Hvordan finder man den indre styrke og vilje til at kæmpe for livet, selv når det ser allermest håbløst ud?
Boganmeldelse af Birgit Stefansen:
I sin bog, ”Nyt liv – på den hårde måde”, beskriver den nu 48-årige Rita O. Christensen hudløst ærligt, åbenhjertigt og usentimentalt den lavine af omvæltninger, der blev sat i gang den skæbnesvangre dag i april 1997, hvor hun pludselig måtte forholde sig til, at hun havde fået konstateret leukæmi – type CML (cronic myeloid leukemia).
Stillet over for denne mulige dødsdom reagerer forfatteren til sin egen store overraskelse ganske roligt: ”Jeg fældede end ikke en tåre….. Set i bakspejlet er det fuldstændig uforståeligt, at jeg ikke gik i panik, men jeg er et positivt menneske, og der findes en løsning på ALT.”
I sin ”grænseløse naivitet” nægter hun at se i øjnene, at hun som kun 35-årig kunne risikere at dø! Det kunne der overhovedet ikke være tale om – specielt hendes dengang 2-årige søn, som senere blev diagnosticeret som værende autist, havde jo alt for meget brug for hende til, at hun kunne lade det ske!
Kampen
Hun tager derfor kampen op mod sygdommen – en kamp, som hun var overbevist om, at hun umuligt kunne tabe, selvom hun på daværende tidspunkt slet ikke var klar over, hvad hun var oppe imod.
Hensynet til familien gjorde, at forfatteren afviste en øjeblikkelig indlæggelse på Rigshospitalet, da det var hende magtpåliggende selv at underrette sin daværende mand hjemme i Næstved, faderen i Tyskland, moderen i Ungarn samt de to søstre i henholdsvis Tyskland og USA. Alle blev de naturligvis dybt chokerede og frustrerede. Sådan noget sker jo kun for naboen.
Herefter beskriver hun, hvordan sagens rette sammenhæng efterhånden går op for hende. Hun skal knoglemarvtransplanteres, hvis hun skal overleve, men kan der i tide findes en donor, som matcher hende?
Det viser sig, at hendes søster, Susi, i Tyskland, er eneste mulighed, men hun gennemgår samtidig en kompliceret graviditet, og derfor må det vente til efter, hun har født. På trods af den risiko, som søsteren dermed selv løber, er hun på intet tidspunkt i tvivl om, at hun skal og vil hjælpe Rita.
I takt med at Ritas tilstand forværres, får hendes daværende mand sværere og sværere ved at tackle situationen, og sideløbende med de fysiske og psykiske nedture forårsaget af sygdommen, slås hun med frustrationer over ikke at føle sig støttet af den person, som burde være den stærkeste i den situation, og det slider hende næsten op, at hun ikke kan være den mor, som hendes søn mere end nogensinde har brug for.
I ”kassen”
I tiden op til den forestående transplantation bliver hun sat i ”kassen” – totalt isoleret fra alle andre, da hendes eget immunforsvar skal nedbrydes fuldstændig. Hun kan kigge på sin søn gennem en glasvæg, når hans far ellers tager ham med på besøg, men hun kan ikke røre ham. Selv et fotografi af ham er anbragt på den anden side af glasset.
Dengang var det ikke som nu en selvfølge, at der var adgang til Internettet fra ”kassen”, så hun var meget glad for den bærbare pc, som hendes arbejdsplads, Rederiet J. Lauritzen, forærede hende, så hun dog havde en vis kontakt til verden udenfor.
Endelig oprinder dagen for transplantationen. Det er den 1. december 1997, den dag som herefter bliver Ritas anden fødselsdag. Hele familien er kommet til Danmark for at være sammen i nervøs spænding. På den anden side af glasvæggen befinder Susi sig, klar til at levere den livgivende knoglemarv, og de to søstre føler – trods manglen på fysisk kontakt – et meget nært fællesskab, som giver dem begge styrke til at gennemgå det, de står overfor.
