreste partier tør at tale højt om den benhårde nedskærings nødvendighed.
I stedet bliver der henover midten brugt stor energi på at diskutere småjusteringer, der i bedste fald svarer til at tisse i bukserne for at få varmen. Det er som bekendt en så kortsigtet løsning, at den kun lige akkurat kan overleve frem til næste valg. Desværre har ingen af fløjene i Folketinget noget at lade den anden høre.
Socialdemokraterne og SF nægter enhver snak om afskaffelse af efterlønnen, men mener derimod, at de, der finansierer gildet, nemlig de hårdtarbejdende, blot kan betale mere i skat. Det vil altså sige, at hvis danskerne på arbejdsmarkedet vil fastholde deres levevis, må de arbejde endnu mere, mens de, der i forvejen sidder derhjemme, kan fortsætte med at blive lullet i søvn til sangen om, at det er så synd for dem.
Men hvad er det egentlig, der er synd? Er det synd, at de ikke vil bidrage til fællesskabet, og at de ikke vil være med til at holde igen? Selvom den samme købekraft vil være til stede, bliver alle statsfinansierede – fra studerende til pensionister – ved med at kræve, at lige præcis de ikke må rammes. Det må kun alle de andre, og helledusseda, fristes man til at sige, for med denne aparte form for solidaritet, bliver vi bekræftet i, at Danmark reelt set er en brig med læk i begge ender og med rådden mast og rig.
Med deres i grunden betonsocialistiske tilgang og gengifteri med fagbevægelsen fastholder Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal det synspunkt, at sandheden alene tilhører venstrefløjen, og derfor er der ingen grund til at prøve andre muligheder af.
Hvad enten man bryder sig om at høre det eller ej, er skattelettelser den eneste udvej. Det vil give folk flere penge mellem hænderne, mens de vil modsvare skattelettelsen ved at arbejde mere, så staten alligevel får, hvad den skal have. Sådan har regeringen sagt siden 2001, men med deres forslag om at udskyde lettelser i topskatten har den nok engang sendt det borgerlige Danmark til både tælling og hen i en tilstand af dyb forundring.
For hvis det, der gennem snart ti år har været en kernesag, ikke kan bruges, når der virkelig er behov for det, er der kun meningsløsheden tilbage. Skattelettelser er ikke kun et spørgsmål om ideologi, men om realpolitik. Det kan hverken Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen snakke sig fra, og derfor er de nu ved at sejle væk i samme båd som Thorning og Villy – uden anker, rat eller de reformer, som er så er tiltrængte.
Meget tyder på, at de to regeringspartier har opgivet enhver kamp for et borgerligt og liberalt Danmark. Derfor må Venstre og De Konservative tilbage i kampen – ellers vil næste valg blive en sammenbidt affære om Socialdemokraterne 1 eller 2, helle-, lene- eller larsdusseda.
I stedet bliver der henover midten brugt stor energi på at diskutere småjusteringer, der i bedste fald svarer til at tisse i bukserne for at få varmen. Det er som bekendt en så kortsigtet løsning, at den kun lige akkurat kan overleve frem til næste valg. Desværre har ingen af fløjene i Folketinget noget at lade den anden høre.
Socialdemokraterne og SF nægter enhver snak om afskaffelse af efterlønnen, men mener derimod, at de, der finansierer gildet, nemlig de hårdtarbejdende, blot kan betale mere i skat. Det vil altså sige, at hvis danskerne på arbejdsmarkedet vil fastholde deres levevis, må de arbejde endnu mere, mens de, der i forvejen sidder derhjemme, kan fortsætte med at blive lullet i søvn til sangen om, at det er så synd for dem.
Men hvad er det egentlig, der er synd? Er det synd, at de ikke vil bidrage til fællesskabet, og at de ikke vil være med til at holde igen? Selvom den samme købekraft vil være til stede, bliver alle statsfinansierede – fra studerende til pensionister – ved med at kræve, at lige præcis de ikke må rammes. Det må kun alle de andre, og helledusseda, fristes man til at sige, for med denne aparte form for solidaritet, bliver vi bekræftet i, at Danmark reelt set er en brig med læk i begge ender og med rådden mast og rig.
Med deres i grunden betonsocialistiske tilgang og gengifteri med fagbevægelsen fastholder Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal det synspunkt, at sandheden alene tilhører venstrefløjen, og derfor er der ingen grund til at prøve andre muligheder af.
Hvad enten man bryder sig om at høre det eller ej, er skattelettelser den eneste udvej. Det vil give folk flere penge mellem hænderne, mens de vil modsvare skattelettelsen ved at arbejde mere, så staten alligevel får, hvad den skal have. Sådan har regeringen sagt siden 2001, men med deres forslag om at udskyde lettelser i topskatten har den nok engang sendt det borgerlige Danmark til både tælling og hen i en tilstand af dyb forundring.
For hvis det, der gennem snart ti år har været en kernesag, ikke kan bruges, når der virkelig er behov for det, er der kun meningsløsheden tilbage. Skattelettelser er ikke kun et spørgsmål om ideologi, men om realpolitik. Det kan hverken Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen snakke sig fra, og derfor er de nu ved at sejle væk i samme båd som Thorning og Villy – uden anker, rat eller de reformer, som er så er tiltrængte.
Meget tyder på, at de to regeringspartier har opgivet enhver kamp for et borgerligt og liberalt Danmark. Derfor må Venstre og De Konservative tilbage i kampen – ellers vil næste valg blive en sammenbidt affære om Socialdemokraterne 1 eller 2, helle-, lene- eller larsdusseda.