Et par dage efter transplantationen tager Susi hjem til Tyskland med sin mand og sine børn, hvilket efterlader en lammende tomhedsfølelse hos Rita i ”kassen”, hvor hun stadig skal være isoleret – uden fysisk kontakt med andre, uden sit eget tøj, make-up, eller for den sags skyld hår, kan hun mærke, at hendes selvtillid forsvinder. Hun har smerter, fryser og savner sin søn. Savnet af ham forstærkes yderligere af, at hun allerede nogle år tidligere havde oplevet at miste en datter, som døde vuggedøden 4½ måned gammel. Samtidig øges afstanden mellem hende og hendes mand, og hun begynder at tvivle på, om hun kan vinde kampen, eller om hun virkelig skal dø i en alder af kun 35 år. Hun er dog fast besluttet på at ville kunne se sin søn vokse op, og det redder hende igen fra mismodet, fortvivlelsen og anfaldene med voldsom gråd.
Endelig ude
”Oplevelsen var helt ubeskrivelig, og tårerne kom igen frem – denne gang af glæde!”
Uendelig langsomt er der små fremskridt at spore, og endelig - selveste juleaften 1997 – får hun lov til at komme hjem. Glæden over at være hjemme igen bliver dog hurtigt afløst af frustrationer over ikke at slå til eller føle sig elsket og værdsat af sin mand. Selv om ægteskabet først kuldsejler endegyldigt i 2004, hvor hun har fået overskud til at sige stop, føler hun sig under hele forløbet alene med sin søn og sin sygdom.
I løbet af foråret 1998 bliver hun ramt af gentagne infektioner og feberanfald med hyppige indlæggelser – heraf flere i isolation – til følge.
Leukæmien kommer igen to gange, og der må hentes mere knoglemarv fra Susi i Tyskland. Andre patienter, som hun har lært at kende på Rigshospitalet og delt skæbne med, dukker pludselig ikke mere op til kontrol – nogle af dem er bukket under, hvor længe vil hun selv kunne holde stand?
Et nyt liv
”Jeg er ikke nervøs for fremtiden. Jeg nyder livet!”
Her godt 12 år senere kan vi konstatere, at hun holdt hele vejen. Hun er blevet erklæret rask og lever sammen med sin nuværende mand, Villy, som hun blev gift med i marts 2006, sin søn og sine to bonusbørn. Ganske vist vil hun altid være tvunget til at tage sin livsvigtige medicin, men det lader hun ikke påvirke sit liv i negativ retning. Hun mødes jævnligt med andre, som også kom igennem deres sygdomsforløb, laver frivilligt arbejde for en patientforening, motionerer, maler og er nu også begyndt at holde foredrag om sine oplevelser.
”Lev livet så længe, du kan, det er sjældent, man får en chance mere.”
I forbindelse med udgivelsen af bogen beviste forfatteren og hendes mand, at de begge brænder for at hjælpe andre, som kommer i hendes situation, da de skaffede og forærede kondicykler, bærbare pc’er, dvd-film og legetøj til børn og voksne på Rigshospitalets kræftafdelinger.
En livsbekræftende bog som fortjener at blive læst af alle, som kommer i samme situation som forfatteren, da den viser, at det kan lade sig gøre at besejre canceren, men også af alle os andre, som har tendens til at forfalde til selvmedlidenhed over hverdagens små og store genvordigheder og skavanker.
Rita O. Christensen: NYT LIV – på den hårde måde. (Læs mere www.ildiko.dk/nytliv)
Forlag: ildiko.dk, 2007
Som ægtefælle til Rita og medforfatter af bogen vil jeg fremhæve at dette indlæg ikke er ment som reklame men derimod en hyldest til livet og de meget dygtige og engagerede læger på Rigshospitalet, der var med til at redde Ritas liv.
En særlig og dybfølt tak skal lyde til overlæge, dr. med., Niels Jacobsen, som har været Ritas "personlige" læge gennem hele forløbet - og stadig er det!
Villy O. Christensen
Boganmeldelse af Birgit Stefansen:
I sin bog, ”Nyt liv – på den hårde måde”, beskriver den nu 48-årige Rita O. Christensen hudløst ærligt, åbenhjertigt og usentimentalt den lavine af omvæltninger, der blev sat i gang den skæbnesvangre dag i april 1997, hvor hun pludselig måtte forholde sig til, at hun havde fået konstateret leukæmi – type CML (cronic myeloid leukemia).
Stillet over for denne mulige dødsdom reagerer forfatteren til sin egen store overraskelse ganske roligt: ”Jeg fældede end ikke en tåre….. Set i bakspejlet er det fuldstændig uforståeligt, at jeg ikke gik i panik, men jeg er et positivt menneske, og der findes en løsning på ALT.”
I sin ”grænseløse naivitet” nægter hun at se i øjnene, at hun som kun 35-årig kunne risikere at dø! Det kunne der overhovedet ikke være tale om – specielt hendes dengang 2-årige søn, som senere blev diagnosticeret som værende autist, havde jo alt for meget brug for hende til, at hun kunne lade det ske!
Kampen
Hun tager derfor kampen op mod sygdommen – en kamp, som hun var overbevist om, at hun umuligt kunne tabe, selvom hun på daværende tidspunkt slet ikke var klar over, hvad hun var oppe imod.
Hensynet til familien gjorde, at forfatteren afviste en øjeblikkelig indlæggelse på Rigshospitalet, da det var hende magtpåliggende selv at underrette sin daværende mand hjemme i Næstved, faderen i Tyskland, moderen i Ungarn samt de to søstre i henholdsvis Tyskland og USA. Alle blev de naturligvis dybt chokerede og frustrerede. Sådan noget sker jo kun for naboen.
Herefter beskriver hun, hvordan sagens rette sammenhæng efterhånden går op for hende. Hun skal knoglemarvtransplanteres, hvis hun skal overleve, men kan der i tide findes en donor, som matcher hende?
Det viser sig, at hendes søster, Susi, i Tyskland, er eneste mulighed, men hun gennemgår samtidig en kompliceret graviditet, og derfor må det vente til efter, hun har født. På trods af den risiko, som søsteren dermed selv løber, er hun på intet tidspunkt i tvivl om, at hun skal og vil hjælpe Rita.
I takt med at Ritas tilstand forværres, får hendes daværende mand sværere og sværere ved at tackle situationen, og sideløbende med de fysiske og psykiske nedture forårsaget af sygdommen, slås hun med frustrationer over ikke at føle sig støttet af den person, som burde være den stærkeste i den situation, og det slider hende næsten op, at hun ikke kan være den mor, som hendes søn mere end nogensinde har brug for.
I ”kassen”
I tiden op til den forestående transplantation bliver hun sat i ”kassen” – totalt isoleret fra alle andre, da hendes eget immunforsvar skal nedbrydes fuldstændig. Hun kan kigge på sin søn gennem en glasvæg, når hans far ellers tager ham med på besøg, men hun kan ikke røre ham. Selv et fotografi af ham er anbragt på den anden side af glasset.
Dengang var det ikke som nu en selvfølge, at der var adgang til Internettet fra ”kassen”, så hun var meget glad for den bærbare pc, som hendes arbejdsplads, Rederiet J. Lauritzen, forærede hende, så hun dog havde en vis kontakt til verden udenfor.
Endelig oprinder dagen for transplantationen. Det er den 1. december 1997, den dag som herefter bliver Ritas anden fødselsdag. Hele familien er kommet til Danmark for at være sammen i nervøs spænding. På den anden side af glasvæggen befinder Susi sig, klar til at levere den livgivende knoglemarv, og de to søstre føler – trods manglen på fysisk kontakt – et meget nært fællesskab, som giver dem begge styrke til at gennemgå det, de står overfor.
Et par dage efter transplantationen tager Susi hjem til Tyskland med sin mand og sine børn, hvilket efterlader en lammende tomhedsfølelse hos Rita i ”kassen”, hvor hun stadig skal være isoleret – uden fysisk kontakt med andre, uden sit eget tøj, make-up, eller for den sags skyld hår, kan hun mærke, at hendes selvtillid forsvinder. Hun har smerter, fryser og savner sin søn. Savnet af ham forstærkes yderligere af, at hun allerede nogle år tidligere havde oplevet at miste en datter, som døde vuggedøden 4½ måned gammel. Samtidig øges afstanden mellem hende og hendes mand, og hun begynder at tvivle på, om hun kan vinde kampen, eller om hun virkelig skal dø i en alder af kun 35 år. Hun er dog fast besluttet på at ville kunne se sin søn vokse op, og det redder hende igen fra mismodet, fortvivlelsen og anfaldene med voldsom gråd.
Endelig ude
”Oplevelsen var helt ubeskrivelig, og tårerne kom igen frem – denne gang af glæde!”
Uendelig langsomt er der små fremskridt at spore, og endelig - selveste juleaften 1997 – får hun lov til at komme hjem. Glæden over at være hjemme igen bliver dog hurtigt afløst af frustrationer over ikke at slå til eller føle sig elsket og værdsat af sin mand. Selv om ægteskabet først kuldsejler endegyldigt i 2004, hvor hun har fået overskud til at sige stop, føler hun sig under hele forløbet alene med sin søn og sin sygdom.
I løbet af foråret 1998 bliver hun ramt af gentagne infektioner og feberanfald med hyppige indlæggelser – heraf flere i isolation – til følge.
Leukæmien kommer igen to gange, og der må hentes mere knoglemarv fra Susi i Tyskland. Andre patienter, som hun har lært at kende på Rigshospitalet og delt skæbne med, dukker pludselig ikke mere op til kontrol – nogle af dem er bukket under, hvor længe vil hun selv kunne holde stand?
Et nyt liv
”Jeg er ikke nervøs for fremtiden. Jeg nyder livet!”
Her godt 12 år senere kan vi konstatere, at hun holdt hele vejen. Hun er blevet erklæret rask og lever sammen med sin nuværende mand, Villy, som hun blev gift med i marts 2006, sin søn og sine to bonusbørn. Ganske vist vil hun altid være tvunget til at tage sin livsvigtige medicin, men det lader hun ikke påvirke sit liv i negativ retning. Hun mødes jævnligt med andre, som også kom igennem deres sygdomsforløb, laver frivilligt arbejde for en patientforening, motionerer, maler og er nu også begyndt at holde foredrag om sine oplevelser.
”Lev livet så længe, du kan, det er sjældent, man får en chance mere.”
I forbindelse med udgivelsen af bogen beviste forfatteren og hendes mand, at de begge brænder for at hjælpe andre, som kommer i hendes situation, da de skaffede og forærede kondicykler, bærbare pc’er, dvd-film og legetøj til børn og voksne på Rigshospitalets kræftafdelinger.
En livsbekræftende bog som fortjener at blive læst af alle, som kommer i samme situation som forfatteren, da den viser, at det kan lade sig gøre at besejre canceren, men også af alle os andre, som har tendens til at forfalde til selvmedlidenhed over hverdagens små og store genvordigheder og skavanker.
Rita O. Christensen: NYT LIV – på den hårde måde. (Læs mere www.ildiko.dk/nytliv)
Forlag: ildiko.dk, 2007
Som ægtefælle til Rita og medforfatter af bogen vil jeg fremhæve at dette indlæg ikke er ment som reklame men derimod en hyldest til livet og de meget dygtige og engagerede læger på Rigshospitalet, der var med til at redde Ritas liv.
En særlig og dybfølt tak skal lyde til overlæge, dr. med., Niels Jacobsen, som har været Ritas "personlige" læge gennem hele forløbet - og stadig er det!
Villy O. Christensen
